I Hate You, I Love You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2016
  • Opdateret: 8 okt. 2016
  • Status: Igang
Sky White og Alick Carter er naboer, og har kendt hinanden siden de var små. De elsker begge to musik, og går på en lille musikskole i udkanten af London. Det lyder altsammen meget dejligt, men der er bare lige dét, at de altid har hadet hinanden. En dag får de til opgave at skrive en kærlighedssang sammen, men er det muligt, når man hader hinanden? Hader de overhovedet hinanden så meget, som de udstråler? Kærligheden har det jo med at komme, når man mindst forventer det.

1Likes
4Kommentarer
442Visninger
AA

3. Garren

Verdens værste og længste bustur, tænker jeg irriteret, da bussen efter et kvarters kørsel, standser foran musikskolen. Alick og jeg havde siddet i tavshed, men alligevel kunne man sikkert på meters afstand mærke vores had til hinanden.
Jeg trækker mit hvide halstørklæde tættere sammen om min hals, og vader igennem sne og sjap.
Jeg kan allerede, efter de få minutter jeg har været udenfor, mærke november kulden trænge igennem mine tykke uldstrømper og vinterstøvler.
Foran indgangen banker jeg sne og sjap af mine støvler, inden jeg går indenfor. Jeg går hen til mit skab, og tager mit overtøj af.
  „Tillykke med fødselsdagen!“ Det høje råb lige ud for mit øre giver et sæt i mig, og får mig til at banke hovedet ind i skabet. Oven i købet taber jeg også min splinternye violin. Jeg ømmer mig, og vender mig om i mod min bedste ven.
Hans lyse hår stritter ud i alle retninger, i mens hans pandehår, som altid, falder ned i de natte blå øjne. Han har et begejstret ansigtsudtryk.
  „Garren,“ siger jeg irriteret, og gnider min pande. „Alle kan høre dig, når du råber op på den måde.“
Han ser sig omkring, og griner. „Det er da meningen de skal høre mig,“ svarer han i et endnu højere tonefald end før. „Alle skal vide, at min bedste ven, Skyler Alice White, i dag fylder syt..“
  Jeg hiver fat i Garrens hættetrøje, og klasker min hånd over hans mund.
„Garren,“ hvæser jeg. „Hele verden behøver ikke at vide, at jeg har fødselsdag.“
  „Hhmff,“ er alt Garren siger. Han vender blikket ned mod min hånd over hans mund, og vender det så tilbage til mine øjne. Han sender mig et 'Gider du lige?' blik.
  „Lover du mig, at du holder din mund?“ spørger jeg. Han ruller med øjnene og nikker. Jeg fjerner langsomt hånden.
  „Du er da bare den største partykiller jeg kender, Sky,“ sukker Garren, og kører en hånd gennem sit pandehår, som med det samme glider ned i hans øjne igen.
  „Hvorfor er der ikke nogen, der må vide, at du har fødselsdag?“ Jeg sukker, og vender mig om for at lukke mit skab. Ærlig talt ved jeg ikke helt, hvad jeg skal svare.
  „Jeg er bare ikke særlig vild med at være festens midtpunkt,“ svarer jeg endelig. “Egentlig synes jeg at fødselsdage generelt bare er meget overvurderet.“
Garren ryster opgivende på hovedet. „Sky, lad nu være med at være så beskeden,“ siger han med et suk. „I dag er det præcis sytten år siden, at du blev født. Det er da værd at fejre.“
  „Så siger vi det.“ Jeg sukker, og samler violinkassen op fra jorden.
„Jeg har selvfølgelig også købt dig en gave,“ siger han med et grin, og blinker til mig.
  „Og apropos gave, så er den der vist ny.“ Han peger på min violin, og løfter øjenbrynene i et smil.
„Ja,“ siger jeg og smiler tilbage. „Den er fantastisk. Den er bare i så meget bedre kvalitet, end den forrige.“
Vi begynder at gå hen i mod klasselokalet, hvor vi skal have de to første timer.
 ,,Gæt hvem jeg sad ved siden af i bussen her til morgen,” siger jeg med en dyster tone.
,,Altså, jeg vil gå ud fra, at siden du bruger den der mørke tone,” begynder han. ,,Så sad du ved siden af Alick Carter. Han er den eneste jeg kender, som kan få dig i dårligt humør, bare ved at sidde sammen med ham i et kvarter.” Han griner og kaster et blik hen på mig.
 ,,Det var forfærdeligt,” sukker jeg, og ligger mit hoved på hans skulder i mens vi går.
,,Var det virkelig så slemt?” spørger han, og klapper mig på hovedet. ,,Snakkede i overhovedet sammen?”
 Vi ankommer til klasselokalet, og går ind. Jeg sætter mig på min plads lige bag ved Garrens. Han hiver sin cello taske af skulderen og læner den op af bordet. Derefter vender han sig om, så vi kan snakke videre.
  ,,Nej, selvfølgelig talte vi ikke sammen,” siger jeg, og læner mig tilbage i min stol. ,,Hvad skulle jeg sige? Hej Alick. Er det ikke vildt at vejret næsten er koldere end dit blik?  Det tror jeg så ikke lige.”
,,Hvorfor er det overhovedet i hader hinanden så meget?” spørger han. ,,I har jo kun snakket sammen ti gange i hele jeres liv, eller sådan noget.” Han hviler sine hænder på stolens ryglæn, og ser spørgende på mig. Jeg trækker på skuldrene.
Hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg det ikke. Vi har jo været naboer lige så langt tilbage, som jeg kan huske, men uanset hvor meget jeg anstrenger mig, kan jeg ikke komme i tanke om tidspunktet, hvor vi begyndte at hade hinanden. Måske var der slet ikke et bestemt tidspunkt. Det har bare altid været sådan. Vi har bare altid hadet hinanden. Det er dumt, mærkeligt og totalt barnligt, men det er bare sådan det er.
Garren derimod er den sødeste person, jeg kender. Vi mødte hinanden for fem år siden, og har været bedste venner lige siden.
  Jeg løfter blikket hen mod døren, og får øje på Alick.
,,Når man taler om solen..” siger jeg, og ser igen over på Garren, som vender sig om, for at se på Alick. ,,Er det bare mig, eller har han ikke fået gjort et eller andet ved sit hår?” spørger Garren, og ser på mig med et grin.
  ,,Det ved jeg ikke. Det kan jeg ikke rigtig se,” svarer jeg, selvom jeg sagtens kan se, at han har fået klippet sit sorte pandehår til.
  ,,Det har han altså,” bliver han ved. Jeg kaster et stjålent blik over på Alick. ,,Jeg vil altså ikke lyve,” siger Garren med et glimt i øjet. ,,Det ser totalt hot ud til ham.”
Jeg kigger på Garren, og griner, i mens jeg ryster på hovedet. Det er endnu en fed ting ved Garren. Han er homoseksuel, og vi kan derfor snakke om drenge sammen. Hvilket vi også gør. Meget.
Et lille minus er selvfølgelig at vi også kan komme op at skændes om drenge. Men det er heldigvis kun sket én gang, og vi kom hurtigt på god fod igen, da det viste sig, at fyren vi skændtes over, var en skiderik.
  ,,Det må selv du da indrømme, Sky,” siger Garren, og puffer til min fod. ”Selvom du hader ham, så ser han altså vildt hot ud.”
Klokken ringer og vores lære kommer ind ad døren. De sidste elever sætter sig ned, og begynder at pakke deres instrumenter ud.
Jeg selv åbner min violin kasse, og ser derefter op på Garren, som stadig venter på et svar. Jeg smiler, og siger ,,Jeg har altså ikke tænkt mig at svare på det, og det ved du også godt.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...