De Tusindes Litteratures have

Tegningerne har nærmest overtaget værelset. De er blevet en nydelig erstatning, for det oprindelige kedelige sorte tapet. Der er kun få der har farve på sige, men hun elsker dem alle lige højt. Hun ser over på den modstående væg. I hendes øjnehøjde ser hun en tegning der forstiller, et langt dyr der vrider sig, mellem kløerne på grusom havfrue.

0Likes
0Kommentarer
111Visninger
AA

1. De Tusindes Litteratures have

Hun løber op af trappen. Hun runder hjørnet, og når døren til hendes værelse. Døren flyver op. Hun løber ind, og smækker døren hårdt i, med en sådan kraft, at tegningerne på hendes væge flager, som om det havde været en orkan. Hun lader sig glide ned af døre, til hun sidder på det lyse trægulv. Hun trækker benene ind til sig, og lader tårerne få frit løb. Hvorfor kan de bare ikke forstå? tænker hun oprevet for sig selv. Hun prøver, at trække vejret dybt for, at få kontrol over tårerne, der strømmer ned af hendes kinder, som efterhånden har forvandlet sig, til et stor svulmende vandfald. Hun lader hovedet falde bag over, mod døren. Der lyder en hul lyd fra dørens indere, da hendes hoved rammer. Hun venter på, at de skal komme op efter hende, men hun kan ikke høre deres skridt på trappen. Hvorfor kommer de ikke? tænker hun for sig selv. De plejer da altid at komme op efter hende for, at se om de kan trøste hende, når hun er faldet lidt ned. Hun kigger op på uret, der hænger over på vægen ved siden af hende, med hendes gråd kvalte øjne. Hun havde kun siddet der i få minutter, og alligevel føles det som flere timer. Fast besluttet på ikke at gå ned for, at sige undskyld til dem, lader hun sig distrahere af hendes tegninger, på de fire vægge.

 

Tegningerne har nærmest overtaget værelset. De er blevet en nydelig erstatning, for det oprindelige kedelige sorte tapet. Der er kun få der har farve på sige, men hun elsker dem alle lige højt. Hun ser over på den modstående væg. I hendes øjnehøjde ser hun en tegning der forstiller, et langt dyr der vrider sig, mellem kløerne på grusom havfrue. Havfruen prøver, at flå dyret fra hinanden, men uden held, da havfruen eller nok nærmere monster prøver, at spise dyret i mens. Dyret prøver samtidigt, at spise af havfrues blodrøde hale.

Hun havde tegnet tegningen for et par år siden, efter hun havde læst, en af de mange bøger, der erstatter møblerne i hendes værelse.

 

Hun lader blikket vandre rund for, at betragte dekorationerne. Der er små glimt, af det kulsorte tapet, gennem de nærmeste billeder, der er sat sammen, til det ligner en solnedgang. Men i virkeligheden, er det bittesmå, tusindvis af papirlapper med tegnede fugle, i alverdens farver. Hun lader blikket gå videre, over mod kommoden, med det store guld spejl over sig. Der hænger et mørk stykke silke over spejlet, der iscenesætter en illusion af, at det er meget ældre end det virkelig er. Hun tænker tilbage på alle de gange, hvor hun havde taget en af de store hjemmelavede prinsessekjoler på, og ladet sig forsvinde ind i en anden verden. I en verden hvor hun ikke behøver, at tænke på lektierne, eller hvornår opvaskemaskine skulle tømmes. En verden hvor gyngestolen, foran hendes vindue er hendes trone, og vinduet sidder højt oppe i et tårn. En verden hvor prinser kommer for at bejle, og prinserne vil gøre alt for, at være hendes ven. Et land kun for hende. Eventyrbogen hun har hugget den fantasi fra, ligger halvåben i gyngestolens skød.

 

Hun lader blikket forsætte rundt. Over mod bogreolen, der er så voldsomt proppet, at hvis blot en mere bog kommer op på bogreolen, vil den brase sammen, til en stor tsunami af litteratur. Tsunamien vil opsluge enhver, med sine kloge tryllebinde ord. Kaninen og bjørne der sidder på toppen af bogreolen, og holder udkig, vil falde ned sammen med bøgerne. Bjørnen vil svinge sin pirathat under dem, som lige nu sidder skråt på hans hoved, så han kan redde skønjomfruen (kaninen). Sammen vil de overtage De Tusindes Litteratures have. Hun smiler ved tanken, og notere sig mentalt, at få skrevet en børnebog omkring det en dag, langt ude i fremtiden.

Hendes blik forsætter over billederne på væggen, som også sammensmelter til en fortælling langt, langt ude i fremtiden, hvor robotterne kæmper mod de rumvæsner, der prøver at overtage jorden. Den ene robot bliver spiddet, af et modbydeligt rumvæsen, med giftige klør. Robotten falder ned mod hendes seng, der er et lyserødt hav af lava. Der er henkastet nogle bøger, på den lyserøde lava dyne. De er som stenflager i flammehavet, man må klammer sig til, hvis man ikke vil drukne i de flammer, der spyer op mod det store isbjerg, til venstre for dem.

Det store karlekammerskab fylder det meste af værelset, udover de mange bøger, der står stablet i hvert eneste hjørne, fordi der ikke længere er plads på bogreolen. Det store hvide skab, er det højeste bjerg i hendes fantasiverden. Hun har hængt en tegning op på det, af en lille bjergbestiger.  

Hun rejser sig op, og går over mod skabet for, at betragte sin tegning. Hun har nærmest hovedet helt inde ved tegningen for, at se de bittesmå detaljer, der danner billedet, af den hårdt kæmpende mand. Man kan svagt se sveden på hans pande, mens han hugger en hakke ind i bjerget. Der hænger et reb fra hans bælte. Hun sætter sig på hug foran skabet. For enden af rebet dingler der, en lille forpjusket hund, forstiller hun sig. Den lille bjergbestiger kan simpelhed ikke undvære sin kammerat, så selvfølgelig tog han da hunden med.

 

Hun begynder at grine, over sin livagtige fantasi. Der lyder en svag banken, fra dørens anden side af. Det må være mor, der er kommet op med varm chokolade med skumfiduser. Hun flyver op, og flår døren til side. Hun har glemt alt om hvor sur, og ked af det hun var!

  ”Mor, mor, nu skal du bare høre, hvad der skete med bogreolen,” fortæller hun helt fortryllet af sin fantasi, til sin mor. Hendes mor smiler glad, og sammen sætte de sig på det store flammehav af lava. Moren lytter spændt til historien, omkring De Tusinde have af Litteratur, og solnedgang og alt det andet, hun havde fantaseret om, imens hun havde siddet deroppe og surmulet. Mens pigen fortæller, sidder moren smilene, og nipper til den varme chokolade.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...