I Hate You, I Love You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2016
  • Opdateret: 8 okt. 2016
  • Status: Igang
Sky White og Alick Carter er naboer, og har kendt hinanden siden de var små. De elsker begge to musik, og går på en lille musikskole i udkanten af London. Det lyder altsammen meget dejligt, men der er bare lige dét, at de altid har hadet hinanden. En dag får de til opgave at skrive en kærlighedssang sammen, men er det muligt, når man hader hinanden? Hader de overhovedet hinanden så meget, som de udstråler? Kærligheden har det jo med at komme, når man mindst forventer det.

1Likes
4Kommentarer
443Visninger
AA

2. Verdens værste bustur

„Tillykke med fødselsdagen.“
Jeg slår øjnene op. Foran mig står min familie. Min mor, min far og min lillebror, Ash.
Jeg sætter mig op i min seng, og gnider søvnigt mine øjne.
Mor og far står i fodenden af sengen, min far med hænderne på ryggen.
Ash springer over til mig, og sætter sig ivrigt ned i sengen ved siden af mig.
Han har et lille sammenfoldet papir i hånden.
  „Du skal læse det her kort.“ Jeg tager kortet og læser de skiftevis store og små ulige bogstaver, som kun en fem årig kan skrive dem.

TiLøKE mED FøsDAEn SKy 17 åR - FrA asH

Ved siden af skriften som i øvrigt er i regnbuefarver, er der tegnet to tændstikmænd, som skal forestille Ash og jeg. 
 „Kan du godt lide det? Jeg har helt selv lavet det. Helt alene, uden hjælp.“ Jeg ser ind i hans store chokoladebrune øjne, og smiler. „Jeg er vild med det,“ siger jeg, og ugler hans lyse krøllede manke. „Tak Ash.“ Han smiler stort.
„Vi har også en ting til dig,“ siger mor, og smiler. Jeg kigger undrende på hende, og derefter på far. Jeg har sagt at jeg ikke vil have nogle gaver. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi ikke er verdens rigeste familie.
 Musikskolen jeg går på, koster dyrt, så jeg vil ikke have at de skal bruge flere penge på mig.
Far hiver hænderne frem fra ryggen.
Han holder en mørkeblå violinkasse frem i mod mig. Jeg udstøder et lille gisp, og gør store øjne. Jeg tager i mod kassen, og åbner den. Indeni ligger en splinterny skinnende violin, sammen med en bue, en skulderstøtte og noget harpiks.
  „Jamen.. den.. jeg..“ stammer jeg. „Den her kan jeg da ikke tage i mod. Den må jo have kostet en formue.“
Jeg ser op på dem med et spørgende blik. Jeg forstår ikke hvorfor de har købt så dyr en gave til mig.
Den violin jeg plejer at spille på er gammel, brugt og støvet, men jeg tør slet ikke tænke på hvor meget den her nye violin har kostet.
  „Det skal du ikke tænke på,“ siger far med en stemme som siger, at han godt ved hvad jeg tænker på.
„Tusind tusind tak,“ siger jeg, og ligger tryk på hvert ord. „Virkelig, tak!“
„Det var så lidt,“ svarer mor med et smil. Nej, det var det ikke, tænker jeg.
  „Jeg er sulten,“ udbryder Ash, og springer ned fra sengen.

•••

Efter morgenmaden står jeg på bussen, med min nye violinkasse i hånden.
  ,,Godmorgen Sky. Tillykke med fødselsdagen,” siger buschaufføren, Hank, som har kørt mig
til skole i et år nu.
 „Tak,“ siger jeg med et smil, og går ned ad gangen i bussen. Jeg ser rundt efter et ledigt sæde. Der er overraskende mange med bussen i dag. Faktisk er bussen helt fyldt. Ikke et eneste sæde er ledig. På anden bagerste række, ser jeg det sorte hår, og velkendte ansigt, som sidder på et sæde, med sin guitarkasse på sædet ved siden af. Alick Carter. Jeg kan gå hen og spørge ham, om han ikke vil sætte sin guitar på gulvet, så der kan blive en plads til. Eller jeg kan blive stående og risikere at falde og brække en arm.
 Tanken om julekoncerten om en måned med en brækket arm, er ikke så tiltrækkende. Langsomt bevæger jeg mig over i mod ham.
  „Kunne det tænkes, at du kunne ligge din guitar på gulvet, så jeg ikke falder og brækker et eller andet?“ Jeg ser på ham med et koldt blik.
  „Hellere dig end min guitar,“ siger han, med et vildt irriterende grin. Jeg bliver stående og stirrer irriteret på ham.
„Gør det nu bare.“ Han ser sig omkring i bussen.
  „Du kan lige så godt spare dig. Der er ikke andre pladser,“ siger jeg. „Tro mig, det er ikke af egen fri vilje jeg sætter mig her. Det lover jeg dig.“ Han kaster et kort blik på mig, og fjerner så sin guitarkasse.
„Tak,“ siger jeg, tager min hvide uld hue af, og løsner mit halstørklæde. Derefter sætter jeg mig ned med et suk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...