Blodplettet daggry

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Færdig
Biddrag til 24-timer konkurrencen.

10Likes
20Kommentarer
963Visninger
AA

5. KAPITEL 3.

 

Flere overraskelsesudbrud lyder derefter højlydt i kælderrummet. I hvert fald lige indtil en irriteret brummen nede fra gulvet afbryder dem, og manden med de honningfarvede øjne sætter sig op igen. Han gnider den menneskelige hånd hårdt imod tindingen, næsten som om, at nogen skulle have slået ham ud.

’’Den dreng… Hvor kommer han fra?’’

’’Eh? Elias?’’ på nuværende tidspunkt har Luka allerede lagt hænderne på knægtens skuldre, alt imens han ser sig forvirret omkring. Han har stadig en hel del efterhånden indtørret blod i ansigtet, men det virker ligesom før ikke til, at han er påvirket af sine tidligere anfald.

… Alligevel stoler noget inde i Luka ikke helt på, at de er uskadelige. Det kan de simpelthen ikke være.

’’Jeg går ikke ud fra, at du er en dreng, så hvem ellers?’’ svaret drypper af sarkasme, hvilket tyder på, at denne Auguste ikke ligefrem blev… Skadet, lige så meget som de andre først troede. Tværtimod, virker han til at være mere irriteret end nogensinde, ’’Hvem. Er. Han?’’

’’Han… Er fra samme by som mig. Kom dertil for et par år siden.’’

’’Et par år siden? Hvis du skal være præcis, mener du to, har jeg ret?’’ det virker ikke længere som et spørgsmål, men nærmere som en konstatering.

’’Det… Skal nok passe, ’’ mumler hun, nok mest for sig selv, men hæver så vredt blikket. Denne mands arrogance er begyndt at få hendes tålmodighed til at løbe ud, ’’Hvad prøver du ærlig talt at bevise?’’

Han smiler dog bare skævt, men en brændende undertone af bitterhed i stemmen, ’’Er det ikke tydeligt? Eller skal jeg absolut skære det ud i pap for dig, tøs?’’

Tøs? Hvor vover han-…!

Efter at have stirret gennemborende på hinanden, fnyser Auguste endelig og kommer på benene. I et øjeblik ser det ud til, at han vakler, men det overbeviser Luka hurtigt sig selv om, at hun bare bilder sig selv ind.

’’Hvorfor tror du, at I overlevede Hvæserne? De er kendt for at kunne fange andre væsners fært på over en kilometers afstand – og Pandoras Hvæsere er ikke et hak anderledes. Så hvorfor tror du, at de ikke slog jer ihjel, tøs?’’

Han har med et pludseligt snuptag grebet om hendes kæbe og presser nu hendes ansigt op imod sig selv med den mekaniske hånd, ’’Jeg går ikke ud fra, at du er dum. Så sig hvad du tænker.’’

’’A-Auguste, er det der ikke en smule…’’ Rastha prøver febrilsk at gribe ind, men han bliver blæst tilbage af et iskoldt ’’Hold kæft.’’

Men Luka svarer ham ikke. I stedet stirrer hun så ligegyldigt på ham, som hun overhovedet kan. Hun ved nemlig ikke engang selv, hvad hun skal tænke.

Hvad der bryder den intense stemning er Elias barnestemme, der runger som et rent ekko igennem kælderskakten, ’’Vil du ikke være sød at lade Luka være?’’ han har lagt begge hænder på Augustes panserarm, som ville han skubbe den ud af rækkevidde, væk fra den sorthårede, unge kvinde, som har passet på ham så godt som hun kunne, ’’Hun har ikke gjort dig noget, vel?’’

Enten bliver den lille dreng ikke påvirket af den rødhårede mands kyniske stirren, eller også er han ligeglad: For alt han gør er at stirre bedende op på ham.

Efter lidt ser det faktisk ud til, at Auguste giver ind. Han slipper i hvert fald Lukas hage, men lader sine øjne vandre tilbage til hendes, køligt, ’’Han er nøglen.’’

Selvfølgelig havde hun gættet det på nuværende tidspunkt. Tiden, timingen, Hvæsernes ignorering af deres tilstedeværelse: Det passer alt sammen perfekt. Så perfekt, at det giver hende myrekryb.

’’Medmindre du er interesseret i at se flere blive slået ihjel uden grund, må du hellere lade ham blive her.’’

Heller ikke denne sætning er et tilbud. Det er noget han forventer. Men ikke om han får lov. Det tillader hun ikke.

Og det er derfor, at Luka i en glidende bevægelse lader hånden glide om på ryggen, hvor hendes fingre lukker sig om pistolens skæft. Sekundet efter får manden foran hende fornøjelsen af at stirre direkte ind i udløbsrøret, imens hun selv rynker brynene.

’’Hvis du rører ham, skyder jeg hovedet af dig, dit røvhul.’’

Han smiler dog blot skævt, ikke specielt berørt over sin situation. I stedet retter han den umenneskelige arm ud foran hende, hvorefter et glødende lys begynder at trække sig sammen på midten af håndfladen. En eller anden form for ladning af energi, der højst sandsynligvis ville kunne få hele området til at falde i ruiner.

’’Jeg kunne sige det samme.’’ Lyder tilbagemeldingen.

Situationen ligger mere eller mindre op til en gevaldig slåskamp, hvilket måske er hvad der får Vicki, der indtil videre har været stille, til at rejse sig med en bred rynke i panden. Det tyder på, at hun er vred.

’’Så er det nok, Auguste!’’

Det runger næsten i væggene, da hun frigør den kraftige lydbølge… Men det ser ud til at virke, på trods af at hans hånlige smil ikke forsvinder. Han trækker dog dovent hånden tilbage, samtidig med at det gullige skær derfra forsvinder. I stedet placerer han den sammen med den anden i lommen, og læner hovedet en anelse tilbage.

’’Ah, som fruen ønsker~’’

’’Hvorfor, ’’ hisser Luka til gengæld stadig, endnu med armen strakt stædigt ud, ’’Skulle han være din såkaldte nøgle? Er du fuldstændig fra forstanden? Han er et barn, din skiderik!’’

’’Hm, har du så selv noget at skulle have sagt? – du er vel ikke meget anderledes selv. Hvor gammel er du, tøs? Seksten? Sytten?’’

’’Enogtyve, ’’ bider hun ham arrigt af, ’’Og jeg tror desuden ikke på, at du selv kan være meget ældre, Pandora-freak.’’

’’Hvilken overraskelse, ’’ han hæver kort det ene øjenbryn, inden begge hans arme stift lægges over kors, ’’Nej, du har faktisk ret: Jeg er treogtyve.’’

I baggrunden har Elias kort vendt sig imod Rastha med et spørgende ansigtsudtryk.

’’Hvorfor spørger de hinanden om hvor gamle de er?’’

Manden med den stærkt solbrændte hud ryster dog bare opgivende på hovedet og hviler det kort i håndfladen, inden han sender drengen et sigende blik; ’’Magtkamp. Auguste er stædig som et æsel og hader at blive gjort for nar.’’

’’Men er det rigtigt, det han siger?’’

Denne gang får han dog ikke noget svar.

Der går næsten et kvarter, inden Luka endelig fjerner pistolen fra Augustes ansigt – ikke desto mindre fortsætter deres barnlige skænderi dog stadig, imens de andre tre ikke rigtig ved hvad de skal gøre… Eller, i hvert fald lige indtil Elias stemme endnu engang afbryder dem – det ser ud til at være blevet en lidt dårlig vane;

’’Hvad er det for en nøgle I snakker om?’’

 

*******

 

Tæppet om Lukas skuldre føles stadig køligt, ligegyldigt hvor mange gange hun ruller sig ind i det. Til sidst ender hun med at give op og giver sig i stedet til at tænke over dagens hændelser;

 

’’Pandoras nøgle, det er hvad du er, knægt.’’

’’… Hvem er Pandora? Jeg er i hvert fald ikke hendes.’’

 

Det havde taget noget tid at forklare ham, hvad det reelt var der foregik. Og selv efter dét, var hun ikke helt sikker på, at han forstod det helt. Overraskende, havde Auguste dog kvalt sin stolthed og forsøgt at være tålmodig – og for en gangs skyld, var det lykkedes.

Hun havde måske forventet, at Elias i det mindste ville være en smule chokeret over det. Tværtimod, havde han blot smilet lige så smukt som den blodplettede daggry de havde været vidne til for næsten et døgn siden.

 

’’Ah, på den måde! Men så vil jeg godt prøve. Det nytter jo ikke noget, hvis vi ikke prøver, vel Luka?’’

 

Bittert fnyser hun for sig selv og forbander den rødhårede mand til helvede for sine overtalelsesevner – og hun som troede, at hun selv havde talegaverne i orden.

På trods af det faktum, at hendes krop er udmattet til bristepunktet, kan hendes hoved ikke finde ro. Søvnen nægter at glide over hende, og efter at have vendt og drejet sig i næsten en time, giver hun op og sætter sig op i sofaen.

Det må være langt ude på natten nu. Rastha ligger i den anden sofa med sin lommelærke på maven, Vicki sover vidst i et andet rum og Elias ligger sammenkrummet fredeligt i en af de luset udseende lænestole. Alle undtagen hende ser ud til at være sunket ind i dyb søvn.

Og hvor hun dog misunder dem.

Det er her, at en bittersød aroma begynder at fylde luften. I starten rynker hun brynene over den i halvmørket, men da en lille lampe derefter begynder at bade rummet i blødt, uforstyrrende lys, viser det sig, at hun tog fejl angående de sovende: Der er én til, der endnu er vågen.

I den menneskelige hånd har han placeret en kop kaffe. Det er dér duften stammer fra. I et kort sekund får de øjenkontakt, men da ville Luka have ønsket, at hun i det mindste kunne have ligget ned i to minutter til, blot for undgå hånlige kommentarer.

’’Søvnløs, huh?’’

En trang til at rulle men øjnene fyger ind over hende, da hans mørke toneleje stryger igennem rummet, men ikke ser ud til at vække de andre.

’’Havde du regnet med, at jeg kunne være andet?’’

I et kort sekund ser han tankefuld ud ved hendes svar, men så smiler han bare djævelsk og bevæger sig over på siden af hende, inden han smider sig næsten ved siden af og er på nippet til at skvulpe kaffen ud til højre og venstre.

’’Er han din bror?’’ spørger han så pludselig og peger med kruset over på Elias, uden at virke synderligt interesseret.

’’Nej.’’

’’Hvorfor bekymrer du dig så i det hele taget om ham?’’

Hun skærer en grimasse som svar, måske en anelse pirret over, at han ikke har tænkt sig at lade hende være, ’’Er det ikke i orden at bekymre sig om andre mennesker?’’

’’I vores verden ville det blive anset som ret uklogt, ’’ han fører koppen op til læberne og læner sig tilbage, så hans vægt automatisk får Luka til at bevæge sig en smule. Hun trækker derefter benene op under hagen, imens de lysegrønne øjne søger efter et punkt i halvmørket at fokusere på.

’’Prøv at forestille dig, at han er alt du har tilbage fra dit barndomshjem. Er det lettere at forstå nu?’’ hun ved ikke engang, hvorfor hun prøver at forklare ham det.

’’Det er ikke indbygget i mit system, at skulle forstå sådan nogle ting, ’’ lyder svaret.

’’… Så du er ikke menneske?’’

’’Ikke længere, ’’ noget der kunne minde om et bittert smil spiller om hans læber, inden han sender hende et sigende blik, ’’Jeg har kun bevidsthed fra da Pandora blev åbnet. Intet andet. Ved ikke engang, om jeg faktisk var menneske før.’’

’’… Bizart…’’

’’Sådan er livet, skat. Unfair.’’ Sekundet efter har han dovent svunget begge fødder op i sofaen og lagt dem henover hendes ben, fuldstændig ligeglad med hendes reaktion.

’’… Du er virkelig et røvhul, det ved du godt ikke?’’

’’Din mening er mig ret ligegyldig.’’ Hun ser til, imens han tømmer koppen for den mørkebrune væske og placerer den på gulvet, under sofaen.

’’Jeg skulle virkelig have skudt dig før, ’’ med sammenknebne øjne, forsøger hun trods Augustes vægt at trække tæppet opover næsen igen.

’’Du havde allerede gjort det, hvis du virkelig ville. Er jeg for charmerende?’’ han retter sig op, for drillende at lade pegefingeren glide langs undersiden af hendes hage.

’’Din arrogance bliver ved med at overraske mig.’’ Afvisende skubber hun den væk.

’’Jeg tager det som et kompliment.’’

’’… Det var det ikke.’’

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...