Dagbogen

Hvordan er det at være populær? Kan man godt føle sig ensom samtidig med at man er populær? Og hvad sker der når der kommer en ny dreng i klassen?

1Likes
0Kommentarer
88Visninger
AA

2. kapitel 2

Jeg går ned af trappen, jeg kan høre Anette og Jan der snakker. De holder op, da jeg kommer ind i stuen. De kigger på mig, de ser meget seriøse ud. Jeg sætter mig lige så stille hen i sofaen. Jeg tror godt, jeg ved, hvad vi skal snakke om. Det er langt fra første gang, vi sidder i sådan en situtation. Den samtale der starter lige om lidt kommer til at handle om, hvor vidt jeg vil mødes med mine biologiske forældre, hvor længe jeg vil være sammen med dem, hvis jeg overhovedet vil, og hvor det skal være. Anette stopper stilheden "dine forældre har haft ringet, de ville høre, om du kunne tænke dig at komme og besøge dem. Det er helt op til dig selv, om du har lyst, men der er jo længe siden, du har set dem." Jan siger "ja det er jo faktisk næsten to måneder siden." Så bliver de stille. De ved godt, det er svært for mig, vi har jo været det her igennem mange gange. Jeg har brug for lige at tænke lidt. Jeg forbereder mig altid på de her samtaler, men det er som om, at når vi så sidder her, har jeg glemt, om jeg vil se mine forældre, eller om jeg ikke vil. Altså det er jo længe siden, jeg har set dem. Men jeg har ikke lyst, hvis min mor har det psysisk dårligt. Og min far, det er aldrig til at vide med ham, nogen gange kommer han hjem og er fuld, andre gange har han forfærdeligt undt i rykken og kan ikke andet end at brokke sig. Jeg kigger på Anette og Jan. "Hvordan har de det. Er de i en god periode?" Spørger jeg dem. Anette smiler et trøstende smil til mig. "Din mor er i en god periode, og din far har det okay. Han har lidt undt i ryggen, men han brokker sig ikke så meget." Anette sætter så hen ved siden af mig og holder armene om mig. Jeg tager i mod trøsten og beslutter mig for, at jeg godt vil se mine forældre igen. "Jeg vil godt se dem igen, men ikke i mere end et par timer" siger jeg til dem. Anette smiler "det lyder godt, og du kan jo bare ringe, hvis du vil tideligere hjem." Jan smiler også og siger "hvornår vil du derhen?" "På onsdag måske" svarer jeg. Anette nikker bekræftende og tar sin telefon og går ud i køkkenet. Der går ca fem minutter, og så kommer hun ind i stuen igen. "Det passer fint, jeg kører dig derover efter skole, og så henter jeg dig efter 2 timer, medmindre du ringer og siger andet" siger hun. Jeg smiler, og Anette kommer hen og giver mig et kram.

Jeg går op på mit værelse. Trine har skrevet til mig, men jeg svarer ikke. Jeg trækker bare mit ene ærme op og kigger på min arm. Jeg tænker på Maria, hvor ked af det hun vil blive, hvis hun vidste, at jeg skærer i mig selv, på hvor skuffet Jan vil blive, og hvor fortvivlet Anette vil blive. Nogen gange ved jeg ikke, hvorfor jeg skærer i mig selv. Altså jeg ved jo godt hvorfor. Men hvordan kan jeg gøre det mod dem? Mod dem, der holder af mig. Jeg ved det ikke, men jeg tænker ikke over det, når jeg gør det. Først bag efter. Og så sker det en gang imellem, at jeg bliver så ked af det, at jeg finder glasset frem og skærer igen.

Min mobil bimler. Det er Trine som skriver igen, jeg overvejer, om jeg skal tjekke beskeden, men jeg dropper det. Jeg tager mit tøj af, så jeg kun står i bh og trusser. Jeg betragter min krop. Det er jo ikke fordi, jeg ligefrem ser grim ud, tvært imod, faktisk ser jeg godt ud, hvis jeg selv skal sige det. Jeg er tynd men ikke for tynd, jeg har store former, men ikke for store. Alt i alt er jeg ganske tilfreds med mig selv.

Men hvorfor gør jeg det så, hvorfor skærer jeg så i mig selv? Jo det gør jeg jo på grund af mine forældre. Smerten ved, at de ikke er der for mig, at de ikke elsker mig lige så meget, som de burde, de gør i hvert tilfælde ikke udtryk for, at de elsker mig. Jeg tager en blød t-shirt på, som jeg kan sove i. Jeg går ud på badeværelset, der ligger lige overfor mit værelse. Jeg børster tænder og tager min make up af. Jeg tjekker beskeden fra Trine. "Hej søde<3", står der i den første besked, i den anden står der "godnat skat<3". Jeg svarer hurtigt og ligger mig så ind i min seng. Den er dejlig blød, dynen ligger sig let om mig. Jeg har en stor halvandenmands seng, sådan en sort en med lys under. Jeg betragter mit værelse. Mit skab er sort, det står overfor min seng. Mit sorte og hvide skrivebord står henne i hjørnet. Ud over det er der nogle hylder med nogle pyntegenstande og et par billeder. Jeg skriver lidt om dagen i min dagbog. En dag om mange år vil jeg gerne lave min dagbog til en historie, som andre kan læse. Altså så det lyder som en rigtig historie, som en forfatter har skrevet.

Tårne begynder at trille ned af mine kinder. Det gør de næsten hver aften. Jeg ved ikke altid hvorfor, men det hele er bare så svært.

Hvad synes i? Er meget nysgerrig om jeres mening så...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...