Blodplettet daggry

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Færdig
Biddrag til 24-timer konkurrencen.

10Likes
20Kommentarer
968Visninger
AA

4. KAPITEL 2.

 

Den linde strøm af blod begynder kort tid efter også at flyde fra næsen. Hun ved ikke, om det er fordi han er ved at blive kvalt eller ej, men lige nu kan hun ikke gøre andet end at se desperat til, imens hun inderst inde beder til, at han klarer den.

Da det endelig slutter, falder den spinkle dreng sammen. Han når dog ikke at ramme gulvet, inden Lukas arme allerede har fanget ham og samlet ham op. Fyren fra før står der stadig, men han virker en anelse mere opstemt end før.

’’Jeg ved ikke hvad der er med ham, ’’ trangen til at skrige fylder hende langsomt, imens hun læner sin pande imod drengens, dirrende af frustration, ’’Jeg ved det virkelig ikke…’’

’’Kom med.’’ lyder det så pludselig udenfor, ’’Jeg kender én, der måske ved hvad der er galt. Hun kan tage et kig på ham.’’

’’Giv mig én god grund til at gå med di-…!’’ hendes snerren bliver afbrudt, da han afvisende holder hånden frem.

’’Der er mange røvhuller i den her by, men jeg er ikke én af dem. Navnet er Rastha, for resten. Og vær lige ærlig med mig her; Hvad har du at tabe?’’

Han vinker hende med sig ud, og efter lidt opgiver hun sit forsøg på at nægte.

’’Skal jeg bære ham?’’

’’Det går, ’’ svarer hun, stadig med drengens krop trykket hårdt imod brystet og pistolen fra før gemt væk under den rødplettede skjorte, ’’Jeg klarer det.’’

Fyren – Rastha – presser sig kort op af den nærmeste bygning, for at smugkigge ud på gaden. Så begynder han at lunte fremad igen med Luka et par skridt efter sig.

’’Man kan aldrig være for forsigtig. Der er nogle ubehagelige typer nu og da, men de er ikke svære at skelne fra hinanden, heldigvis.’’ med et skuldertræk, vandrer hans blik imellem folkene der bevæger sig forbi dem. De bliver ikke værdiget ét blik, hvilket tyder på, at de enten er ligeglade eller ikke tør blande sig.

Rastha leder dem hen til en anden gyde og derefter ned af en snæver trappe, der viser sig til at føre til en kælderskakt. Inden de træder indenfor, taster han hastigt en talkode ind på det lille apparat ude på siden, der skal forhindre uvedkommende i at komme ind.

’’Velkommen til min ydmyge bolig~ Her er, øh, lidt rodet, men det burde ikke være noget problem. Anyway, så skal vi bare finde-…’’

’’Jeg har vidst sagt før, at du ikke skal tage gæster med hjem, ’’ der lyder en skarp, feminin stemme over fra en anden ende af rummet. I dørkarmen til et andet rum, står en høj, bleg kvinde med utrolig hvidt hår, børstet tilbage i en stram hestehale. Hun virker ikke ligefrem begejstret over besøget, men Rastha smiler bare bredt, svinger sine dreadlocks over den ene skulder og går over for at klappe hende på skulderen.

’’Og her er hun så. Luka – det var det du hed, ikke? – det her er Vicki.’’

’’Drop det, Rastha. Få hende ud af mit hus. Nu.’’

Denne dame er nok ikke ligefrem vild med fremmede, for hun sender Luka en kølig stirren… I hvert fald indtil hun får øje på Elias. Så sukker hun vredt og vender blikket imod sin bofælle, der blot smiler uskyldigt, ’’Jeg har sagt før, at jeg ikke gider lege læge overfor alle du slæber med hjem – har jeg ikke?’’

’’Han er på samme alder som din datter, er han ikke?’’

Noget der kunne minde om et lumsk grin finder plads på Rasthas læber, inden han smider sig i den nærmeste mølædte sofa og afslappet lægger armene bag hovedet. Luka ved ikke om han forsøgte at provokere denne Vicki, men hendes ansigt bliver automatisk en anelse blegere, end det i forvejen er.

Så fnyser hun køligt, inden hun vinker Luka hen til sig.

’’Godt så. Lad mig se på ham.’’

Den hvidblonde kvinde peger derefter på en anden af sofaerne, hvor Luka forsigtigt lægger Elias fra sig. Han ser ud til at være besvimet efter det pludselige blodtab, men selv blødningen fra hans næse er stoppet.

’’Hvad fejler han?’’

’’Det… Ved jeg ikke.’’ Ånder hun som svar, ’’I det sidste døgns tid, har han hostet blod op to gange… Men han har ingen symptomer på sygdom og har ingen feber.’’

’’Sært, ’’ en kommentar fra Rastha skyder ind fra sidelinjen, selvom det ikke rigtig virker som om, at han hører efter.

Vicki sender ham dog et noget gennemborende blik, hvorefter han mumler; ’’Okay, sorry.’’

Imens hun undersøger drengen, giver manden ovre i sofaen sig til at åbne munden:

’’Vicki var faktisk læge engang. Men som du nok ved, går folk bankerot herude, lige så hurtigt som du kan sige koldskål. Folk dør alligevel af klamydia og AIDS i de her egne, så hvad forskel gør læger i det hele taget?’’

Inden Luka kan nå at indskyde hvor tarveligt det var at sige, har han knipset en stållommelærke op af bukselommen, som han tager en slurk af, ’’Nåh ja, alkoholforgiftning og mord tager selvfølgelig også sin del i den høje dødsrate, men det ser vi lige bort fra.’’ Han vinker afværgende ud i luften.

Der bliver stille imellem de tre, inden Luka endelig beslutter sig for at skille sine tørre læber ad, for at sige noget;

’’Har I… Lagt mærke til, hvordan dyr har ændret udseende? I kender godt Hvæserne, ikke? Det er som om, at de-…’’

’’Bliver styret som dukker og liner robotter, ’’ endnu engang vinker han bare ud i luften, som om at det skulle være svaret, ’’Skat, sådan har det været i mindst to år. Hvor har du befundet dig, hvis du ikke har opdaget det før nu?’’

’’Hyrock, ’’ svarer hun stille og knytter næverne.

’’Hvor fanden ligger dét?’’

Det er ingen overraskelse, at han ikke aner hvor det er – det gør de færreste, der ikke bruger tiden på at rejse, ’’Det er en landsby. Lever af at sælge brændstof og proviant til rejsende… Men for mindre en firetyve timer siden, blev den destrueret totalt af Hvæsere. Jeg har ingen anelse om, hvordan det gik til eller hvorfor… Elias og jeg var de eneste der overlevede.’’

Hun nikker kort imod drengen, imens tankebølger om hed ild og brændende kroppe fylder hendes nethinde. Efter at have presset øjnene hårdt sammen, lykkes det hende dog at fortrænge billederne en smule.

’’… Dét er til gengæld noget nyt. Jeg har ikke hørt om byer, der er blevet smadret af dem. Selvfølgelig har disse… Inficerede dyr, jaget mennesker og lignende, men de forsvinder normalt ved daggry. Det er som om, at et konstant mørke har lagt sig over dem, og at de kun forsvinder ved dagslys.’’ Denne gang er det Vicki der siger noget. Hun fokuserer stadig på at undersøge Elias, men stopper ikke med at tale, ’’Det er ikke bare noget der sker… Der er en grund.’’

’’Hmm, ’’ Rasthas smil bliver kun bredere, da han hører hende sige dette, ’’Skal jeg hente ham?’’

Der lyder et opgivende suk fra Vicki, ’’Han bliver rasende, hvis du vækker ham.’’

’’Ham?’’ når Luka kun at spørge, inden den mørke mand i sofaen er sprunget op og læner sig op af én af de døre i kælderen, der faktisk er lukket. Så knalder han hårdt den knyttede næve imod den, i et voldsomt forsøg på at banke på.

’’Hey, AUGUSTE!’’

I et par sekunder er der intet andet end stilhed – men så lyder der pludselig en række dundrende skridt fra indersiden, hvorefter døren flås brutalt op.

’’Du er en død mand, Ratata~’’ lyder det hvislende, så det selv risler ned af ryggen på Luka, der nok er den der befinder sig længst væk. Vicki ruller dog bare med øjnene, tydeligvis ikke påvirket.

Hvad der dukker op i døråbningen, er en mand der er så utrolig smuk, at det næsten er umenneskeligt. Han er udstyret med halvlangt og ekstremt krøllet, ildrødt hår, bundet op i en hestehale, samt øjne der gnistrer i en honninggylden farve… Det viser sig dog også snart hurtigt, at han heller ikke kan være helt menneskelig:

For hans ene arm er bygget af lige præcis de samme mekaniske dele, som hun lagde mærke til på Hvæserne.

Udtrykket i hans øjne er dovent, men ikke desto mindre vredt. Rastha har på forhånd taget et par skridt tilbage, måske af sikkerhedsgrunde.

’’Vi har én, som gerne vil høre om Pandora.’’ Skynder han sig at sige.

’’H-Hey, jeg sagde aldrig-…’’ forsøger hun at indvende, men når aldrig at blive færdig med sin sætning, inden der lyder en dyrisk, knurrende lys fra den indtil videre ukendte mand;

’’Og det var værd at vække mig for?’’

’’Måske, ’’ lyder det skødesløst fra manden med de lange dreadlocks, imens han sætter begge hænder i siderne, ’’Men hendes landsby blev udslettet af Hvæsere fra Pandora – fortjener hun ikke at få at vide, hvad der forgår, Auguste~?’’

Der lyder et irriteret fnys fra den stærkt rødhårede mand – Auguste, går Luka ud fra, at han hedder – men ikke desto mindre, ender han blot med at trække på skuldrene og tager endelig de sidste par skridt ud af det mørklagte rum bag sig, ’’Fint.’’

’’Det er altid mest spændende, når han fortæller om det, ’’ et listigt smil spiller kraftigt om Rasthas mund, inden han kaster sig ned i sofaen overfor Luka. Den rødhårede Auguste følger kort efter, på trods af at han næppe virker glad ved det, ’’Han er trods alt en kreation derfra.’’

 ’’Få mig ikke til at overveje at udstoppe dig, Ratata.’’

’’Jeg tror, at det er en lille smule for sent – for resten, hvornår stopper du med at kalde mig det? Jeg hedder R.A.S.T.H.A!’’

’’Og jeg er bedøvende ligeglad, ’’ lyder det brummende som svar. Så vender han, noget uinteresseret, sin opmærksomhed imod Luka, ’’Pandora – eller rettere: Pandoras Æske – er ikke meget anderledes fra den græske fortælling: Hjemsted for ulykke, tragedie og evigt mørke, ’’ han ser ud til at kede sig gevaldigt, imens han fortæller, ’’For omkring to år siden, åbnede en eller anden idiot den ved et uheld. Det førte til, at mørkere versioner af Hvæserne og andre lignende dyr blev sluppet løs – deriblandt ét enkelt menneske: Mig.’’

Noget der kunne mine om et selvtilfreds lille smil finder plads på hans læber, og han læner sig tilbage i sofaen, som støver ved hans bevægelse.

Det er her, at fyren ved siden af ham bryder ind, ’’Meeen, i modsætning til bæsterne derude, er Auguste ikke ondsindet… Eller, ikke lige så meget i hvert fald…’’

’’Sagde du noget?’’

’’Øh, nej ingenting, sværger… Sorry…’’

Auguste kører derefter den mekaniske hånd igennem nogle af de røde krøller, imens de gyldne øjne søger efter noget ikkeeksisterende i den anden ende af rummet, ’’Man lukker ikke bare Pandora igen. Der skal en nøgle til, som jeg har ledt efter i et godt stykke tid… Eller, jeg troede i hvert fald, at det var en nøgle.’’

’’Troede?’’ uden at tænke over det, lægger Luka hovedet på skrå.

’’Den bosatte sig i et menneske, så på nuværende tidspunkt er den en person.’’ Han skærer en utilfreds grimasse, inden han sender Rastha et køligt blik, ’’Godt så, kan jeg få lov til at vende tilbage til min seng nu?’’

’’Om lidt, ’’ lyder det ovre fra Vicki, der på nuværende tidspunkt stryger en tot blond hår om bag øret, ’’Nogle ideer til, hvad en dreng uden symptomer eventuelt kunne fejle?’’

’’Hør, er det ikke dig der er lægen her, Vickzy? Han har vel sikkert fået kolera eller noget’’ et hånligt grin finder plads på hans ansigt, inden han rejser sig og skødesløst propper hænderne i bukselommerne, for at læne sig ind over Elias.

Det er i samme øjeblik, at drengen med det kulsorte hår slår øjnene op og øjeblikkeligt får øjenkontakt med den rødhårede mand. Og man skulle ellers tro, at han ville blive overrasket, som det barn han er… Men i stedet smiler han bare så uskyldigt, uskyldigt og hvisker;

’’Godmorgen~’’

Og i samme sekund er det som om, at et skud bliver fyret lige igennem Augustes hoved og sender ham i gulvet med et brag…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...