Ado

Ado har set mere end de fleste. Hun har besøgt universets fjerneste afkroge og er konstant på farten. En vandrende sjæl, der ikke kan slå sig til ro, og en adrenalinjunkie, der har prøvet det meste. // Deltager i 24-timers-konkurrencen.

3Likes
0Kommentarer
174Visninger
AA

1. Rumpiraterne

 

Stilheden vækkede hende. Det var den form for stilhed, man forventede på Centuria efter en af deres totale måneformørkelser eller i et af føderationens retssale lige før domsafsigelse. Det var ikke den form for stilhed, man forventede at høre i lastrummet på et intergalaktiskkrydstogtsskib, og Ado havde befundet sig i nok overfyldte lastrum til at vide, at noget var galt.

Hun rejste sig langsomt op og svang sin taske over skulderen. Man skulle tro, at hun ville have mere end en rygsæk, et tæppe, der havde set bedre dage og en sort hættejakke at vise frem efter så lang tid på farten, men alle hendes ejendele kunne faktisk stoppes ned i tasken uden problemer.

I et forsøg på at være lydløs hev hun en multiskruetrækker op af en af jakkens tusind lommer og vristede en let metalrist fri af væggen. Ado lod først sin taske glide ind i luftskakten, hvor efter hun selv fulgte trop. Gitteret hang på sin plads få sekunder senere. Ado bevægede sig igennem den ene luftskakt efter den anden, og selvom hun havde gjort det tusind gange før, virkede det alligevel underligt, når skroget ikke gennemrystedes af motorernes vibrationer.

Ado lod sit kulsorte blik glide hen over gangen ude foran risten, hun befandt sig bag, men ikke andet end blinkede lysstofrør og cremefarvede vægge mødte hendes øjne. Hun satte fødderne mod risten og skubbede den ud. Den landede på det tæppeklædte gulv med et dæmpet bump.

Da begge hendes støvleklædte fødder stod solidt plantet på tæppet, lagde hun hovedet på skrå, men stilheden var stadig det, der fyldte mest i luften.

Hvor var folk henne? Hun vidste det ikke, men krøb langsomt hen af gangen med hjertet bankende helt oppe i halsen. Ado havde befundet sig i nogle temmelig ubehagelige situationer før, og hun var ikke ligefrem typen til at undgå problemer, men selv ikke et af Andromedagalaksens berømte og frygtede kampbure kunne få hende til at føle sig så hjælpeløs som et skib uden motorlarm.

Pludselig opsnappede Ados opmærksomme hørelse lyden af ujævne åndedræt og svujsh’et fra det nyeste håndvåben på markedet. For alt i verden kunne hun ikke huske, om det var tryklufts- eller lydbølgemodellen, der havde afløst den forrige, men en ting var sikker: uanset hvad det var for en model, så var den ikke til at spøge med.

Ado tittede rundt om hjørnet med lysstofrørenes flakkende lys i ryggen. Hun holdt vejret, imens hun vendte og drejede sine spidse ører. Foran hende var en ovaldøråbning, men den befandt sig i sådan en vinkel, at hun ikke kunne se, hvad der foregik i rummet, den ledte ind til. På noget hun håbede var listetæer, bevægede Ado så på tværs af gangen, indtil hun stod klæbet op ad væggen ved siden af døråbningen.

Det syn, der ventede hende på den anden side, ville have fået sartere sjæle til at segne og nogenlunde normale sjæle til at væmmes, men ikke sortøjede Ado med de tusind ar, hvor af det ene slængede sig dovent ned over hendes venstre øje. For Ado virkede synet af opskræmte, blødende og besvimede (ofte en blanding af de tre) krydstogtspassagerer kun dulmende på den hjælpeløshed, manglen på motorstøj havde medbragt, og synet af døde og bagbundne vagter fik ikke hendes mave til at vende sig – ikke længere.

Ado lod blikket glide hen over scenen, der udspillede sig foran hende. Krydstogtskibets uniformerede sad bundet til et bronzefarvet rør, der hang ned fra loftet, hvis ikke de lå på gulvet i akavede positioner i en blanding af vibrerende røde og blege, mere blålige pøle af deres eget blod.

Mænd og kvinder med snavsede ansigter, motorolie på hænderne og tøj med flere flænger end lapper pegede på passagererne med våben, der var forældede, allerede før Ado blev født. Flere af dem havde en hologramlap slået ned foran det ene øje, en enkelt, lagde Ado mærke til med et skævt smil, havde en lang, savtakket dolk stukket ned i bæltet.

Pirater. Rumpirater var efterhånden et sjældent syn i denne kvadrant, men føderationens strenge straffepolitik havde åbenbart ikke fået bugt med alle de brodne kar på disse kanter. Piraterne stod i hvert fald midt i balsalen med tunge svævestøvler og hologramklapper, imens de fornemme rejsende trykkede sig sammen i salens fjerneste ende.

”Mine damer og herre, hvis I vil være så venlige at give os jeres værdigenstande, så skal vi nok sørge for en behagelig overfart,” sagde en mand med lange, firfingrede hænder og lettere grønlig hud. En halvblods centurianer, tænkte Ado. Havde han været helt centurianer, havde hans hud været samme farve som midsommers løvfang.

Nogle af passagererne famlede febrilsk med guldarmbånd, perleøreringe og de nyeste, mest avancerede alt-i-et-armbåndsure, der var at finde på markedet, men Ado havde på fornemmelsen, at de få nipsting, gæsterne havde på, ikke ville kunne tilfredsstille piraternes umættelige behov efter glitterstads.

Ado hev næsen til sig og trak hætten op, da hun mente, hun havde set nok. Havde man oplevet en kapring, havde man oplevet dem alle, sådan lød hendes motto, og hun havde oplevet nok kapringer til, at der var vægt bag hendes ord. Med et hurtigt svirp med håndleddet trak hun hætten op over hovedet, så hendes ansigt henlå i skygger og kun hende øjne fik i et med mørket under det slidte stof.

Med flydende bevægelser gled hun baglæns væk fra døren. Luften løb hen over hendes bare fingerspidser, der var synlige under jakkens alt for lange ærmer, og fik de mange hår på hendes arme til at rejse sig.

Iskoldt metal pressede sig ind imellem hendes øjne under hætten, og hun bed hårdt ned i sin tunge så en metallisk smag fyldte hendes svælg sammen med den kradselugt af usoignerede folk og en svag, eksotisk dunst af roser.

Hvordan havde hun ikke opdaget dem? Det var sjældent, at nogen sneg sig op på hende nu til dags. Ado havde været på farten så længe, at hun fungerede mere på instinktet end ved hjælp af fornuften, og hendes instinkt var et af de højere udviklede. Ikke at Ado var dum, nej, det var slet ikke tilfældet. Hun var et geni, når det kom til at trænge ind steder, hun ikke var ment til at stikke sin næse hen, men hendes instinkt havde reddet hendes liv flere gange end hendes fornuft.

”Ind,” sagde piraten, der holdt den antikvariske pistol rettet mod hendes pande, og imens Ado lod sine hænder glide op lige over skulderhøjde, kunne hun ikke lade være med at stirrer fascineret på pistolmundingen. Pistolmanden viftede lidt med pistolmundingen, Ado fulgte våbnets mindste bevægelse med øjnene, i retning af døren. Langsomt bakkede det sortøjede hunkønsvæsen tilbage mod den ovale døråbning.

Bag ved piraten med pistolen stod to mænd og en kvinde i kridhvide uniformer og med støvet sorte kasketter på deres blanke hår. Kaptajnen, navigatøren og den motoransvarlige gik Ado ud fra efter at have studeret de tre personer et kort øjeblik. Og bag ved de tre i uniform fulgte endnu en pirat med trukket våben (dette var dog knapt så antikvarisk som pistolen).

Den ujævne lyd af åndedrag afbrudt af sagte hulk fik Ados ører til at vende sig imod de skrækslagne passagerer. Ado kunne ikke lade være med at fnise, ved lyden af raslende værdigenstande og dunkende pulsåre. Et isnende blik fra piraten med pistolen og det, at hårene i hendes nakke rejste sig, fik hende til at bide hårdt ned i underlæben, så hun for anden gang inden for ganske kort tid kunne smage sit eget, metalliske blod fylde sine smagsløg.

”Ah, hvor rart, at du kunne slutte dig til os, kaptajn,” sagde en mand, som Ado hurtigt identificerede med halvblods centurianeren.

Den ene mand iført en pletfri, hvid uniform trak munden ned ad i en frastødt grimasse, men sagde ikke noget, da halvcenturianeren henvendte sig til ham. Kvinden og den anden mand stod ligeså uberørt som kaptajnen, men hvis man kiggede godt efter, kunne man skimte et tick omkring kvindens højre øje og en sammentrækning i de to mænds kæbemuskler.

”Ursus, Hanan, gør vores gæster det behageligt,” sagde halvcenturianeren med en hårdt kant i stemmen, som ikke gik Ados ubemærket hen, men uden et visuelt indtryk af centurianeren havde Ado ingen ide om, hvad den kolde kant skyldtes.

”Kenu, vær sød at før den unge dame hen til de andre,” fortsatte halvcenturianeren.

Den anden pirat greb fat i Ados arm og klemte så hårdt om hendes overarm, at hun kunne mærke hans fingernegle igennem både jakken og trøjen, hun havde på indenunder. I en arrig bevægelse slog hun ud med armene og skød en utilfreds strøm af luft ud igennem næseborene. Piratens greb løsnedes, og i en hurtig bevægelse havde Ado vristet sig fri og vendt om på hælene, inden hun med lange, selvsikre skridt skrævede hen til de storøjede passagerer.

”Hvad glor I på?” hvæsede hun af dem stadigvæk med ansigtet skjult i skygger, men hendes ord fik alligevel folk til at kigge andre steder hen end på hende. Da hun vendte sig om mod halvcenturianeren klæbede et fornøjet udtryk sig til hans ansigt, og Ado kunne ikke dy sig for at rulle med øjnene, imens hun skødesløst lænede sig op af væggen med korslagte arme.

”Hvis du vil give os…” begyndte halvcenturianeren, men Ado gav ham ikke lov til at snakke færdig.

”Jeg hørte dig første gang,” hvæsede hun. ”Ingen grund til at gentage dig selv.”

Hun stak en hånd i en jakkelomme og trak sin multiskruetrækker op af lommen. Den fløj igennem luften i en blød bue med kurs imod halvcenturianeren ansigt, og den havde da også ramt, hvis ikke denne havde løftet en langfingret hånd og grebet den i flugten. Hans øjne pressede sig sammen til to, tynde spalter, da hans blik gled hen over den bulede skruetrækker.

”Hvad er det?” spurgte han, og den kolde kant fra før vendte tilbage med fuld styrke.

”En skruetrækker,” sagde Ado uden at fortrække en muskel.

”Det kan jeg se,” sagde halvcenturianeren studst.

”Hey, hvis du ikke kan lide den, så kan du bare give mig den tilbage igen, men det er min mest værdifulde ejendom,” sagde Ado og løftede hænderne i en forsonende gestus, da hun så halvcenturianeren blik formørkes. ”Du er velkommen til at kigge mine ting igennem, hvis du ikke tror mig.”

”Kenu.” Halvcenturianeren viftede af den pirat, der havde fået til opgave at føre Ado hen til de andre passagerer.

Den barskt udseende mand havde et brandmærke, der dækkede det meste af den højre del af hans ansigt, og som fik ham til at se endnu mere frygtindgydende ud, end hans massive kropsstatur gjorde i forvejen. Og det ville da have virket intimiderende, hvis ikke Ado havde set sin del af skræmmende ar over de sidste år; hvis ikke hun selv havde et grimt ar, der dækkede det meste af den venstre del af hendes ansigt.

Manden med brandmærket, Kenu, rakte ud efter hendes taske, men i en lynsnar bevægelse stod Ado ikke længere foran ham, men to skridt til venstre med et uskyldigt udtryk i ansigtet. Kenu drejede rundt og rakte endnu engang ud efter det hætteklædte hunkønsvæsen, og denne gang lod Ado ham komme så tæt på, at hans ånde kunne mærkes på hendes kind. Et øjeblik smøg deres kroppe sig op ad hinanden, men så stod Ado endnu engang tre skridt fra Kenu.

”Jeg sagde, at du kunne kigge mine ting igennem,” sagde hun mørkt og vendte hovedet imod halvcenturianeren. ”Og så tror jeg, jeg opgraderer mit valg af værdigenstande. Den her er nok mere værd end min skruetrækker, tror du ikke?”

Halvcenturianerens blik spilede sg op, inden hans ansigt faldt tilbage i sine tidligere folder. Alle piraterne vogtede over hvert eneste af Ados skridt, og selv hendes mindste bevægelse gik ikke uregistreret hen. Det tunge, udaterede skydevåben, hun skødesløst viftede med, fik selv de mest hårdkogte af rumpiraterne til at tænke sig om en ekstra gang. Godt nok var det ikke noget værd, jo mindre hun vidste, hvordan man håndterede det, (og at dømme ud fra hendes måde at håndtere våbnet på, var dette ikke tilfældet), men der kunne jo altid ske uheld.

”Læg våbnet fra dig, inden du skyder dig selv i foden,” sagde halvcenturianeren med en stemme, der lød sikrere, end han følte sig, for selvom hun ikke lignede en, der havde nogen som helst ide om, hvordan hun skulle håndtere våbnet, så var det lykkedes hende at tage det fra Kenu – problemløst, om man må tilføje.

”Min skruetrækker, tak,” sagde Ado og rakte sin frie hånd ud med håndfladen opad.

Halvcenturianeren placerede forsigtigt den bulede skruetrækker i hunkønsvæsnets hånd, imens hans blik skiftevis hvilede på våbnet og forsøgte at bore sig ind i skyggerne under den sorte hætte. Efter et halvt minuts intensiv stirren ind under den sorte hætte, kom han frem til, at han lige så godt kunne lede efter en stjerne i et sort hul som at lede efter pigens ansigtstræk.

”Våbnet, tak,” sagde han og kopierede Ados bevægelse. Han viftede lidt med fingrene som for at lokke våbnet ud af hende, men Ado rystede bare på hovedet og stak sin skruetrækker tilbage i en jakkelomme. Den så måske ikke ud af så meget, men den var hendes eget design og kunne langt mere, end hvad den lod se.

”Jeg tror, jeg beholder det,” sagde Ado med et skuldertræk.

Halvcenturianerens ansigt fortrak sig i en arrig grimasse, og samtlige pirater tog et skridt væk fra deres anføre. Sjældent havde de set ham så rasende før, og det var aldrig et godt signal, når centurianeren blev rasende: Godt nok var han kun halvt centuriansk, men han havde arvet det centuriansk temperament.

”Du er en lille pige, der tror, hun er voksen!” råbte halvcenturianeren ind i hovedet på Ado, der ikke lod sig røre med piratkaptajnens vredesudbrud: Det var ikke første gang hun stod ansigt til ansigt med en vred centurianer.
Bag ved sig registrerede Ado svagt en kvindes paniske skrig, men også det, havde Ado mødt før. Rundt om dem rørte krydstogtskibets besætning og passagerer uroligt på sig, ja, selv piraterne flyttede vægten fra den ene fod til den anden, og hvis situationen havde været lidt mindre alvorlig, havde Ados dumdristige mod nok imponeret dem.

”Du aner ikke, hvordan man håndtere et våben,” råbte halvcenturianeren om muligt endnu højere end før.

”Nej?” sagde Ado.

Det først, tilskuerne lagde mærke til, var piraten, der faldt livløs til jorden med et gabende hun i brystet, der hvor hjertet burde have siddet. Det næste, de lagde mærke til, var Ado, der stirrede halvcenturianeren ind i øjnene, imens hun hold våbnet peget imod det sted, den faldne pirat stod øjeblikket forinden. Langsomt lod Ado armen med våbnet falde ned langs siden.

”To år i den andromedanske undergrund har lært mig et og andet om våben,” sagde Ado iskoldt og strøg hætten ned, så hendes arrede ansigt kom til syne. ”Og hvis ikke jeg tager meget fejl, kaptajn, så mangler du et besætningsmedlem.”

Rumpiraterne stirrede på det sortøjede hunkønsvæsen med de spidse ører, der vendte og drejede sig på toppen af hendes hoved for at opfange selv den mindste lyd. Halvcenturianeren var ikke nogen undtagelse.

”Så, hvor går turen hen?” spurgte Ado med et koldt smil. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...