Ado

Ado har set mere end de fleste. Hun har besøgt universets fjerneste afkroge og er konstant på farten. En vandrende sjæl, der ikke kan slå sig til ro, og en adrenalinjunkie, der har prøvet det meste. // Deltager i 24-timers-konkurrencen.

3Likes
0Kommentarer
177Visninger
AA

3. Føderationen

 

”Hvor fandt du det?” spurgte Ado koldt, da hun fik øje på et uskyldigt udseende alt-i-et-armbåndsur.

Hanan så på hende med løftede øjenbryn ude af stand til at fatte, hvorfor hunkønsvæsnet med det kulsorte blik flippede sådan ud over et alt-i-et-armbåndsur, som man – til den rette pris – kunne få hvor som helst. Og det var da ikke, fordi armbåndsur gav sig ud for at være meget mere end et armbåndsur.

”Krydstogtskibet,” svarede Hanan, ligesom han skulle til at klipse uret fast om sit håndled, men han nåede aldrig længere end til tanken, for pludselig befandt uret sig ikke længere imellem hans fingre. Han så op og mødtes af Ados ryg. Bag hende kunne han svagt skimte det glimtende armbåndsur, og en glødende fornemmelse bredte sig i hans brystkasse. Hvor vågede hun at tage hans bytte?

’Klik’.

Ados ører for baglæns ved den velkendte lyd af en sikring, der gik af. Hendes hjerte slog et slag over, inden det vendte tilbage til sin normale, taktfaste rytme. Det sortøjede hunkønsvæsen vendte langsomt hovedet, så hun kunne se piraten med pistolen ud af øjenkrogen. Pistolmundingen pressede sig ind i hendes kind, men selv våbnets iskolde metal fik ikke gang i hendes overlevelsesinstinkt på helt samme måde som armbåndsuret, der lå på konsollen foran hende.

”Sænk. Dit. Våben,” sagde hun og gjorde en individuel sætning ud af hvert eneste ord.

Hanan gjorde ikke mine til at ville lægge pistolen fra sig. Med et dybt suk vendte Ado sig helt om, så hun stod ansigt til ansigt med Hanan. Hendes blik gled hen over den rødmossede pirat, og hun lagde mærke til alt lige fra den opslåede hologramklap til de motoroliedækkede hænder til den lappede trøje og de hullede bukser. Hans pupiller var udvidede, og hans kæbemuskel var stram.

”Giv mig mit ur,” læspede han ud imellem tænder, der var gledet ud af deres normale gemmesteder i hans gane, men nu fik hans underlæbe til bule ud og hans ord til at blive trukket i langdrag.

”Sænk dit våben, Hanan,” sagde Ado igen. Denne gang prøvede hun på at lyde beroligende, men Hanan befandt sig så langt fra grænsen til fornuft, at der ikke var andet at gøre end at vente på, at raseriet ville slippe sit tag i ham.

Ado lagde hovedet lidt på skrå og lod sit instinkt overdøve fornuften, inden hun kastede sig frem. I en lynsnar bevægelse, der fangede Hanan helt uforberedt, havde hun vristet pistolen ud af hans hånd og fejet benene væk under ham. Ado hvirvlede rundt og greb sin modificerede lommekniv og pressede dens glohede æg mod mandens mave og pistolmundingen mod hans pande.

Lyden af fodtrin fik Ados ører til at vende sig. Øjeblikket efter lå knivsbladet mod Hanans strube, så hun kunne sigte på Rudden, der ikke havde planlagt at blive fanget midt i en kamp, da han trådte ind af døren, men i samme øjeblik han havde set to af sine besætningsmedlemmer rode rundt på gulvet besluttede han sig for, at det var hans pligt som kaptajn at gøre noget.

”Rør dig ikke,” hvæsede Ado, og Rudden stivnede midt i et skridt, da han så hendes øjne. De var lige så sorte som aftenen før, da han havde nævnt deres destination.

Rudden holdt hænderne op foran sig i en afværgende gestus. Ganske langsomt kom Ado på benene. Kun modvilligt bakkede hun væk fra Hanan, der stadigvæk lå spredt ud på gulvet, og vendte ryggen til de besætningsmedlemmer, der befandt sig i rummet. Alt inden i hende skreg, at hun ikke burde vende ryggen til de potentielle fjender, men hun vidste, at hvis hun bare lod alt-i-et-armbåndsuret få sin vilje, ville en sur halvcenturianer være det mindste af hendes problemer.

På kontrolpanelet foran hende lå armbåndsuret og glimtede op til hende med sine indlagte diamanter og guldstrimler, men alt glitterstadset var bare et dække for urets egentlige funktion. Ado lod en finger glide hen over den ridsede glasskive; først da hun havde sikret sig, at der ikke var sket fatal skade af nogen art på det falske armbåndsur, trak hun et tyndt tastatur op af sin taske.

”Hologramklap,” sagde hun og rakte en hånd om bag sig uden at se op fra armbåndsuret. ”Nu!” sagde hun, da der ikke skete noget, så lå den kolde metalklap med lædersnor i hendes håndflade.

Ado hev hologramklappen på og forbandt den med sit trådløse tastatur, inden hun foldede sin lommekniv ud og hev sin multiskruetrækker frem. Med blide fingre nærmest kærtegnede hun armbåndsuret, imens hun vendte og drejede det for at så selv den mindste detalje med. Hun havde før stået med et sporingsobjekt i hænderne, men aldrig i form af det nyeste alt-i-et-armbåndsur, og hvis hun skulle være helt ærlig over for sig selv, var hun ikke sikker på, at hun kunne desarmere det denne gang.

”Hvad laver du?” spurgte Rudden bagfra, men Ado vendte sig ikke om for at se på ham. Stort set alt hendes koncentration var fokuseret på det fikse, men potentielt meget farlige armbåndsur.

”Kan du se det der?” spurgte Ado svævende, som om hun slet ikke var til stede i rumfærgen, men befandt sig et sted meget langt væk.

”Ja,” sagde Rudden undrende: Han havde ingen anelse om, hvor samtalen var på vej hen, og det lille, sorte symbol på armbåndsurets rem sagde ham ærligtalt ikke noget.

”Det betyder, at det er et militant sporingsobjekt,” sagde Ado og pegede på en lille lysende diamant, ”og den betyder, at det er aktivt.”

Stilheden spredte sig i blandt piraterne, da Ado vendte tilbage til at desarmere armbåndsur-sporingsobjektet. Det var den form for stilhed, man forventede på Centuria efter en af deres totale måneformørkelser eller i et af føderationens retssale lige før domsafsigelse (og om nogen så vidste Ado, hvordan den stilhed lød). Det var ikke den form for stilhed, man forventede blandt samfundets brodne kar og hårdkogte pirater, men udsigten til at få føderationen på nakken, havde en tendens til at lægge en dæmper på selv det gladeste gemyt.

”Kan vi ikke bare smadre det?” spurgte Ursus og cementerede derved sin statur som den mest åbenmundede pirat ombord; det fik Ado til at stirre vantro på ham.

”Ved du overhovedet, hvordan de her ting fungere?” spurgte hun måbende. ”Det der lysbetyder, at den er aktiv. Hvis du prøver at ødelægge det, vil resten af diamanterne begynde at lyse, og uret vil selvdestruere.” En ufrivillig skælven løb igennem Ado ved tanken om et selvdestruerende sporingsobjekt. Den sidste, hun havde kendt, som havde forsøgt at ødelægge et af militærets sporingsobjekt, var endt op to ben kortere og med et makabert hul i underlivet.

”Oh,” sagde Ursus og fingerede lidt ved kanten af sin trøje.

”Ja. Oh,” sagde Ado og vendte tilbage til armbåndsuret.

Maskinrummet var Ados andet hjem, men næst efter motorer var teknologi hendes hjertebarn. Allerede før hun forlod sin planet for aldrig at vende tilbage, havde hun haft en forkærlighed for de mekanismer, der fik stort set alt i samfundet til at virke. Det var efterhånden sjældent at finde noget, der ikke på et eller andet plan var delvist teknologisk eller delvist mekanisk, så ud over at stille sin egen nysgerrighed havde det også været en funktionel besættelse, der havde vist sig nyttige ved flere lejligheder.

”Fuck,” hviskede Ado og trak sig væk fra armbåndsuret. Hendes hænder rystede imens hun holdt lommekniv og skruetrækker ud fra kroppen. Hendes øjne fór fra side til side, som for at finde en fare, der endnu ikke var tilstedeværende. Hun spændte i musklerne og forsøgte at køle sig selv ned ved at trække vejret dybt ned i maven.

”Hvad er der galt?” spurgte Rudden, med en stemme, han håbede, var fast og ikke afslørede hans rystende indre.

”Føderationen er på vej,” hviskede Ado og smed lommekniv og skruetrækker ned i sine jakkelommer og hologramklap, keyboard og desarmeret ud ned i sin taske.

”Jeg vil foreslå jer at få benene på nakken, inden føderationen indhenter os,” sagde Ado og lod sig glide ned på gulvet, men hun vidste at mændene og kvinderne med snavsede ansigter, motorolie på hænderne og tøj med flere flænger end lapper ikke ville have en chance for at slippe væk. Deres rumfærge var lige så lappet som deres tøj, og deres våben var forældede, allerede før Ado tog sit første åndedræt.

Besætningen sprang omkring, trykkede på knapper og trak håndtag i bund, imens Ado rejste sig og så til med tomme øjne. Uden for piraternes skib fór stjernerne forbi så hurtigt, at man knapt nok kunne nå at registrer dem, præcis som Ado holdt allermest af dem. En underlig frihedsfornemmelse bredte sig altid i hendes brystkasse, når de rumgående fartøjer pressede sig selv, til de ikke kunne yde mere, og i de bedste fartøjers tilfælde var det grænsen af det fysisk mulige.

Et hårdt stød gennemrystede skroget og fik flere af rumpiraterne til at vælte over deres egne fødder. Nogle greb ud efter væggen for at genvinde balancen, andre rakte ud efter kontrolpanelerne, og andre igen væltede omkuld på gulvet.

Alle vidste, hvad der ventede. En trykventil eksploderede og koghed damp blandede sig med den kunstigt oxyderede luft. Lysene blinkede, og gik ud, inden de kom tilbage få sekunder senere. En efter en trak piraterne deres våben, og gjorde sig klar til at møde den føderale overmagt ansigt til ansigt; ingen af piraterne planlagde at slippe levende fra det forestående sammenstød. Ado trak sig ubemærket væk fra det sted, kampen ville blive hedest, trak sin taske på ryggen og klistrede et ligegyldigt ansigtsudtryk på, lige før soldaterne strømmede ind i rumfærgen.

Ammunition og trykluftsbølger fløj igennem luften. Lufttrykket ændrede sig og pressede hårdt ned på Ados skuldre. Atmosfæren i piratskibet mindede hende om et af de uvejr, hun havde oplevet i Den Centurianske Triangel under sit ophold der. Luften sitrede af undertrykt energi, og selv luftpartiklerne virkede arrige.

Rumpiraterne var ikke længere kaprerne, men de kaprede. De føderale soldater havde boret piraternes gamle, lappeløsning af en rumfærge, og selvom Ado havde givet motorerne en seriøs makeover, så var de stadigvæk ikke noget match, når det kom til føderationens topmoderne udstyrsstykker.

Ado løftede ikke engang en finger, da de føderale soldater marcherede ombord: Det var hverken det rette tidspunkt eller sted at kæmpe imod de føderale soldater. Hvis hun satte sig op imod dem nu, ville alle muligheder for flugt forsvinde som dug for solen, inden hun kunne nå at tælle til tre. I stedet for lænede hun sig skødesløst op af skroget med armene over kors og et skævt smil klistret fast på ansigtet.

”Den føderale ordensmagt!” råbte en af soldaterne i fornemme uniformer. ”Læg jeres våben.”

Rundt omkring sig så Ado, hvordan piraterne langsomt blev nedkæmpet af de føderale soldater, men ingen så ud til at have lagt mærke til det sortøjede hunkønsvæsen, der stod lænet op af væggen.

”Det er længe siden,” sagde Ado, da den øverstbefalende føderale soldats øjne mødte hendes. Hun sendte ham et tandløst smil og blinkede uskyldsrent, imens soldatens ansigtstræk fortrak sig i en uvejrssky af en maske. Den arrige soldat bjæffede en kort ordre og snart var alles opmærksomhed på det sortøjede, spidsørerede hunkønsvæsen.

”Du ser træt ud, Ado,” kommenterede en af de føderale soldater uden at flytte sigtet fra hendes brystkasse. Tre våben var rettet henholdsvis mod hendes bryst og pande.

”Tolv år og ni planeter gør det ved en,” sagde Ado med et skuldertræk.

”Du har nok ret,” sagde soldaten med et skævt smil.

”Så, hvor går turen hen?” spurgte Ado, imens en føderal soldat lukkede et sæt solide håndjern om hendes håndled.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...