Blodplettet daggry

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Færdig
Biddrag til 24-timer konkurrencen.

10Likes
20Kommentarer
974Visninger
AA

3. KAPITEL 1.

 

Det lykkedes Luka at få den såkaldte bulldozer af et køretøj til at starte; Højst sandsynligvis noget hun kan takke sin søsters arbejde med disse biler for. Ava lærte hende før i tiden nogle fikse tricks, der viste sig at komme hende til mere hjælp, end hun først havde troet de ville.

Ikke længe efter både at have tanket og tjekket hjulene, fik hun også fået hjulpet Elias indenfor, for endelig at sætte kursen ud af dette brændende kaos.

 

Uden at have en rigtig destination, endte hun med at presse speederen i bund imod den nærmeste store by. Godt nok et sted kendt for sin kriminalitet og stormflod af overfald, men det er højst sandsynligvis det eneste sted hun kan skaffe informationer om, hvad der i virkeligheden var grunden til Hyrocks destruering.

I det mindste kan sladderen måske give hende nogle svar.

Maskinen er overraskende let at køre og stryger let og elegant – trods størrelsen – igennem det sanddækkede landskab. Der er indtil videre ikke andet end horisonten og gylden ørken foran dem, men hun håber af hele sit hjerte, at de vil nå frem inden mørkets frembrud. Der er ikke noget mere problematisk, end at skulle rode med portvogterne efter lukketid. Især fordi de på daværende tidspunkt sikkert allerede har drukket sig i hegnet og kræver bestikkelse, for at lukke nogen ind.

Ud af øjenkrogen skæver hun over imod Elias, der har lagt sig til at sove på det andet forsæde. I de timer de allerede har kørt, har han ikke gjort mine til at skulle kaste blod op igen. Faktisk, virker han på ingen måder syg. Ingen feber eller symptomer på noget. Kun fysisk udmattelse. Det kan hun dog ikke bebrejde ham, for natten har været hård for dem begge.

Selve køretøjets indre virker til dels som en lille bolig: Der er et køkken, toilet og en sofa – selvfølgelig også inkluderet de to førersæder, der er nødvendige, hvis man har tænkt sig at køre fartøjet. Desuden er installationen ufattelig praktisk, hvis man holder af at rejse og samtidig vil holde sig selv i live i ørkenen. Vedkommende der ejede skrotbunken her, tænkte nok det samme.

 

Som timerne skrider sig frem, er det som om, at Lukas hoved er et kæmpe vrag af brudstykker. Noget stædigt inde i hende forsøger at holde nattens hændelser på afstand, imens en anden del hungrer efter at kende til sandheden.

Hvorfor Hyrock?

Når hun tænker over det, har de aldrig haft noget specielt af værdi. Trods det faktum, at de havde store lagre af brændstof, så er der uden tvivl andre steder, der ville byde på noget mere brugbart. Der blev jo heller ikke stjålet noget, af hvad hun så. Kunne noget have planlagt det, for at forhindre rejsende i at kunne passere ørkenen? Hvor meget mening ville det i relativet give?

Ingen, bliver hun enig med sig selv om.

På vejen igennem havet af sand, får hun dog øje på andre dyr, der har ændret sig på lige så mærkværdig vis som Hvæserne og ravneflokken. Mekaniske dele, lysende øjne, bevægelser der bærer et slør af sort efter sig, næsten som om de ikke var virkelige. Hvad det betyder, har hun ikke den fjerneste anelse om, men det skræmmer hende.

’’Hvad er det, der sker…?’’

 

*******

 

Marweleth er en konstant mørk by, prydet af neonlys fra de skumle gyder, der byder på prostitution, overfald, billig alkohol i spandevis og kriminalitet på så høj en rate, at det ikke har været til at slå ned igen. Trods det romantiske navn, har de fleste gjort klogt i at holde sig derfra.

Alt dette er Luka i forvejen ret klar over. Efter sigende, skulle det have været på et gadehjørne i denne by, at hun selv blev til. Hende og Ava var aldrig fuldblodssøstre. Havde godt nok begge den samme mor, der blev voldtaget to gange i samme by. Deres fædre havde de aldrig hørt noget om – eller fra, for den sags skyld – men skulle hun være ærlig, så havde det heller aldrig plaget hende.

De havde hinanden, hende og Ava. Og det var nok. Dengang var det i hvert fald.

Portvogterne viser sig at være mere medgørlige end forventet. På daværende tidspunkt er Elias også vågnet og følger nysgerrigt med i Lukas diskussion med de to bevæbnede folk. Det er ikke til at gætte, hvilket køn de er, for deres udstyr dækker dem fra top til tå – ikke engang igennem den panserbelagte hjelm, kan man se ind til deres øjne.

Det får dem til at virke en anelse umenneskelige, men trods deres en smule forvrængede stemmer, ser det ud til, at hun klarer situationen fint. At tale sig ud af konflikt har altid været hendes es. Og her må selv den elleveårige knægt inde i køretøjet vise sig imponeret, da hun sætter sig ind bag rattet igen.

’’Hvordan fik du os ind uden at betale?’’ spørger han, med begge chokoladebrune øjne spærret begejstret op.

’’Lad os bare sige, ’’ et lille opmuntrende smil finder plads på hendes læber, imens hun kører fingrene igennem det mørke, skulderlange hår, ’’At jeg har mine metoder.’’

Før i tiden kom der en del mærkelige gæster på tanken, så Luka fik set lidt af hvert, når hun hjalp Ava i forretningen. Det ville ikke være lyv at sige, at hendes ældre søster kunne være skrap med sine priser, så diskussioner førte det nu og da også til. Og at overvære dem, har i den grad gjort hende stærk mundtligt.

 

På ydersiden ligner Marweleth mest af alt en stor metalkuppel uden låg, med en kæmpe port i midten. Denne port bliver nu ved hjælp af lange kæder trukket larmende op, så Luka kan køre det campingvognslignende fartøj ind i selve byen.

Gaderne er brede, trods alt det ragelse der ligger i vejkanten. Sand, skrald, afføring – måske også et lig på et senere tidspunkt. Hvem ved, stedet her flyder med alverdens skrot. Elias ser dog ud til at være utrolig betaget af det, for han presser næsen imod en af sideruderne, imens han mund former sig til et o.

’’Hvorfor er her så rodet?’’

’’Ingen anelse. Folk ryder vel bare ikke op her.’’ Hun sender ham et skuldertræk og overvejer kort, hvorfor hun i det hele taget lyver for ham. Barnet har trods alt oplevet noget så mørkt, som en massakre på hans hjem.

Måske håber noget inde i hende på, at hun kan beskytte lidt af hans barnlighed, ved at gøre en smule grin omgivelserne og tilstedeværelsen. Mest af alt har hun dog lyst til at gemme sig væk. Hun er bange, men alligevel følelsesløs på et punkt, som hun ikke helt forstår.

Hendes hjerne har nok bare ikke helt opfattet, at de er alene.

Med et tungt suk, vender hun sig imod drengen igen;

’’Kan du prøve at kigge i køkkenet, om der tilfældigvis er noget mad?’’

Han nikker straks, springer ned fra sædet og sprinter hen til skabene, for at kigge dem igennem. Der er stadig spor af det blod han hostede op på hans hage og hals, og det undrer hende i særdeleshed, at han har glemt alt om det. Måske var det chokket.

’’Der er nogle dåser og en vanddunk, ’’ lyder det så bag hende, ’’Og myslibarer.’’

’’Fantastisk, ’’ ånder hun til sig selv. Så dør de i det mindste ikke af sult.

Det var næsten også kun lige med nød og næppe, at de nåede ind i Marweleth, inden det blev sent. Et væld af neonlys begynder derefter at lyse op på siderne af dem, hvilket i den grad vækker Elias’ opmærksomhed.

’’Er det ikke bare flot, Luka?’’

Hun nikker som svar, imens hendes blik uafbrudt søger efter et sted at parkere fartøjet. Selv de korteste gyder er fyldt op med skrammel, så det viser sig at blive lidt af en udfordring. Efter at have ledt i et godt stykke tid, finder hun dog endelig et sted der har plads til hendes skrotbunke på hjul. Det er godt nok i den fjerneste ende af byen, men det skulle meget gerne være til at leve med.

Da motorens brummen endelig holder inde og efterlader en behagelig stilhed, kan Luka endelig rejse sig efter flere timers uafbrudt kørsel. Hendes fingre føles ubehageligt stive, men da hun strækker kroppen, får hun alligevel svært ved at holde et tilfreds suk inde.

’’Godt så, ’’ med et udmattet smil, vender hun sig hen imod knægten med de mindst lige så mørke lokker som hende selv, ’’Jeg ved ikke med dig, men jeg er sulten.’’

Elias brune øjne næsten lyser op i skæret fra de blinkende lygter udenfor, da hun sætter sig på hug ved det skab han før kiggede igennem og trækker et par dåser med en eller anden form for kødblanding ud. Hun skal lige til at indskyde, at de eventuelt kunne varme dem på gaskomfuret i hjørnet, da det lige pludselig rykker hårdt i hele køretøjet.

I starten tror hun næsten, at det er noget hun bilder sig selv ind – men da det sker én gang til, og så igen og igen, rynker hun brynene.

Der er nogen der sparker til førerdøren.

Hun kan ikke se hvem det er, og automatisk begynder adrenalinen at stige hende til hovedet. Hvis der er nogen der prøver at overfalde dem på nu, så ved hun ikke, hvad de skal gøre. I Marweleth er der ingen hjælp at hente, hvis sådanne ting sker. Man er på egne ben.

’’Elias, ’’ Luka tager en hurtig beslutning, inden hendes hænder febrilsk roder igennem skabene foroven, for at finde et eventuelt våben. En kniv, noget skarpt, hvad som helst. I farten får hun revet en del ligegyldige ting med sig, tæpper, krus, tomme plastikflasker… Men da hendes fingre lukker sig om koldt metal, ved hun, at hun har fundet hvad hun leder efter, ’’Gem dig!’’

Skydevåben er ingen overraskelse at finde blandt simple rejsefolk – især hvis de skal igennem steder som dette, giver det mening at være bevæbnet.

Pistolen der lå omme bagerst i det primitivt udseende skab er overraskende let. Foroven har den en farvet kerne, hvilket tyder på, at den ikke er helt almindelig. Nogle våben i denne verden er i stand til at udsende kraftige, elementale skud i stedet for almindelige kugler. Nogle er strømladet, andre radioaktive eller sågar brændende. Hun ved ikke helt hvad denne skal kunne gøre, men da der endnu engang sparkes til køretøjet, strammer hun grebet om håndtaget.

’’Vil du skyde dem?’’ lyder det spørgende bag hende.

’’Sagde jeg ikke, at du skulle gemme dig?’’

’’Men vil du skyde dem?’’

Noget i hans øjne har ændret sig, da han ser på hende. Det virker næsten… Sørgmodigt.

’’Det… ’’ starter hun, ’’Ved jeg ikke…’’

Efter lidt ryster hun dog kraftigt på hovedet, ’’Hvis du ikke har tænkt sig at gemme dig, så gå i det mindste lige bag mig, okay?’’

Han nikker. Og så lægger Luka sine ømme fingre på dørhåndtaget, inden hun vender den indvendige lås i en hurtig bevægelse og sparker døren op, inden vedkommende på den anden side kan nå at gøre det selv.

Der lyder et hårdt KLONK, da metallet rammer vedkommende der står derude. Det efterfølges af en klynkende lyd, blandet med ordene, ’’Av for sataaaannn…’’

Den lange trækning af satan får hende til automatisk til at hæve et øjenbryn spørgende. Vedkommende lyder ikke just farlig og ser ud til at være alene. Alligevel retter hun pistolen ud foran sig, indtil et ansigt med mørkglødet hud dukker frem.

Han er ikke bevæbnet og ser – trods den blodtud han har fået – ret fredelig ud. 

Lange, mørkebrune dreadlocks ligger langs han skuldre som vandfald af mudder. Rundt om hovedet har han et farver bandana, og tøjet virker ikke ligefrem til at være valgt af en med sans for stil. Ansigtet har til dels bløde former, øjnene er næsten kulsorte og læberne fyldige.

Han kan umuligt være meget ældre end Luka selv.

’’Det gjorde ret ondt, det der, ’’ får han så endelig sagt, ’’Uh… Vil du for resten være sød at lade være med at pege på mig med den der? Det er lidt farligt, ved du nok.’’

’’Jeg forventer et forklaring først, ’’ med sammenbidte tænder, over ikke at være fuldkommen i stand til at forstå situationen, lægger Luka køligt fingeren på aftrækkeren, hvilket automatisk får den ukendte mand til at skyde hænderne undskyldende i vejret, ’’Hvad i alverden havde du gang i?’’

’’Ah, uh, altså ser du… IHH, stop med at pege med den der, du gør mig nervøs kvinde!’’

’’Som om, at det ikke var meningen, ’’ fnyser hun.

’’Luka, han ser altså ikke ond ud, ’’ Elias stemme bag fra hende, får det til at se ud som om, at han er ved at besvime af lettelse.

’’Se? Tak knægt!’’

’’Du har stadig ikke forklaret, hvorfor fanden du sparkede til mit køretøj.’’

Som om et lys bliver tændt i fyrens mørke øjne, rækker han en finger i vejret for at forklare, ’’Altså, det er lidt pinligt, men jeg har aldrig set sådan en… Skrotbunke før. Så jeg var nysgerrig. Ville se, om den ville falde fra hinanden, hvis man rørte den og sådan, du ved. Havde ingen anelse om, at der var nogen derinde, sværger!’’

Det er en fuldkommen latterlig forklaring, så meget at den får hende til at skære en grimasse. Med Elias står i stedet for på siden af hende nu, og han fniser blot, inden han starter med at skraldgrine.

Han modtager et bebrejdende blik fra Luka af, men det stopper ikke hans leen på nogen måder… I hvert fald lige indtil der sker noget, som får selv fyren med dreadlocks udenfor til at spærre øjnene op i chok;

Præcis som i morges, bevæger et host sig op igennem drengens hals og får ham til at hoste så voldsomt, at der denne gang følger en del mere blod op. Sidste gang var det kun et enkelt host, men nu er det så kraftigt, at den unge pige med de mørke lokker ikke kan håndtere at se det længere.

’’Elias? Elias!’’ 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...