Den sidste rejse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2016
  • Opdateret: 6 aug. 2016
  • Status: Færdig
//Bidrag til 24 timer konkurrencen// Vi skriver år 1007. Birger Torstenson er en gammel mand. Han har levet et godt liv og ligger nu, næsten ubevægelig, i hans seng, hos hans førstfødte søn Gisles og bliver plejet af svigerdatteren Thyra. En morgen finder Gisles og Thyra ham død i hans seng. Der starter Birgers sidste rejse til de dødes rige.

3Likes
2Kommentarer
153Visninger
AA

1. Den sidste rejse

Birger Torstenson var en gammel mand. Han kunne næsten ikke bevæge sig længere. Men i sin tid var han livlig og eventyrlysten. I sine unge dage gik han på mange rejser, og kom på en af dem til Island. Dér forelskede han sig i en ung kvinde og giftede sig med hende. Den smukke, unge kvinde hed Sif og skulle senere blive moder til fem smukke børn. Tre sønner og to døtre. Hendes førstfødte var en søn ved navn Gisles. Han blev som sin far. Eventyrlysten og modig. I en ung alder tog han afsted på eventyr, men kom tilbage igen nogle vintre efter. Hjemme på Island giftede han sig med en kvinde ved navn Thyra. Vintrene gik, og de blev alle ældre. Birger Torstenson blev en gammel mand. Med tiden blev det sværere og sværere for ham at bevæge sig. Nu lå han i sin seng og skulle vardes op. Han var ikke glad for det. Ikke fordi Gisles og Thyra ikke passede godt på ham, men fordi han havde lyst til at tage på eventyr igen. Ud at rejse. En sidste rejse. Det var flere vintre siden, at hans kone døde. Intet holdt ham fast i livet. Gisles og Thyra havde deres egen familie. Ligesom resten af hans børn. Intet holdt ham tilbage. Det blev aften, og Birger besluttede sig selv samme aften, at det var på tide, at tage afsked med de levendes verden. Lettere selvtilfreds, men også bedrøvet, faldt han i søvn.

Næste morgen gik Thyra hen til hans seng for at se til ham. Dér fandt hun ham død. Tårerne trillede ned af hendes kinder, da hun hentede hendes mand. Det var en trist dag for hele familien. Børnene sørgede over deres bedstefars død. Hele den lille landsby de boede i, sørgede over Birger Torstensons død. Ikke mange dage efter blev der holdt en stor begravelse. Hans lig blev under sang lagt i en skibsformet grav. Sammen med ham kom alle hans ejendele og en masse andet, der skulle hjælpe ham gennem rejsen til de døde. Ved siden af ham lå hans sværd. Da det hele var lagt på plads, blev graven lukket højtideligt. Resten af dagen blev der holdt fest, fortalt historier og sunget.

Graven havde ikke længe været lukket, da et mægtigt skib begyndte at rejse sig op af den. Ingen kunne se det. Men hvis de havde kunnet, ville de være blevet overvældet af æresfrygt. Det var et kæmpemæssigt krigsskib. Det stribede sejl var rejst på den høje mast, skønt vinden ikke blæste i det. Langs kanten af skibet var der utallige, farverige skjolde. Selve skibsplankerne var også malet i alverdens farver. Ud fra skibet hang en masse årer, der, som var de ført af en magisk hånd, bevægede sig i takt, uden nogen der rørte dem. Midt i alt det stod Birger og var lykkelig. Han var i fuld udrustning, både med skjold og sværd. Han så ned på den jord, han engang var gået rundt på, for sidste gang. Så tog vinden fat i sejlet, årene stoppede med at ro, og gled lige så stille ind i skibet. Birger trak hans sværd og holdt det højt oppe i luften. Solen glimtede i det smukke blad. Han udstødte et kampråb, og skibet forsvandt i en sky.


 

Birger kunne i lang tid ikke se andet en et skarpt lys. Så forsvandt det lige så stille. Han glimtede med øjnene og så sig om. Himlen var så blå, som den kunne blive. Ikke en sky var på den. Birger kiggede nysgerrigt ud over rælingen, som om han for første gang var på et skib, og så ned. Der så han verdenen forsvinde lige så stille. Alt var så småt. Han var helt fortryllet af synet. Længe så han ned og betragtede verdenen rulle væk under det store skib. Vinden blæste igennem hans halvlange hår. Han tænkte tilbage på sin ungdom, som han havde gjort så tit. En stor længsel efter eventyr strømmede gennem hele hans sind. I tankerne forestillede han sig endnu et eventyr. Han hørte en due tude og blev revet ud af hans drømmerier. Spændt så han ned igen, men så ikke andet end havet. Birger begyndte derfor at gå rundt på skibet. I et hjørne lå alt fra graven. Han kiggede nøje på alle ting, der var blevet lagt med ham i graven. De tryllede et smil på hans læber og tårer i hans øjne. Alle genstande, der var blevet lagt med ham i graven, fyldte ham med endnu mere hengivenhed over for alle i landsbyen. Hans varme tårer efterlod fugtige spor på hans kinder.

Hurtigt vendte han tilbage fra hans tanker, og med en hurtig bevægelse fejede han tårene væk. Han lagde det krus han havde i hånden ned i bunken igen. Han rejste sig og gik rundt på skibet. Mens han gik der, tænkte han. Han tænkte på alt der var sket i hans liv. Hans første rejse fik ham til at blive i godt humør. Han måtte have været femten vintre gammel dengang. Han syntes, det var længe siden. Dengang havde han lige lært at kæmpe med sværd. Uden rustning og med et tyndt skjold, var han draget afsted sammen med nogle ældre, og mere erfarne, mænd. Han kun en knægt dengang. De havde rejst langs kysten i mange dage, og i den tid var han blevet venner med alle ombord. De viste ham, hvordan man styrede skibet, hejste sejlet og hvordan man brugte et kompas. En dag var de gået i land ved en fremmed landsby. Folkene dér så mærkelige ud, syntes han dengang. Alle i landsbyen flygtede fra dem. Birger forstod dengang ikke hvorfor, indtil nogle af mændene løb ind i de beskedne hytter og kom ud med mad, våben og andre kostbare ting. En gruppe mænd fra landsbyen var begyndt at angribe dem. Birger slog selv et par af dem ihjel. Derefter følte han sig mere levende end nogen sinde før. Så rendte han ind i en af de tomme hytter og kom ud med en masse værdigenstande. Solen havde ikke nået at vandre langt på himlen, før de igen var på deres skib. 

Han gled ud af tankeverdenen igen. Dér stod han så. På et skib højt oppe på himlen. Solen var gået ned mens han havde stået og mindedes fortiden. Mørket lå omkring ham som en tæt tåge. Trætheden lagde sig i hans sind og fik hans hoved til at føles som en tyk grød. Han lagde sig ned og lod søvnen falde ind over ham.


 

Den nat drømte han. I drømmen så han Sif. Hans højtelskede kone. Hun stod med en blomsterkrans på hovedet og ventede på ham. Hendes hænder var foldede og hun smilede til ham. Vinden blæste gennem hendes lyse hår og fik det til at ligne et hav af guld. Hun stod på en blomstereng med de smukkeste blomster. De var i alle farve man kunne ønske sig. Græsset så frodigt og grønt ud. Det lignede en stor, blød madras. Bagved hende var der et stort hængebirk. Dens grene hang som et gardin bag hende. Nogle af grenene kærtegnede hendes hår ganske let. De dansede let og elegant rundt på gyldne hår. En glædeståre gled lige så stille ned af hendes kind og efterlod et fugtigt spor, som solen glimtede i. Birger satte hans fødder på det bløde græs. 

Så vågnede han. Solen varmede ham op. Lige så stille rejste han sig og så sig om. Han sejlede nu på en flod. Vandet var som flydende diamanter solen dansede med. Der var ikke langt til bredderne på begge sider. Langs dem var der nogle steder striber af sandstrand og andre gange siv. Græsset voksede frodigt, ligesom i hans drøm. Hist og her stod der nogle ensomme træer og andre steder skove. Alle træerne var forskellige og der var alle slags træer. Birger havde hele hans liv troet, at han kendte til træer, men nu så han, hvor blind hans lille vikingerhjerne havde været. Alle planter syntes, at have et fortryllende skær rundt om dem. Nogen steder var der store enge med en masse blomster, og andre steder var der store marker med gyldent korn. Sådan så hans omverden ud, og han så sig nysgerrig omkring, mens han sugede alle indtryk til sig og nød hvert nye mere end det forgående. Solen stod højt på himlen, da han troede, at han så syner. Han troede, at han drømte. Dér, på venstre bred, stod Sif, som taget ud af drømmen. Skibet trak ind til bredden og lagde an. Hun begyndte at gå med lette skridt hen til skibet. Hendes skridt efterlod ingen spor. Birger trådte fortryllet op på bredden og satte sine fødder i det bløde græs. Han var ankommet. Den sidste rejse var slut.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...