Kaffekoppen og papiret

"Hun var som den varme kop kaffe, man hele tiden havde lyst til at drikke af, mens han var som papiret uden ord. Under udviklingen af deres venskab blev hun ved med at spilde kaffepletter på hans papir"///Forfatteren John mangler inspiration. Han tager ned i parken for at få den. Der møder han den lille, irriterende, 7-årig, tyggegummipige Rosa. Hurtigt udvikler der sig et venskab mellem dem, og den nye bog kan nu skrives! Deltager i 24-timers konkurrencen.

1Likes
3Kommentarer
301Visninger
AA

12. Kapitel 11

Computeren passede godt i hans lejlighed. Han kunne pludselig ikke huske, hvorfor han have valgt ikke at købe en computer. Den var jo fantastisk. Alting gik meget hurtigere på den.

Han havde skrevet på en historie i noget tid og besluttet sig for, at nu skulle den skrives ind på computeren. Det ville forlaget også blive glad for. Efter han havde fået computeren installeret, kunne han ikke stoppe med at skrive på den. Det var den computer Rosa havde anbefalet ham, blot i en nyere udgave. Han elskede den.

Historien, han havde skrevet på, havde han døbt, efter mange overvejelser, ”Rosa, den eventyrlige”. Det var en historie, hvor han skrev om hans og Rosas eventyr. Næsten dem alle sammen. Det var en takke historie til hende. Han hyldede hende for at tilføje glæde til hans liv igen. En glæde, han troede, han havde mistet for evigt. Han takkede hende for at bringe mening i hans liv igen. I det hele taget takkede han hende for alt mellem himmel og jord. 

Han håbede bare, at hvor end Rosa var nu, ville hun få fat i bogen og vide, at den var om hende. Han håbede, at hun ville blive glad og stolt. Han var i hvert fald meget stolt over de sider, han havde fyldt med ord.

Han lukkede sine øjne og forstillede sig Rosas smil brede sig over hendes ansigt, når hun fandt ud af, at hun var den eventyrlige Rosa, historien omtalte. Der manglede blot en ting. Han rettede sig op og gik helt op i toppen af det dokument, han havde skrevet historien i. Han lavede lidt plads og skrev så med kursiv skrift. Han nikkede og læste ordene igennem.

Til min uforglemmelige veninde Rosa, din historie vil blive husket.

Han smilte for sig selv. Det var det rigtige at udgive deres rejse. Deres uforglemmelige, smukke, tårevækkende rejse. Det var det rigtige at gøre.

Han nikkede beslutsomt og tog en slurk af sin kaffekop. Han var lige ved at spytte det hele ud over computeren. Han havde jo glemt det vigtigste, hvordan kunne han havde glemt det?

Han begyndte at lede igennem den bunke papirer, han havde liggende ved siden af sig, til han fandt det ene stykke, han ledte efter. Han smilte et grin frem og begyndte at skrive citatet ind. Det passede perfekt ind som slutning.

Hun var som den varme kop kaffe, man hele tiden havde lyst til at drikke af, mens han var som papiret uden ord. Under udviklingen af deres venskab blev hun ved med at spilde kaffepletter på hans papir.

Han følte sig overdrevet slot af sig selv. En varme bredte sig inde i ham. Han var færdig. Han kunne ikke lade være med at grine. Så satte han det sidste punktum. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...