Ado

Ado har set mere end de fleste. Hun har besøgt universets fjerneste afkroge og er konstant på farten. En vandrende sjæl, der ikke kan slå sig til ro, og en adrenalinjunkie, der har prøvet det meste. // Deltager i 24-timers-konkurrencen.

3Likes
0Kommentarer
176Visninger
AA

2. Maskinrummet

 

”Lidt uventet, men idet mindste var der ikke nogen vigtige, der døde,” mumlede halvcenturianeren for sig selv. Det var lang tid siden han sidst havde mødt nogen, der ikke veg væk, når han blev vred; han var trods alt halvt centuriansk, og centurianeren var berygtede for at have et iltert temperament, hvilket ikke var helt ved siden af: Sidste gang han havde været vrede, var han ved et uheld kommet til at skyde sin diskussionspartner.

Uden for piratskibet forsvandt stjernerne så hurtigt, at man knapt nok kunne nå at registrere deres tilstedeværelse. De fløj på grænse af, hvad der var tilrådeligt i den gamle rumfærge, der var sat dammen af flere løsdele, end der var knogler i menneskekroppen.

Han lagde mærke til, hvordan hans besætning kastede nervøse blikke i retning af det sortøjede hunkønsvæsen, der havde skudt sig til en plads i besætningen, og selv hans håndflader blev fugtige ved tanken om det underlige kvindemenneske. Hendes kulsorte øjne var fikseret på et punkt langt ude i intetheden, eller sådan virkede det i hvert fald på dem, der betragtede hende, og hendes ører vendte og drejede sig dovent for at opfange motorens spruttende spinden.

I virkeligheden holdt Ado skarpt øje med piraterne, for selvom hun officielt var en del af besætningen, forhindrede det ikke nogen i at skyde hende i et uopmærksomt øjeblik. Det ville ikke være første gang en besætning vendte sig imod et andet besætningsmedlem, for slet ikke at tale om tage hævn over drabet på en af deres egne.

”Så, hvad hedder du?” spurgte Ado, da den ladte stilhed så småt var begyndt at gå hende mere på nerverne, end godt var. Hun løftede langsomt blikket og stirrede på halvcenturianeren med et uudgrundeligt blik, men selvom hendes blik hvilede på den grønhuede mand, var hendes opmærksomhed fokuseret mere på resten af hendes omgivelser.

”Rudden,” sagde halvcenturianeren og lagde hovedet på skrå. ”Kaptajnen.”

Ado rullede med øjnene. Evnen til at konstatere det åbenlyse var noget, de fleste racer havde tilfælles. Lige fra menneskene til centurianeren havde en dårlig vane med at fortælle det, alle alligevel vidste eller i det mindste kunne regne ud.

”Ado,” sagde Ado og strakte benene ud foran sig. Hun lagde anklerne over kors.

”Hvad?” spurgte halvcenturianeren, Rudden, rettede Ado sig selv.

”Mit navn er Ado,” sagde Ado langsomt, som for at være sikker på, at alle fik det hele med. ”Nogen spørgsmål?”

Hun lod sit kulsorte blik glide hen over de forsamlede besætningsmedlemmer, og et øjeblik kunne hun ikke lade være med at undre sig over, om ingen af dem havde noget bedre at tage sig til end at stirre på hende, men på den anden side lod det til, at skibet kunne flyve helt ude mærket af sig selv. Af og til hoppede skroget, og hvis de havde kørt på overfladen af en hvilken som helst planet, ville Ado have sagt, at der var bump på vejen, men nu bevægede de sig igennem rummet, ikke hen over en planets ujævne overflade.  

”Du nævnte den andromedanske undergrund,” sagde et af de modigere besætningsmedlemmer. Da Ados blik gled hen over ham, blev hun glædeligt overrasket, da hun kunne konstatere, at hun faktisk kendte mandens navn. Det var en af de to, der havde fået til opgave at binde kaptajnen og de andre to i hvide uniformer sammen med resten af krydstogtskibets besætning, ham der ikke var Hanan: Ursus.

”Korrekt,” sagde Ado og lod hænderne smutte ned i to af de relativt tomme jakkelommer. Hun så skævt smilende på Ursus, og fandt til sin overraskelse en nervøsitet i hans blik, som hun ikke normalt forbandt med rumpirater. En nervøsitet, som hun normalt ikke forbandt med nogen af dem, hun omgikkes, der oftest bestod af brodne kar og samfundets bærme.

”Kæmpede du i den andromedanske undergrund?” spurgte Rudden med en stemme, der lød uinteresseret, men Ado havde på fornemmelsen, at der ikke var en eneste person ombord på skibet, der ikke var bare en smule nysgerrige, når det kom til hendes karriere som andromedansk undergrundskæmper. Hvis hun skulle være helt ærlig, ville hun også selv være nysgerrig, hvis hun blev præsenteret for en blindpassager, der havde en fortid som undergrundskæmper, uanset hvilke galakse det så havde været i.

”Jeg kæmpede i den andromedanske undergrund. To år, men det er ensformigt, og til sidst blev det kedeligt, så jeg rev rødderne op og tog videre ud i verdenen.” Ado trak ligegyldigt på skuldrene.

De to år, hun havde tilbragt som undergrundskæmper i andromedagalaksen, havde været to at de hårdeste år i hele hendes liv, men hun nød hvert sekund af dem. Ado var en adrenalinjunkie af værste skuffe, og hun gjorde ikke noget for at lægge skjul på det. Hun havde altid været afhængig af de opkvikkende adrenalinboosts, men først efter hun forlod sit hjems begrænsende favntag, havde hun for alvor følt suset af at leve.

Lige efter hun forlod sit hjem med den første rumfærge væk fra planeten (det var både første og sidste gang, hun betalte for sine rejser imellem planeterne), havde hun været sartere end en morgenfrue. Hendes mave vendte vrangen ud, første gang hun så et lig, og første gang hun dræbte nogen, havde hun haft mareridt i ugevis. De tider var for længst forbi, og nu var Ado et navn, der, hvis man lyttede til de rigtige rygter på de rigtige planeter, var ikke så lidt kendt.

Den Andromedanske Krigerdronning – det var det, man havde kaldt hende, da hun var på toppen. Det var et navn, Ado stadigvæk ikke kunne lade være med at føle sig stolt over at have opnået, men som hun forsøgte ikke at associere sig selv med mere end højst nødvendigt. Ligesom med alle hendes andre eventyr bragte Den Andromedanske Krigerdronning både venner og fjender med sig, da hun forlod undergrundens dunkle spotlight.

”Det blev kedeligt?” spruttede Ursus ud. Ado løftede den ene mundvig i et halvt smil. På nogle punkter mindede han hende lidt om hende selv, da hun stadig var ung og ufordærvet. Hvor var det lang tid siden, hun havde været ung, og ufordærvet var nok det sidste ord, hun ville bruge til at beskrive sig selv.

”Ja, du ved, efter to år virker alting så ensformigt.” Ado trak på skuldrene og lyttede sin taske hen imellem sine ben i som svar på en pludselig, irrationel frygt for, at den skulle forsvinde, eller at nogen skulle tage den fra hende. ”Undergrundskampe. Pirateri. At blaffe gennem galaksen. At være blind passager. Planeter. Jeg har brug for forandring!”

Det var, lige før Ado lo over den sidste kommentar, men også kun lige før. Det var længe siden hun havde leet, og selvom hun havde en ubeskrivelig lyst til at gøre det lige nu, havde hun på fornemmelsen, at det var det forkerte tidspunkt at gøre det på. Som for at drille hende lignede piraterne ikke længere de farlige forbrydere, hun havde set kapre krydstogtskibet tidligere, men mere en flok måbende bavianer.

”Nu vi snakker om forandring; hvor er vi på vej hen?” spurgte Ado, da det pludselig gik op for hende, at hun faktisk ikke havde nogen ide om, hvilke planet hun nu skulle besøge. Hun håbede på, at det var en ny en. En planet hun ikke havde set før. Hun var ikke meget for gentagelser, og selvom nogle steder, så som Jorden og Den Centurianske Triangel slet ikke var dårlige steder at besøge, så bød de ikke rigtigt på noget nyt.

”Centuria,” svarede Rudden, den lysegrønne halvcenturianer, og et øjeblik hang Ados mund helt nede på hendes brystkasse. Besætningen stirrede på det sortøjede hunkønsvæsen med en blanding af forvirring, forundring og skræk, da hendes i forvejen sorte øjne, som op indtil det øjeblik havde været omgivet af hvidt, i bogstaveligste forstand forvandlede sig til to bundløse, sorte huller.

Den gamle rumfærge fløj over, hvad der på en planet, ville have gået som et stort bump og i en flyvemaskine som en seriøs omgang turbulens, men midt ude i det vakuum, som gik under tilnavnet rummet, var det hverken et bump eller turbulens, men et seriøst problem. Når rumfærgen, især når den var så gammel og selvbygget som rumpiraternes, hoppede og dansede, så det kunne mærkes indvendigt og besætningen mistede balancen, så var der grund til bekymring.

Pludselig sprang besætningen rundt, og Ado kunne ikke lade være med at tænke på de myretuer, hun havde set, da hun besøgte Jorden, hvor alt virkede så kaotisk på overfladen, men hvor alle i virkeligheden vidste præcis, hvad de lavede – det eller et føderalt militærskib, men for at være helt ærlig foretrak Ado myretueassociationen.

Rudden kastede et kort blik på det nyeste medlem af sin besætning, og selvom han havde brug for alle mand, vidste han godt, at det ville være umuligt at sætte det sortøjede hunkønsvæsen ind i noget som helts lige nu grundigt nok til, at hun ville være til gavn. I stedet for at kommandere Ado til at gøre noget fornuftigt, håbe Rudden på, at hun ville blive siddende med hænderne i skødet, indtil hun rent faktisk kunne være behjælpelig. Men det var åbenbart for meget at håbe på, for næste gang han skævede i hendes retning, var hun væk, og han havde ikke tid til at finde ud af, hvor hun var blevet af.

Imellem tiden listede Ado sig ned af en gang, åbnede en knirkende lue og lod sig glide ned af en slidt metalstige, der førte ned til skibets allerhelligste: maskinrummet. Rundt om hende pulserede motorerne lystigt, og deres vibrationer fik hele Ados væsen til at spinde af ren og skær nydelse. Mange ting blev hun træt af med tiden, men motorer og maskiner var ikke en af dem.

Ado lukkede øjnene et øjeblik og nød lugten af motorolie, der sivede ind igennem hendes næsebor og henlagde hendes hjerne i en behagelig døs. Men det varede alt for kort tid, før endnu en voldsom rystelse gennemtrængte skibsskroget og tvang hende til at åbne øjnene for ikke at miste balancen.

Lyset blinkede faretruende. Det glippede, som om det kunne gå ud, hvert øjeblik det skulle være. Ado krydsede fingre for, at det ikke ville ske; hun hadede at arbejde i mørke. Imellem lysets hurtige rytme, hørte Ado sit hjerte sætte farten ned til en rytme, hun holdt så meget af, men som hun kun kunne opnå i de helt rigtige, nervepirrende situationer. Irriteret tørrede hun hænderne af i sine bukseben, inden hun indledte sin jagt.

Den ene rumsterende motor efter den anden lod til at krympe sig og makke ret under Ados kyndige blik, og hvis en af dem skulle forsøge på noget, hev hun sin multiskruetrækker op af den ene lomme og sin trofaste, modificerede lommekniv op af den anden. Hun arbejdede nærmest som i en trance, og hendes krop slog over på autopiloten, hvilket resulterede i, at hver gang nogen var i nærheden, smeltede Ado sammen med skyggerne. En gammel vane fra flere år på farten, der ikke var så nem at lægge fra sig, som man måske kunne forledes til at tro.

Til sidst fandt Ado, hvad hun var kommet ned i maskinrummet for i første omgang: Det Sekundære Kontrolpanel. Det var langt fra første gang, Ado bevægede sig igennem denne del af det kendte univers, og den lille stemme, der altid var klar til et nyt eventyr, fortalte hende, at nu var det helt rigtige tidspunkt til at ændre piratskibets kurs, uden at nogen ville opdage det, før det var for sent.

Med et selvtilfredst smil beundrede Ado et øjeblik den manuelle tilsidesættelse af kaptajnens ordre, som hun lige havde igangsat, men også kun et øjeblik, for hun erfaringen fortalte hende, at hvis man blev på åstedet for længe, ville man uundværgeligt ende op med at blive fanget. Så ti sekunder senere var det sortøjede hunkønsvæsen igen på vej ned ad en af de snoede gange imellem de vibrerende motorer, hun holdt så meget af, og i det øjeblik kunne hun ikke komme på et sted hun hellere ville være end lige der i maskinrummet med motorolie i ansigtet og helt op til albuerne.

Men hun kunne ikke blive i maskinrummet og kravlede noget modvilligt tilbage op af metalstigen, gik ned ad gangen og lod sig dumpe ned på det sted, hun havde siddet før de ubehagelige rystelser fik alle til at fare hid og did.

”Hvor har du været?” spurgte Rudden brysk, ligesom Ados øjne endelig var gået med til at blive tunge og give hende en chance for at få sovet.

”Maskinrummet,” mumlede Ado uden at åbne øjnene. ”Det eneste sted jeg faktisk kunne gøre gavn, jo mindre du giver mig lov til at overtage roret.”
Ado så for sig, hvordan Ruddens kæbe spændtes for derefter at lade hans ansigt falde hen i en ulæselig maske.

”Men jeg gik ud fra, at det ikke var en mulighed. Til gengæld virker jeres motorer bedre nu, end de har gjort meget længe,” mumlede Ado. ”Og hvis du vil have mig undskyldt, så vil jeg sove lidt, imens tid er.”

Ado skubbede sin taske ind under sædet, lagde anklerne over kors og krydsede armene foran brystet i et forsøg på at finde en behagelig position at falde i søvn i. Ved tanken om den nye kurs spredte et slet skjult smil sig over hendes læber, lige før søvnen tog hende. De var nu på vej til Mern.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...