Rejsen til det ukendte.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Igang
(Bidrag til 24 til skriv en historie på 24 timer) Forældre løse Ena Morris som bor på et børnehjem, har aldrig kendt til hendes fortid. En nat står den ukendte fortiden for næsen af hende. Mon om 15 årige Ena vil kunne acceptere hendes fortid? Og hvad mon der fik hende til at havne på børnehjemmet for 8 år siden, da hun mistede hukommelsen?

2Likes
2Kommentarer
271Visninger
AA

3. Kapitel 2

1937 – Kaos 

Jeg gik forvirret rundt i bare tæer mellem menneskemængden. Mine fødder isnede, mens jeg prøvede at få kontakt til forbipasserende.

”Hallo, kan du høre mig? ” spurgte jeg en gammel dame, som sad på en bæk ude foran en cafe, med en kop kaffe i hånden. Hun pustede lidt på den, og tog en slurk, som havde hun ikke hørt mig. Jeg viftede med mine hænder op foran hendes ansigt, men hun reagere ikke den mindste på min bevægelse.

En person tog plads ved siden af hende. En lille pige iført lang gul kjole med hvide prikker. Den var figursyet og havde en kridt hvid krave. En kjole man kun havde på førhen.

”Der kom De min Luna. Hvilken kage valgte du? ” Spurgte damen pigen, mens hun vendte sig væk fra mig. Hun var uden tvivl døv, blind eller uhøflig.

Mi blik skimtede hen på vinduet ovenover dem, hvor der hang en plakat: ’Modeopvisning i byen. 11/3 – 1937”

Da jeg læste de to sidste cifre, gik det mere og mere op for mig, at jeg var blevet trukket tilbage i tiden. Jeg var ikke rigtig tilstede, da ingen kunne se mig. Men alligevel kunne jeg se hver en bevægelse tydelig.

Panikken brusede i mig, da jeg ønskede mig tilbage til nuet. Tænk hvis jeg var fanget her. Tænk hvis jeg skulle gå rundt blandt mennesket helt og aldeles usynlig.

En tåre pressede sig på, mens jeg knurrede mine arme om min kolde krop. Det mærkværdige var bare, at jeg kunne mærke kulden så. Jeg tog min håndflade op ad ruden, og gispede, da den gik direkte igennem; Men jeg kunne ikke røre genstande.

Et skælvende skrig undslap mine indtørrede læber, mens jeg forlod den gamle dame og den lille pige. Jeg prøvede hele tiden at få opmærksomheden rettet mod mig, ved at stille mig op foran dem, eller råbe højt. Intet så ud til at virke, hvilket gjorde mig mere ræd for, at jeg var fanget i tiden. En tid jeg ikke i min vildeste fantasy troede, at jeg ville komme til at opleve.

”Fri mig for mere smerte” hviskede jeg, og så op mod den skyfrie himmel. Solens stråler blendede mig, hvilket straks fik mig tilbage til det sære lys der havde fået mig hertil.

Pludselig blev jeg skubbet til, og faldt omkuld på den hårde asfalt uden den mindste lyd og smerte. I det mindste kunne jeg godt stå på selve jorden uden at svinde igennem.

Jeg kiggede op, og fik høje på en snavset kvinde, som hastede med at komme igennem gågaden. Det havde helt sikkert været hende, der havde skubbet mig. Men hvordan? Jeg var jo usynlig!

Hårene rejste sig i nakken, idet jeg satte i løb i hendes retning. Hun var ubegribelig hurtig på hendes ben, så jeg skulle anstrenge mig en del. Hun måtte ikke blive væk fra mig, for hun var sikkert det eneste håb jeg havde.

Igen kunne jeg ane hendes lange brune hår der blafrede i luften, og hendes snavsede ternede kjole der markerede hendes tynde talje. Hun var ikke til at overse i mængden, da hun lignede en, der ikke var helt så renlig. Dog havde hun en meget fin kernelæder taske i hånden, samt en iøjnefaldende halskæde med glimtende sten i den anden hånd.

Noget sagde mig, at hun ikke løb fordi hun skulle nå noget, men fordi hun havde stjålet de fine ting.

Pludselig drejede hun til højre, hvilket gjorde mig endnu mere panikken.

Denne gang satte jeg tempoter op, og gik direkte igennem mængden af mennesker, selvom det føltes virkelig ubehagelig. Hver eneste gang jeg sprang igennem en person, fik jeg en ubehag fornemmelse i maven. Som ville jeg kaste op uden den mindste varsel.

Damen stoppede brat op, da vi var nået hen i en tavs gade, hvor ingen andre var. Her var rimelig mørkt og skummelt. Vinduer hang og dinglede, mens malingen var røget af i lange baner. Græs banede vej op mellem de revnede fliser, samt smuldrende mursten. Der ville kun være spørgsmål om tid, før stedet her ville brase sammen.

Jeg hørte nogle bestemte skridt henne i retning af den brunhårede dame. Det var først nu jeg rigtig kunne se hendes ansigt. Hun havde lyseblåøjne, samt en spidst næse. Hun så halv bange ud, og knurrede hænderne godt om kufferten, hun havde gemt bag på ryggen.

Hun vendte sig også hen mod lyden, og svajede usikkert på benene, mens et anstrængende smil blev placeret på hendes ellers sørgmodige blik.

”Har du fået fangst i dag?” Forhørte manden sig om. Hen stemme var dyb og hen, og lød som en der var glad for at ryge et par pakker smøger om dagen. ”Huh?” han så bestemt på hende, hvilket fik hende til at række kufferten og smykket frem mod  ham.  

”Ser man det” mumlede han og tog kufferten ned på jorden. Hastigt åbnede han den fine kuffert, og blev mødt af noget håbet. Han vidste indholdet hen mod damen, som endnu engang smilede til ham. Dog var hun mere lettet denne gang.

Kufferten indeholdte et bar tusinder, samt en fin herre har, og herre sko. Dette var helt sikkert til ham selv. Gad vide hvad pigen fik til gengæld?

Han lukkede og låste kufferten igen, og lagde armene om damens liv.

 Inden længe ramte hans læber hendes. Intenst kyssede de videre, mens manden ikke holdte igen på noget tidspunkt. Han var dybt forelsket i hende; men om det var for hendes talent, eller om det var hende, var ikke til at vide.

Hun virkede dog ikke til at stritte imod, så de var helt sikkert et par. Og hvis ikke det, så håbede jeg for hende, at hun kom væk lige med det samme.

Det ærgrede mig, at hun ikke bemærkede mig, selvom hun havde skubbet til mig. Jeg vidste det var hende. Jeg havde en underlig fornemmelig af, at hun var en vigtig del af historien. Og det var jeg sikker på, lige siden hun stødte ind i mig.

 – Som var hun nøglen til at kaosset.

Da de hånd i hånd forlod stedet, skyndte jeg mig efter dem. Da jeg lydløst gik med faste skridt over fliserne, begyndte jeg pludselig at mærke et sus i mine åre. En kulde skød igennem mig, og pludselig kunne jeg ikke bevæge mig mere.

Uden videre forsvandt mine ben for mig, og blev erstattet med det genkendelig blendende lys, som endnu engang første mig tilbage til tidstunnellen. Alt der var sket blev set for mine øjne igen, bare i så hastigt et tempo, at jeg glippede det meste af det.

Jeg brød ud i skrig, da jeg susende igennem de endelige tal, som denne gang gik fremad i tiden. Lysten glimtede, og var atter væk, inden jeg næsten nåede at observere det. I forventningen om, at ligge i min knagende seng igen, med kulden der susede ind, endte jeg i stedet et varmt sted.

Et hjem.

______________________

23:28- 06-08 -2016

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...