Kaffekoppen og papiret

"Hun var som den varme kop kaffe, man hele tiden havde lyst til at drikke af, mens han var som papiret uden ord. Under udviklingen af deres venskab blev hun ved med at spilde kaffepletter på hans papir"///Forfatteren John mangler inspiration. Han tager ned i parken for at få den. Der møder han den lille, irriterende, 7-årig, tyggegummipige Rosa. Hurtigt udvikler der sig et venskab mellem dem, og den nye bog kan nu skrives! Deltager i 24-timers konkurrencen.

1Likes
3Kommentarer
298Visninger
AA

4. Kapitel 3

Ring, ring, ring. Vækkeuret på det lille natbord ved siden af den kæmpe seng begyndte at ryste, hoppe og larme. Den gamle mand vendte sig om på siden og tog en hånd op. Den famlede lidt rundt på det lille bord og væltede måske en ting eller to, men til sidst fandt den uret. Han gned øjnene op og kiggede på uret. Det spjættede, som ville det fri af hans greb. Han rynkede lidt på næsen men trykkede så på den store, sølv knap øverst på uret. Ri- sagde det, før det døde hen. Han satte det tilbage på bordet og lukkede øjnene med et suk for derefter at dunke hovedet ned i puden og prøve at sove videre.

Bling. Han slog øjnene op. Han havde kommet i tanke om Rosa. Hun sad garanteret allerede på Cafe Mynte og ventede på ham. Han hev dynen af og faldt ud af sengen, men han rejste sig hurtigt op igen. Han rystede lidt på hovedet og gik ud i køkkenet.

Der var ikke noget vand i kogekedelen, så han tændte for den kolde hane. Vandet silede ned i den kolde, metal balje kaldet håndvask. Han tog kogekedlen ind under det, og langsomt blev den fyldt op. Fødderne trippede lidt frem og tilbage, og han ventede så tålmodigt, han kunne, på vandet. Endelig var det oppe ved stregen, og han skyndte sig at sætte det på koggepladen. En lys, kimene lyd hørtes i lejligheden. Han skar en grimasse og løb tilbage i soveværelset.

Hans ansigt løb over alt tøjet i skabet og fandt til sidst et par mørkeblå bukser og en brun, langærmet trøje. Han hoppede rundt i hele værelset med bukserne hængende for fødderne. Han faldt også et par gange. Trøjen gik til gengæld hurtigt. Han fandt et par brune sokker og baskede også lidt med at få dem på.

Derefter spurtede han ud i køkkenet, greb kogekedelen og hældte vandet op i den kaffekop, han havde sat frem før. Hans hånd løb rundt i skabet, inden den greb fat om kaffepulveret. En, to, tre skefulde med top blev hældt ned i kaffekoppen med vandet. Normalt gjorde han det omvendt, men det var der ikke tid til nu. Han rørte lidt rundt med en ske og greb så brødparken og gik ind til bordet, mens han tog slurke af kaffen. Han skar nogle grimasser, da han drak et sted uden kaffepulver.

Tingene fløj ned på bordet og var lige ved at vælte, mens manden løb ud i køkkenet, greb marmeladen og en ske og spurtede så tilbage. Han satte sig tungt ned på stolen og begyndte at spise. Langsomt da han ikke ville have hikke. Den sidste klump brød sank han hurtigt og løb så ud med den tomme kaffekop og skeerne.

Han plaskede en balje ned i håndvasken og tændte for vandet med lidt sæbe i først. Så løb han ind og greb brød og syltetøj og løb ud og satte det på plads. Vandet stoppede han og smækkede kaffekoppen ned. Hans hånd korte rundt i langsomme cirkler.

Han var bange. Bange for at hun ikke var der. Hvad skulle han så gøre? Han lukkede øjnene. Selvfølgelig var hun der. Hvorfor skulle hun ikke være det?

Han åbnede øjnene igen og bed sig i læben. Han skulle se at blive færdig. Han rystede på hovedet og vaskede hurtigt kaffekoppen og de to skeer op. Hans ene arm røg op til skabet og den anden ned til skuffen. Skeerne blev kastet ned i skuffen, mens kaffekoppen blev skubbet ind i skabet lidt for voldsomt, så den væltet. Manden skar en grim grimase og kiggede forsigtigt op i skabet. Der lå et stort glaskår og resten af koppen lå på siden og rullede lidt rundt.

Han åndede lettet op og tog hånden der ind. Den knugede sig rundt om glasskåret, og den anden tog fat om koppen. Det var hans ynglingskop.

Hans øjne ramte himmelen udenfor. Den var blågrå. Det kunne se ud til at regne. Hans ansigt blev forvrænget, da han kom til at knuge for hårdt om glasskåret, og en rød stribe tegnede sig på hans hånd. Han sukkede dybt og smed glasset og skåret ud.

Hans fødder bevægede sig ud på toilettet, hvor hans hånd tog en pakke plaster ned og tog et op. Det var brunt med prikker. Den raske hånd strøg over plasteret med fingrespidserne. Det var blødt. Han tog de hvide lapper af og satte det over såret på hånden.

Så løb han ud i gangen og tog sin jakke og sine sko på. Han åbnede døren og smækkede den bag sig. Så fløj han ned af trappetrinene og løb videre ned til parken og Cafe Mynte. 

 

Der lå den jo. Den grønne bygning på bakketoppen. Den gamle mand lænede sig forover med hænderne på knæene og pustede langsomt ud og ind. Så rettede han sig op og fortsatte langsomt op af bakken. Tvivlen kom nu rullende ind over ham. Alle de spørgsmål, han ikke havde turde svare på før, kom lynende tilbage og krævede et svar. Hvad nu hvis hun ikke var der? Hvad nu hvis det bare var skuespil det i går, og hun i virkeligheden var fuldstændig ligeglad med ham? Hvad nu hvis hun bare var hans fantasi? Selvfølgelig var hun der, og det kunne umuligt være skuespil det i går, og hun var i hvert fald ikke en del af hans fantasi.

Han nærmede sig døren. Så var det nu, tænkte han og åbnede den. Hans blik vandrede igennem alle bordene. Der var et par, som sad og delte en is, og en mand som lå og sov hen over bordet med en øl foran sig men ingen Rosa. Der var ingen uden for, og cafeejeren stod og kiggede forventningsfuld over på ham men ingen Rosa. Der var grønne væge ligesom i går, og sorte borde og stole ligesom i går men ingen Rosa. Forskellen var bare, at der var flere kaffepletter på bordene.

Han rynkede på brynene og satte sig ned ved det bord, som de sad ved i går. Han kiggede over på cafeejeren og rystede på hovedet. Han sukkede og vendte ryggen til mod kaffemaskinen. Manden kiggede ud af vinduet. Himmelen var klar og lyste blåt ned på gaderne. Gaderne var derimod tomme. Alle kørte i bil den dag. Han tog en dyb indånding.

”Hun kommer nok snart. Hun er sikkert bare forsinket,” forsikrede han sige selv om og morrede sig lidt over, hvor meget han havde skyndt sig i morges.

”Hun skal nok komme,” sagde han igen men troede ikke helt selv på det.

 

Den gamle mand havde nu siddet på Cafe Mynte i en halv time og var endt med at bestille en kop kaffe. Han tog en slurk af kaffen og kiggede igen ud af vinduet. Kiggede igen efter Rosa. Men hun var ikke til at se. Han sukkede og kiggede ned i kaffen. Hun var nok bare en del af hans fantasi.

Han tog hånden ned i hans lomme, men den røg lidt efter op igen. Han havde glemt notesbogen og blyanten hjemme i lejligheden. Hans blik gled over på cafeejeren, som stod og lavede kaffe til den unge fyr, der havde sovet over bordet. Parret var gået for ti minutter siden, og i stedet var en unge dame kommet ind, som blev ved med at sidde og smile til den unge fyr.

Manden åndede tungt ud og rejste sig op. Det sagde knæk i hans ryg, men han ignorerede det. Han gik stille over til cafeejeren. Cafeejeren vendte sig om og kiggede undrende på ham.

”Ja?”

”Øhm har du tilfældigvis noget papir og en blyant?” spurgte han usikkert. Cafeejeren fik en rynke i panden men lyste lidt efter op som et julelys.

”Jo det har jeg faktisk. Vent lige her så kommer jeg med det.” Han gik ud af døren, og den gamle mand stod nu alene i cafeen med den unge fyr og dame. De sad nu begge to og smilte til hinanden. Til sidst rejste den unge fyr sig op og gik over til damen, og det kom der en lystig snak ud af. Manden stod og observerede forsigtigt parret i smug.

Han smilte for sig selv. Kærlighed var en dejlig ting, dog havde han aldrig selv oplevet den. Han hang altid over et stykke papir med en kaffekop ved siden af. Smilet forsvandt langsomt. Der var faktisk en pige en gang. Grete. Han rystede på hovedet og så ud af øjenkrogen, cafeejeren komme ind gennem døren. Han vendte sig om og smilede til ham.

”Sådan her er en bunke papirer og to blyanter samt en blyantspidser og et viskelæder. Håber det går.” Hans smil strakte sig fra det ene ører til det andet. Det så næste urealistisk ud. Manden gav sit bedste smil tilbage uden at se alt for overakset ud. Det var mere, end han havde bedt om.

”Tusind tak” sagde han og tog imod alle tingende. Hans fødder bevægede sig tilbage til bordet og vinduet. Han satte sig hårdt ned, lænede sig tilbage og lukkede øjnene. Han ville skrive lidt om det med at føle sig svigtet. Øjnene åbnede sig langsomt, og han lænede sig ind over bordet og papiret. Armen rakte ud efter kaffekoppen og førte den op til munden. Hans hånd tog fat om blyanten, og han begyndte at skrive ord ned.

Kender du det at føle sig svigtet? Gør du? Det er i hvert fald sådan, jeg føler det lige nu. Hun burde været kommet. Hun burde havde været her. Kender du det? Gør du? Kan du give mig nogle råd? Jeg føler mig elendig til mode. Jeg er helt tom indeni. Det er, som om mit hjerte er fløjet væk og har efterladt mig. Alene. Det har også sviget mig. Alle svigter mig. Jeg begraver mit hoved i hænderne. Kan du se det for dig? Kan du? Det håber jeg. For i det mindste er du her. Som den eneste. Problemet er bare, at du er en hylde med bøger på.

Han stoppede og tænkte. Så lukkede han øjnene, tog papiret op, krøllede det sammen og smed det over skulderen. Han åbnede øjnene igen og lænede sig over papiret og skulle lige til at skrive videre, da en finger prikkede på hans skulder. Han vente sig om i en blanding af spænding, glæde og forventningsfuld. Desværre blev han skuffet, da han så, at det bare var cafeejeren. Han åndede surt ud men smilte til cafeejeren.

”Du må altså ikke smide papir på gulvet,” sagde han pludseligt. Manden hoppede lidt forskrækket i stolen over den pludselige hæse stemme. Cafeejeren rømmede sig og sagde det samme igen bare tidligere. Manden kiggede flovt ned i jorden og bukkede sig ned for at tage papiret.

”Undskyld” mumlede han men kiggede ikke op på cafeejeren.

”Hmf” sagde cafeejeren bestemt og gik tilbage bag disken. Manden vendte sig om og kiggede på den unge fyr og dame. De sad over i hjørnet i den store sofa ting. Fyren havde armen rundt om damen, og de sad og snakkede om alt mellem himmel og jord. Der var kærlighed i deres blikke. Damen lagde sin hånd på bordet, og fyren knyttede sin hånd rundt om.

Manden sukkede og kiggede ned på det blanke papir. Det kunne være han skulle prøve noget kærligheds-noget. Så skulle han i hvert fald lige have en kaffe mere. Han rejste sig op og gik over til kassen. Cafeejeren kiggede stadig bestemt på ham, men han ignorerede det.

”En kop kaffe” sukkede han ud og lagde pengene på bordet.

”Mmm” mumlede cafeejeren, tog pengene op og vendte sig rundt mod kaffemaskinen. Han satte en kop ind under kaffen, som begyndte at glide ned i koppen. Det lignede vand fra en rusten vandhane. Han rynkede på næsen og havde pludselig ikke lyst til kaffe alligevel. Cafeejeren stoppede maskinen og hældte lidt fløde i kaffen. Så satte han kaffekoppen foran manden. Han smilte taknemligt og tog kaffekoppen over til bordet.

Han skævede til koppen, da han stille satte sig ned på stolen. Rusten vand. Han lænede sig fortabt over papiret. Kærlighed. Han lænede sig igen tilbage i stolen og betragtede fyren og damen igen. Så kiggede han ned på papiret og begyndte at skrive kun med afbrydelser bestående af små slurke kaffe.

Hun havde de smukkeste øjne. De lignede sorte huller med tusinder af stjerner rundt om. Hendes lyse hår bølgede som havet ned af hendes slanke ryg. Hendes smil. Åhh hendes smil. Det var det smukkeste smil, jeg nogensinde havde set. Det strakte sig altid fra det ene øre til det andet og var altid imødekommende overfor alle. Hele hendes ansigt var som tusind og en nat. Det var fantastisk. Vi har haft så mange minder sammen under stjernerne. Månen glimtede altid i dit hår og stjernerne i dine øjne. Det har været nogle fantastiske år. Du har været fantastisk.

Han lukkede øjnene og så Grete for sig. Hendes fantastiske, imødekommende personlighed, og hendes grin som kunne få alle til at smile. Han sukkede et smil frem men rystede så på hovedet. Det her var ikke om hende.

Han kiggede ned på uret. Hans øjne sprang op. Han havde siddet her i tre timer. Han kiggede over mod sofaen, men fyren og damen var gået. Han rynkede brynene. Der var ingen ud over ham og cafeejeren. Han kunne også mærke på hans krop, at det måske var tid til en lille tur i parken eller en eftermiddagslur. Han valgte det sidste.

Han rejste sig op, tog kaffekoppen op i hånden og drak resten i en slurk. Den var blevet kold, så den smagte ikke så godt mere. Han kiggede ned på papiret og læste det hurtigt igennem. Han rystede på hovedet men foldede det stille sammen og lagde det ned i lommen. Det andet papir smed han ud i skraldespanden ved døren. Hans fødder bevægede sig over til kassen med resten af papirbunken, blyanterne, blyantspidserne og viskelæderet. Han rømmede sig, så cafeejeren vendte sig rundt og kiggede undrende på ham.

”Tak fordi jeg måtte bruge det,” mumlede han og lagde det på kassen.

”Det er bare i orden du,” svarede cafeejerne tilbage.

”Farvel.”

”Farvel” sagde manden stille og gik over til døren. Han stod lidt foran døren og kiggede rundt. Det var nu egentlig en hyggelig cafe. Han nikkede for sig selv og åbnede døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...