Kaffekoppen og papiret

"Hun var som den varme kop kaffe, man hele tiden havde lyst til at drikke af, mens han var som papiret uden ord. Under udviklingen af deres venskab blev hun ved med at spilde kaffepletter på hans papir"///Forfatteren John mangler inspiration. Han tager ned i parken for at få den. Der møder han den lille, irriterende, 7-årig, tyggegummipige Rosa. Hurtigt udvikler der sig et venskab mellem dem, og den nye bog kan nu skrives! Deltager i 24-timers konkurrencen.

1Likes
3Kommentarer
299Visninger
AA

8. Kapitel 7

Hun var smuk, som en solnedgang. Alle de blandede farver, følelser, der var inde i hende. En ild brændte der inde. Hun havde oplevet så meget og alligevel så lidt. Hun ville nå det hele. Hun ville ud af fuglereden; hun ville ikke være en pipfugl, som blev efterladt, fordi hun ikke turde tage den første flyvetur. Nej hun ville være den første til at flyve; den første til at tage springet. Den første til at opleve alt. Det skulle være hende. Hun kunne ikke vente med at tage ud i verdenen og opleve kærlighed og venskab overalt. Hvad hun ikke vidste var, at hun allerede havde vundet et venskab så dybt og ægte, at det ville varer i meget lang tid. Det her er historien om hende og ham. Det er historien om Rosa.

John smilede for sig selv og tog en slurk af sin kaffe. Den var heldigvis stadig varm. De første sætninger var sprunget fra hans fingre ned på papiret, og nu følte han sig inspireret. Han ville skrive en historie om Rosa. Det havde han besluttet sig i det øjeblik, hun var hoppet ud af bussen. Han ville skrive om hendes eventyr med ham. Det skulle være hans tak til hende. Hans evige tak til hende.

Kaffekoppen nåede endnu engang hans mund, og den varme kaffe rutsjede ned i hans hals og varmede hans krop indefra. Det var en behaglig følelse. Han satte koppen fra sig lige ved siden af papiret. Kaffekop og papir. Hans tanker satte sig skarpt ind på disse to objekter og noget slog ham. Han skrev det ned, så hurtigt han kunne.

Hun var som den varme kop kaffe, man hele tiden havde lyst til at drikke af, mens han var som papiret uden ord. Under udviklingen af deres venskab blev hun ved med at spilde kaffepletter på hans papir.

Han kunne ikke lade være med at smile stort. Det var en god sætning. Den skulle han helt sikkert få med på den ene eller anden måde. Han var så optaget i sit projekt, at han havde ignoreret og næsten glemt sorgen inde i hans hjerte. Der var en mørk sorg, som bredte sig i hele hans hjerte, hver gang han lod sig tænke på Rosa.

Han gned sig i øjnene. Der var kun gået en dag, og han følte sig allerede ensom. Det var for dumt. Han trængte til noget søvn, men orkede ikke rigtig at rejse sig og slæbe sig ind på værelset for at sove. Han ville hellere skrive en hel nat og dag. Han kiggede rundt i sin lejlighed. Der lå stadig en bunke krøllede kugler af brugte ideer på gulvet.

”Måske,” mumlede han for sig selv, ”er de ikke så ubrugelige.” Han rejste sig op og følte straks en ubærlig smerte brede sig i hans ryg. Han havde helt sikkert siddet ned alt for lang tid. Han lavede en udstrækning og gik over mod bunken. Med langsomme men sikre skridt nærmede han sig den. Det var første gang han følte sig som en gammel mand i lang tid. Han gik videre sikkert og alligevel lidt usikkert.

Turen tværs over gulvet føltes som en lang, hård tur, der tog flere timer. Da han endelig nåede frem knælede han ned, men endte med at sætte sig helt ned i stedet for. Han samlede en kugle op og begyndte at læse de ord, der fyldte papiret med mening og liv.

Træerne lyste grønt op i morgensolens dug, mens søen bølgede stille frem og tilbage. Ved siden af lå en hel græsslette. Den gyldne, grønne farve snoede sig rundt om græssets strå mens solen skød bløde, gule farver ned på den stenhårde, gyldenbrune sti ved siden af. Jeg gik på stien den tidlige morgen. Der var ingen andre. Kun mig. Stilheden var nærmest larmende. Her var så ensomt. Alt føltes ensomt. Der var ingen fugle, der sang. Ingen blæst der nynnede. Ingen træer der mumlede. Jeg var alene. Alene og ensom. Det var forfærdeligt. Der var ikke et øje at se. Ingen jeg kunne snakke med. Jeg mærkede, hvordan mit hjerte sank ned i dybet i min mave, og hvordan det blev erstattet af noget, som ikke var et hjerte, men nærmere en stor klump elendighed.

Han kunne godt huske, at han havde skrevet det den dag, han havde mødt Rosa. han smilede for sig selv og lagde det over i en bunke ved siden af. Han kunne helt sikkert bruge det stykke til et eller andet. Han fumlede frem og fandt et andet stykke tekst.

Kender du det at føle sig svigtet? Gør du? Det er i hvert fald sådan, jeg føler det lige nu. Hun burde været kommet. Hun burde havde været her. Kender du det?

Han orkede ikke at læse resten og lod papiret dumpe ned i en tredje bunke. En ny bunke af helt sikkert ubrugelige ideer.

Hun havde de smukkeste øjne. De lignede sorte huller med tusinder af stjerner rundt om. Hendes lyse hår bølgede som havet ned af hendes slanke ryg. Hendes smil. Åhh hendes smil. Det var det smukkeste smil, jeg nogensinde havde set. Det strakte sig altid fra det ene øre til det andet og var altid imødekommende overfor alle. Hele hendes ansigt var som tusind og en nat. Det var fantastisk. Vi har haft så mange minder sammen under stjernerne. Månen glimtede altid i dit hår og stjernerne i dine øjne. Det har været nogle fantastiske år. Du har været fantastisk.

Han nikkede. Det kunne han godt bruge. Han lagde det over i den samme bunke som ensomheds-teksten. Langsomt begyndte de to nye bunker at tage form: ideer-han-helt-sikkert-kunne-bruge og helt-igennem-ubrugelige-ideer.

Hendes hår bølgede ned af ryggen på hende og skabte en indre harmoni hos ham. En harmoni han længe havde længtes efter. En harmoni han havde brug for. Hun gav ham liv på en helt ny og unik måde. Hendes øjne rummede et uendeligt hav af hemmeligheder, han havde lyst til at dykke ned og svømme i for evigt. Hun var og ville altid være helt igennem enestående.

Han smilte og lagde papiret forsigtigt over i bunken: ideer-han-helt-sikkert-kunne-bruge.

Han var så rasende. På hvad vidste han ikke. Det var en vrede, som var opbygget af årevis af ensomhed. En vrede han ikke kunne sætte ord på det.

John sukkede dybt og smed ideen over i helt-igennem-ubrugelige-ideer bunken. Sådan fortsatte han i noget tid med at sortere frem og tilbage.

De fleste ideer var faktisk ubrugelige. Det overrasket ham lidt, hvor meget han havde skrevet om ensomhed. Han valgte nogle af ensomhedsteksterne fra, men de fleste røg direkte over i helt-igennem-ubrugelige-ideer bunken. Han var næsten igennem hele bunken, da han faldt over en tekst, der var forholdsvis gammel. Hvor lang tid havde den mon ligget der?

Han følte sig fortabt. Hvordan skulle han kunne klare sig uden hende? Uden kvinden i hans liv? Uden hans store kærlighed? Hun havde været den bedste i verdenen. Den absolut bedste og hun havde været hans. Hvorfor havde hun valgt ham? Ham af alle mennesker i verdenen? Det havde været de bedste år af hans liv nogensinde. Tak. Tak Grete.

Han sank en klump. Grete. Hans kone. Han rystede på hovedet. Hvis han skrev teksten lidt om, kunne han måske godt bruge teksten. Han nikkede og glattede papiret forsigtigt ud oven på ideer-han-helt-sikkert-kunne-bruge. Der manglede kun et par kugler, men han kunne ikke få Grete ud af hans hoved. Hun var blevet skudt som en pil ind i hans hoved, og nu gad hun ikke ud af målskiven.

Han sank en klump og samlede alle kuglerne fra helt-igennem-ubrugelige-ideer og gik ud i køkkenet. Han skulle lige til at lade dem alle falde ned i skraldespanden, men så kiggede han ud af vinduet. Det var en af de kedelige, grå sommerdage, som der var en del af i Danmark. Der var helt stille uden for. Ingen børn gad heller ikke at lege i den kedelige, grå gård. John kiggede ned på alle kuglerne, han havde i hænderne. Hans blik gik lidt frem og tilbage mellem kuglerne og gården.

De lignede egentlig snekugler. Han nikkede kort og åbnede vinduet. Først kastede han en ud. Den styrtede ned mod jorden i en høj fart. Da den ramte græsset kunne man se nogle blade fra sidste efterår flyve let op i vinden. John lo. Så kastede han endnu en. Og endnu en. Hans latter blev højere jo flere han kastede. De dalede lidt og styrtede stort ned i gården, og flere blade fløj opad. Til sidst kastede han dem alle sammen på en gang. Et lille snevejr blev formet og ramte bunden med et ikkeeksisterende bump. John lo endnu mere. Han havde ikke leet så meget i meget lang tid. I flere år faktisk.

Hans latter stilnede af, da hans tanker igen kræsede om Grete. Tårerne begyndte at forme sig, men han lod dem ikke løbe. I stedet gik han ind på sit værelse og faldt om i sin seng af træthed. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...