Kaffekoppen og papiret

"Hun var som den varme kop kaffe, man hele tiden havde lyst til at drikke af, mens han var som papiret uden ord. Under udviklingen af deres venskab blev hun ved med at spilde kaffepletter på hans papir"///Forfatteren John mangler inspiration. Han tager ned i parken for at få den. Der møder han den lille, irriterende, 7-årig, tyggegummipige Rosa. Hurtigt udvikler der sig et venskab mellem dem, og den nye bog kan nu skrives! Deltager i 24-timers konkurrencen.

1Likes
3Kommentarer
307Visninger
AA

11. Kapitel 10

De havde været sammen næsten hver eneste dag af resten af sommerferien. De havde ikke lavet noget stort og særligt, og alligevel var det særligt for dem. De havde lavet alt muligt sammen; gået lange ture, hvor de diskuterede alverdens problemer, men de havde skam også taget sig tid til et skakspil eller to. Rosa var efterhånden blevet rigtig god til skak.

Hun var virkelig den bedste pige nogensinde. Det var nærmest blevet et mantra for ham, hver gang han så Rosa. Han blev ved med at minde sig selv om, hvor heldig han var, at han havde lært hende at kende. Alle andre mennesker gik rundt i denne verden uden at kende til, hvilken helt igennem utrolig pige hun var.

Men han kunne ikke ignorere sorgen. Den var som et mørke i hans hjerte, der kom frem, hver gang Rosa sagde farvel. Han kunne ikke ignorere, at hans snart skulle miste sin bedste ven. I sit stille sind havde han afgivet et løfte om, at han aldrig ville glemme Rosa. Hun ville blive husket af ham.

 

De havde en dag taget ud til en stor elektronisk butik. Der var en masse computere og mobiltelefoner. De havde moret sig med at spille spil på alle mobilerne og holdt deres egne små konkurrencer. Rosa havde vundet de fleste af dem.

Da de var på vej ud, havde Rosa pludselig stoppet op. John havde vendt sig rundt og stirrede på den fascinerende, uforudselige pige, der stod foran ham.

Hendes blik var rettet mod noget bag ham. Hun gik langsomt over mod det. John kiggede over på det, hun havde bemærket. Det var en computer: ældre version, sølvfarvet. Rosa lod sin hånd glide over tastaturet og sukkede dybt. Hun lukkede øjnene og forsvandt væk i en anden verden. Stilheden var øredøvende.

”Det her var min mors computer,” sagde hun endelig, efter hvad der føltes som flere timer. Et smil poppede frem på hendes ansigt.

”Hendes gamle computer. Jeg kan huske,” hun fik tårer i øjnene, ”hvordan vi spillede spil sammen, og hun viste mig, hvordan hun arbejdede. Hun lånte mig computeren, og jeg ved ikke, hvad der skete. Måske legede jeg lidt for vildt eller noget, men i hvert fald da hun kom hjem, var den ødelagt og med den var øjeblikkene ødelagt. Hun har aldrig ladet mig røre hendes nye computer, vi har ikke spillet eller arbejdet eller noget.”

Der var en stilhed. En tårevækkende stilhed. Rosas kinder blev våde af tårer, John lod også en enkel eller to få frit løb ned af kinderne. Hun rystede på hovedet, og hendes blodsprængte, lynende øjne kiggede ind i hans øjne. Bag sorgen og vreden, var der et glimt af glæde og smil. Smilet kom også fysisk til syne på ansigtet.

”Du burde få en computer,” sagde hun med en grødet men grinende stemme. Han grinede tilbage til hende. Hun tørrede tårerne væk.

”Det kan du godt glemme,” svarede han tilbage. Så begyndte de begge to at små fnise, og deres småfnisen udviklede sig til en uundgåelig latter, som ingen af dem kunne stoppe igen. Til sidst stilnede den langsomt af. Rosa slog ud med en hånd hen mod computeren.

”Den her er altså meget god,” sagde hun hæst. Så knækkede hun sammen. Nu blev det for meget for hende. John tøvede ikke et eneste sekund. Han gik direkte over og omfavnede hende i lang tid. Hun græd ind mod hans mave, lydløst så ingen andre kunne høre det. John lænede sig fremad og kyssede hende på hovedbunden. Rosa udstødte et behagligt suk. Han knælede ned foran hende og smilede.

”Du vil altid have en ven i mig,” sagde han hviskende i hendes øre. Hun smilede og slappede mere af i kroppen.

 

Den sidste dag, de havde sammen, brugte de i Cafe Mynte. Det virkede naturligt, at det skulle slutte samme sted, hvor det var startet. Der sad de så for sidste gang og drak kakao. Den smagte forunderlig godt, bedre end nogen af de andre de havde fået, men måske var det bare fordi, at den her ville blive husket for evigt i deres hukommelser. Den sidste gode kakao. Rosa kiggede alvorligt over på John.

”Fra nu af erklærer jeg hermed denne dag for nationale Cafe Mynte kakaodag. Basta.” Hun tog en ordentlig slurk af sin kakao for at understrege det. John slog en varm og kærlig latter op. En latter der også fik Rosa til at le, og så sad de der og lo en hjertelig latter sammen i kor.

Der var lidt flere mennesker på cafeen end normalt, og de kiggede alle sammen undrende over på dem. Rosa rømmede sig og lænede sig over bordet; John gjorde det samme.

”De kigger alle sammen,” sagde Rosa med forlegenhed.

”Lad dem kigge,” svarede John.

”Lad dem kigge og lad verden se den fantastiske, fascinerende, uforudsigelige, smukke og talentfulde Rosa. Lad verden se det bedste menneske der nogensinde har eksisteret på denne jord. Lad verden se hemmeligheden bag indre skønhed.” En rød farve blusede op i Rosas kinder. Hun anede ikke, hvad hun skulle sige. Så hun forblev bare stille.

John kiggede undrende fascinerende på hende. Han havde ment hvert et ord, han havde sagt. Hun var den smukkeste 7-årig, han nogensinde havde set. Hun var også blevet hans bedste ven, og snart skulle de sige farvel, måske, for evigt. Han sank en klump. Rosa åbnede munden, før han kunne nå at sige noget.

”Du vil altid have en ven i mig,” sagde hun og kiggede ham i øjnene. Nu var det ham, som var mundlam.

 

Tiden var inde. Det frygtindgydende øjeblik de ikke kunne have undgået. De stod ude foran cafeen. Rosa skulle til og hjem nu. Det var nu, de sidste ord skulle blive sagt. Det var nu, de skulle udveksle de sidste ting. Det var nu, de sidste ting skulle gøres. Det var nu.

Men de gjorde ikke noget. De stod bare og stirrede på hinanden i uendelig lang tid. Der var ingen af dem, der vidste, hvad de skulle sige. Alt, hvad de ville have sagt, var blevet sagt på et andet tidspunkt.

Til sidst tog Rosa et lille skridt hen mod John. John nærmede sig på samme måde forsigtigt hende. På et tidspunkt kunne Rosa ikke holde det ud mere. Hun løb over i den gamle mands arme og ville ikke slippe ham.

”Du var også mit lys i min formørket verden,” hviskede hun forsigtigt i hans øre. John kneb øjnene sammen for at holde tårerne inde. Han klemte hende tættere ind til sig. Sådan stod de i lang tid, indtil Rosa trak sig ud. Hun havde grædt på hans skulder. Hendes hånd strøg let og fint over hendes kinder. Hun sank en klump og kiggede ind i hans øjne.

”Tak,” sagde hun og vendte sig om for at gå. John ville have stoppet hende, men kunne ikke flytte sig. Han lod hende gå ned af vejen. Da hun havde rundet hjørnet, fik tårerne endelig frit løb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...