Kaffekoppen og papiret

"Hun var som den varme kop kaffe, man hele tiden havde lyst til at drikke af, mens han var som papiret uden ord. Under udviklingen af deres venskab blev hun ved med at spilde kaffepletter på hans papir"///Forfatteren John mangler inspiration. Han tager ned i parken for at få den. Der møder han den lille, irriterende, 7-årig, tyggegummipige Rosa. Hurtigt udvikler der sig et venskab mellem dem, og den nye bog kan nu skrives! Deltager i 24-timers konkurrencen.

1Likes
3Kommentarer
301Visninger
AA

6. Kapitel 5

Han burde brænde det loft, lå den gamle mand og tænkte i sin seng en lørdag morgen. Det var så grimt at se på. Manden rystede på hovedet opgivende og rejste sig op. Den blå-hvid-stribet morgenkåbe hang slapt på den sorte kontorstol ved siden af skrivebordet. Hvis han brændte loftet, ville han nok ikke kunne bo her mere, tænkte han videre undrende, mens han slapt svang morgenkåben rundt om kroppen. Så kunne han bo hos Rosa, tænkte han og trak på skulderne.

”Rosa” råbte han nærmest og var lige ved at glide og falde på gulvet af bare begejstring. Han rettede sig op og lavede hurtigt en kop kaffe. Han tog en slurk og mærkede, hvordan kaffen glæd ned gennem hans hals. Den varmede kroppen.

”Ahh” udbrød han og blev slap i skuldrene. Udenfor var himlen lyst op i en klar blå farve. Han smilede ved synet af fuglene, der længselsfuldt fløj opad og opad. Måske skulle han male loftet i himlens farver. Det ville tage for langt tid, tænkte han. Han var gammel og svag og kunne i hvert fald ikke gøre det selv. Alt for besværligt og alt for langt tid, tænkte han og rystede opgivende på hovedet.

Han skævede ud mod gangen. Den brune jakke hang slapt på en knage og ventede blot på at blive slynget om en krop. Dens ene formål her i livet. At varme et menneske. Den var ligeglad med sig selv. Den var ikke egoistisk. Den var bare en jakke.

Manden rystede på hovedet og satte koppen fra sig. Han gik ud i gangen og kastede jakken omkring sig. Nu var det nu! Han tog en dyb indånding og åbnede forsigtigt døren. Langsomt pustede han ud. Nu skulle han afsted.

 

Den lå jo lige der. Det kunne da ikke være så svært at træde indenfor. At åbne døren, bestille noget kaffe og sætte sig på pladsen ved vinduet. Men han var bange. Bange for, at han skulle sidde der en hel eftermiddag og stirre længselsfuld op mod himmelen, som var ved at blive grå. Blot sidde og varsle regnvejret og vente mens kaffen blev koldere og koldere.

Han overvejede at vende om. Hun var jo ikke kommet i går, så hvorfor skulle hun komme i dag? Hans vejrtrækning blev hurtigere og han rystede på hovedet. Nej han skulle ind. Han sank en klump og åbnede døren.

Bling. Han kiggede rundt i cafeen. Der sad ikke nogen ud over ved bordet ved siden af vinduet. Det var en pige med bølgende, brun hår og kastanjefarvede øjne. Hun smilede til ham, da han trådte ind. Han smilede tilbage og gik over og satte sig ved bordet.

”Hej Rosa” sagde han og smilte endnu bredere.

”Goddag John” sagde hun med alvor i stemmen for derefter også at lyse op i et smil. Sådan sad de lidt i stilhed og smilede til hinanden i hemmelighed.

Stilheden var øredøvende for John. Han havde sådan lyst til at snakke med hende, men han vidste ikke om hvad. Det slog ham, hvor længe siden, det var, han sidst havde haft en samtale med en ven. Altså i hvert fald en han betragtede som ven. Han var en ensom pipfugl. Han sukkede, og smilet forsvandt langsomt fra hans læber. Rosa blottede sine tænder og et host kom ud. Hun grinede en kort, varm latter og kiggede John i øjnene.

”Nå du kom ikke i går, men bare rolig, jeg har tilgivet dig.” John forstod ingenting. Han var kommet i går, hun var ikke. Han havde ventet trofast, hun havde svigtet ham. Han mærkede, hvordan en vrede blev opbygget inde i ham. Den maste sig vej op mod hans mund, men han fik den skubbet ned. Rosa talte stadig, men han havde ikke hørt et ord.

”Vent,” afbrød han hende, og hun kiggede interesseret over på ham, ”jeg kom ikke i går?” Han kiggede afventende på Rosa, men hun stirrede bare forvirret tilbage på ham. Han rystede på hovedet.

”Jeg sad hele dagen og ventede på dig, men du kom ikke.” Han understregede ordene med en kraft fra vreden, han havde dybt inde i sig. Hun skulle ikke anklage ham for noget.

”Øhh…” Rosa var mundlam.

”Jeg kom i går. Jeg ved ikke, hvornår du var her, men hvis du ikke vidste det, så går jeg altså i skole og kom derfor først efter skole. Det var ligesom torsdag i går.” Hun havde en dyb rynke i panden og var forholdsvis sur.

John følte sig så dum lige nu. Han ville ønske, at han kunne skrumpe ned til et lillebitte dyr, ingen ville lægge mærke til. Men det kunne han ikke, og Rosa havde helt sikkert lagt mærke til ham.

Han sank en klump og kiggede ind i Rosas kastanjefarvede øjne. Der var en flamme i dem. En ild, som lige var blevet tændt, eller havde den været der hele tiden? I så fald havde han lige tilsat en ordentlig mængde brænde.

Han åbnede munden for at sige noget, men alt, der kom ud, var en hæs, væmmelig lyd, han ikke vidste, han kunne lave. Han lavede et ordentlig host for at dække over lyden, men den var allerede kommet ud. Rosa lavede en dyb rynke i hendes pande, men rystede den hurtigt væk.

”Hør du skylder mig mindst en Tivoli-tur efter den misforståelse.” Rosa satte armene over kors og lavede et surt ansigtsudtryk for at understrege alvoren i det. John kiggede overrasket på hende, som havde hun lige erklæret, at han var absolut det værste person, der nogensinde havde eksisteret i mennesket historie. Han ville argumentere imod, men kunne ikke få et ord frem. Rosa skuede afventende over på ham. Han sank en klump og sagde det første, der faldt ham ind.

”Hvad siger din mor til det?” Han mærkede sveden boble ned af hans pande. Tivoli var dyr, og han var ikke verdens rigeste mand. Men på samme tid følte han, at han skyldte hende et eller andet.

”Min mor,” Rosa fnøs, som var det en joke, ”min mor synes det er i orden.” Hun rettede sig op i stolen og skuede over i hans retning. John troede ikke helt på det, og Rosa bemærkede det med det samme. Hun sukkede.

”Jeg sagde til min mor i morges, at jeg skulle hænge ud med en ven, og at vi nok skulle i Tivoli. Hun sagde, at det var fint, så længe der var en voksen med.” Hun blinkede nogen gange hurtigt og satte sig endnu engang til at stirre på John. John var mest forbløffet over, at hun lige havde kaldt ham ven. Han smilede indvendigt og havde lyst til at kramme og kysse hende, men han holdt det tilbage. Han bed sig i læben, til han kunne smage det tykke, varme blod brede sig i munden. Til sidst rystede han på hovedet.

”Okay,” sagde han, ”Tivoli her kommer vi!” Rosa fik et stort, bredt smil klisteret i hovedet.

 

Tivoli var stort. John havde kun set Tivoli udefra og faktisk aldrig været inde i det. Han havde altid gået forhastet forbi det og aldrig rigtig tænkt mere over det. I hans hoved havde han placeret Tivoli under kategorien: ”åndsvag forlystelsespark, som kun går op i at trække pengene ud af folks lommer”. Det var noget hans far engang havde fortalt ham. Men nu da han stod uden foran det, kunne han ikke beskrive det. 

De stod ude foran hovedindgangen sammen med en masse andre mennesker. Det var som havde halvdelen af København valgt at tage i Tivoli den samme dag.

”Der er Fredagsrock i aften, og så er sommerferien lige startet,” sagde Rosa, som havde hun læst hans tanker. Han nikkede eftertænksomt.

Hovedindgangen var stor og brun, men ikke en grim brun. Mere en behaglig brun man kunne drømme sig væk i. Der var flag oven på den og ved siden af den, og midt i det hele stod der med en guldskrift: ”Tivoli”. Bag porten kunne man skimte nogle høje, grønne træer, der lige var sprunget ud. Der var en masse lygtepæle placeret på hver sin side af en sti. Præcis ligesom vejtræer. John smilede om tanken ved vejtræer. De havde haft en masse, der hvor han boede som barn. Ud af øjenkrogen lagde han mærke til, at Rosa stirrede på ham.

”Hvad?” sagde han lettere irriteret.

”Du har aldrig været i Tivoli før vel?” Hun sagde det naturligt og med en sorg i stemmen. Han sank en klump og rystede på hovedet. Hun nikkede.

”Bøj dig ned,” sagde hun pludseligt. John kiggede undrende ned på hende. Tænk at hende den uskyldige, lille pige, som stod ved siden af ham, kunne kommandere med ham, som var han en hendes dukker. Hun kiggede på ham med store, bedende øjne. Han rullede øjne og bøjede sig ned, så hans ansigt var ude foran hendes. Hun lænede sig frem mod hans øre.

”Jeg har heller aldrig været der inde før,” hviskede hun, så kun han kunne høre det. Han smilede stort.

 

Tivoli var endnu større indvendigt end udvendigt. Selvfølgelig var det det, men det var fascinerende for John på en hel mageløs måde. Haven var storslået. Så mange blomster havde John kun set en gang i sin farmors have. Det var utroligt. Men han nåede ikke at se det hele, da Rosa gerne ville ud og prøve forlystelserne. Så mange blomster, så lidt tid, tænkte John for sig selv, imens han blev trukket hen til den første forlystelse.

Det var et meget højt tårn. En gylden farve slyngrede sig rundt om den grønne stål-stolpe hele vejen op til toppen, hvor der var en gylden kugle med noget rødt og blåt rundt om sig. John kunne ikke helt præcist se, hvad det var. Han havde lagt sine briller, som han mest brugte til læsning, der hjemme. Dog kunne han se, at hvis han tog op i det tårn, ville han få en uhelbredelig højdeskræk.

Han rystede på hovedet og prøvede at forklare Rosa, at han ikke gad op i det såkaldte ”Himmelskib”, men hun var stædig. Hun ville have ham med op, og før han vidste af det, sad han i et af de sorte, meget usikre, kædehængende sæder. Hans fingre begyndte at blive svedige, og han klemte hårdere omkring kæderne. Rosa kiggede grinende over på ham.

”Er det ikke spændende?” sagde hun med en iver i stemmen, han ikke havde hørt hos hende før. Han nikkede ironisk og sank så sin panik ned sammen med en klump angst. En mand kom hen for at tjekke, om de sad ordentlig. Han havde en sort T-shirt på, hvor der stod Tivoli, med de samme gyldne bogstaver som på hovedindgangen, på hans ryg. Han havde et lille, gylden navneskilt hængende fast på en lomme i højre side. Sebastian, stod der. John bed sig i læben og kiggede Sebastian i øjnene.

”De her kæder, de knækker ikke vel?” sagde han med en nervøs stemme. Sebastian grinede let.

”Det kan jeg love dig for, at de ikke gør. De fik et sikkerhedstjek her i morges,” svarede han tilbage stadig med en snert af et grin. Han rejste sig op efter at have tjekket Rosa og John og gik så videre. Nervøsiteten ramte nu for alvor John. Han mærkede den krybe ud til hver en krog i hans krop. Han begyndte at tvivle på, hvorfor han gjorde det. Hvorfor sad han i den forlystelse? Han havde en lyst til at skrige af sine lungers fulde kraft, at han ville ned, men han kunne ikke få en lyd ud. Der var absolut intet, der kom ud af hans mund. Han følte sig lammet i hele kroppen. Intet kunne han bevæge.

Jorden begyndte at forsvinde under dem. Mindre og mindre blev den, mens de kørte opad i Himmelskibet. Skrækken for at falde ned var uundgåelig. Hans fingre knyttede mere omkring kæderne. Så begyndte de at bevæge sig rundt om stål-stolpen. En frisk brise ramte ham i hovedet, og han fik kvalme. Hans øjne var fæstnet til jorden, og han kunne ikke flytte dem. Rosa skreg af glæde og fryd. Han sank en klump og lukkede øjnene.

Da han åbnede dem igen, så han noget af det smukkeste, han nogensinde havde set. Udsigten var ubeskrivelig. Alle bygningerne stod sammen i en harmoni, han ikke havde set før. Selvom København var blevet til en stor byggeplads de senere år, så det stadig smukt ud heroppefra. Han kiggede over på Rosa. Hun grinede. Han havde tårer i øjnene og alting blev en smule slørret for hans øjne. Han lænede sig en smule frem til hans hænder, som stadig klamrede om sølvkæderne og tørrede sine øjne.

Da han rettede sig op igen, råbte Rosa noget til ham. Han var så optaget af udsigten, at han ikke havde hørt det.

”Hvad?” råbte han tilbage.

”Slip,” sagde hun og løftede sine egen arme op i luften for at demonstrere. Han kiggede med store øjne over på hende.

”Er du sindssyg?” Hun fik et kæmpe grineflip. Johns hjerte hamrede stadig derudaf af ren og skær skræk, men han havde glemt, hvor bange han var, da han kiggede på udsigten. De var på vej ned igen nu, og han listede et blik ned på jorden. Han fortryd det med det samme. Han lukkede øjnene resten af turen ned.

”Det var da sjovt,” erklærede Rosa, da de var kommet hele vejen ned. John nikkede, denne gang ikke ironisk. Rosa lyste op som et juletræ og vendte om på hælen ind mod indre-Tivoli. John smilede og gik roligt efter.

 

John indrømmede, at det havde været en god dag. De havde prøvet en masse vilde forlystelser, efter Johns mening, men var også nød til at springe nogen over, fordi Rosa ikke var høj nok. Især Dæmonen var gået hende meget på. Men så havde de prøvet Det Gyldne Tårn, og Tivoli var tilgivet.

Det Gyldne Tårn var endnu en forlystelse, som John havde fortrudt, direkte efter han havde sat sig op i den, at han havde sat sig op i den. Men de havde fået sig et godt grin.

Rosa havde haft en fantastisk dag. Hun sad over for ham, smilende, i toget på vej hjem. De havde besluttet efter en masse turer i forlystelserne, at de ikke gad til Fredagsrock. Hendes bølgende hår hang ned omkring skuldrene, og hun kunne ikke få smilet af læberne.

Der var noget anderledes ved Rosa, end ved alle de børn han havde mødt gennem tiderne. Noget han ikke kunne sætte fingeren på. Hun var speciel.

Toget stoppede, og de gik ud. Det myldrede med mennesker på perronen, men de forsvandt alle sammen med et blink. Rosa og John var alene på stationen, ud over nogle enkle mennesker på andre perroner, i det næste sekund.

Rosa gik hoppende over til busstoppestederne. Bussen, som de skulle med, holdt allerede ventende på folk. De satte sig ind næsten bagerst. Under hele turen sagde de ikke noget. De sad alene med deres tanker og grin. Rosa skulle af et stop før John. Hun rejste sig op og kiggede intens på ham.

”Skal jeg følge dig hjem?” sagde hun pludseligt. John skulle lige til at have sagt det samme til hende, men nu var han mundlam. Han rystede blot på hovedet; hun smilede.

”Godt,” sagde hun sukkende.

”Så ses vi vel i morgen på cafeen på et tidspunkt,” sagde hun og vendte sig om.

”Glæder mig,” fik han fremstammet hæst. Hun vendte sig om grinende.

”Tak for turen,” sagde hun, i det hun trådte ud af bussen. Han vinkede, mens han så hende forsvinde i ruden. Forsvinde længere og længere væk. Han sukkede et smil frem. Det havde været en fantastisk dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...