Kaffekoppen og papiret

"Hun var som den varme kop kaffe, man hele tiden havde lyst til at drikke af, mens han var som papiret uden ord. Under udviklingen af deres venskab blev hun ved med at spilde kaffepletter på hans papir"///Forfatteren John mangler inspiration. Han tager ned i parken for at få den. Der møder han den lille, irriterende, 7-årig, tyggegummipige Rosa. Hurtigt udvikler der sig et venskab mellem dem, og den nye bog kan nu skrives! Deltager i 24-timers konkurrencen.

1Likes
3Kommentarer
306Visninger
AA

3. Kapitel 2

Den gamle mand lænede sig tilbage på det hårde metal. Nu skulle han rigtig nyde solen, livet, og hvad der ellers kunne nydes. Han sank langsomt ned i et spindelvæv af tanker.

En dyb fure strakte sig over hans pande, da en tanke slog ham hårdt i hovedet. Som et æble der falder ned i hovedet på en. Han var vel egentlig som en pipfugl i en rede. Han havde bare aldrig forladt reden. Han havde ikke hoppet ud på grenen, spredt vingerne og fået luft under dem. Han havde ikke oplevet verdenen. Hans fjerdragt var stadig i reden. Mor og far var for længst fløjet, og søskende…… ja dem var der ikke nogen af. Han var blevet i sine trykke omgivelser, og det her, denne lille tur nede i parken, var den første rigtige tur i flere år. Verdenen var stadig ukendt for ham, men nu stod han i det mindste på grenen.

Næsen rynkede, da en dråbe havde fundet vej ned til den fra bladet over hans hoved. Øjnene lukkede sig langsomt i, og et smil udvidede sig på hans læber, mens solen tørrede den våde næsetip.

Plop. Lyden kom så pludseligt og så tæt på, at det gav et overasket spjæt i hans krop. Manden åbnede det ene øje, men der var intet at se. Han lukkede det igen og tænkte, at det nok var hans hjerne der fuppede numre med ham, da lyden kom igen.

Plop. Denne gang åbnede han begge øjne, men det eneste, der var at se, var søen der spejlede blankt træerne, der hang længselsfuldt ned mod det klare vand. Men de kunne ikke nå det. Vandet var snedigt og havde sunket længere ned, end træerne kunne bøje deres gamle, slidte rygge. De skulle ikke stjæle noget af søens vand. Manden smilede tilfreds og lukkede øjnene endnu en gang. Denne gang kom lyden ikke. Han sad stille og lyttede til fuglenes melodi mellem træernes kroner. Træerne var konger, mens fuglene var nare, der underholdte de kongelige til de fik ondt i maven af at synge.

Plop. Nu slog manden øjnene hårdt og irriteret op. Det gjorde næsten ondt i øjenlågene. Han åndede langsomt ud af næseborene. Hans blik gled over til hans venstre side: ikke et øje at se; foran ham: ingenting; til højre: der var noget. Eller ikke noget men nogen. En lille pige på ca. syv år med store, brune nysgerrige øjne og håret bølgende ned langs ryggen som skyformationer. Hun havde en lyserød vest med ingen ærmer på. Inden under den strakte en lyserød, langærmet trøje sig ud for at få et glimt af solens lys på denne kølige efterårsdag. Blå jeans dækkede hendes ben, mens hvide sko med lyserøde formationer gjorde det samme med hendes fødder.

Manden sukkede dybt og irriteret. Den lille pige stod og gumlede på en stor, klat, lyserød tyggegummi. Han har aldrig kunnet fordrage tyggegummi. Den ækle smag og så klistrer det. Det forener naturen. Selvom han ikke havde været særlig meget ude, var det stadig en ækel tanke.

Plop. I sine tanker om tyggegummi havde han helt glemt den irriterende lyd. Han drejede sig mod pigen. Hun sad med benene over kors og stirrede op på ham, som var han et rumvæsen fra Mars. Han åbnede munden for at sige noget, men hun kom ham i forvejen.  

”Hvad er du for en,” sagde hun, mens hun gnaskede løs på tyggegummiet.  

”Mig”.  

”Ja er der andre,” svarede hun surt.  

”Jo altså jeg er en mand.” 

”Ja det kan jeg godt se. Jeg er ikke fire år længere vel.”  

”Ja jo det kan jeg godt se. Men så er det måske min udseende? For i så fald har jeg brunt strithår, blå øjne…”  

”Altså det kan jeg altså også godt se,” afbrød hun ham godt irriteret.  

”Jeg kan godt se, at dit hår stritter ud som grenene på et træ, og at din brune jakke derved er stammen. Jeg kan godt se, at du har mørkeblå, venlige øjne, der trods alt stadig ser trætte ud, og at du har et falsk, høflighedssmil limet fast på læben. Det er ikke det, jeg spørger om. Hvad er du for en.” Tankerne ræsede rundt i hans hoved, men han fik dem samlet og svarede det første, der faldt ham ind.  

”Jeg er forfatter,” sagde han storsmilende. 

”Endelig” sagde pigen med et dybt suk og lænede sig tilbage på den mørkegrønne bænk. Der sad de så lidt og stirrede på hinanden. Pigen så ud, som om det var meget normalt, mens manden mere syntes, det var akavet. Han smilede skævt og kiggede rundt omkring. Hun kiggede nysgerigt på ham og ønskede han fortsatte sin historie. 

”Hør skal du ikke over til din mor,” spurgte manden efter en lang pause. Pigen rystede på hovedet.  

”Jeg må være her, lige så længe jeg har lyst,” sagde hun bestemt og satte armene over kors. Manden tænkte sig om. Pigen var godt nok irriterende og ikke til at holde ud, men på den anden side, havde han ingen venner, da han var en enspænder og bedst kunne lide det sådan, og pigen kunne blive en stor inspirationskilde til hans næste store bog. Han tog et dybt suk og kiggede hende direkte i øjnene.  

”Hør synes du ikke, det er lidt koldt i dag,” spurgte han og begyndte at ryste på kroppen som for at understrege, hvad han mente. 

”Hvis du vil invitere mig på kakao over på cafeen, der ligger lige derover, så skal du blot spørge og ikke snakke udenom,” svarede hun ham tilbage. 

”Jamen godt. Så lad os gå” sagde han og rejste sig op. Han tog en hånd ned til pigen, men hun afslog. De begyndte at gå ned langs stien mod cafeen, som ingen af dem egentlig vidste, hvad hed. Pigen gik med blikket rettet stift frem på stien, mens manden blev ved med at dreje hovedet og kigge på hende. Der var noget over hende, der fik ham til at være nysgerrig efter viden, selvom hun havde en dårlig attitude. Hun var som en rose. Man havde lyst til at plukke den, men den havde torne.

Søen lå til venstre for dem, mens træerne voksede som en lille skov på højre side af dem. Bladene var brune, orange og med et strejf af grøn. Troværdigt holdt de sig fast på grenene, indtil de ikke kunne mere og dalede langsomt ned mod jorden. Derefter lå de bare der og kiggede. Kiggede på hvordan de blev skiftet ud af nye blade, som var yngre og stærkere end dem, mens de selv blev ældre og til sidst gav slip på livet med sorg i hjertet over det, de lige havde været vidne til. Manden bed sig i læben og kiggede igen over på pigen. Hun gik og hoppede lidt på grusstien. Hun havde ingen ide om, hvor forfærdelig det var at være gammel. 

”Hvis du er forelsket i mig, så sig det bare.” Manden spjættede i kroppen og kiggede over på pigen. Hun stod med insisterende øjne lige foran ham. Armene var lagt over kors, og hun så koncentreret ud. 

”Øhh” fik han fremstammet mellem hans sammenbidte læber. 

”Hvad mener du.”

”Du går jo hele tiden og stirrer på mig,” sagde hun irriteret. Han havde ikke tænkt over, at det kunne genere hende. Han kiggede ned i jorden og cirklede lidt med foden. 

”Undskyld” mumlede han, men han turde ikke kigge op igen.  

”Du skal ikke blive bange nu eller noget,” sagde hun med en sød stemme, som slet ikke lød som hendes. 

”Jeg begynder altså at fryse. Skal vi have den kakao eller hvad.” De gik langsomt videre. 

 

Endelig nåede de cafeen. Den var lille med grønne vægge og sort tag. På taget var der mange hvide fugleklatter, så i princippet var taget ikke sort men prikkede. Når man åbnede døren, var der en lille klokke, der sagde bling. Den var af guld og sad lige over døren, så den ramte den, hver gang der var nogen, der åbnede den. Ikke at der var behov for, at der var en klokke, der fortalte, når nogen kom ind af døren, da cafeejeren altid stod bag disken alligevel. Det var bare en hyggelig måde at sige velkommen på.

Indenfor var der ikke så mange borde eller stole, da det var en lille cafe. Der var et bord med to stole under vinduet ved siden af døren, et af samme slags bag ved, en sofa der fyldte hele hjørnet ved siden med et alt for lille bord foran og til sidst et bord med to stole foran det. Man kunne også side udenfor, men der var kun tre borde, der så ens ud.

Bordene var sorte, stolene var sorte, men disken var grøn. Udenfor hang der et brunt skilt med en grøn kop dampende et eller andet. Cafe Mynte stod der med store, grønne bogstaver. De gik over til den grønne disk med cafeejeren bag ved. Han var den eneste på hele cafeen. Han lavede det hele selv. Manden trak vejret langsomt ind i næsen og kiggede op på menukortet, der hang som billeder over disken. Kakaoen kostede 17 kroner. Han vippede lidt på hovedet og kiggede på cafeejeren. 

”Har du besluttet dig?”

”Øhm ja da. To kopper kakao” sagde han med lidt usikkerhed i stemmen.  

”Så gerne.” Manden og pigen gik over til bordet under vinduet og satte sig ned. Der var ikke andre på cafeen ud over dem, cafeejeren og en ung mand, der sad deprimeret og rørte i sin kaffe bag ved dem.

Der var et grønt krys over det gennemsigtige vindue. Udenfor kunne man se den blå himmel, der begyndte at forvandle sig til grå. Som når man blandede maling. Hvis man puttede hvid i blå, blev det til en lyseblå, mens hvis man puttede en mørk farve i, blev det til en mørkeblå nærmest grå. Vejret var som et humør. Den ene dag var man glad, og næste dag var man ked af det. Så kunne man også være sur, trist og humørkold dvs. intet humør. 

”Hallo er du fuldstændig væk i drømmeverdenen, eller kan du høre, hvad jeg siger.” Pigens stemme trængte igennem hver en tanke, han havde, og han kiggede nysgerrig over på hende. Hun sukkede og rullede med øjnene. 

”Jeg spurgte, hvilke bøger har du skrevet?”

”Nå øhm jeg har skrevet en voksen bog.” 

”Okay og hvad hedder den så?” sagde hun og så ud, som om hun ville hjælpe ham på vej til svaret. 

”Jo altså den hedder, solen som stod op,” svarede han stolt.  

”Og den handler om?” sagde hun og viftede med armene. Hendes ellers store, brune øjne var blevet mindre og så nu normale ud. Blikket var rettet mod ham, og hun ventede i spænding. Hendes krop var lænet ind og over det lille, sorte bord, og hun ventede tålmodig på, at den gamle mand skulle fortsætte sin fortælling.  

”Den handler om en pige i en flygtninge lejr og hendes liv der,” svarede han og nikkede lidt. 

”Aldrig hørt om den” sagde pigen og lænede sig tilbage i stolen. Armene placerede hun på armlænene, og hun så ud, som om hun ejede hele verdenen. Manden kunne godt forstå, hvorfor pigen aldrig havde hørt om den. Den var ikke blevet voldsomt populær eller noget. Hans skuldre blev slappe sammen med resten af kroppen, og han lænede sig også tilbage på den sorte stol.

Bling. En ung pige kom ind på cafeen. Hun kiggede spørgende og forvirrende rundt og stoppede sit blik på den unge fyr. Hun lyste op som et julelys og gik over til ham. Ligeså blev han meget gladere, og de begyndte en munter samtale sammen.

Ding. Den lille klokke oppe ved disken ringede, og cafeejerens stemme fulgte efter. 

”To kopper kakao”. Manden rejste sig op og gik over til disken. Han smilede til ejeren og gav ham de 34 kroner, det blev i alt. Så tog han kakaokopperne op og gik tilbage til bordet.

Kopperne varmede hans hænder op som en pejs om vinteren. Han satte dem forsigtig på bordet og satte sig selv ned på sin stol. Pigen tog forsigtigt fat om kakaokoppen og prøvede at drikke af den men skar en grimasse, da hun brændte sin tunge. Hun så forsigtigt over på manden, der så nysgerigt tilbage på hende. 

”Jeg tror, det er din tur til at fortælle noget om dig selv,” sagde han med selvsikkerhed i stemmen. 

”Mig” 

”Ja er der andre.” Han smilede og grinede indvendigt af sine egne ord. 

”Jo jeg er syv år og går derved i skole. Altså i første klasse. Det er meget kedeligt der. Som i virkelig, virkelig kedelig.” Hun smilede. Det var første gang, hun smilede. Manden tog sine hænder over til kakaoen og lyttede koncentreret til hendes fortælling.  

”Jeg elsker farven lyserød og drømmer selv om at blive forfatter. Måske kan du hjælpe mig”. Han nikkede, og hun fortsatte. 

”Jeg er enebarn og har kun min mor. Min far skred for mange år siden, og jeg har aldrig kendt ham.” Hun trak vejret langsomt. Det var et følsomt emne. Manden rynkede brynene. Der var mere, der var følsomt. 

”Jeg…. Jeg har ikke nogen v-venner,” sagde hun langsomt. Hendes øjne blev blanke, men hun nægtede at græde. Han blinkede en tåre væk og kiggede ned i bordet. 

”Ved du hvad?” sagde han efter en lang stilhed mellem dem. 

”Det har jeg heller ikke.” Hun smilede et stille smil, og han smilede tilbage. 

 

Der sad de hele dagen og talte om alt mellem himmel og jord. Pigen snakkede om de små historier, hun havde skrevet, og manden talte om sin fortid, og alt det han havde oplevet. Kakaokopperne blev drukket og nye bestilt. Regnen kom, men det varede ikke længe, før solen skød sine stråler gennem de mørke skyer og varmede jorden op.

Manden og pigen snakkede og grinede. De kunne blive hinandens redning. Manden manglede inspiration til hans nye bog. Den skulle være færdig om nogle måneder, ellers kunne han godt vinke farvel til det forlag. Pigen manglede en ven. En hun kunne stole på. En hun kunne snakke med. En som kunne hjælpe hende.

De besluttede at mødes på cafeen igen næste dag. Pigen skulle hjem til sin mor inden mørket brød frem. Hun gik over til døren men vendte sig så rundt. Hun kiggede undrende på ham og åbnede munden. 

”Jeg fik aldrig fat i dit navn eller alder,” sagde hun og kiggede afventende på ham. 

”Øh jeg hedder John og er 50 år gammel.”

”Du ligner ellers en på 63,” sagde hun og smilede. 

”Hvad er dit navn så,” spurgte han og smilede tilbage. 

”Rosa” sagde hun og gik ud af døren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...