Rejsen til det ukendte.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Igang
(Bidrag til 24 til skriv en historie på 24 timer) Forældre løse Ena Morris som bor på et børnehjem, har aldrig kendt til hendes fortid. En nat står den ukendte fortiden for næsen af hende. Mon om 15 årige Ena vil kunne acceptere hendes fortid? Og hvad mon der fik hende til at havne på børnehjemmet for 8 år siden, da hun mistede hukommelsen?

2Likes
2Kommentarer
266Visninger
AA

2. Kapitel 1

1960 – Børnehjemmet

”At leve I en tid hvor barndommen er hvisket ud, er som at gå på en hoppeborg, med tusinde vis af små hoppende børn. Ujævn og aldeles usikker. ”

Jeg lagde min dagbog fra mig, og studsede over den sidste sætning jeg fik skrevet. Det var nok noget af det mest beskrivende jeg havde i min slidte dagbog.

Dagbogen har fuldt mig lige siden jeg var otte, da jeg vågnede op med hukommelsestab. Hver uge skrev jeg få sætninger, der beskrev alle mine dybeste tanker, jeg havde haft den uge.

Sommetider kunne jeg sidde i flere timer stirrende på det linjerede papir. Andre gange tog det ikke mere end få minutter. Det var nok det værste, da jeg så skulle tilbage til min hverdag, og forlade mine tanker.

Jeg boede i Scotland i en meget lille by med få muligheder. Dog var her børnehjemmet, hvor jeg hørte til. Et sted for forældreløse børn og unge, med en fortid der ikke altid har været en dans på røde roser.

Børnehjemmet var bygget sådan op, at alle fik nogle pligter hver uge; typisk rengøring og madlavning, samt lave noget med de mindste børn på stedet.

Vi sov omtrent tre sammen i et rum, der ikke var særlig stort. Heldigvis delte jeg rum med to rummelige piger, som holdte sine ting tæt på deres areal. Den ene var en Andy på de ti år, mens den anden var Ria på seksten år.

Jeg så dem som mine søskende, og så især op til Ria, som var et år ældre end mig. Hun kendte dog hendes fortid. Den var skræmmende hvis du spurgte mig. At leve i en familie med alkoholmisbrug og voldelige næver, var ikke det et barn skulle vokse op i.

Jeg undrede mig tit over hvordan mit senere liv mon havde været, og hvem min forældre var for nogen. For jeg var her jo af en grund; højst sandsynlig en trist grund.

”Frøken Morris, kan De så se at komme ud og hjælpe til med maden. Kartoflerne skal skrubbes og skraldes. Det gør det jo ikke af sig selv” mindende den barske Sophia mig om. Hun havde altid sin skrappe undertone i hendes stemme. Jeg rejste mig straks, og gik hen mod hende, for at følge med. Hun lagde armene over kors, og så mistroisk på mig. Hun bar altid lange kjoler, som var hun en gammel slidt kone fra landet.

Da jeg nåede køkkenet i hælene på Sophia, var et par stykker allerede i gang med at tilberede de ildelugtende grønsager. Jeg satte mig uden tøven ned på træbænken, og begyndte at skrælle kartoflerne.

At have pligter, var først på listen over det værste ved at være her. Men med tiden vendte man sig til dem, og så på de positive ting.

Jeg havde et sted at sove. Mad i maven, og alt der tilhørte det som var vigtigt for menneskets overlevelse.

 

”Ena, hvordan endte du egentlig her? ” spurgte en af de nyeste drenge, der var kommet hertil. Han havde i løbet af ugen været nysgerrig til alles fortid. Og nu var det mig han valgte at spørge, lige midt i et måltid.

Han lød dog oprindelig interesseret i min fortid. Problemet var jo bare, at jeg også selv gerne ville vide den. Jeg kunne mærke hvordan blikke gik frem og tilbage på drengen og jeg, mens vi sad og gumlede i maden.

Jeg rystede på hovedet, og tog gaffelen i hånden og stak den ned på min fyldte tallerken. Tårerne var nær ved at trille ned ad mine kinder, da jeg hadede den bitre smag af rosenkål, som vi næsten fik serveret hver dag.

”Ved du ikke hvem dine forældre er? ” spurgte han mere direkte denne gang, med undren i stemmen. Ria, som sad ved siden af mig, gav ham et advarende blik. Med kinder der blussede op, vente han sit hoved væk fra os.

Jeg sukkede dybt, da jeg havde slugt maden.

”Nej, jeg kender ikke min mor eller far. Faktisk kan jeg ikke huske noget siden jeg var otte år gammel” svarede jeg, med en dirrende stemme. Han vendte blikket hen mod mig igen og gav mig et undskyldende blik.

”Det gør mig ondt. Jeg hedder forresten Terry Moon” præsenterede han sig selv, og rakte hans hånd i min retning. Jeg smilede og gav den et lille blidt tryk. Hvis ikke jeg tog helt fejl, var han omtrent de fjorten år.

 

 Mørket var ved at falde på, samt den rædsomme kuld, der hver aften sivede ind mellem de utætte vinder og revne vægge. Jeg var allerede iført min hvide blonde natkjole, da lysten gik ud på vores værelse.

De var begge faldet i søvn, så jeg tillod mig, at ligge mig godt under dynen, og kiggede på stjernerne. Min smalle knirkene seng var placeret under værelsets vindue, som havde brug for en kærlig hånd. Dog var børnehjemmet så faldefærdigt og isende kold om vinteren, at det ikke ville hjælpe at dække de utætte steder. Hvis vinden havde taget ordentlig fat, ville det ingen betydning have.

Det eneste vi skulle sørge for, var at holde gulvet fri fra vores ting, samt redde vores seng hver evig eneste morgen. Sophia som var her hver evig eneste dag, brød sig ikke om rod. Hun brød sig heller ikke om, selv at rydde op. Så hvis ikke man ikke ville blive kaldt ind til oprydning mit i ens fritid, så havde man bare at gøre det, når vi havde rengørings timerne.

Dette var som en hverdag for mig, dog vidste jeg godt, at man kunne leve på en helt anden måde. Et miljø alle her på stedet ville give alle sine ejendele for.

Med tankerne, der kørte rundt i mit hoved, lukkede jeg atter mine øjne i. At have stirret på stjernerne, gav mig synsforstyrrelse. Da lyset ikke blev mindre for mine øjne, gned jeg en smule i dem, og gabte tungt.

Da lyset blev blindende for mine lukkede øjne, rømmede jeg mig en smule og åbnede øjnene op igen.

Et flimrende lys svævende lige foran mit forskræmte ansigt. Et skrig banede sig vej op ad min tørre hals, og kom ud som et lydløs pust. Jeg fjernede ikke øjnene fra det, da lyset var dragende. Jeg havde en trang til, at række ud efter det. Trangen var ikke til at holde ud. Min svedige hånd sneg sig ud af min varme dyne, og nærmede sig lyset. Det gav et ryk i det, og pludselig snittede min pegefinger det.

Chokeret forsvandt lyset fra mig, mens jeg snurrede rundt i en tunnellen med uendelige tal. Tal der kørte i den modsatte retning, mens jeg kunne høre uforstående stemmer. Stemmer der talte baglæns, mens jeg faldt og faldt igennem den kringlede tidstunnelen.

Noget hård under mig, fik mig til at gispe, mens jeg kiggede mig omkring. Jeg befandt mig i en by, en højlys dag, hvor mennesker i mærkværdigt tøj slentrede forbi mig. Ingen bemærkede mig.

_____________

Undskylder de mange fejl, samt ikke så mange beskrivelser. Bær' over med mig. Jeg har kun 24 timer til at skrive den *_*

20:25 -06-08-2016 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...