Hvad er kærlighed?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2016
  • Opdateret: 6 aug. 2016
  • Status: Igang
En historie om at turde give slip og miste kontrollen et øjeblik for endelig at møde kærligheden - kærligheden der blot burde have været lukket ind i 16-årige Millas hjerte for længst. Læs med, og find ud af hvem Milla Todd er - hun vil med 110% chokere og lære dig ligeså mange ting, som hun gjorde med mig.

1Likes
1Kommentarer
126Visninger
AA

1. Ny dag, ny start

Jeg spejdede ud over mængden af forventningsfulde unge mennesker. Jeg burde egentlig have haft fri - ligsom alle andre sidste-søndage-i-sommerferien jeg har haft, men fordi mine forældre. Meget idiotiske forældre, synes jeg trængte til en ny start, så nu står jeg så her midt i ingenting aka Bylderup-Bov. I dag burde jeg være forventningsfuld, åben og pisse nervøs - men det er jeg ikke. Hvis så bare jeg var lidt bedre til at skjule ting, så jeg ikke rendte rundt og så fucking ligeglad ud med, hvad alt der foregik lige for snuden af mig. Men desværre. Jeg skjuler ikke ting, og det er hvad jeg er: pisse ligeglad. Jeg kan se på min mor, at hun skammer sig over mig. Over måden jeg bare er så pisse ligeglad med det hele på, men hun kan vel for helvede heller ikke forvente andet, når hun bare sådan sender mig ud i noget jeg virkelig ikke magter, altså wtf? det kom virkelig bag på mig den aften. Den aften, der skulle have været god, og jeg endda var glad - for engangs skyld. Det var fredag. Jeg var færdig med niende klasse, færdig med alle de skide prøver og var endelig fri fra de tåber, som jeg havde til klassekammerater - også var det jo selvfølgelig også sommerferie. Jeg var så glad, at jeg næsten var lykkelig.. næsten. For under den glade overflade boblede smerten. Smerten jeg skjulte for alle, ikke engang mine forældre kendte til den - eller det gjorde de, for de troede jo, at jeg var kureret, altså hvad fuck, tror de det er.. MEN så smed de bomben, og jeg var klar til at springe ud foran det næste tog mod København H - og det skulle være mod København H, for det er det eneste tog, jeg ved med sikkerhed, der hele tiden køre. Men inden jeg nåede at flygte, havde min mor hevet fat i mig - hun havde sikkert regnet min reaktion ud, og det var sikkert fars idé med den skide efterskole, også i fucking Jylland. Væk fra alting. Ikke fordi jeg havde så mange jeg skulle væk fra, jeg havde jo ikke rigtig nogen venner, for de var skræmt væk. Ja. Det lyder ret sørgeligt, men det er mit liv, for jeg er en fiasko - selvom jeg ikke vejer 30 kg mere og er hjernevasket af slankekurer, er jeg stadig en fiasko. Min mor siger tit til mig, at hun er så glad for at have mig - gamle Milla tilbage. Men jeg er sgu da stadig den samme klamme, syge, anorektiske, psykisk syge psykopat, som jeg altid har været. jeg er nok endda endnu mere ustabil end for et år siden. Det kan godt være, at jeg kun vejede 40 kg og var ved at dø, men jeg var sgu glad. Jeg havde venner, venner i masse vis. Jeg var god til alt. Jeg kunne kontrollere alt- og alle. Men det fik jeg sgu også ødelagt, for lige pludselig var vægten faldet igen, også var døden sgu endnu tættere, end før. Jeg blev indlagt, og alt forsvandt. Mine venner smuttede. Alt hvad jeg kunne, kunne jeg ikke mere. Også skete det værste af det hele, det jeg havde kæmpet så hårdt for at få. Kontrollen. Om de fandeme ikke også kom og tog den fra mig. Det jeg havde kæmpet for i så mange år. Nok nærmere hele mit liv, kom de og tog fra mig. Min far kunne ikke se mig i øjnene, og han gør det stadig ikke.. Hver gang jeg tænker på far, bliver jeg så sur. Han hader mig, væmmedes ved mig - jeg ved det. Jeg kan se det i hans blik. Han gad ikke engang med mig herover. han gad ikke engang at sige farvel. Av.

"..... og Gemma Oppelstrup". Jeg kiggede forvirret rundt i lokalet. Jeg stod bagerst med resten af eleverne, og kiggede op over forældrene, som var placeret på snorlige stolerækker med front mod scenen, hvor hende pigen, som jo må hedde Gemma stod. Hvorfor var der ikke nogen, der sagde eller gjorde noget? Folk begyndte at rykke akavet på sig. Hvorfor fuck, var der ikke nogen der sagde noget. Jeg kiggede med et fornøjet smil om læberne op på damen, som havde sagt hende Gemmas navn. Hun kiggede ned i sine papirer igen, inden hun rømmede sig "så der er ikke nogen Milla Todd tilstede?"... også kunne jeg ligesom godt ligge to-og-to sammen.. De ventede. De ventede fandeme alle sammen på at jeg skulle rejse mig for at gå op til pigen på scenen. Så det måtte jeg jo gøre. Jeg rejste mig hurtigt. Lidt for hurtigt, for nu var alles opmærksomhed rettet mod mig, og der slog det mig, hvor varmt det egentlig var herinde. Jeg travede med raske skridt op mod scenen, hvor jeg gav - først damen og derefter Gemma-pigen hånden "davs - jeg er Milla, jeg undskylder ulejligheden, jeg sad lige i mine egne tanker". En let brummen af latter fløj rundt i lokalet, også gik det sgu op for mig - hvor flovt det her egentlig var. 

Damen som må være rektor rakte os et stykke papir og en nøgle hver - også gjorde hun tegn til at vi skulle gå ud i et kæmpe lokale, som hun kaldte for aulaen. Gemma gik med lette skridt ned ad scenen og ud af døren - med mig lige i hælene, jeg havde sgu gjort mig nok bemærket, så jeg fuldte hurtigt trop efter hende..

Ude i aulaen stod en lidt ældre herre. Han så rar ud med den store øl-mave og de lidt for små, helt runde briller. Da han fik øje på os, gik han os lidt i møde "nå, hvor skal i så bo hende". Jeg kiggede forvirret op på ham også på Gemma.. Fuck.. Det havde jeg glemt alt om. Jeg skal have en værelseskammerat, det havde jeg jo overhoved ikke skænket en tanke - jeg har det jo bedst med mig selv.. 

Gemma hævede et øjenbryn, da det gik op for mig, mit blik stadigvæk hvilede på hende. Jeg kiggede flovt ned på papiret og kune mærke varmen sprede sig i mine kinder.. Jeg rødmer aldrig - hvad fuck sker der? "46" fløj ud af munden på mig, der stod da 46, gjorde der ikke? Jo. Jo, det gjorde der bestemt. Manden der mindede mig om en bjørn slog ud med armen og pegede ned ad en lang gang "den vej". Så gik vi. Jeg har aldrig prøvet noget så akavet. Vi gik bare der i tavshed - intet ord, ikke engang et blik blev vekslet. Det føltes som en evighed, inden vi nåede til døren, hvor der stod 46 udenpå. Jeg gjorde tegn til at Gemma skulle låse op med hendes nøgle, men hun fangede den vidst ikke. Hvordan skulle hun egentlig også kunne det, altså hvad fuck.. Jeg sender hende et blik, og det skulle hun bare kunne forstå betød 'låser du døren op'. Ahaha. Gemma kigger chokeret på mig. Fuck. Jeg grinte højt. Pragtfuld, nu tror hun sikkert også at jeg er syg i hovedet. Det er jeg jo også, men ikke på denne måde.. Så jeg stak hånden ned i mine sorte jeans og fandt nøglen, præcis hvor jeg havde lagt den - også låste jeg døren op, sejt. Derefter åbnede jeg døren og gjorde tegn til at Gemma skulle gå først ind, rigtig gentleman. wtf. Men hun forstod det da, og gik ind. Jeg overvejede et kort øjeblik om jeg bare skulle stikke af. Men jeg ved, at jeg bare ville bliv fanget - og tilbragt samme sted, bare som en endnu større idiot, end jeg har udgivet mig for at være indtil videre.

Istedet gjorde jeg det alle andre - normale mennesker ville gøre, nemlig at gå ind efter Gemma.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...