Kaffekoppen og papiret

"Hun var som den varme kop kaffe, man hele tiden havde lyst til at drikke af, mens han var som papiret uden ord. Under udviklingen af deres venskab blev hun ved med at spilde kaffepletter på hans papir"///Forfatteren John mangler inspiration. Han tager ned i parken for at få den. Der møder han den lille, irriterende, 7-årig, tyggegummipige Rosa. Hurtigt udvikler der sig et venskab mellem dem, og den nye bog kan nu skrives! Deltager i 24-timers konkurrencen.

1Likes
3Kommentarer
304Visninger
AA

9. Kapitel 8

En dundrende smerte jog igennem hans hoved for hvert skridt han tog. Han tænkte, at det nok var en straf for at være en af verdens værste personer, inden han havde mødt Rosa.

Han blinkede nogle gange for at se klarere. Det hjalp ikke rigtig. Han sukkede irriteret og rakte ud efter de-ikke-så-tit-brugte-briller, der lå på natbordet. Han gik længere og længere over mod højre, men hans hånd stødte aldrig på et lille bord. Til sidst ramte hans fod noget og han faldt, så lang han var, med hovedet hamrende ned i det usynlige natbord.

Han tog en hånd op til panden og banede ihærdigt. Faktisk kom en hel hær af bandende ord ud af munden på ham, mens han rakte ud efter brillerne. Hans fingre strejfede noget tyndt og metallisk, og han greb fat i det. Det var heldigvis brillerne. Han stønnede, da han rejste sig op og tog brillerne på.

Det var, som om han først nu så alting klart. Som havde han i den uge, der var gået siden Rosa havde taget afsted, overset alt det rod, der lå på hans værelse. Tøj flød overalt, papirer uden ord svømmede ovenpå, og hans dyne var sparket ned på gulvet, som den største fisk i havets rod. Han bed tænderne sammen og skar et ansigt. Han hadede at rode op. Det var noget af det værste, han vidste. Han gik over til dynen og kylede den op i sengen. Den landede i en stor klump nede for enden. Alt tøjet samlede han sammen og maste ind i et tilfældigt skab. Det kunne lige nøjagtigt være der. Papirerne røg hen i et hjørne af værelset. Hans hænder klappede sammen. Så var der forholdsvis rydeligt.

Han smilte stolt over sig selv og gik hen til den blå-hvid-stribet morgenkåbe, der hang henne på en knage for sig selv. Han svøbte den om sig, som var det hans kæreste eje og gik ud i køkkenet efter morgenmad.

Men der var intet. Han kiggede i alle skabene, både oppe og nede. Ingenting. Skabene var rippet for alt deres indhold, og alt, der var tilbage, var krummer og finurlige, sorte, let behårede krydseduller.

Han trampede hårdt og irriteret tilbage på sit værelse, fandt noget tilfældigt tøj, tog sin jakke på, huskede penge og gik ud på opgangen. Der lød et ekko, da han smækkede døren, og det blev efterfulgt af et fra hans trampende sko. Han gik hidsig ud på gaden og hen i retningen af supermarkedet.

 

Den unge, snaksaglige fyr var tilbage. Han havde ellers ikke rigtig været der hele sommeren, og de dage han havde, var der rigtig travlt. Men i dag var der ikke så mange kunder. Det var et af de sjældne dage, hvor man kom op til kassen, og der var ikke nogen foran eller bag ved en.

Fyren sad lænede tilbage i sin stol og trippede med fødderne. Der havde tydeligvis ikke været så mange kunder i noget tid. Stilhed er guld, tænkte John for sig selv og gik hen mod kassen med kaffepulver, morgenboller, havregryn, marmelade, mælk og bananer. Han sank en klump og smilede høfligt til fyren. Han havde et forsøg i hovedet, som han havde tænkt sig at prøve af. Fyren lyste op som et stjerneskud og smilede stort og bredt tilbage. Et smil, der rakte fra det ene øre til det andet.

”Hey hvad så bro?” sagde han og slog over i en latter. John kæmpede for at holde smilet oppe. Han lavede endda en lille, henkastet latter. Fyren rakte ud efter kaffefrøene og de røg igennem maskinen.

”Længe siden ik’?” sagde fyren med et grin i stemmen. John nikkede hurtigt. Han sank en klump og kiggede på varerne. Marmeladen var den næste til at ryge igennem systemet. Han ville prøve det af nu. Han kiggede over på fyren, som stod koncentreret over varerne. Han grinede, som stod han og læste jokes. John rystede på hovedet, men lænede sig ikke det stod mindre frem og rakte en hånd i samme retning. Fyren blev overrasket over at se en hånd komme hen mod hans ansigt.

”John,” fik John fremstammet efter noget tid. Fyren kiggede undrende op på ham med marmeladen i den ene hånd.

”Det er mit navn,” sagde John for at understrege det. Fyren så forvirret ud i et øjeblik, men så lyste en pære op for ham og han tog imod hånden i det næste øjeblik.

”Rart at du endelig siger noget uden at virke sur,” sagde han med et smil klisteret fast. John kæmpede igen med at holde sit oppe.

”Mit navn er Per.” Per kiggede forventningsfuldt over på John. Han vidste ikke, hvad Per forventede han skulle sige. Han tænkte sig om og trak hånden forsigtigt til sig.

”Det er et godt navn,” sagde han endelig efter noget tid. Per slog op i en kæmpe latter. John kiggede pinligt rundt i butikken for at sikre sig, at der ikke var nogen. Det var der heldigvis ikke. Efter hvad der føltes som flere timer stoppede han endelig med at le. Han tørrede nogle ikkeeksisterende tårer væk fra hans kinder og kiggede smilende over på John. Den dreng kunne virkelig bare smile meget.

”Hehe tak for at få mig til at le mand. Det havde jeg brug for,” sagde han nikkende. John smilede tilbage. Per tog resten af varerne igennem.

”Per er ikke noget specielt navn,” sagde han efter noget tid, ”jeg har kun beholdt det, fordi mine forældre gav mig det.” John følte en sorg brede sig inden i.

”Per er et godt og stærk navn,” sagde han tilbage. Per løftede hovedet og kiggede ind i Johns øjne. Der var en glinsende spejleffekt over Pers øjne. John lavede den konklusion, at han var på randen til at græde. Han sukkede leende et smil frem for at opmuntre ham. Per sendte et leende smil tilbage. Et venskab kunne helt sikkert opbygges mellem dem. John tog takkende sine varer og gik ud af supermarkedet.

 

Parken var smuk i dag, men han følte, at han overhovedet ikke havde tid til at kigge på noget af det. Hverken de sorgende træer eller den snydende sø.

Dog stoppede han op for at kigge på den enkle rose mellem de gule adonis. Den strakte sig stadig majestætisk op mod himmelen, men nu forekom den ham mere desperat efter vand. Bedende op mod den grå himmel, tiggende og regnvejr. Det sidste ønske i nødens stund. Det absolut sidste den ville bede om i hele den liv. Men himmelen ignorerede den. Som var det en ubetydelig, lille bøn, og himmelen havde vigtigere bønner at tage sig til.

John fik ond af rosen. Han ville hjælpe den. Han ledte rundt på stien. Der måtte være et eller andet folk havde efterladt. Noget han kunne bruge. Det var trods alt det, som verden var blevet til. Skrald. Han bed sig i læben og blev ved med at lede, men han kunne ikke finde noget. Af alt det, der blev efterladt, kunne han ikke bruge noget som skål?

Han fandt dog alt muligt andet; en masse forskellige slags papirer og en prop, men det ville tage en evighed og gå frem og tilbage med den. Han samlede alt affaldet sammen og smed det ned i skraldespanden, som stod ved siden af stien. Den var sort med et grønt omslag og opfordrede folk til at smide affald ned i den, hvilket de så tydeligvis ikke gjorde. Han blev ved med at lede ihærdigt efter noget, han kunne bruge og mere og mere skrald havnede oppe i skraldespanden. 

Mens han ledte kom en gruppe piger grinende forbi. De havde trukket i sommertøjet og trak på nogle cykler. De tyggede på noget tyggegummi og smed noget papiret ved siden af skraldespanden. John mærkede vreden rase op i ham. Den syrede og boblede, og han kunne ikke styre den.

”Hey,” sagde han hæst, og ingen hørte det. Pigerne gik bare videre.

”Hey,” råbte han højere og nogle fugle fløj forskrækket tilbage. Pigerne vendte sig undrende omkring og kiggede nysgerigt på ham.

”Synes I det er i orden?” Han havde ingen ide, hvad han skulle sige. Derfor lod han vreden styre munden. Pigerne kiggede stadig forvirret over på ham.

”At smide skrald på jorden?” Han kiggede en smule bedende over på pigerne. De kiggede fjollet på hinanden.

”Den her planet er ved at dø,” begyndte han forsigtig, ”vi skal passe på den. Hvis I smider skrald på jorden, så passer I ikke på den. Så dræber I den. Hvis I smider det i skraldespanden bliver det brændt, genbrugt eller noget. Så dræber I ikke jorden, og så kan jeres børn, børnebørn og tipoldebørn også leve godt på jorden. Så måske skulle I smide det tyggegummipapir op i skraldespanden i stedet for.”

Først nu så det ud som om, de vidste, hvad han snakkede om. Den ene af pigerne gik nervøst over mod tyggegummi og satte noget af sit hår bag øret, da hun bøjede sig ned og samlede det op. Hun smilede stille og bed sig i læben, da hun smed det ned i skraldespanden ved siden af John. John stod sikkert plantet med sine fødder solidt i jorden og med armene over kors. Men inderst inde var han ved at bryde sammen af nervøsitet. Pigen gik tilbage til sine venner og de gik langsomt videre. John nikkede bekræftende og gik så i gang med sin søgen igen.

Endelig efter lang tid, fandt han noget, han kunne bruge. En flaske. Han var lige ved at juble af glæde. Han tog en dyb indånding og gik ned mod den snydende sø.

Han sank en klump og satte sig ned på knæ for at nå søens vand. Han følte sig som træerne; han kunne ikke nå vandet lige meget, hvor meget han strakte sig. Han lagde sig fladt ned på maven og gled fremad. Langsomt længere og længere ud over kanten. Han mærkede, hvordan den sikre grund forsvandt under ham, og han var sikker på, at han ville falde i vandet. Men så fik han sin arm langt nok ned. Ned til vandoverfladen med flasken. Han hang usikkert halvt ude med sin krop over vandet, mens han ventede på, at den blev fyldt op.

Søen var utrolig smuk. Der var åkander som perler i vandet. Pyntende. Tangen slingrede sig mønstrende rundt i vandet. Det var utroligt fascinerende og smukt. Flasken var fyldt helt op, og John fik trukket sig i land igen. Han gik over mod rosen. Han satte sig på hug ved siden af den.

”Værsgo rose,” sagde han og hældte hele flasken ud over den. Allerede ved den første dråbe, så den ud til at fryde sig. Den badede i glæde i de sekunder vandgildet varede. Den blev majestætisk igen. Rosen over dem alle. John gispede. Rosa; hun kom hjem i dag. Han rejste sig op med et sæt, smed flasken ud og løb op af stien. Op til cafeen.

 

Cafe Mynte var en fryd for øjet. Sådan som den lå der, passede den perfekt ind i de grønne, naturlige omgivelser. Det prikkede tag virkede komisk og harmonisk på en underlig måde på resten af omgivelserne.

John braste døren op og kiggede vildt rundt i cafeen. Som altid var der næsten tømt for mennesker. Et par venner nede i den anden ende kiggede overrasket over på ham, da han kom ind. Cafeejeren kiggede usikkert og lidt skræmt på ham.

Cafeen lignede sig selv, som vidste den ikke selv, at det var stedet, hvor to af verdens mest umage venner mødtes. Som vidste den ikke selv, at det var her eventyret var startet. Selvfølgelig vidste den ikke det, men John følte et behov for at fortælle den, alt hvad han havde oplevet på grund af dens vægge og sorte borde. Et helt livs forunderlige oplevelser.

Han kiggede over på deres sædvanlige bord ved siden af vinduet, og der sad hun jo.

Rosa. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...