At krydse grænser

At være på udveksling. At være fremmed blandt de lokale. At passe ind uden at give slip på sig selv.

0Likes
0Kommentarer
108Visninger
AA

3. Mødet

De var fire der skulle afsted fra Danmark, flere end der plejede, men blot en ellevtedel af de fireogfyrre udvekslingsstudenter der i alt ville komme til Hong Kong. Inden de overhovedet var kommet til det punkt hvor de stod i lufthavnen, parate til at forlade alt hvad de kendte, havde hun mødt to af dem hun skulle afsted med. Den sidste, en pige, håbede hun bare på at hun ikke skulle sidde sammen med i flyet. For så god til at møde fremmede var hun trods alt ikke. Ærligt var hun på vej op i flyveren ved at bryde sammen, der var så meget hun ikke havde overvejet, der var så meget der kunne gå galt. Hun kom afsted, med hænder der knugede sig til armlænet. Allerede inden flyet styrede mod natten, vidste hun at hun ingen søvn ville få. Sådan var det bare ikke at kunne sove når det larmede, eller når der var for mange tanker der hvirvlede for hurtigt rundt i hovedet, og forstyrrede en.

Da de ankom om eftermiddagen, var de, de sidste til at ankomme, så hurtigere end at de kunne nå at se sig omkring og føle hvor de var henne, sad de på en bus med de andre udvekslingsstudenter, på vej mod ankomstlejren. Det var næsten før hun faldt i søvn, men der var stadig larm, og det at hun var et helt fremmed sted, hvor hun blev nødt til at kigge ud af vinduet for at følge med, holdt hende vågen. Ankomstlejren var noget af det mærkeligste hun nogensinde havde oplevet, den var et lynkursus i Hong Kong’s kultur og sproget, uden rigtig at gå i dybden med noget, hun ikke allerede havde læst sig til ved sine mange timers research inden ankomsten. De andre udvekslingsstudenter var en oplevelse, hun ikke havde forberedt sig på, for hun troede ikke at det var nødvendigt, de ville vel alle sammen være lige så udmattede som hun selv ville være. Det var så ikke sådan i virkeligheden, de var alle sammen energiske og prøvede at gøre sig så gode venner som muligt, på den korte tid ankomstlejren varede. For den næste dag var det allerede tid til at møde værtsfamilierne, noget som hun ikke havde set frem til, det gjaldt jo om at give så godt et indtryk som mulig. At være på, men ikke for meget. At virke sød, men ikke kvalmende. Der var en balance i ens opførsel der skulle være tilstede, som man aldrig havde tænkt over. Hun blev vel også nødt til at være lidt formel, sådan var de i Hong Kong, noget som hun absolut ikke var vant til, i Danmark var det bare 'Hey Mads, hvad skal vi så lave idag' Når hun skulle have time med den pågældende lærer. Det var det hun var vant til, så at for første gang møde dem hun skulle bo hos i næsten et år, var skræmmende. På en eller anden måde lykkedes det hende at give et godt indtryk, hun snublede ikke over sine egne ord, eller gjorde noget forkert (det troede hun i hvert fald ikke, men nu var Hong Kong kinesere også kendt for ikke at sige hvis de syntes man havde gjort noget forkert) Hun havde også haft gaver med, og de havde da smilet bredt over de ting hun havde medbragt. Det var vel gået som det skulle, også skulle de hen til hendes nye 'hjem' Hun var ved godt mod, og var mere positiv end hun plejede. Hvilket nok var meget godt, for det første der skete, var at hun skulle møde resten af familien, bedsteforældre, onkler, tanter og kusiner. Ærbødigheden fyldte hende fra top til tå, for det var vel det man viste familien, det var i hvert fald det hun troede. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...