Blodplettet daggry

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Færdig
Biddrag til 24-timer konkurrencen.

10Likes
20Kommentarer
965Visninger
AA

2. PROLOG

 

Det er koldt.

’’Vær stille Elias…’’ samtidig med hun forsøger at snakke så lavt som muligt, begynder smagen af rust at bide sig hårdere fast på tungen. Om det er blod, ved hun ikke. Men det smager i hvert fald rustent.

Hvorfor er det så koldt?

Det golde landskab nærmest gløder udenfor. Det er godt nok allerede mørkt, men ildebrændende fra de forskellige bygninger får sandet til at glimte om kap med alle gløderne. Selv derindefra er det tydeligt.

Det er jo et ørkenland. Det burde ikke være koldt.

Elias hånd har krampagtigt grebet Lukas, der er mindst lige så dækket af sod som hans. Han ved – ligesom hende – at der ikke er andet for, end at gemme sig lige nu. Han ser så skrøbelig ud i halvmørket. Og det er han måske i virkeligheden også. Elleve år gammel. Det ved hun med sikkerhed, for det blev han altid ved med at minde hende om, dengang Hyrock stadig var en lille, ussel landsby der solgte sandkøretøjer og brændstof – men dengang var den trods alt hel.

’’Hvornår stopper de? Jeg vil hjem, Luka.’’ Hans stemme er musestille, ingen tvivl om, at han lige så lidt vil høres af dem, som hun vil.

’’Lidt endnu, ’’ beder den unge pige og stryger hånden over hans blodstænkte, natsorte lokker, ’’Det er snart… Slut.’’

Hun ved ikke engang selv, hvad hun mener med de ord. Hvis de finder dem, er det i hvert fald helt slut – eller, det er det i hvert fald, når Hvæserne er færdige med at rive deres kroppe itu, allerede inden de er blødt ihjel.

Hun har ingen idé om, hvorfor de gik til angreb på Hyrock. Hendes landsby har aldrig jagtet Hvæsere, tværtimod er det for farligt til at nogen tør tage chancen. Deres store, pelsede og ikke mindst muskuløse kroppe, hvidlysende øjne og rovdyrstænder har for det meste afholdt folk fra det. Selvfølgelig har der år tilbage været tåber, der troede de kunne overmande dem, men selv med skydevåben virker det fuldstændig umuligt.

Og nu har de flået landsbyen i stykker. Ava er her ikke længere. Det er nok mest hendes blod, som både Elias og Luka har store plamager af på tøjet. De så det ske. Det hele. Men i et øjebliks panik var selv den enogtyveårige Luka for bange til at gøre noget. Ikke engang da Ava i sine sidste sekunder forsøgte at gribe ud efter hendes ben; Da var alt hun kunne få sig selv til at gøre, var at løbe og kun kigge fremad.

Hun føler sig ussel. Så grebet af angsten for at dø, at hun ikke er i stand til at gøre noget. Men i det mindste reddede hun Elias – guderne ved hun reddede ham, og lige nu er det nok. Hun vil ikke være alene.

Tænk at redde naboens dreng i stedet for sin egen søster.

 

Der går to timer, inden der er helt stille og de sidste dødsskrig er forstummet. I stedet er der kun tunge, rallende vejrtrækninger at høre i baggrunden. Luka så én af Hvæserne på et tidspunkt. Den bevægede sig tæt forbi skuret hvor de stadig ligger gemt, og det er et mirakel, at den ikke opfangede deres fært, som det ellers ville have ligget i dens dyriske natur at gøre.

Først dér lagde hun også mærke til, at de ikke lignede sig selv. Normalt ville man kunne sammenligne dem lidt men en fuldvoksen bjørn – de er bygget op lidt på samme måde, hvis man tilføjer et par ekstra lemmer – men dé der bevægede sig rundt om det der engang var den mørkhårede piges hjemby, lignede mest af alt maskiner. Deres bevægelser var skræmmende stive, nogle af kropsdelene udskiftet med rustent metal.

Det er ikke noget nyt, at folk i landet her indsamler dyr, tæmmer dem og gør dem til delvise maskiner. Der går også rygter om, at det er sket med mennesker nu og da, men på disse egne gør man klogt i ikke at tro på alt man hører…

…Men Hvæsere er farlige – og det ved alle. Hun har svært ved at forestille sig, hvem der skulle være stærk nok til først at fange dem og så eksperimenterer med dem… Og hvorfor sætte dem til at angribe noget så småt som Hyrock? Hvad ville de få ud af det?

 

Flere timer går, og det er først da daggry begynder at skyde sit lys henover himlen, at hun våger at bevæge en muskel. Elias må være faldet i søvn. Han har i hvert fald lukkede øjne og trækker vejret meget roligere end før.

Hendes hænder ryster, da hun forsigtigt skubber drengen væk fra sin skulder og ned på jorden, hvor han bliver liggende. Imens lykkes det hende at komme på benene, på trods af at hele kroppen føles kold og stiv. I starten har hun nogle problemer med at trække vejret regelmæssigt igen. Det er måske frygten, der ikke vil gå væk.

Nogle af bygningerne udenfor brænder stadig, da hun endelig sætter fødderne ud fra skuret, der har ligget tilstrækkeligt skjult bag den store mølle, omkring de hundrede meter fra selve landsbyen. Lugten af brændt kød og røg er det første der fylder næseborene, da hun endelig får samlet nok mod til at sætte benene ind i barndomshjemmet igen.

Næsten alting er rødt: Enten gløder både vægge og gulve, eller også er alting oversprøjtet med urealistisk store mængder af blod. Hun forventer ikke at finde nogen i live. Og alligevel håber hun måske allerinderst på at gøre det.

Men det er intet andet end et naivt ønske.

Hvæserne er godt nok væk, men hvad de efterladte er ikke kønt. Lig ligger spredt udover hele – praktisk talt – for nu og da snubler den stakkels landsbypige over en et ben eller et hoved, som hun ikke længere finder sig selv i stand til at identificere. Ansigtstrækkene er enten smeltet fuldstændig sammen til en grødet masse, eller også er der intet andet end hovedskallen tilbage.

Det eneste sted hun end ikke forsøger at træde ind, er sit eget hus. Hvad der venter derinde, er hun ikke sikker på, at hun vil kunne bære at se igen. Det er kujonagtigt og hun ved det. Men hun kan simpelthen ikke.

 

                      Luka har hurtigt mistet fornemmelse af, hvor længe hun vandrer hvileløst rundt imellem ruinerne af sit hjem. Har heller ingen idé om, hvad hun og Elias skal gøre nu. Måske burde de overveje at tage væk;

Der er i hvert fald intet tilbage at blive for.

I samme øjeblik kommer hun i tanker om tankstationen, som efter sigende skulle være Hyrocks livskilde. Mange rejsende er kommet igennem her, enten for at få udskiftet dele på deres ørkenkøretøjer, tanke eller sågar for at overnatte… Det er en ting de har gjort i årevis. Det eneste det lille hul skulle være blevet kendt for… Selvom de uheldige der valgte at overnatte næppe kommer videre nu.

… Men selvom de ikke er her, så er deres køretøjer det i stedet. Og ligegyldigt hvordan hun vender og drejer det, så ser hun ikke andre muligheder end dém:

 

’’Elias. Elias, vågn op.’’ efter at have rusket gentagende gange i den lille dreng, slår han endelig sine soddækkede øjenlåg op. I et øjeblik er han så omtåget, at han griber fat i hendes arm og spørgende mumler;

’’Mor?’’

’’Nej, det er Luka, ’’ lyder svaret og hun hiver ham på benene, imens en trang til at forsøge at børste hans beskidte ansigt af fylder hendes indre, ’’Kom.’’

’’Hvad skal vi?’’ drengen følger halvhjertet efter hende, men stopper da han opdager hvilken retning hun vil have ham i. Hun sætter ikke engang spørgsmålstegn ved det faktum, at han ikke vil derover. Det er forståeligt.

’’Hvad hvis de stadig-…’’ prøver han, men Luka ryster blot på hovedet.

’’Der var tomt. Elias, vi bliver nødt til at komme væk herfra.’’

Han tøver stadig, men bløder en smule op, da hun tager hans rystende hånd og blidt trækker ham med sig. Der går dog ikke mange sekunder, inden han pludselig stopper igen; Denne gang af en lidt anden grund.

Det er et host. Et host så voldsomt, at hun først tror han skal kaste op. Det viser sig, at hun har halvt ret; Alligevel når hun dog knap at vende rundt på hælene, inden et noget bizart syn fylder hendes øjne: Synet af en spinkel, sorthårede dreng med hænderne dækket i blod.

’’Ah, ’’ hvisker han på nippet til tårer, mindst lige så rystet som hende selv, ’’L-Luka, tror du jeg dør nu?’’

Hun har ingen anelse om, hvad hun skal svare. I stedet svinger hun armene om ham og samler ham praktisk talt op, med intentionen om at bære ham hen til tanken. Den klæbrige væske fra hans bævrende læber har sat mørkerøde pletter på hendes bluse, og før i tiden var hun nok blevet rasende over tanken om at få ødelagt sit tøj.

Men i dag er det anderledes. Alting er anderledes.

Kort forhindrer hendes ben hende i at gå. Som en slags refleks søger hendes øjne imod himlen, der endnu er badet i det skinnende lys fra en ny dag.

’’Selvfølgelig dør du ikke, ’’ hvisker hun og blinker stædigt de salte dråber væk fra øjenvipperne, ’’Hører du mig, Elias?’’

’’Mhmm…’’

Sekundet inden hun tager et nyt skridt, fylder en stor, sort sky pludselig solen. Det viser sig dog hurtigt at være alt andet end en sky: Det er fugle. Store, larmende kræ, hvis vinger bløder sort, næsten som om der var ild i dem. Indimellem glimter noget imellem dem, og hvis Luka havde haft øjnene til det, ville hun måske have kunnet se de metalliske dele imellem dem.

Hun har aldrig set så mange fugle på ét sted. Men med nattens tragedie flydende som gift i årerne, varsler det intet godt. Og det er måske derfor hun vælger at sætte i løb.

Tankstationen ser ikke meget bedre ud end resten af byen. Blodet, de afrevne lemmer, de brændende bygninger: Det er det samme. For at skåne drengen i hendes favn fra synet, presser hun hans ansigt imod sit kraveben. Det er ikke være fair, at så ungt et barn skal være vidne til sådan elendighed.

Et andet spørgsmål der runger i hendes indre, imens hun slentrer henover det sandbelagte underlag, er hvad der er galt med ham. Hun har aldrig set drengen i sin favn syg og har heller ikke hørt, at han skulle være det. Ikke engang siden han og forældrene kom til Hyrock for et par år siden.

Efter lidt får Luka dog endelig øje på det sandkøretøj hun udpegede for sig selv tidligere. Det er en af de større og mere klodsede maskiner i lyse, brunlige farver, men det er rummeligt og ser ud til at kunne bruges til at sove i. Til dels ligner det mest en absurd blanding imellem en campingvogn og en motorcykel, men forhåbentlig er det stabilt nok for dem begge.

Da hun sætter drengen ned, beder hun ham om at se direkte ind i køretøjets side.

’’For din egen skyld, ’’ tilføjer hun, imens hun hiver i den mærkværdige maskines håndtag. Hun havde egentlig regnet med, at den ville være låst, men tværtimod går døren ind til førersædet op med en sagte, spindende lyd.

’’Bingo, ’’ mumler hun for sig selv, ’’Lad os se hvordan vi får skrotbunken til at køre…’’

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...