Blodplettet daggry

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Færdig
Biddrag til 24-timer konkurrencen.

10Likes
20Kommentarer
976Visninger
AA

7. KAPITEL 5.

 

De efterfølgende timer er forfærdelige. Vicki græder lydløst henne i ét af hjørnerne, med en uforstående Elias i favnen. Auguste har placeret sig på forsædet ved siden af Luka, med armene krydset fraværende og blikket tomt fokuserende på ørkenlandskabet.

Hun ved ikke engang, hvad hun skal tænke længere.

Rasthas død føles uvirkelig. Ikkeeksisterende. Præcis ligesom Hyrock blev udslettet. Det ligger fjernt, men alligevel er det virkelighed.

’’Du synes sikkert, at jeg skulle have reddet ham, ’’ stemmen til højre for hende er overraskende hård, men alligevel kan hun ikke få sig selv til at vende blikket imod ham, ’’Nul procent menneske, huh? Måske havde du ret.’’

’’Nej, ’’ hvisker hun grødet og forsøger at klemme det modbydelige billede af Rastha i sit sidste øjeblik ud af sit hoved, ’’Jeg ville være løbet. Enhver ville være løbet. Hvad du gjorde var menneskeligt på et punkt, som vi andre ikke har forstået endnu.’’

Han har lukket den menneskelige hånd hårdt om en blank metalgenstand. En lommelærke. Rasthas lommelærke. I et øjeblik bider han tænderne hårdt sammen, næsten dyrisk. Men ikke en lyd slipper ud imellem hans læber derefter.

Det er først da de når foden af ørkenbjergene – der viste sig at være mindre end først beregnet – at nogen reagerer. Vicki. Hun har store, røde rander under øjnene, men det ser ikke ud til, at hun er i stand til at presse flere tårer ud af dem.

’’Hvordan kommer vi nogensinde derop, hvis der er flere af de monstre?’’

Hun lyder opgivende. Skrøbelig. Og Luka forstår hende så meget, at det er smertefuldt.

’’Vi skyder os igennem dem, ’’ lyder svaret fra Auguste. Det er som om, at han er faldet tilbage i en mekanisk opførsel. Kold, uigennemtrængelig.

’’Tilføj lige ti procent til din udregning.’’

Men hvad var det så for en side, som hun fik et glimt af tidligere? En illusion?

’’Men Vicki kan da bare blive her, hvis hun ikke vil med.’’ Elias stemme er den eneste der er målsat. Måske har han ikke forstået situationens alvor endnu. Han er jo trods alt kun et barn. Men alligevel forstår hun den ikke, hans tankegang. Overhovedet ikke.

’’Korrekt.’’ Ånder manden med de honninggyldne øjne, ’’Det samme gælder for den anden.’’

Der er en fremmed tone i den måde han siger det på. Alligevel kan hun ikke lade være med at rynke brynene, da hun endelig fanger hans blik. Det er som om, at en panservæg er blevet plantet foran dem, forhindrer hende i at nå ind til ham.

Gjorde hun i det hele taget det før?

’’Går du ikke med, Luka?’’ drengen med de natsorte lokker ser spørgende imod hende, næsten som om, at han ikke kan tro det. Et presset smil finder plads på hendes sprukne læber, imens hun kærtegner han ene kind.

’’Selvfølgelig gør jeg det.’’

 

*******

 

Vandreturen opad har efterladt bunker af sand i Lukas støvler, og får hendes fødder til at virke klumpede, for hver gang hun tager et skridt. Selvom de efterhånden er langt oppe, kan hun stadig se ørkenkøretøjet for neden. Dér hvor de efterlod Vicki.

Solen er begyndt at stå op igen. Endnu et daggry præget af blodsudgydelser. Endnu en morgen, som hun ikke længere ved hvad vil byde dem. Det er en frygtindgydende tanke, som truer med at presse hende i knæ, for hver gang de bevæger sig en meter.

Elias hånd føles pludselig skelettynd i hendes. Han har ikke sagt meget, men har blot klemt hendes fingre en gang imellem. Som en slags påmindelse om, at det nok skal gå.

… Men skal det overhovedet det?

Længere fremme kan hun ane Augustes ryg og brede skuldre. Han har ikke vendt sig om en eneste gang. Ikke kigget ned. Gør intet andet end at bevæge sig fremad.

Hvad hun ikke ville give, for at få ét enkelt indblik i hans tanker. – Så ville hun måske have lettere ved at forstå ham.

Det er en skinger lyd, der bryder stilheden. Det viser sig at være et skrig.

Det er fra foden af de små bjerge, at det stammer fra. Hvæserne der før var dem lige i ryggen, har gjort deres entré. Og de er startet ud med at flå ørkenkøretøjet fuldstændig fra hinanden. Der en lang, rødlig sti fra den ene dør af, der fører hen til en hvidblond skikkelse i sandet, hvis hoved er skilt fra kroppen. En række af de monstrøse væsner er allerede i gang med at flå de resterende lemmer fra hinanden.

Det er her, at Luka finder sig selv ude af stand til at lade være med at græde. Hun ved ikke, om det er synet af Vickis lig der gør det, eller om det er forventningen om, hvad der venter forude.

Uden at lave en eneste lyd, vender hun Elias hoved væk fra det makabre scenarie, som måske er for langt væk, til at han reelt har lagt mærke til det.

’’Tror du Vicki klarer den? Æh, hvorfor græder du, Luka?’’

’’Sand, ’’ hårdnakket, forsøger hun ikke at hulke, ’’Jeg fik noget i øjnene. Jeg-…’’ ude af stand til at sige mere, strammer hun grebet om hans hånd og begynder at gå igen.

Det er ikke noget at gøre.

Intet.

Og det er her, at Auguste pludselig stopper med at gå. Midt på stien standser begge hans ben, inden han langsomt vender hovedet imod de to andre.

’’Jeg forstår ikke hvorfor… ’’ der er noget mærkeligt over hans stemme, uforstående, på trods af de rynkede bryn og den sammenbidte grimasse, ’’Hvorfor det skal gøre så ondt at være menneske. Det-…’’ han afbryder sig selv, da begge de gyldne øjne spærres chokerede op. Han når ikke engang at sige noget, inden Luka af instinkt har opfanget, at der er noget galt.

Hendes hånd ligger på aftrækkeren til den mærkværdigt udseende pistol, inden nogen af de andre kan nå at blinke. Og idet hun svinger hele kroppen rundt for at tage sigte, vælter en massiv vægt hende direkte ned i sandet, efterfulgt af en bidende smerte henover brystkassen.

Hvordan de er nået herop så hurtigt, har hun ingen anelse om. Men intet mindre end et sekund senere lyder et øredøvende brag, der får Hvæserens rallen til at forstumme.

Skudhullet gløder næsten efter varmen fra den brændende mængde energi, der blev sendt igennem det monstrøse væsens hoved. Selv de metalliske dele ser ud til at være smeltet væk. … Men dens krop får alligevel overvægt efter et par sekunder, hvorefter der falder udover kanten på sandbjerget og triller ned for fodenden.

Det er en kalden efter hende, der formår at afholde hende fra at miste bevidstheden. Hendes lunger føles sammenkrøllede, ribbenene bøjet den fuldstændig forkerte vej. En varm fornemmelse af væske der løber langs hende brystkasse og mave, er dog hvad hun lægger mest mærke til.

Er det blod?

Efter et par meget lange sekunder, har et sæt stærke arme løftet hende op. Kroppen der bærer hende, virker til at være i løb, men hun er ikke sikker. Alting føles tåget.

Det er bløde lokker af rødt hår, der fortæller hende hvem det er.

’’Auguste, ’’ ånder hun, ’’Er Eli-…’’

’’Lige ved siden af mig. Stop med at snakke, du mister for meget blod.’’

Det tager en række minutter, inden hun begynder at forstå, hvad der skete. Da Hvæseren væltede hende til jorden, fik alene vægten og sammenstødet med dens kløer skåret en dyb flænge lang hendes ene kraveben, nedover brystet og helt hen til ribbenene. Hun har ikke helt ænset smerten endnu, men skyder skylden på chokket.

I det mindste dræbte hun den. Hun gjorde, hvad hun troede var umuligt.

’’Der kommer flere. Hvis vi ikke skynder os… ’’

Hun kan se ham bide sig selv i læben. Forsigtigt, men derefter hårdere, indtil dråber af purpurrødt begynder at titte frem.

Himlen bliver kort efter pludselig ekstremt åben. Toppen. Målet.

I samme øjeblik de når den, har Elias lagt sig på knæ i sandet. Næsten som en dukke, falder hans spinkle krop sammen. Og det er i samme sekund, at sandet omkring dem begynder at vibrere faretruende i midten af det hele. Som om tusinde af usynlige mennesker dansede på lige dét spot.

Op af det gyldne støv, dukker et lille marmorskrin op. Det lyser overnaturligt hvidt i lyset fra morgensolen og svæver af sig selv i luften – og som i en trance, griber drengens små hænder ud efter det. Låget er allerede åbent, da det lægger sig til rette på hans håndflader.

Pandoras Æske.

Øjeblikket efter, dukker de resterende Hvæsere op. Der er kødrester på deres blottede tænder, men de har på ingen måder tilfredsstillet deres sult. Og med en række dybe, rallende knur, lægger de kræfter i bagbenene, for at gå til angreb.

Idet de tager springet imod de tre, er det som om, at de absorberes i luften og eksploderer til sorte brudstykker, der forsvinder inden de rammer jorden. Den samme farve begynder derefter at bølge ud fra skrinet, som en tyk, uigennemtrængelig røg. Skyen vokser sig større og større, alt imens store, ravnelignende fugle spreder vingerne derfra, for at søge op imod himlen, hvor de forsvinder.

Er det Pandoras indre?

Et par enkelte af dem trækker lange, rustne kæder efter sig. Kæder, der bevæger sig som slanger, og efter deres søgen i sandet, endelig finder hvad de søger efter; Elias ryg.

Det er måske synet af dette, der får hele Lukas krop til at reagere med et sæt. Trods at drengen ikke ser ud til at være i smerter over kædernes indboring i hans krop, virker det for uvirkeligt at se på for hende. Han reagerer heller ikke, da hun kalder hans navn.

Elias, hvor er du henne?

’’Det er låsningsprocessen.’’ Lyder det åndeløst over hende. Det er som om, at Augustes vejrtrækninger er blevet langsommere. Som om, at hans puls er faldet. Selv lyden af hans hjerteslag lige ved siden af hendes øre, føles forstummet.

Inden hun når at tænke tanken til ende, er det som om, at de resterende kræfter i hans ben forsvinder i takt med de skrigende ravne og den sorte røg omkring dem vokser sig større. Idet han falder til jorden, formår hun at kæmpe sig op at sidde i sandet.

Samtidig er Elias’ krop blevet løftet af kæderne, næsten som om at ravnene bærer ham opad. Og selv nu smiler han så uskyldigt, uskyldigt, med de sorte lokker blæsende om ansigtet.

Som i en søgen efter svar, vender hun sig imod den rødhårede mand ved siden af sig, men også han virker fraværende på en måde, der får hende til at føle sig frygteligt ensom. De gyldne øjne inde bag de røde krøller virker blanke. I hvert fald lige indtil de hæves en smule og fanger Lukas grønne.

Hun ville have nået at sige noget, men det er i det samme sekund, at det er som om Pandoras Æske trækker sig sammen og suger alt med sig. Ravnene, resterne af Hvæserne – men værst af alt;

Auguste.

’’Nej!’’

Trods den pludselige smerte langs hendes bryst – som hun ikke længere ved hvad er forsaget af: Tanken om tab, eller det gabende sår – lykkes det hende at strække hele armen og gribe fat i hans fingre. Kræfterne det koster hende er ekstreme, men det er det hele værd, da hun pludselig fanger den ellers så kyniske mands mere oplivede blik.

’’Jeg ville godt have prøvet, ’’ noget der kunne minde om et skævt smil finder plads på hans læber, samtidig med at hun begynder at miste fornemmelsen af hans hånd i sin, ’’At nå op på bare tyve procents menneskelighed…’’

Hun forsøger trods de bidende smerter i skulderen at vende mundvigerne opad, kæmper bravt imod de store, salte tårer, der har lagt sig som rækker af store perler i hendes øjenvig, ’’Du lå langt højere end tyve procent, Auguste.’’

Så ryster han bare opgivende på hovedet, endnu smilende, ’’Du er en mærkværdig én, tøs.’’

Og så forsvinder fornemmelsen af hans hånd i røgen af mørke, hvorefter skrinet lukkes i med et brag og opløser alt det sorte i luften. Selv Elias er væk. Kæderne, alting. Alt det efterlader er en uskyldigt udseende æske, som Lukas hjerte ikke kan gøre andet end at forbande.

Stilheden er rungende. Den har efterladt hende alene.

Helt alene.

Trods den fatale flænge i overkroppen, lykkes det hendes at samle den hvide klods op og komme på benene. Solen er på nuværende tidspunkt stået helt op, og får den gule scenarie til at skinne urealistisk, sammen med en safirblå himmel.

Hvordan kan en himmel så smuk have været vidne til noget så frygteligt?

Uden at tænke over det, bevæger Lukas læber sig op i et smil, der føles så malplaceret på hendes ansigt, at hun bliver i tvivl om det overhoved er hendes eget. Men så lukker hun fingrene knugende om den hvide kasse, samtidig med at hun tager et skridt hen imod afgrunden.

… Og så lader hun sig falde, med skrinet presset hårdt imod brystet.

 

Der kommer jo trods alt et nyt daggry i morgen, ikke Elias?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...