Høje Mål

At være bange og ikke turde at overkomme sin frygt er helt normalt. Men at savne sin kæreste så meget, at man overvejer det forbudte, går over grænsen. At opnå sin drøm om, at overkomme sin frygt, kan være svært. Specielt hvis det indebærer noget genkendeligt, som man ikke tør røre igen. Selv den mindst simple ting, som en dreng kan give en følelse i maven. En følelse, der hungrer efter lykke og frihed, men man mangler modet til faktisk at springe ud i det. Nogle gange skal man bare slå hjernen fra og gøre det. Man skal gøre hvad, der føles rigtigt, og ikke hvad man burde gøre. Følge dit hjerte. - Deltager i 'Olivia's konkurrence om at blive udgivet.

9Likes
11Kommentarer
361Visninger

1. Høje Mål

Vandet så smukt ud. Det glimtede svagt, og gav et skær af glæde fra sig hver gang det bølgede op og ned af de mange mennesker, der legede og svømmede rundt i bassinet. Hver og én foretog sig noget, som gav mening. De havde det alle sjovt, eller var der for andre gode formål.

Jeg havde overblikket over dem alle. Jeg følte mig majestætisk og særlig, som jeg stod dér ti meter over alle. Bare i ét sekund kunne jeg nyde følelsen, der boblede inden i mig. En følelse, jeg ikke ville have til at forsvinde. Noget, som sjældent befandt sig i mig.

Efter bruddet havde jeg været helt nede og røre bunden. Ikke bare med en pegefinger. Nej, hele kroppen lå dernede. Jeg stirrede lige nu op mod lyset, mens en tanke hurtigt bredte sig.

Du vil aldrig nogensinde komme derop. Du kan ligeså godt glemme det. Glemme ham!

Ligesom det var sivet ind, mærkede jeg en tåre forme sig, og en stikkende følelse bredte sig langsomt i mit øje. Jeg ville ikke græde mere. Han havde allerede været årsagen til flere millioner grædende anfald, som ikke ville forlade mig. De sad stadig fast i mig og lavede oprør mod mig om, at jeg skulle blive ved. Blive ved med at sørge og savne. Det hele var hans skyld.

Jeg var følelsesløs, og alligevel ikke for jeg var fyldt op med så mange følelser, at det gjorde umådeligt ondt. Jeg var halv. Jeg manglede min forsvundne anden halvdel, men den halvdel var ham, og han befandt sig sammen med den sorthårede. Djævlen, som havde stjålet ham.

Bunden, var forfærdelig og fyldt med tristhed og mørke. Noget som jeg bare i dét her sekund, kunne glemme og nyde glæden, som med garanti snart ville forsvinde fra mig, hvorefter mørket ville tage mig med ned i sit endeløse dyb.

Han havde været så sød og omsorgsfuld. Så kærlig, at jeg var faldet pladask for ham. Men den tid var forbi. Han havde selv ødelagt det, da den sorthåret trådte ind foran mig. Hun var guddommelig smuk og havde de smukkeste halvsorte øjne. Hun mindede om dybet, der var fyldt op med djævelskab og mørke. Han havde valgt den mørke side. Efter det ville jeg altid tvivle på mig selv. Sådan var det allerede nu. Jeg havde været sikker på vores kærlighed. Jeg havde stolet på ham, men det skulle jeg aldrig have gjort. Hvordan skulle jeg nogensinde vælge noget igen uden ham. Han var mit reb, som kunne trække mig op, men nu var han væk. Væk for altid. Væk fra mig. 

Kunne jeg overhovedet gøre det? Kunne jeg springe ud i noget nyt. Jeg ville have, at det skulle være en ny start, selvom han altid ville være i mine tanker. Uanset hvad jeg gjorde, ville han altid være der, og jeg ville aldrig slippe væk. Fortiden ville være som limet fast til mig og lige meget, hvor meget jeg prøvede at få den af, ville den altid klæbe sig fast til mig. Altid klar til at pine mig.

Ville jeg overhovedet nogensinde komme op til overfladen? Bare få et glimt af den? Eller havde skæbnen allerede valgt helvede for mig, som jeg skulle leve i hver dag. Mærke de røde nuancerede brændende flammer, som åd mig op indefra hver dag. Ud og ind... Mit eget helvede.

Der var selvfølgelig altid den nemme løsning, som indtil nu havde været et lille smuthul, som stod klar. En dør, der havde stået på klem, men som næsten var smækket i. Et lysglimt, som nogen gange valgte at komme forbi, for så at forsvinde som var det en sky, som hurtigt drev afsted. Videre på sin rejse, men jeg havde mistet den. Min chance var væk.

Jeg var en grå sky, som ikke medbragte andet end farven grå. Hver gang de hvide skyer viste sig, fór de væk fra mig. Men hvad skulle jeg gøre. Jeg kunne knap nok tænke på ham, så at stå ansigt til ansigt med ham og stå med front til ham, ville være det rene vanvid. Jeg ville være dræbt psykisk. Selvom jeg for altid, ville længes efter de savnede, smaragdgrønne, fortryllende grønne øjne, som tit havde boret sig ind i mine havblå. Hans muskuløse krop, som altid havde omfavnet mig, når svære tider viste sig. Når hans ualmindelig duft trængte ind i mine næsebor.

Jeg savnede ham, men han ville altid være fortid, så jeg skulle glemme ham. Det burde jeg. Jeg var som et objekt. Hvis man bare strejfede mig med sin pegefinger, ville jeg give efter og bryde sammen. Jeg kunne ikke tåle noget. Min selvtillid fandtes ikke mere. Ikke før han kom tilbage, men det ville aldrig ske. Han havde fået et bedre liv, mens jeg sekund efter sekund ødelagde mig selv med mine vanvittige tanker. Han skænkede mig sikkert aldrig én eneste tanke. Han var kommet videre, mens jeg druknede i tristhed.

Men lige nu var jeg omringet af varme. En dejlig fugtig varme, som svømmehallen havde i sig. Duften af klor, var som sædvanlig dejlig. Jeg elskede duften, og jeg nænnede ikke at kalde den for en lugt. Det var og blev en duft. Det havde været vores duft. Hans og min. Det var det eneste sted jeg følte mig sikker. Varmen og vandet havde en beroligende effekt på mig. For engangs skyld følte jeg, at der var håb. Håb for at jeg kunne leve videre uden, at være fanget af fortiden, som ikke ville give slip. Jeg følte mig fri. Fri som en fugl.

Dog stod jeg nu på kanten af ti meter vippen, og spekulerede over om jeg skulle gøre det. Jeg plejede kun at gøre det med ham, men jeg ville i det mindste kunne overvinde det. Jeg elskede, at mærke det kolde vand omfavne mig. De kildende bobler, som jeg dannede, bevægede sig omkring mig, mens de søgte overfladen. Men jeg plejede jo kun at gøre det med ham. Hånd i hånd plejede vi at hoppe ud over kanten, og overgive os til vandet. Men det var ikke det samme uden ham. Han ville altid have en plads i mit hjerte. Altid.

 

***

 

Jeg kunne bare ikke. Det mindede for meget om ham. Jeg følte mig alene bare ved tanken om at gøre det alene. Det blev bare for meget, og det var også det, der fik mig til at tage to skridt tilbage. Mens jeg rystede på hoved, løb jeg baglæns tilbage mod trappen, der førte ned.


Jeg var godt klar over, at folk havde ventet bag mig, men det var ikke det, jeg just tog mig af. Alt var lige meget. Jeg ville bare væk.

"Hey, nu skal du altså gøre det! Vi har ikke ventet hele dagen for ingenting," råbte en gnaven dreng bag mig. Bare i ét sekund troede jeg, at det var ham, men da jeg vendte mig rundt, var det en dreng, jeg aldrig havde mødt. Drengen så sur ud, og det fik mig også til at rødme svagt. Jeg rystede på hovedet, og gjorde tegn til, at han skulle hoppe. Der var fem drenge bag mig. Inklusiv drengen der talte til mig.

Nu følte jeg mig ikke særlig mere. De stod alle og kiggede ned på mig med sure og nedladende blikke, og de var mindst et hoved højere end mig.

"Nej, nu skal du hoppe! Vi har ikke ventet så længe, for at du pludselig skal blive bange og fortryde," forklarede den forreste dreng strengt til mig. "Hop nu!" Fortsatte drengen.

Jeg var fuldkommen tom for ord. På den ene side følte jeg mig utrolig fornærmet, men på den anden side, kunne jeg ikke få fremskaffet bare ét ord. Det var som om det hele var på tungen, men ikke gad komme ud.

"Hør, jeg vil bare gerne ned igen, så lad mig nu gå," bad jeg dem med bedende øjne, som jeg håbede ville få dem til at bløde lidt op, men de holdte deres strenge og urokkelige miner. Skulle jeg hoppe? Det ville nok få det værste frem i mig, men jeg gad ikke have noget med de drenge at gøre. De skræmte mig. "Kan du bestemme dig, hva?" En stemme bagi lød, og en dreng med et smørret smil trådte frem.

Og dér tog jeg den beslutning, jeg så længe havde overvejet. Jeg vendte mig med en elegant bevægelse om, og satte i løb mod den lille kant, jeg før havde stået ved. Nu ville det ske. Jeg ville nå mit mål. Jeg ville overvinde frygten for fortiden.

Jeg skævede ned i ét øjeblik, og så det glimtrende vand under mig. Luften omringede mig kraftigt, mens mit stadig tørre hår, blafrede i vinden, da jeg hoppede. Det var fantastisk. Jeg kunne blive ved for evigt. Det var som om min hjerne blev tømt for tanker. Jeg glemte ham.

Vandet ramte blidt mine spændte fødder, og jeg holdte mine arme i siderne. Boblerne kildede dejligt om min krop, da de steg til vejrs rundt om mig. Det var helt ubeskriveligt skønt.

Måske ville det hjælpe bare at blive her. Jeg vidste, at alt det ulykkelige ville starte ligeså snart jeg gik op af vandet.

Jeg pustede al min luft ud, og gav den til vandet, så jeg sank mere ned. I stedet for hele tiden at nærme mig overfladen. Nærme mig realiteten. Mine øjenlåg lukkede sig, og jeg nød de små lyde af skruer og metal, der så småt klingede mod hinanden i bassinet. Det var befriende. Jeg følte mig endelig helt fri. Smerten var der også, men det var godt, for endelig var det fysisk smerte ved ikke at kunne trække vejret og ikke konstant psykisk.

Bevidstheden havde snart forladt mig, og det samme havde flokken af bobler. Jeg ville forsvinde. Jeg ville komme hen til et bedre sted, hvor jeg kunne være fri for ham.

Men ligeså så hurtigt som friheden havde været for øjnene af mig, blev jeg trukket hårdt op af vandet, og jeg mærkede mig selv hoste gevaldigt. Hvorfor, ville folk ikke have, at jeg også blev lykkelig? Men da jeg slog mine øjenlåg op, og en finger blev lagt under min hage, var jeg stille. Jeg ville ellers råbe af den person, som havde ødelagt min eneste chance, men ikke nu.

Dér stod han. Drengen, jeg havde sørget over i uendeligheder. Drengen, som jeg ikke ville give slip på. Det ville jeg heller ikke denne gang, for lidt efter en tavshed, som havde været ved os, tog jeg min rystende hånd op til hans kind. Hvad nu hvis jeg endnu engang bare hallucinerede? Men da min iskolde hud, ramte hans varme, var det rigtigt. Han var der.


Jeg kunne ikke holde det inde mere. Det måtte bare ud. En stille tårer viste sig ved mit ene øje efterfulgt af flere hulk.


"Jeg har også savnet dig," sagde han hæst helt tæt ved mig. "Faktisk utrolig meget," fortsatte han. Jeg kunne også ane, at han havde fået blanke øjne gennem mine ufokuserede og slørede øjne. Jeg kunne ikke få nogle ord frem, men det behøvede jeg ikke, for han trak mig bare ind i et savnet og omsorgsfuldt kram. Men som tiden gik med krammet, dukkede en betydningsfuld tanke op.

Skulle jeg overhovedet tilgive ham? For al den sorg og ulykke han havde bragt mig.

Men kunne jeg overhovedet klare livet uden ham? Den sorthårede pige dukkede op foran min nethinde. Hvad var der blevet af hende? Ej, faktisk ville jeg ikke skænke hende flere tanker. Hun havde medbragt ulykke nok. Jeg ville nyde, at han var her ved mig, og selvfølgelig kunne jeg tilgive ham. Bare han blev ved mig.


Jeg flød inde i hans favn halvt over vandet, og nød hans savnede duft, som endelig kunne indtrænge mine næsebor igen. Til sidst trak jeg mig snedigt ud af krammet, og kiggede op i hans smaragdgrønne øjne, og på hans brune krøllede lokker, som hang klæbende ned langs hans skuldre. Jeg kiggede bare. Ikke andet. Andet behøvede jeg ikke. Måske havde han alligevel valgt mig? Nu kunne jeg måske tillade mig bare i ét øjeblik at være lykkelig. At få opfyldt mit højeste ønske. At nå mit mål, som ellers havde virket så uvirkeligt.


Han førte langsomt hans mund tættere ved min, og da mellemrummet mellem vores læber, kun var et par centimeter, gjorde jeg det samme. Vores læber ramte blidt hinanden og blev smedet sammen i et romantisk kys. Endelig var jeg fuldendt. Den anden halvdel var her. Jeg var samlet. Mit hjerte var repareret.


Der var bare tre ord jeg ville sige. De måtte ud. Han skulle vide det.

"Jeg elsker dig," sagde jeg lavt mod hand mund, og jeg mærkede langsomt hans mundvige trække sig op i et sødt smil, hvilket fik mig til at gøre det samme.

"Jeg elsker dig mere." Han var mit livs kærlighed.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...