Kaffekoppen og papiret

"Hun var som den varme kop kaffe, man hele tiden havde lyst til at drikke af, mens han var som papiret uden ord. Under udviklingen af deres venskab blev hun ved med at spilde kaffepletter på hans papir"///Forfatteren John mangler inspiration. Han tager ned i parken for at få den. Der møder han den lille, irriterende, 7-årig, tyggegummipige Rosa. Hurtigt udvikler der sig et venskab mellem dem, og den nye bog kan nu skrives! Deltager i 24-timers konkurrencen.

1Likes
3Kommentarer
306Visninger
AA

2. Kapitel 1

En kaffekop på et bord med et papir ved siden af. Blankt. Oven på det lå en blyant. Spids. Bordet var brunt og lavet af træ. Cirkler formede sig på træet. De blev mørkere, jo længere ind mod midten man så. Som et menneske. Jo længere ind man så, jo mørkere blev det. Alle mennesker havde hemmeligheder.

Ved siden af bordet sad en gammel mand. Han havde en blå-hvid-stribet morgenkåbe på. Inden under den gemte sig en hvid T-shirt og nogle hvide boxershorts. Hans hår strittede til alle sidder, og han førte en hånd igennem det. Han havde mørkeblå øjne, der så meget trætte ud. Han havde også været oppe hele natten. Kaffekoppen blev langsomt løftet op til hans mund, og en lille slurk flød ned i den. Koppen røg ned på bordet igen. Han tog blyanten op i hånden og trippede med den lidt på bordet. Så satte han den ned på papiret, og nogle sorte streger udfoldede sig på papiret. Efter noget tid tog han papiret op i hånden og læste det igennem, han lige havde skrevet. Hans øjne kørte frem og tilbage, og han så koncentreret ud. Da han havde læst det færdigt, krøllede han det sammen og smed det om bag sig. Der lå allerede en hel bunke fyldt med krøllede papirer fra hans ubrugelige værker.

Han gik over til reolen og tog et nyt stykke papir. Han havde aldrig brudt sig om de såkaldte computere. Han kunne ikke lide at skulle sidde og trykke ned med hans fingre. Det føltes ikke, som om han skrev men mere som tortur mod hans fingrespidser. Han lagde papiret glat ned på bordet og satte sig til rette.

Så sukkede han dybt og kiggede op i loftet. Ingen ideer overhovedet. Loftet var fladt som et køkkenbord, brunt som et træ og grimt som kosten, der stod over i hjørnet. Han kiggede over på kaffen. Den var blevet kold, og han ville have en ny. Hans ben slæbte ham ud i køkkenet, og hans arme bevægede sig rundt mellem skabene.

Endelig fandt han kaffepulveret. Han skruede det mørkebrune låg af og stirrede ned i bøtten. Han rynkede brynene af den tomme bund hans øjen stirrede på. Skulle han nu gå ned til det forfærdelige supermarked igen? Han havde jo været der en gang i den her uge. En grimase lynede ned over hans ansigt men forsvandt hurtigt igen. Han var vel nød til det.

Han lukkede øjnene og tænkte over livet. Hvad havde han egentlig opnået? Han var blevet det, han ville, var han ikke? Han rystede på hovedet og åbnede øjnene. Derefter slæbte han sig selv ind på det mørklagte værelse ved siden af. 

 

Det var noget så køligt udenfor. Himmelen var klar, og solen skinnede let ned på jorden. Manden trak jakken tættere om ørerne og stak hænderne i lommerne. Der var ikke så mange mennesker ude på gaden. Hvis det stod til ham, var han også bare blevet hjemme i hans trygge lejlighed. Supermarkedet skinnede gult op som en tulipan. Der var ikke så langt at gå endnu. Problemet var bare hans store, tygge, gamle ben, som slæbte sig hen af gaden. Han burde ikke været blevet oppe hele natten. Han bed tænderne sammen og kæmpede sig det sidste stykke vej frem. Døren gik automatisk op, da han tog en fod frem. 

”Mere elektronisk møg” mumlede manden surt og gik direkte hen til kaffen. Han fandt de brune kaffefrø, han altid plejede at bruge og gik hen til kassen. Han stoppede op, da han så, hvem det var, der sad ved kassen. Den unge, snaksaglige fyr. Han kunne ikke fordrage ham. Fyren skulle altid snakke med folk, hvorfor kunne han ikke bare lade dem være? Mandens krop blev slap, og han gik over til kassen. Han satte kaffebøtten og ventede, til det blev hans tur. Det tog ikke så lang tid, da der kun var en foran ham. Til gengæld var der ingen bag ham. 

”Værsgo og hav nu en fortræffelig dag unge dame” afsluttede han en snak med en ældre dame, som smilede til ham og gik ud af døren. Han vendte sig rundt med et smil på læben, men et overrasket udtryk gled over hans ansigt, da han så den gamle mand. 

”Jamen der har vi jo min ynglings fyr. My Homie. Jeg har egentlig aldrig fået fat i dit navn,” sagde han og lænede sig nysgerigt frem. Manden smilede et falsk smil og kiggede surt ned i jorden. 

”Det kommer du heller ikke til at få.” 

”Nå så det er den attitude, vi har over for venner,” sagde han og lænede sig tilbage i stolen med armene over kors. Vi har aldrig været venner, tænkte manden, men sagde det ikke højt. 

”Ej det er bare gas,” sagde fyren og vippede armen i en bue. 

”Hvis du ikke føler dig tryg ved at sige det, er det helt ok,” fortsatte han og trak på skulderen. Han tog sin ene hånd over til kaffebøtten og førte den over til kasseapparatet. 

”Dejligt vejr vi har i dag,” sagde han, kiggede op og smilede. Den gamle mand smilede høfligt tilbage. Kaffen nærmede sig den lille bip-tingest, der skannede stregkoder. Han kiggede forventningsfuld på den.  

”Ja jo hvordan går det så,” udbrød fyren og trak kaffen lidt længere væk. Manden skar en grimase og kiggede op på fyren. 

”Fint, fint” sagde han sammenbidt og kiggede igen ned på kaffen, der langsomt nærmede sig bip-tingesten igen. Han kløede sig lidt i håret og ventede. Bip sagde det endeligt. Man skulle ikke tro, at det var muligt at blive glad over den lyd, men det blev manden. Nu var det videre til næste problem. Hvornår sagde fyren prisen? Han kiggede forventningsfuld på ham og ventede i tålmodighed, hvilket var meget svært for ham. Fyrens fingre pilede over kasseapparatet.  

”Fint, fint” gentog han stille for sig selv.  

”Ja det går også fint hos mig,” sagde han storsmilende. Manden kiggede stadig tålmodigt på ham.  

”Måske skulle man tage ned i parken eller noget. Nå men det bliver 25 kroner.” Det kunne være godt være, at man skulle gå ned i parken. Manden nikkede eftertænksomt. Det var det første og eneste gode råd, fyren nogensinde havde givet. Manden lagde pengene på den lille sorte ting og skyndte sig ud af butikken. 

 

Da han var tilbage i lejligheden, smed han sig i den sorte, slidte sofa. Han havde egentlig ikke lyst til kaffe mere, han havde bare lyst til at slappe af. Parken kom igen snigende i hans tanker. Måske skulle han tage der ned? Det var længe siden, han havde været uden for en dør og gået en rigtig tur. Turene ned til supermarked talte selvfølgelig ikke. Han trængte vel til det. Han skævede over til papiret, der stadig lå glattet ud på bordet. Det så lokkende på ham. Han vidste, at det var det rigtige at gøre, men han havde ikke lyst. Tanken om parken havde sat sig fast som lim i hans tanker. Han sukkede og satte sig over til bordet. Han var nød til at få skrevet noget. Et eller andet. Han forstillede sig parken og prøvede at beskrive den.

Træerne lyste grønt op i morgensolens dug, mens søen bølgede stille frem og tilbage. Ved siden af lå en hel græsslette. Den gyldne, grønne farve snoede sig rundt om græssets strå mens solen skød bløde, gule farver ned på den stenhårde, gyldenbrune sti ved siden af.

Så gik han over i fortæller-jeget.

Jeg gik på stien den tidlige morgen. Der var ingen andre. Kun mig. Stilheden var nærmest larmende.

Nu kom så det svære: beskriv hvordan jeget havde det. Han tænkte lidt men besluttede så, at jeget var ensom.

Her var så ensomt. Alt føltes ensomt. Der var ingen fugle, der sang. Ingen blæst der nynnede. Ingen træer der mumlede. Jeg var alene. Alene og ensom. Det var forfærdeligt. Der var ikke et øje at se. Ingen jeg kunne snakke med. Jeg mærkede, hvordan mit hjerte sank ned i dybet i min mave, og hvordan det blev erstattet af noget, som ikke var et hjerte, men nærmere en stor klump elendighed.

Han stoppede med at skrive og kiggede lidt på det, han havde skrevet. Hvad skulle den her historie handle om? Den gav ingen mening, eller jo det gjorde den, men hvad skulle der ske? Hvad var tanken bag? Manden krøllede papiret sammen og smed det over i den lille bunke bag ham.

Han tog hænderne op til ansigtet. Kaffe. Han havde brug for kaffe. Han skubbede sig op af stolen og gik ud i det lille køkken. Køkkenbordet var selvfølgelig lysebrunt som resten af lejligheden, og skabene havde samme farve. Han rystede lidt på hovedet og tog kaffepulveret ud fra det skab han havde placeret det i. Han gik over til kogekedelen og tændte den, da der allerede var vand i.

Der stod han så i nogle sekunder og tænkte frit. Han tænkte på livet, bøger og alt, hvad der nu var at tænke over. Drømmeverden var han inde i nu. Den var der mange mennesker, der havde svært ved at finde, men han var altid i den. De mennesker var så det, man i dag kaldte realist, men hvem siger, at man ikke er realist i sin drømmeverden? Det kan man vel godt, kan man ikke?

Pling. Vandet var færdigt. Han åbnede øjnene op til virkeligheden, gik hen og tog vandet. Han hældte langsomt det varme vand ned i koppen. Det var som et vandfald. Han stirrede på det og kom til at hælde over kanten. Det sprøjtede ned på hans hånd på bordet, og han trak den hurtig til sig. Han løb over til vandhanen og fik den under koldt vand og åndede lettet op. 

Det kolde vand landede som et missil oven på hans hånd for derefter at flyde ud som et æg ud over kanten på hans hånd. Han stirrede sorgmodigt på det. Det gik sin undergang i møde så pludseligt nede i håndvasken. Selvfølgelig blev det genbrugt, men så var det garanteret noget forandret vand, der kom tilbage i håndvasken. Det havde fået ny personlighed og nyt liv.

Han nikkede stille og slukkede for vandet. Hans hånd bevægede sig langsomt tilbage til kaffekoppen. En lille fingerspids rørte kanten, men han trak den hurtig til sig. Han skar en grimase. Hvorfor havde han brugt den kop? Næsen rynkede, og han gik ind i stuen igen.

Han satte sig ned ved bordet og papiret og begyndte at tænke. Blyanten begyndte at trippe på bordet. Ingen ideer. Skyen var tom. Der var intet tilbage. Ikke engang en eneste dråbe. Han havde brug for parken. Den var hans redning. Han gik ud i gangen. Den brune jakke hang klar på knagen. Han førte en hånd over den. Den var blød, fordi den havde en små hår over et hele. Han tog sin ene arm igennem det ene ærme og den anden igennem det andet. Hånden førte han langsomt over til dørhåndtaget. Det var rundt og lå godt i hånden. Så var det nu. Han tog en dyb indånding og åbnede døren. Han skulle ned i parken. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...