Kaffekoppen og papiret

"Hun var som den varme kop kaffe, man hele tiden havde lyst til at drikke af, mens han var som papiret uden ord. Under udviklingen af deres venskab blev hun ved med at spilde kaffepletter på hans papir"///Forfatteren John mangler inspiration. Han tager ned i parken for at få den. Der møder han den lille, irriterende, 7-årig, tyggegummipige Rosa. Hurtigt udvikler der sig et venskab mellem dem, og den nye bog kan nu skrives! Deltager i 24-timers konkurrencen.

1Likes
3Kommentarer
303Visninger
AA

7. Kapitel 6

Rosa sad smilende ved siden ham

”Er du klar?” spurgte hun med en varm, lystig stemme. Han smilede til hende.

”Totalt” sagde han med en overdrevet, ironisk stemme. Hun grinede. Han og Rosa havde været meget sammen i de sidste to uger. Næsten hver dag. De havde ikke lavet meget, bare gået lange ture, grinet, spillede skak, drukket kakao og andre små ting, men i dag var en speciel dag. Rosa skulle rejse i morgen til Paris med sin mor. De var væk i en uge. En hel uge uden Rosa. John sank en klump.

Derfor skulle de lave noget ekstraordinært i dag og efter mange diskussioner havde de kommet frem til, at det ekstraordinære skulle være at gå i biografen. Selvom det var midt på sommeren, og det var 25 grader udenfor, havde Rosa insisteret på, at det var det, de skulle. Så nu sad de der altså: de to umage venner. Midt i salen på de underlige behaglige sorte sæder.

John havde ikke været i biografen, siden han var barn. Han kunne ikke engang huske den sidste film, han havde været inde og se. Biografen var endnu en af de ting, hans far havde afskyet. ”Næ søn lad dig ikke narre af de pengeslugende monstre,” havde han tit sagt. John blinkede hurtigt de tårer væk, der langsomt dannede sig i hans øjenkroge.

Rosa havde valgt, hvilken film de skulle se. John havde oprindeligt kiggede på en sød tegnefilm om dinosaur, men Rosa havde stærkt modargumenteret og nu sad de klar til en af de mange superheltefilm, der nu engang var. John havde egentlig aldrig været særlig meget til superhelte, en ting som gjorde ham til en udstødt. Rosa derimod virkede totalt fascineret af universet. Hun havde prøvet at forklare det til ham, men han lyttede ikke rigtig efter. Rosa var en helt igennem fantastisk pige, han aldrig havde lyst til at give slip på.

Mørket sænkede sig over biografsalen, og filmen begyndte. Der var en masse action scener i den, som virkede til at fange enhver i salen. John kiggede fascineret på alle de mennesker, som blev grebet af filmen. Han kunne nærmest se alle pengene, som var klisteret fast på det store lærred.

John fulgte kun halvt med i filmen. Den handlede i det store hele om en flok superhelte, som var meget sure på hinanden og gik derfor i krig. I hvert fald på en måde. Det ene hold blev tydeligvis også jagtet af reageringen, men John kunne ikke helt finde ud af, om de virkelige var de onde. Eller om der overhovedet var nogen onde. Det var en stor forvirring, men alt i alt var det en rimelig fed film.

 

Rosa kunne ikke holde sig ned af begejstring.

”Det var den fedeste film nogensinde,” udbrød hun, så snart de var ude af biografen. John grinede. Det var første gang han grinede foran Rosa, eller i det hele taget første gang i meget lang tid. Rosa kiggede undrende på ham.

”Du kan grine, det vidste jeg ikke,” sagde hun med en tankevækkende stemme. Han smilede til hende, og hun smilede tilbage. En stilhed bredte sig omkring dem. Alle lyde forstummede. Det var, som om de var de eneste to tilbage i verdenen. Nogen ville nok kalde det en akavet stilhed, men den var alt andet end akavet. Den var varm og behaglig. Det var, som havde de lige brudt nogen mure, og nu skulle de smage på den nye luft omkring dem.

John fniste kort, og det udstødte en lille latter hos Rosa. Så åbnede hun munden og begyndte at tale videre om filmen. Hun spyttede det ene ord efter det andet ud, som havde hun holdt noget inde i sig selv i flere dage, og nu kom det alt sammen ud. John lyttede ikke rigtig efter.

Han kiggede ordentlig på Rosa. Hun havde en lyserød sommerkjole på og hoppede vildt rundt på gaden, mens ord flød som sætninger ud af hendes mund. Hendes brune hår faldt ned af ryggen på hende efter hver eneste hop det tog i takt med hendes ben. Hun var smuk. Det var først nu John rigtig lagde mærke til, hvor pæn en 7-årig pige Rosa var. Hun var som en blomst, en enestående rose blandt alle de gule adonis. Hun var en energisk og glad pige i en alt for trist verden.

Han sukkede og rystede på hovedet. Tænk at hun skulle vokse op i den forfærdelige verden, som han selv havde været med til at ødelægge. De gik videre hen mod bussen, de nu engang skulle med, i fællesskab med Rosas mange ord. Hun fortsatte bare med at tale. Det var helt utroligt så meget hun havde at sige. Selv havde han intet at sige. Filmen havde da været meget fed, men han var ikke sygeligt imponeret over superhelte. Han kunne godt lide en god, gammel, klassisk kærlighedsfilm. Sådan hvor de erklærede deres kærlighed på uforglemmelig vis, og hele den rejse hovedpersonen skulle ud på for at få sin elskede. Han trak på skulderen, og de stillede sig til at vente på bussen.

 

Bussen kom først om ti minutter. Solen var ved gå ned. Det skabte et utroligt smukt syn over aftenen. Den orange farve blandede sig med en gul og rød farve over himmelen. Det lignede en ild som rasede under stjernerne, som ville komme til syne, efter ilden havde brændt himmelen væk. Han stirrede op på himmelen, men mærkede at noget stirrede på ham. Han vendte sit blik ned, og det mødte Rosas altid smukke, kastanjefarvede øjne. Hun stirrede nysgerigt op på ham; han rynkede et bryn.

”Hvad er der?” Han følte en underlig ubehagelig følelse brede sig i kroppen. Hun pegede på noget lige bag hans hoved. Han vendte sig rundt og udstødte et gisp. Der hang den. Stor, rund, hvid og smuk som aldrig før. Månen. Den fyldte himmelen med en rolighed og gav kontrast til den vilde ild, og alligevel blev der skabt en underlig harmoni. John blev grebet af månen og kunne ikke tage øjnene væk fra den.

”Den er smuk,” hviskede han til Rosa.

”Ja,” var det eneste hun kunne få frem til svar. John kunne mærke, at der var et eller andet galt, og han vendte sig om. Rosa kiggede ikke engang op på månen, blot ned i jorden. John satte sig på knæ ned foran hende. Hun kiggede ind i hans øjne, mens han prøvede at sende hende et opmuntrende smil.

”Hey,” sagde han med en sødme, han ikke vidste, han sad inde med, ”hvad er der galt?”

”Jeg har aldrig rigtig set månen,” snøftede hun frem. Der dannede sig tårer i hendes øjne. Smukke, glinsende dråber vand. Hun kæmpede ihærdigt for ikke at lade dem løbe frit ned af hendes kinder. Som var de dødbringende knive hun skulle holde oppe. Men hun var ved at blive træt i armene. John bed sig i læben og lagde sine arme omkring hende. Det gav et overrasket spjæt i Rosa, men hun lagde armene omkring ham, så langt hun nu engang kunne nå. Sådan sad de, da bussen kom.

 

I bussen sagde de ikke noget. Stilheden havde bredt sig igen mellem dem, men den var ikke behagelig. Den var mere uudholdelig. John havde lyst til at sige noget, et eller andet der kunne bryde stilheden mellem dem, men han havde ingen ide, om hvad det skulle være. Som var der kommet en revne i hans hjerne og alt fornuft, ideer og hukommelse han havde, var smuttet derned. Så de sad bare i stilhed vejen hjem. Da Rosa skulle til at gå ud af bussen, vendte hun sig pludselig rundt og kiggede intens ind i Johns øjne. Det gav et lille sæt i John, men han rystede det væk.

”Jeg vil bare sige,” begyndte hun, men tav så. Bussen trillede fremad og stoppede, der hvor hun skulle af. Hun gik hen mod udgangen. John troede et øjeblik, at hun bare ville gå uden at afslutte sætningen, men så kiggede hun ham pludselig i øjnene igen.

”Tak.” Hun hoppede ud af bussen og efterlod John målløs og uden chance for at sige det tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...