Kaffekoppen og papiret

"Hun var som den varme kop kaffe, man hele tiden havde lyst til at drikke af, mens han var som papiret uden ord. Under udviklingen af deres venskab blev hun ved med at spilde kaffepletter på hans papir"///Forfatteren John mangler inspiration. Han tager ned i parken for at få den. Der møder han den lille, irriterende, 7-årig, tyggegummipige Rosa. Hurtigt udvikler der sig et venskab mellem dem, og den nye bog kan nu skrives! Deltager i 24-timers konkurrencen.

1Likes
3Kommentarer
304Visninger
AA

10. Kapitel 9

Solen var brudt igennem de grå skyer, så de havde besluttet at tage på picnic. De havde taget hjem hos John for at hente de vigtigste ting; mad og tæppe. De fandt dog ud af, at han ikke havde noget mad. Rosa havde kigget overrasket rundt i lejligheden.

”Wow,” var det eneste, der var kommet ud. John havde givet alt roden skylden for hendes udbrud, men hun var kommet ud til ham, mens han havde ledt efter noget mad.

”Så det er altså her den store John bor?” Han havde kigget undrende på hende, men hun var langsomt brudt ud i en latter.

”Det er det fedeste sted nogensinde,” erklærede hun kort efter. Han havde også selv brudt et smil frem. Han fortalte en historie om, hvordan lejligheden altid havde været hans, så længe han kunne huske. Han havde aldrig nænnet at flytte; lejligheden betød noget helt særligt for ham. Han havde oplevet en del i den, og det føltes derfor, som om den var det eneste, der forstod ham. Han kunne ikke rigtig forklare det, men han følte en tryghed i lejligheden. En tryghed han ikke følte nogen andre steder.

Da han havde fortalt hende historien og derefter, at der intet mad fandtes i lejligheden, havde de grebet fat i tæppet og gået ned til Per og supermarkedet. Rosa havde nøje udvalgt, hvad de skulle have med. Der var nogle enkle, trekantet sandwich, som supermarkedet tilbød, men ellers bestod kurven udelukkende af kager og slik af den ene eller anden form.

John havde aldrig overvejet hvor meget slik, der egentlig fandtes. Der var uendelige af muligheder, og Rosa havde grebet efter alle mulige forskellige. Vingummier, chokolade, lakridser, kiks. Det var alt sammen røget ned i kurven i mange mængder, indtil John havde stoppet hende. Hun havde kigget bedragende op på ham, men havde så trasket over til kassen.

Der var lidt flere kunder den her gang, men det var stadig glade Per, som stod bag kassen. Da det blev deres tur, sagde John uden videre at tænke over det:

”Hej Per.” Per kiggede overrasket op, men smilede så stort.

”Hej igen John. Jeg ser, du har en ven med. Hvem er de så unge dame?” Rosa smilede forlegent op på Per, og han slog ud en kort latter.

”Det er Rosa,” svarede John for hende.

”Goddag Rosa,” sagde Per henvendt til hende, og hun gemte sig omme bag John. John havde aldrig set hende sådan. Hun var altid så selvsikker, og nu var hun pludselig genert. Per grinede bare.

”Nå men vi ses vel på et tidspunkt John,” sagde han, da John havde betalt for det hele. Han nikkede tilbage som svar med et smil.

”Farvel Rosa.” Rosa løb forlegent i forvejen. Per smilede over hele ansigtet og gik videre til næste kunde. John gik ud til Rosa.

”Hvad handlede det om? Jeg har aldrig set dig opføre sådan.” Rosa rullede med øjnene.

”Drenge,” mumlede hun og gik rystende lidt fremad. John blev forbløffet og åbnede munden for at sige noget.

”Han var lækker,” råbte Rosa, før han fik en eneste lyd ud af munden. John blev overrasket over, at Rosa, en 7-årig, tyggegummi pige, havde den slags tanker. Men han slog det væk med en hovedrusten og gik efter hende hen mod busstoppestedet.

 

Frederiksberg Have var storslået. Vejtræerne stod stolte på hver deres sider af vejen. Med deres enorme kroner var det nok de største træer, John nogensinde havde set. Han kiggede forbløffende op på dem. De skyggede for solen, og skyggen var behaglig. Den var godt nok kold, ensom og sort, men rimelig behaglig nogen gange. De gik i stilhed igennem skyggen. Langsomt, roligt og sikkert bevægede de sig fremad mod enden af stien.

Pludselig uden advarsel drejede Rosa ud foran John. Han var lige ved at støde ind i hende, men nåede akkurat at stoppe op. Hun drejede skarpt til venstre ind på en stor græsplæne, hvor der lå en masse andre mennesker i forvejen. For enden af græsplænen kunne man se et stort gult hus med en masse vinduer og et flag på toppen. John nikkede anerkendende i retningen af huset og vendte sig så rundt og kiggede på Rosa.

Hun var gået cirka ind i midten og havde allerede redt det sort-hvid-stribet tæppe op. Hun kiggede med store, brune, ventende øjne over i hans retning. Han gik småløbende over til hende, og sammen lagde de alle kagerne samt slikket spredt ud over tæppet.

De satte sig ned i stilhed og begyndte at spise sandwichene. John nød faktisk stilheden. Den gav ham tid til at tænke.

Han ville fortælle hende om bogen, han skrev. Han vidste bare ikke, hvordan han skulle starte. Hvordan skulle han kunne fortælle, hvor meget hun betød for ham. Hvor stor en betydning hun havde på hans liv. Hvor meget det havde ændret sig, siden han mødte hende. Hun kom som sædvanlig ham i forkøbet med et helt andet emne.

”Fortæl mig noget om dit liv.” Han kiggede undrende over på hende. Hun rullede endnu engang med øjnene af ham.

”Nu har jeg hængt ud med dig hele sommerferien, og jeg ved ikke noget om dit liv. Du ved, hvad har du oplevet, hvad har været højdepunkter og nedturer og sådan noget.” Han nikkede eftertænksomt. Hvor skulle han starte? Han smilte.

”Jeg har haft et helt igennem fantastisk liv,” sagde han overdrevet ironisk. Hun smilede.

”Jeg er enebarn og min mor og far er døde for lang tid siden,” sagde han og holdt en dramatisk pause. Han kunne mærke hendes sorg i sit eget hjerte.

”Min far var lidt underlig. Han kunne ikke lide ting, man skulle bruge penge for at opleve såsom Tivoli, biografen, museum, Zoologisk Have og sådan noget. Det er derfor, jeg aldrig har været i Tivoli. Men min mor tog mig hemmeligt med i biografen og i Zoologisk Have. De absolut bedste dage.” Endnu en dramatisk pause mens minderne fløj forbi hans øjne.

”Da min far døde, stoppede jeg med at tage i biografen og Zoologisk Have. Jeg blev mobbet i skolen og har altid været ensom. Jeg havde en ven i skolen. Han hed Rick; jeg kaldte ham Ricky.” Han smilede forsigtigt ved mindet om Rickey. Han sank en klump og bed sig i læben for at holde tårerne tilbage.

”Ricky rejste til USA, og jeg har ikke talt med ham siden. Jeg havde engang en kone, Grete hed hun.” Endnu en dramatisk pause. Rosa kiggede nærmest skrækslagen over på ham, men der var en snert af håb i hendes blik.

”Grete var helt igennem fantastisk. Du ville have elsket hende. Hun var sød og sjov mod alle væsner. Det er ironisk, hvordan hun blev dræbt af et af disse slags væsner.” Hans blik sortnede, og han mærkede blodet pumpe inde i ham.

”Det var en bilulykke,” begyndte han forsigtigt. Rosa kiggede forfærdet på ham, skrækslagen. Der var næsten ikke mere håb i hendes øjne. Næsten ikke mere.

”Han kørte overfor rødt. Idiot. Hun var det eneste lys i min ellers mørke verden, og han slukkede det med et pust. Hun døde med det samme.” Han mærkede en klump samle sig i hans hals. Hans verden var sortnet mere og mere fra det øjeblik, men han kunne mærke, at han ikke skulle fortælle om det. Rosa så så skræmt ud, at han ikke turde. Alt håbet var forsvundet fra hendes blik. Han tog en dyb indånding.

”Men så mødte jeg dig,” sagde han og smilede til hende. Hun sendte ham et opkvikkende men ikke oprigtigt smil tilbage. Han rystede kort på hovedet af det.

”Du blev det nye lys i min verden, og jeg kan ikke beskrive, hvor glad jeg er for, at jeg har mødt dig. Du er en helt igennem fantastisk person, og du har ændre mit liv. Bogstavlig talt. Jeg takker for hvert eneste øjeblik, jeg har haft med dig, for de har været det hele værd.” Han sendte hende det mest sande smil, han nogensinde havde sendt en person. Hun var målløs; kunne ikke engang få en lyd frem. Hun sank en klump og kiggede ham direkte i øjnene. Denne gang var det hans tur til at komme i forkøbet.

”Tak,” sagde han hurtigt og uden at tænke yderligere over det. Han kiggede væk. Turde af en eller anden grund ikke at kigge i hendes øjne. Det var, som om hans underbevidsthed havde en eller anden frygt, han ikke vidste, hvad var.

Han kiggede i stedet ned på det grønne græs, der strålede gyldent i solens skær. Det var rent og uden skrald. Det var uberørt og forhåbentlig ville det forblive sådan. Uberørt som en hemmelighed.

”John,” hørte han en spinkel, hæs stemme bag sig. Han vendte sig rundt. Rosa sad med tåreglinsende øjne. Han havde ikke set hende græde før, men nu begyndte tårerne at strømme ned af kinderne på hende.

”Jeg skal flytte,” sagde hun med en grødet stemme. Hans verden braste sammen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...