Blodplettet daggry

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Færdig
Biddrag til 24-timer konkurrencen.

10Likes
20Kommentarer
976Visninger
AA

6. KAPITEL 4.

 

Det er fornemmelsen af at blive skubbet frem og tilbage, der får hende til at slå øjnene op. Det første der fylder hendes søvndrukne øjne, er en storsmilende Elias og Rastha lige bag ham.

’’Så er det op, Tornerose. Vi har en lang køretur foran os.’’

I sidste ende måtte Luka give ind til at køre dem hen til det sted, hvor selve Pandoras Æske skulle befinde sig. Efter Augustes instrukser, skulle den befinde sig i et område med ørkenbjerge. Han kunne ikke komme med nogen hårfin destination, men regnede med, at området højst sandsynligvis ville være omringet af væsner fra Pandora – og de vil nok ikke ligefrem være venlige, på trods af Elias tilstedeværelse.

 

Den store skrotbunke af et køretøj Luka fik anskaffet sig, er overraskende nok uberørt, da de vender tilbage dertil. Hun er stadig en smule træt, men det skulle vidst ikke give hende nogle problemer i at køre. Ifølge Vickis beregninger, kommer turen til at vare et par dage, hvis ikke de støder på problemer undervejs.

’’Imponerende, ’’ lyder det sarkastisk fra Auguste af, men et dræberblik fra Vicki får ham til at holde kæft.

Uden rigtig at ville indrømme det, må Luka dog tilstå, at den… Alternative, samtale hun havde med ham i nat, fik hendes nerver til at dæmpe sig selv. Og selv da han gik, havde hun overraskende let ved at falde i søvn.

Absurd.

Det bliver hurtigt en smule proppet indenfor i den campingvognslignende maskine, men efter lidt får hun dog alligevel startet motoren, og den efterhånden velkendte, knurrende lyd fylder hendes ører. Den føles beroligende på en underlig front. Og lige nu sætter hun pris på den.

Især fordi at hun har en stikkende fornemmelse af, at de næste par dage bliver hårde…

 

*******

 

Som timerne går og bliver til døgn, skrider de næste par dage langsomt frem. Halvuenigheder bliver hurtigt en del af luften, men indtil videre er det lykkedes de fem ikke at myrde hinanden. Elias blodige anfald stopper heller. Augustes gæt var, at det nok var sideeffekter fra Pandora, der forsagede de voldsomme host.

Overnatning i midten af ørkenen var mærkeligt for de tre andre. De har tydeligvis ikke været uden for Marweleth meget før i tiden, så især Rastha var fascineret af det store, åbne landskab… Der gik dog ikke mange timer, inden bunkerne af sand begyndte at kede ham, og den gentagne sætning ’’Er vi der snart?’’ begyndte at runge i Lukas ører.

Efterhånden er hun også begyndt at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor hun i det hele taget valgte at stole på disse mennesker. De kunne for længst have sparket både Elias og hende selv ud og være skredet med fartøjet selv.

Måske har hun bare været heldig. Sådan prøver hun at overbevise sig selv om, at det må være.

’’Så, ’’ imens hun trykker speederen hårdere i bund og betragter sande, der vælter op omkring de store hjul på køretøjet som guldstøv, vælger hun at bryde den stilhed der har lagt sig som en tung kappe over dem alle. Det har været ulidelig varmt det meste af dagen, hvilket måske er grunden til, at de føler sig så udmattede, ’’Hvad sker der, hvis man lukker Pandoras Æske?’’

’’Al æskens tragedie og ih-så-frygtelige væsner forsvinder. Fantastisk ikke?’’ det ligegyldige toneleje er ikke til at tage fejl af, så hun sukker blok irriteret og ignorerer ham.

’’Andre inputs?’’

’’Færre folk bliver vel slået ihjel, ’’ Vicki er en af de få, der stadig sidder oprejst med krydsede arme – måske ikke lige så påvirket af heden, grundet hendes blege hud og snehvide hår.

’’Så bliver det ikke lige så mange lig at stjæle fra – det bliver måske lidt træls.’’ Måske har varmen steget den mest udsatte af de fem – Rastha – til hovedet, for han holder ikke igen med de offensive kommentarer, ’’Og er vi der ikke snaaart?’’

Med blikket vendt ud af ruden, nikker Luka endelig en smule, ’’Vi burde være tæt på nu. Der er i hvert fald noget der ligner bjerge i horisonten.’’

’’Hvor store er de?’’ lyder det nysgerrigt fra Elias, der er kravlet op på forsædet, for at se med. Han er efterhånden begyndt at ligne et gadebarn, grundet alt skidtet og det blodplettede tøj, som de ikke har haft muligheden for at vaske. Hans ansigt er ganske vidst frit for rustpletter, og det har i den grad hjulpet.

Men i virkeligheden ser hun nok mindst lige så hærget ud. Faktisk, er den iblandt dem der ser mest anstændig ud faktisk Vicki. Hendes ternede skjorte er godt nok krøllet, men i det mindste er den pletfri. Rastha ligner mest af alt en blanding imellem alle slags stilarter på jorden, imens Auguste konstant virker som én der lige er stået op…

Men det er han også over halvdelen af tiden. De sidste par dage har hun fundet ud af, at han har en mærkværdig kærlighed for at sove.

 

Da natten falder på og deres såkaldte lejr er slået op, samt skrotbunken står parkeret som den skal, indånder Luka tungt den kølige luft. Ørkenen virker uvirkeligt fredelig på disse øjeblikke, og når småbitte prikker af hvidt glitrer foroven, giver det hende endelig et minut til at slappe af.

Bålet Rastha fik stablet op for nogle minutter siden brænder allerede lystigt. De knitrende flammer er det eneste der bryder stilheden, efter et hurtigt måltid bestående af dåsemad. Tanken om at skulle ankomme til deres mulige destination i morgen, føles en smule uvirkelig.

… Og det ville måske være lyv at sige, at hun ikke har nydt de her menneskers selskab en lille smule. Da hun tænker tanken, smiler hun en anelse opgivende for sig selv og lader blikket vandre tilbage til havet af stjerner foroven.

’’Kaffe?’’ lyder det pludselig på hendes venstre side. Hun behøves ikke længere vende hovedet, for at gætte hvem den kommer fra.

’’Du har dårlig vane med at sove om dagen og være vågen om natten, det ved du godt ikke?’’ hun sætter sig op, men ender alligevel med at tage imod den varme kop, ’’Og kaffe lige inden sengetid? Du må have hul i hovedet.’’

’’Du kan altid give mig den tilbage, ved du nok.’’

’’Glem det.’’

På trods af det faktum at hun har været ved at kvæle ham de sidste mange dage, har noget inde i hende alligevel haft lyst til at forstå denne mand. På den ene side virker han så frygtelig kynisk, men af og til er flig af noget der kunne minde om menneskelighed alligevel fløjet indover ham. Primært når det kom til Elias. Hun husker stadig en af de første dage, hvor han noget så uskyldigt havde spurgt: ’’Gør det ondt at dø?’’

Og der havde manden med den stærkt krøllede hestehale blot besvaret ham; ’’Det er nok ikke meget anderledes end at sove. Du gør det bare meget længe.’’

’’Hvad griner du af?’’ hans stemme bringer hende ud af hendes strøm af tanker. Hun må have leet, uden at tænke over det.

Hun placerer kaffekoppen i sandet, for at give sig til at forklare; ’’Jeg overvejede, hvor mange procent af dig der reelt er menneske. Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv.’’

Han skærer en grimasse, ’’Hvor mange er du på?’’

’’Et sted imellem nul og fem.’’

Ved lyden af dette, breder et skævt grin sig bare udover hans mund, ’’Jaså. Jeg tror du undervurderer mig en lille smule.’’

Det næste der sker, går så hurtigt, at den unge, sorthårede kvinde næsten ikke når at blinke. En kølig, panserhånd presser hende nemlig ned i sandet, samtidig med at hendes synsfelt bliver fyldt med mørkerøde krøller, der i skæret fra ilden bag dem næsten brænder lige så kraftigt som hendes kinder.

Kysset smager mest af alt af en blanding imellem kaffe og sand. En mærkværdig kombination, som hun ikke helt kan bestemme sig for, om hun bryder sig om eller ej. Og da han trækker sig væk, er det eneste han kommer med en djævelsk kommentar;

’’Tilføj lige ti procent til din udregning.’’

 

*******

 

Det er et højlydt brag, der med et sæt vækker Luka fra sin ellers så behagelige søvn. Varmen fra en anden krop og følelsen af Augustes læber hvilende imod sin nakke, er det første hun lægger mærke til:

Men derefter er det noget helt andet.

Rasthas paniske råb runger i baggrunden, hvilket automatisk får de to andre til at bevæge sig op at sidde.

’’Ind i skraldebunken! NU! Fuckfuckfuckfuckfuck!’’

Stadig ufattelig søvndrukken, søger Lukas iriser efter det problem der er opstået. Og det viser sig hurtigt at værre større end forventet:

En kæmpe flok af Hvæsere er dukket op i baggrunden. Det er stadig mørkt og der er endnu gløder i bålet, så de har højst sandsynligvis ikke sovet mange timer. Det viser sig at have været Elias, der kunne advare om den fornyede trussel: Der er nemlig spor af friskt blod på hans underlæbe, da Vicki hjælper ham ind i køretøjet. Hans anfald må have vækket nogle af de andre, som så opdagede Hvæserne.

Bragene fra før stammer fra Rastha, der er i fuld gang med at lade et primitivt udseende gevær. Det ser ikke ud til, at han har ramt nogle af de store, bjørnelignende væsner – det afslører hans febrilske ansigtsudtryk.

Ikke engang skuddene skræmmer dem på afstand. Og det giver dem ikke meget tid til at kaste sig ind i ørkenfartøjet og smække døren i efter sig.

Hvæserne bevæger sig svimlende hurtigt. Men det er først her, at det reelle problem begynder at opstå.

Skrotbunken nægter at starte.

’’Det er løgn…’’

Flere gange drejer Luka nøglen desperat i tændingslåsen, men intet andet en opgivende brummen kommer fra motoren af. Efter flere hastige tjek, må hun konstatere, at hun ikke kan finde ud af, hvad der er galt. Der mangler hverken brændstof. Ikke engang dækkene kan der være noget galt med, for dem tjekkede hun i går aftes.

’’Shit!’’ Rastha er højst sandsynligvis den der er i mest panik, men alligevel er han også den der kommer med den bedste idé, ’’Kan vi skubbe lortet i gang?’’

’’Det er en mulighed. Men Hvæserne-…’’

’’Godt så!’’

Hun når på ingen måder at færdiggøre sin sætning, inden manden med de lange dreadlocks er sprunget ud af køretøjet og løbet om bagved, for at begynde arbejdet. Hvad han har gang i er uhyre farligt, for der tales kun sekunder, inden truslen bagved kommer dem ind på livet.

’’Rastha, det går ikke!’’ udbryder hun, efter flere mislykkedes forsøg på at få bunken til at starte. Alt de bliver mødt af, er en opgivende, hostende lyd, ’’Rastha!’’

Det er i samme sekund, at Auguste svinger hele den muskuløse krop ud af køretøjet – endnu hængende på det – for at rette den mekaniske arm imod de mørke Hvæsere. Sekundet efter frigives en energiladning så stor, at det får hans hestehale til at blafre i det efterfølgende vindstød. Det rammer en lille række af de kæmpemæssige bæster, der nu kun er få meter bag dem, trods deres langsomme fremdrift, som Rastha delvis er skyld i.

Det vinder dem et par sekunder. Og der er her, at motoren pludselig starter, som var det er mirakel.

’’Rastha, kom tilbage! Rasth-…’’

Mere når hun ikke at sige, inden der lyder et gennemtrængende skrig, som hun efter massakren i Hyrock kender modbydeligt godt til. Og da hun vender hovedet for at se ud af bagruden, bliver hun mødt af det mest frygtelige syn nogensinde:

En Hvæser har nemlig allerede lukket kæben om Rasthas skulder, hvor den flår en ordentligt luns kød af. Dråber af purpur maler ruden rød, samtidig med at det smertefulde skrig er alt der fylder de fire andres ører.

’’KØR!’’ i en trance af uforståelighed, kan hun næsten ikke høre den rødhårede mands stemme, ’’LUKA!’’

Uden at tænke over det, presser hendes fod speederen i bund. Og for anden gang i sit liv, ser hun sig selv flygte fra én, som hun ikke engang ved, om hun kunne have hjulpet.

Der lyder endnu et brag bag dem, da endnu én af Augustes energiladninger sendes imod flokken der har omringet Rastha. Han ved godt, at det er for sent at redde ham;

Og i stedet for at efterlade ham til en lang, pinefuld død, har den rødhårede halvrobot i stedet befriet ham for den.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...