Dagbogen (olivia)

Dette er en lidt kortere udgave af min novelle "dagbogen". Det er det fordi jeg har sent den ind til en konkurrence, hvor historien kun måtte være på 12.000 tegn og min var på ca 14.500 tegn, så ja vil opfordre til at i læser den anden.

1Likes
1Kommentarer
107Visninger

1. dagbogen

Dagbogen

Min plejemor råber, at jeg skal komme og hjælpe med at dække bord. Jeg tørrer blodet af min arm, ligger glasset ind bagerst i skabet og trækker mit ærme ned over armen. Jeg går ned af trappen og ind i køkkenet. Min plejemor har stillet tallerkner frem på køkkenbordet. Jeg løfter dem ind i spisestuen. Det smerter i min arm. Det er rart. En behagelig følelse, mange synes nok, at det er underligt, men de har aldrig prøvet det selv. Vi sætter os ned ved bordet. Min plejesøster Maria kommer og sætter sig ved bordet. Min plejemor Anette sætter sig ved siden af mig, og min plejefar Jan sætter sig overfor mig. De smiler alle tre. "Bliver det ikke rart at se jeres venner igen i morgen?" Spørger Anette. Vi har lige været på ferie i Afrika. Mine plejeforældre har rigtig mange penge. De er meget søde og elskværdige, jeg elsker dem virkelig, men nogen gange er livet bare for hårdt. "Jo jeg glæder mig helt vildt til, at jeg skal fortælle Sarah og alle de andre om turen" svarer Maria. Jan kigger afventende på mig. "Hvad med dig Louise?" spørger han efter lidt tid. "Det bliver fint at se de andre igen" svarer jeg bare. Resten af måltidet snakker vi bare lidt frem og tilbage som normalt. Jeg glæder mig ik' rigtig til at komme i skole. Godt nok er jeg den populære pige, som alle vil snakke med. Men jeg har ikke nogen bedste veninde som sådan. Jeg snakker bare lidt med dem alle sammen. Så er der dem som Katrine og Trine, som tror, at vi er bedste veninder og uadskillige. De fortæller mig alle deres hemmeligheder, og jeg hjælper dem da gerne, når de er i problemer, men ellers så betyder de ikke så meget for mig. Nogen gange kan det faktisk godt være ret anstrengende at være så populær.

Vi får lasagne til aftensmad. Maria og jeg hjælper hinanden med at tage af bordet. Jeg putter tingene i opvaskeren, og hun kommer med tallerkenerne inde fra spisestuen. Efter vi har taget ud af bordet, sætter vi os ind i stuen. Der er en stor hjørnesofa, to lænestole og et fjernsyn. I et skab med glasruder står der pyntegenstande og billeder, både nogle familie billeder fra før og efter jeg kom til familien. Jeg kom til familen som 6 årig. Der er også et billede af Maria og jeg, som blev taget for et halvt år siden. Det er taget af en professionel fotograf. Det er forår, og træerne er lige ved at springe ud. Der er små forårsblomster i græsplænen. Vi står med siden til kameraet og holder hinanden i hånden. Jeg står og betragter vandet, og Maria står og kigger op på mig. Sådan som en lillesøster kigger på sin storesøster. Jeg ser Maria som min rigtige lillesøster og jeg elsker hende virkelig højt.

Inde i stuen, hvor vi nu alle fire sidder, skal vi nu igang med vores søndagsritual. Det er noget Jan og Anette, synes er en god ide, og det er da også meget hyggeligt. Vi spiller altid et spil søndag aften efter aftensmad. I aften har vi beslutte os for at spille Afrikas stjerne.

Afrikas stjerne går ud på at finde en stjerne, for at finde den skal man rykke rundt med sin brik. Man må rykke så mange felter, som man slår med terningen. Når Afrikas stjerne bliver fundet gælder det om at komme derhen, hvor man startede. For at komme hjem skal man have et pas, med mindre man er den der fandt Afrikas stjerne.

Anette vinder spillet. Maria og jeg rydder det op og stiller det på plads.

Vi sætter os til rette i sofaen igen og efter lidt tid er Maria faldet i søvn. Jeg bærer hende i hendes seng. Putter hende under dynen, så hun ligger helt skjult og lister ud af hendes værelse.

Jeg går ned af trappen, jeg kan høre Anette og Jan der snakker. De holder op, da jeg kommer ind i stuen. Jeg sætter mig lige så stille hen i sofaen. Jeg tror godt, jeg ved, hvad vi skal snakke om. Det er langt fra første gang, vi sidder i sådan en situtation. Den samtale der starter lige om lidt kommer til at handle om, hvor vidt jeg vil mødes med mine biologiske forældre, hvor længe jeg vil være sammen med dem, hvis jeg overhovedet vil, og hvor det skal være. Anette stopper stilheden "dine forældre har haft ringet, de ville høre, om du kunne tænke dig at komme og besøge dem. Det er helt op til dig selv, om du har lyst, men der er jo længe siden, du har set dem." Jan siger "ja det er jo faktisk næsten to måneder siden." Så bliver de stille. De ved godt, det er svært for mig, vi har jo været det her igennem mange gange. Jeg har brug for lige at tænke lidt. Jeg forbereder mig altid på de her samtaler, men det er som om, at når vi så sidder her, har jeg glemt, om jeg vil se mine forældre, eller om jeg ikke vil. Altså det er jo længe siden, jeg har set dem. Men jeg har ikke lyst, hvis min mor har det psysisk dårligt. Og min far, det er aldrig til at vide med ham, nogen gange kommer han hjem og er fuld, andre gange har han forfærdeligt undt i rykken og kan ikke andet end at brokke sig. Jeg kigger på Anette og Jan. "Hvordan har de det. Er de i en god periode?" Spørger jeg dem. Anette smiler et trøstende smil til mig. "Din mor er i en god periode, og din far har det okay. Han har lidt undt i ryggen, men han brokker sig ikke så meget." Anette sætter så hen ved siden af mig og holder armene om mig. Jeg tager i mod trøsten og beslutter mig for, at jeg godt vil se mine forældre igen. "Jeg vil godt se dem igen, men ikke i mere end et par timer" siger jeg til dem. Anette smiler "det lyder godt, og du kan jo bare ringe, hvis du vil tideligere hjem." Jan smiler også og siger "hvornår vil du derhen?" "På onsdag måske" svarer jeg. Anette nikker bekræftende og tar sin telefon og går ud i køkkenet. Der går ca fem minutter, og så kommer hun ind i stuen igen. "Det passer fint, jeg kører dig derover efter skole, og så henter jeg dig efter 2 timer, medmindre du ringer og siger andet" siger hun. Jeg smiler, og Anette kommer hen og giver mig et kram.

Jeg går op på mit værelse. Trine har skrevet til mig, men jeg svarer ikke. Jeg trækker bare mit ene ærme op og kigger på min arm. Nogen gange ved jeg ikke, hvorfor jeg skærer i mig selv. Altså jeg ved jo godt hvorfor. Men hvordan kan jeg gøre det mod dem? Mod dem, der holder af mig. Jeg ved det ikke, men jeg tænker ikke over det, når jeg gør det. Først bag efter. Og så sker det en gang imellem, at jeg bliver så ked af det, at jeg finder glasset frem og skærer igen.

Min mobil bimler, jeg gider ikke engang at se beskeden så lader den bare ligge. Jeg tager mit tøj af, så jeg kun står i bh og trusser. Jeg betragter min krop. Det er jo ikke fordi, jeg ligefrem ser grim ud, tvært imod, faktisk ser jeg godt ud.

Men hvorfor gør jeg det så, hvorfor skærer jeg så i mig selv? Jo det gør jeg jo på grund af mine forældre. Smerten ved, at de ikke er der for mig, at de ikke elsker mig lige så meget, som de burde, de gør i hvert tilfælde ikke udtryk for, at de elsker mig. Jeg tager en blød t-shirt på, som jeg kan sove i. Jeg går ud på badeværelset, der ligger lige over for mit værelse og ordner mig, så tjekker beskeden fra Trine. "Hej søde<3", står der i beskeden. Jeg svarer hurtigt og ligger mig ind i min seng. Den er dejlig blød, dynen ligger sig let om mig.

Jeg skriver lidt om dagen i min dagbog. En dag om mange år vil jeg gerne lave min dagbog til en historie, som andre kan læse, altså en rigtig bog.

Tårne begynder at trille ned af mine kinder. Det gør de næsten hver aften. Jeg ved ikke altid hvorfor, men det hele er bare så svært.

2

Trine og Katrine kommer gående hen mod mig. Trine har løst langt hår, og Katrine har sit sat op. De ligner sådan nogle rigtige slyngveninder. Jeg kan lige forstille mig, hvad andre tænker, når jeg går sammen med dem.

De tar mig i hver sin arm, og så går vi som en kæde. Jeg er nok den, de ser som overhovedet i vores lille trekløver, men altså det er dem der snakker, og mig der lytter. Simon kommer hen og tager Trine i hånden. De er kærester, og de er seriøst det sødeste par. Simons venner kommer hen til os. De er okay, men at kalde dem søde er en overdrivelse. Simon er nok den mest populære dreng på vores årgang. Han har forholdvis langt hår, det er lyst og klæder hans blå øjne. Han ser bare godt ud, og han sød ved alle, så det er forståeligt nok, at han er populær. Men nu når han har en kæreste, så går alle pigerne efter en dreng der hedder Markus. Markus går i min parallelklasse, han er en brunhåret fyr. Han går i noget fedt tøj og har brune øjne. Han er lækker, men jeg bryder mig ikke om ham. Han er sådan en der går og mobber alle de små.

Det ringer ind, og lige så stille går vi ind i klassen. Vores lærer Ole kommer ind. Der går en dreng bag ved ham. "Det her er Patrik. Han skal gå i jeres klasse, så vær søde mod ham og alt det der" siger Ole. Jeg betragter Patrik lidt. Han er hverken lækker eller grim. Han har brunt hår, som sidder lidt pjusket. Det ser meget godt ud til ham. Han er lidt mørk i huden og har ganske almindeligt tøj på.

Han smiler lidt og kigger ud over klassen. "Undskyld Ole, men hvor skal jeg sidde" spørger han med et forsigtig smil. Ole nikker hen mod en ledig plads ved siden af Trine. Han sætter sig der og kigger sig omkring.

Resten af timen forløber ganske normalt. Jeg kan se, at Trine snakker en lille smule med Patrik. Da det ringer ud kommer Trine og Katrine over til mig. "Hvordan var din tur til Afrika egenligt?" Spørger Katrine. Jeg fortæller lidt om turen og sådan. Så afbryder Trine mig og siger "han er godt nok underlig ham Patrik, det virker som om, at han tar skolen helt seriøst og sådan." "Jeg synes nu han virker fin nok" siger Katrine så. Jeg nikker mig enig og kigger hen på ham. Han står helt alene og ser lidt små forvirret ud. Jeg siger til Katrine og Trine, at de bare kan gå udenfor til vores sædvanlige bænk, men at jeg lige skal på toilet først. De nikker og går. Jeg skal egenligt ikke på toilet, jeg vil bare gerne lige snakke lidt med Patrik. Jeg går hen til ham og siger hej. "Hej" svarer han. "Jeg hedder Louise" siger jeg. Han nikker og kigger lidt væk. "Hvorfor er du flyttet her til" spørger jeg. "Det har jeg ikke lyst til at snakke om" svarer han lidt hårdt. Der kommer en akavet stilhed i lidt tid, men så spørger han "er det rigtigt set, at du er en af de populære, og at de to piger du går sammen med, er dit lille slæng. Og, at ham den lyshåret med langt hår er den populære dreng?" "Øhh jo det er det vist". Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal svare. Han nikker så og går lige forbi mig hen til Simon og hans venner. Jeg ved ikke lige, hvad der skete for det, men jeg tror faktisk, at jeg kunne blive gode venner med Patrik, hvis han altså gider at være min ven. Jeg ved ikke, hvorfor jeg tror det, eller hvordan jeg kan vide det. Jeg har jo aldrig haft en rigtig ven, men der er bare et eller andet, der siger mig, at vi kunne blive rigtig gode venner og hjælpe hinanden meget. Selvom han gik fra mig på en mærkelig måde, er jeg helt glad. Det er ellers sjældent, at jeg er sådan rigtig glad i skolen.

Med et ægte smil om læben, går jeg ud til Trine og Katrine. Jeg glæder mig allerede til at komme hjem og skrive i min dagbog.

Og så lukker jeg dagbogen i. Jeg sidder med min computer foran mig, og har lige skrevet de to første kapitler af bogen om mig. De to dage jeg har skrevet om i dag, er nogle af de dage, der har betydet mest for mig. Det var efter de dage, at jeg prøvede at stoppe med at cutte i mig selv.

Det er lykkedes mig at starte en bog ud fra min gamle dagbog, det har været min drøm i lang tid, og nu er jeg i gang. Det er ved at være mange år siden, jeg skrev i den dagbog. Men jeg husker de to dage ganske tydeligt. Jeg endte faktisk med at blive rigtig gode venner med Patrik. Vi kunne hjælpe hinanden, lige som jeg troede vi kunne. Han hjalp mig med at blive glad igen, og jeg hjalp ham med at falde til i klassen.

Jeg kan hører min mand og vores børn lege inde i stuen. Vi har to børn. Den ene er 1 år og den anden 3. I må jo selv gætte jer til, hvem min mand er, men jeg vil afsløre så meget, at hans navn er Patrik og at jeg mødte ham for mange år siden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...