Kaffekoppen og papiret

"Hun var som den varme kop kaffe, man hele tiden havde lyst til at drikke af, mens han var som papiret uden ord. Under udviklingen af deres venskab blev hun ved med at spilde kaffepletter på hans papir"///Forfatteren John mangler inspiration. Han tager ned i parken for at få den. Der møder han den lille, irriterende, 7-årig, tyggegummipige Rosa. Hurtigt udvikler der sig et venskab mellem dem, og den nye bog kan nu skrives! Deltager i 24-timers konkurrencen.

1Likes
3Kommentarer
306Visninger
AA

5. Kapitel 4

Den gamle mand gik langsomt på stien. De små sten i stien blandede sig i forskelige brune nuancer. Det var som en bikube. De små sten var bierne, som arbejde sig frem i samfundet, mens selve stien var dronningen, som de små bier samlede honning til, så hun kunne føde flere små sten. Manden sukkede tungt. Det samfund var i det mindste opbygget med loyalitet og venskab. Man kunne aldrig regne med menneskerne.

Han bed sig i læberne og gik videre lidt hurtigere. Lidt længere nede af stien begyndte blomsterne at dukke op. De stod i pæne rækker hen over stien. Det var gule adonis. De hang med hovedet ned mod stien. Han smilte ved synet af dem. Han havde altid været lidt af en blomsterekspert. Både i hvilken slags de var men også i deres betydning. Han sank en klump, da han kom i tanke om betydningen og gik hurtigt videre.

De var overalt de blomster. Længere fremme så han udgangen. Han åndede lettet op. Han var næsten nået til enden, da han i øjenkrogen så noget rødt. Han drejede hovedet og gispede. Der midt i blandt alle de triste adonis stod en rød rose og tornede sig op som en dronning over de andre blomster. I modsætning til de andre blomster stod den med rank ryg, hovedet løftet og med begejstring i bladene. Tornene strakte sig majestætisk ud fra stilken. Manden fik tårer i øjnene men tørrede dem arrigigt væk.

”Mor se en rose. Er den ikke pænt?” En barnestemme lød bag ham. Han drejede hovedet en halv omgang, så han lige kunne se ud af øjenkrogen en lille pige på de ca. fem år stå med sin mor i hånden og ivrigt pege på den røde blomst. Hendes mor, en høj, slank, kort- og brunhåret dame med brune handsker og en brun jakke der nærmest lignede en kjole, bøjede sig ned mod pigen og kiggede den retning fingeren pegede.

”Jo da. Den er da godt nok fin skat.” Den lille pige storsmilede, og de gik videre. Manden åndede lettere irriteret ud og gik surt videre med hænderne i lommerne og jakken trukket helt op til ørene.

Der gik noget tid, inden han mødte noget, der irriterede ham igen. Denne gang var det et træ. Det var det træ, der hang sammen med resten af dens venner ned mod søen i håbet om at få lidt vand, mens søen havde været så snedig og lige synket et ekstra stykke ned. Det var det træ, hvor der var en bænk overfor. Det var den bænk, hvor han havde nydt solen. Det var den bænk, hvor han havde mødt Rosa.

Han stoppede op, og tårerene begyndte at komme frem i hans øjne. Det havde uden tvivl været den bedste dag i hans liv. Han gik over til bænken og tog den ene hånd op af lommen. Den gled forsigtig over bænkens mørkegrønne, ru, metal overflade.

Ved enden fortsatte hans hånd op af et træ ved siden af, og en lille træsplint satte sig i hans pegefinger. Han hev fingeren op i en grim grimase og kiggede på den med forundring i blikket. Den prøvede vel bare at overleve livets grumme vej. Han sukkede og tog splinten. Han kunne næsten høre, hvordan den råbte på hjælp og tiggede og bad om ikke at blive smidt på jorden.

”Desværre lille fyr. Jeg har haft en dårlig dag, og når nogen har følt smerte, går det næsten altid ud over andre.” Med disse ord smed han den ned mod jorden. Den dalede langsomt ned mod jorden som for at holde fast i livet. Men den ramte jorden ligesom mennesker ramte bunden af flasken.

Han rystede på hovedet for at få tårerene til at forsvinde og fortsatte så som før. En hård vind begyndte at blæse op, og hans fødder begyndte at gå hurtigere. Træerne svang i blæsten og nynnede en lille melodi i takt med vinden.

Manden rystede på kroppen af kulde og trak jakken tættere på ørerne. Det var, som om vinden ville have ham til at gå tilbage. Men det kunne den godt glemme alt om.

Han gik videre, og før han vidste af det, var han ude på gaden. Der var næsten ikke nogle mennesker, og dem, der var, gik med jakken oppe om ørene og hænderne i lommerne ligesom manden.

Der stod en gammel mand midt på gaden. Hans jakke var revet i stykker nede i bunden, og hans bukser var slidte og havde to store huller lige ved knæene. Han havde en stor striktrøje i forskellige farver inden under jakken. På hans hænder sad to hullede handsker. Man kunne se tommelfingeren helt og de andre fingres spidser. I hans hænder holdt han en harmonika. Hans fingrer bevægede sig hurtigt over instrumentet, og ud af hans mund kom høje, dybe lyde. Ved hans fødder lå en gammel skipperhat, og i den lå nogle få småmønter.

Hans blik strøg gennem folk på gaden, hvor af de fleste bare gik ubemærket videre. Hans blik stoppede på den gamle mand, som var stoppet op og bare stod og kiggede på ham. Han så bedende på ham, mens han sang. Manden havde egentlig aldrig brudt sig særlig meget om musik. Det mindede ham om hans barndom. Han rystede på hovedet og skar en grimasse. Så gik han videre forbi manden, hvis blik bare fulgte ham med et råb om hjælp. Alligevel smed han en mønt ned i kasketten. Manden takkede, og hans blik flyttede sig videre til de andre mennesker på gaden. Den gamle mand sukkede opgivende og gik over til hans opgangs dør.

 

Manden smækkede døren hårdt i, så det gav ekko i den lille, brune lejlighed. Han hev jakken af, og smed den op på en knage, mens skoene blev mindre behagligt kylet på jorden. Han havde bare så meget vrede og sorg, som han gerne ville af med. Vreden var den første. Han tog lange skridt ind i stuen, fandt en stol og kylede den mod jorden, så to af benene faldt af. Derefter blev han lidt overasket over sit udbrud og besluttede at finde noget, som han havde råd til at smadre.

Han gik ud i køkkenet og roede lidt blandt skabene. Hans hånd knugede sig rundt om et glas. Dem havde han så mange af, da han havde fået alle hans mors og fars, da de forsvandt fra denne verden. Han vejede lidt glasset i hånden. Det lå rigtig godt der. Så gik han over til vinduet for enden af køkkenet og åbnede det. Man kunne se gården neden under. Den var ikke så stor, og der var ikke nogen legeplads. Der var to bakker og et træ på hver bakke. Græsset dækkede hele gården undtaget ude i siderne, hvor der var asfalt hele vejen rundt.

Han kiggede lidt rundt. Der var ingen i gården. Hans blik havnede nede på glasset igen. Det vandrede lidt frem og tilbage mellem gården og glasset. Så lænede han armen tilbage og kastede glasset, så hårdt han kunne ned i gården. Den fløj elegant gennem luften og spredte sig i tusinder stykker, da den ramte jorden. Det var som et knust hjerte. Han smilte ved synet. Det var sådan, hans liv altid havde været. Spredt og uden mulighed for at samle stykkerne op igen.

En mand kom ud af døren under vinduet, så glasskårene og kiggede op. Manden skjulte sig i køkkenet, og den anden mand i gården gik over og hentede en kost for at feje glasskårene op. Den gamle mand gik ind i stuen igen.

 

Han satte sig surt ned på sofaen med armene over kors. Han trak vejret langsomt og prøvede at holde sit udbryd tilbage. Det lykkedes næsten. En lille tårer sneg sig ud af hans øje, men han tørrede den arrigt væk, da den var nået halvvejs.

Hans øjne blev røde som en solnedgang, og lige meget hvor meget han prøvede at få det væk, var det der. Til sidst lænede han sig træt tilbage i sofaen, åndede nervøst ud og kneb øjnene sammen. Endnu en tårer kom, men denne gang lod han den komme i mål.

Han lukkede øjnene helt og mærkede, hvordan tåren træt røg ned over hans kind. Den sleb sig langsomt igennem livet. Tiden var så uendelig langsomt, indtil den nåede over kindbenet og hurtigere løb ned af mod enden tiden. Som alderen løb, løb tåren mod enden. Afslutningen. Den var der snart. Det gik så hurtigt. Nu faldt den. Og den døde. En ny tårer blev født. Manden sukkede dybt og svøbte sig i drømmeverdenens lune tæppe.

 

Manden satte sig op med et sæt. Han tog hånden op til panden og kørte den igennem håret. Han rystede på hovedet og kiggede over på det lille ur, der stod over på bordet. Hans øjne sprang nærmest ud af hovedet. Det var aftensmadstid. Han løb gennem huset og ud i køkkenet for derefter at spurte ud i gangen og begynde at tage tøj på. Han havde intet mad i køleskabet, så han var nød til at gå ned i supermarkedet.

Ansigtet forvræng i en grimasse, da han tænkte på den unge fyr. Bare han ikke var der. Skoene røg op på hans fødder, og han var ude af døren, inden jakken var på hans arme. Han spurtede ned af trappen, så det gav høj ekko i hele opgangen. Dung, dung, dung sagde det på hvert et trappetrin. Bom lød det højt i hele opgangen, da han smækkede med døren. Ihh var det, der kom ud af mandens mund, da han trådte ud i den kolde luft.

Han skulede ned på sit ur. Supermarkedet lukkede om 20 minutter. Han kiggede op igen og rystede på kroppen. Med armene ind til kroppen og skuldrene oppe ved ørene begyndte han at løbe der ned.

 

Han åndede lettet op, da han trådte ind i varmen. Den omfavnede ham som en ven. Han spjættede lidt med armene for at få varmen og kiggede ned på sit ur. Supermarkedet lukkede om ti minutter. Hans øjne sprang op, mens hans ben begyndte at løbe rundt mellem hylderne, samtidigt med at hans arme fangede nogle dåser, poser og æsker. Der var blandt andet spaghetti, tomatsovs, hakket oksekød, endnu en bøtte kaffepulver, morgenboller, løg og smør.

Han stoppede op ved kakaopulveret og tænkte på at købe det, i tilfælde af at Rosa ikke var en del af hans fantasi, og hun en dag kom hjem hos ham, men han lod være. Da det så ud til, at han havde det hele, spurtede han over til kassen. Der var fem minutter tilbage, og manden ved kasseapparatet var allerede begyndt at pakke sammen. Han rejste sig op for at gå, men manden nåede lige at smide sine ting ned på rullebåndet, så han nåede at se det, og han blev.

Det var heldigvis ikke den unge fyr, så manden smilte indvendigt. Denne gang var det til gengæld en gammel mand. Han havde rynkede hænder og var langsom til at trykke på de taster, der nu skulle trykkes på. Manden sendte kassearbejderen et skævt smil, mens hans eget store smil indvendigt forsvandt langsomt.

Da han var nået til den sidste ting, var supermarkedets lukketid oversteget med 8 minutter. Manden sukkede opgivende, betalte pengene og skyndte sig ud i det kolde vejr. Det føltes som en iskold spand vand over hovedet efter en varm, lang svømmetur. Han rystede på kroppen og skyndte sig hjem med en bærepose i hånden.

 

Den gamle mand smed sig på sofaen, som var han stadig ung. Bæreposerne havde han smidt ud i køkkenet, og tingene deri havde han sat på plads. Nu var det tid til at slappe af. Han lukkede øjnene langsomt, men han mærkede hans marve knurre og slog dem op igen. Aftensmad. Han kiggede på klokken og skar en grimasse. Faktisk var det snart sengetid. Han gik halvdoven ud i køkkenet og tændte for kogekedlen, da der stadig var vand i fra i morges. Pling sagde det lidt efter, og han hældte vandet op i en gryde med spaghettien. Han lavede en hurtig omgang spaghetti med kødsovs.

Han tænkte over hvor kedelig, denne oplevelse havde været for ham, mens han tog noget spaghetti og kødsovs ind i munden. Han plejede altid at tænke kreative ideer, mens han lavede noget kedeligt, men her havde der ikke været noget. Hans hoved var tom. Han havde brug for inspiration.

Han sukkede og lod en tåre løbe ned af kinden. Han havde virkelig brug for Rosa. Både i forhold til inspiration men også i det daglige liv. Mens han sad der og græd lidt med kødsovs om munden, slog en tanke ham. Han ville tage ned på Cafe Mynte i morgen, og se om hun eventuelt var der. Et smil bredte sig på hans læber, og han følte sig lettet, så han spiste videre glad både udvendigt og indvendigt.

 

Han bredte sig ud på den store seng. Et smil var limet fast til hans læber, og det kunne ikke komme væk. Han tænkte på den enlige rose nede i parken. Smilet forsvandt lige så stille. Limen var blevet dryppet med noget vand eller noget andet, så det ophævede. Han havde svigtet Rosa. Hvad nu hvis hun havde en god grund til ikke at være kommet i går? Så var han den onde. Han lukkede øjnene og sukkede dybt og langt. Hvis det var sådan, det hang sammen, så ville han sige undskyld i morgen. Han nikkede bekræftende og svøbte dynen om sig. Han var vel en mand, der kunne finde ud af den slags. Smilet begyndte at brede sig igen, og det fulgte ham ind i drømmeverdenen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...