EIGHT

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2016
  • Opdateret: 7 nov. 2016
  • Status: Igang
Hendes liv drejer sig om tre ting; magt, rigdom og rygte. Hans liv drejer sig om en ting; hende. Alexa Atler er ung, rig og smuk. Phillip Pierce er ambitiøs, uvidende og fra en anden verden. De to skæbener mødes, men hvor forenes to så forskellige liv? Og vigtigst af alt, hvad vil omverden sige? Manhattans Upper East Side er fyldt med håb og drømme, og danner baggrund for denne historie.

15Likes
29Kommentarer
2225Visninger
AA

10. Kapitel 9

 

 

"You will never love yourself half as much as I love you"

 

 

 

Det var ikke blevet specielt sent i går, hun var selv taget hjem kort efter episoden med Phillip og havde det underligt godt den morgen. Normalt plejede tømmermændene at ramme hende hårdt som det første når hun slog øjnene op, men denne morgen var de ikke kommet endnu, og hun havde lov at håbe at de blev væk. En smule søgende fandt hendes ene hånd frem til iPhonen som lå på natbordet ved siden af hendes seng. Et par beskeder og ubesvarede opkald som alle refererede til hendes tidlige forsvinden var alt den havde at byde på her til morgen – og uden yderligere handling smed hun den fra sig i sengen.

 

Det var egentlig vanvittigt irriterende at han blev ved med at hænge hende i hælene på den måde, det måtte da ikke tage en voldsom hjernekapacitet at forstå at hun bare ikke var interesseret? Eller, interesseret var måske ikke det rigtige ord at bruge, for det var jo ikke fordi hun ikke brød sig om ham, men det var for hans egen skyld, han ville jo stikke af med det samme han lærte hende at kende, og faktisk havde hun slet ikke den mindste lyst til at lukke ham ind. Måske en lille lyst. Men den var ikke værd at forfølge.

 

Den kølige efterårsluft føltes underligt forfriskende da hun nåede frem til central park. En ny motivation og lyst til at bevæge sig havde pludselig ramt hende imens hun stod under bruseren, og hun vidste med sig selv at det var nu eller aldrig hvis det nogensinde skulle lade sig gøre at bevæge sig udenfor lejligheden i andre henseender end blot for at tage på universitetet eller til fester. Hun var ikke lige så hurtig som de andre løbere, og det var tydeligt at hun var i ekstremt ringe form – men det gav hende nyt overskud at indånde den friske kølige luft og mærke livet omkring sig.

 

Hun nåede ikke meget længere end bænk nummer 3 før musikken i hendes ører blev afbrudt af hvad der lød som en SMS, og små irriteret trak hun vanterne af hænderne og fandt mobilen frem i lommen. Hendes hjerte slog et slag over da hun læste beskeden, og selvom hun forsøgte at lade vær, var det nærmest umuligt ikke at trække et lille smil.

 

”Jeg er ked af hvis jeg afbrød noget vigtigt i går, men hvis ikke jeg gjorde det beder jeg dig om en sidste chance, hvis du kan modstå mig efter dette så lader jeg dig være for evigt, jeg lover! – Phillip”

 

Det var utroligt, han var vedholden, det måtte man give ham. Og irriterende, han var så fandens irriterende og vedholden og alt andet end hun nogensinde havde været vant til, men udsigten til at hun kunne slippe af med ham på den måde var nu alligevel fristende. Hvis hun nu endelig fik ham til at forstå at han ikke var for hende og hun ikke for ham kunne han rejse hjem til England igen og hun kunne fortsætte sit miserable liv på Upper East side, det lød ikke så dårligt i hendes ører.

 

”Ok, vi mødes foran min lejlighed kl. 13, det bliver sidste gang du kommer til at se mig, så gør dig nu umage”

 

Hun kunne ikke lade vær med at grine lavmælt da hun trykkede send, stakkels Phillip – måske var han bare en af dem der skulle finde ud af det på den hårde måde, det ville ikke være hverken første eller sidste gang at hun rendte ind i dem.

 

 

Det blev ikke ligefrem til den løbetur hun havde set frem til, men hun havde vigtigere ting at bekymre sig om. Det var vigtigt ikke at ligne en som havde lyst til at tage ud med ham. Han måtte endelig ikke tro at hun forsøgte på noget – nej, et par sorte stramme jeans, ruskindsstøvler med en lille hæl, en grå strik og en læderjakke måtte udstråle en afslappet og tilbagetrukkent stemning. Det øverste af håret samlede hun en knold bag på hovedet og lod resten længe, det var netop så langt at denne frisure var mulig. Make up blev der intet af, det ville næsten være for stor en indsats. Imens hun ventede på at elevatoren kom til hendes etage tikkede en SMS ind, han ventede på hende dernede.

 

 

***

 

 

Udelukkende at tage en skjorte og pullover på var måske lidt et underkill i forhold til den efterhånden rigeligt kølige efterårsluft og det faktum at der kun var omkring 11 grader i byen. Men farverne havde han dog efterhånden styr på – og de grå nuancer på overkroppen komplimenterede de bordeaux chinos og sorte sko. Han var spændt på at se hendes reaktion, den mørkeblå mini cooper havde hun aldrig set ham i før, og den blev også kun brugt til særlige lejligheder, den var fra slut 60’erne og en han havde renoveret med sin bedstefar inden han flyttede herover, det var egentlig ikke meningen at den skulle med men det var måske en af eneste ting som rigtigt mindede ham om hvor han kom fra.

For at bevare overraskelsen trådte han et par skridt frem og ventede foran lobby døren med krydsede arme, han trak et veltilfredst smil da han så hende komme gående, og kunne ikke lade vær med at små grine indeni da det gik op for ham at hun virkelig havde forsøgt ikke at gøre noget ud af sig selv, det var bare ikke muligt for hende ikke at se fortryllende ud, og det var tydeligt at hun ikke selv var klar over det.

”Jeg er overrasket over at du overhovedet gik med til det her” sagde han imens han åbnede døren for hende. ”Du lovede jo at lade mig være hvis jeg gjorde det” Han kunne ikke lade vær med at smile af hendes åbenlyse forsøg på at virke sur. ”Har du bestilt en taxa, eller hvad skal der ske?” spurgte hun med løftede øjebryn og armene over kors. Han gik hen til bilen og åbnede døren for hende ”Herind” smilte han og kunne ikke lade vær med at nyde at se overraskelsen i hendes blik. Han satte sig ind på førersædet ved siden af hende begyndte at køre ud i den trange trafik på Manhattan. ”Hvad skal vi?” Spurgte hun lavmælt og han mærkede hendes blik glide fra vinduet til ham. ”Vi skal køre et godt stykke vej og så tænkte jeg vi kunne gå en tur” Det var umuligt at navigere rundt inde i byen og han ville forsøge at få hende ud på tomandshånd, ud et sted hvor hun ikke kunne flygte – det lød måske forkert, men et sted hvor det blot var dem og de ikke blev forstyrret af byens fristelser, på den ene eller anden måde.

 

 

***

 

 

Hun betragtede langsomt byen glide forbi dem, det var måske en dum idé bare sådan videre at tage med ham, uden for hendes comfortzone, og så i en bil som han havde renoveret med sin bedstefar, så blev det nærmest ikke mere familieidyl, noget som hun aldrig havde kendt til. Det var endnu en del der var skræmmende ved ham – han havde aldrig prøvet andet end at have en tilsyneladende varm familie om sig, et sikkerhedsnet af mennesker som bekymrede sig om ham, han havde absolut ingen anelse om hvordan det var at føle sig helt alene i verden, hvordan det føles at se sin familie blive splittet fra hinanden fordi ens far havde for mange affærer med sine sekretærer, hvordan det føles at blive sendt på kostskole og være den eneste der aldrig kom hjem i weekender og ferier, hvordan det føles at blive overladt til sig selv uden overhovedet at have nogen anelse om hvem man er og hvad livet er.

 

Lige så hurtigt som den dannedes i øjenkrogen tørrede hun tåren væk og rystede på hovedet, hvorfor tænkte hun på alt det her nu – det vigtigste måtte være bare at få det overstået og så vende tilbage, tilbage til ingenting. ”Hvad tænker du på?” hendes tankemylder blev overstået med ét da han begyndte at stille spørgsmål. ”Ingenting” sagde hun og trak på skuldrende, ”Vi er her nu” sagde han og stoppede bilen. Hun steg ud af bilen og blev forundret over synet – grantræer og natur så langt som hun kunne se, ikke en eneste lyd, ikke en eneste bil i nærheden ”Wow” mumlede hun og studerede al den natur som hun så for sig. ”Det er fedt, ikke? Jeg læste om området på nettet” Hun nikkede uden at kigge på ham, hun var alt for betaget af det syn der mødte hende.

 

”Kom” hun reagerede på hans stemme og fulgte med da han begyndte at gå, den kølige efterårsluft rensede hendes krop på en mærkværdig måde, og den ro der omfavnede dem var nærmest urealistisk. Det føltes underligt befriende at være udenfor byen og dens larm, og selvom hun følte sig blottet var hun alt for betaget af oplevelsen til overhovedet at spekulere på det, og på ham.

 

 

***

 

 

Der var noget fascinerende over at se hende være så betaget af naturen. Hun var umulig at komme i kontakt med og han fulgte hendes blik rundt i området. Han havde bemærket at hun intet make up havde på – hun var smuk, helt naturligt smuk. Han havde egentlig mest lyst til bare at betragte hende, det var nærmest som om der var en fælles enighed om ikke at sige noget. Han rømmede sig kort for at bryde tavsheden ”Alexa.. ” Han nåede ikke at færdiggøre sætningen før hun brød ind. ”Phillip hør .. Det er rigtig pænt af dig at tage mig med herud, men jeg mener det, jeg er ikke noget for dig, lad os tage tilbage og så sige det var det” Hun vendte sig og begyndte at gå, men han greb fat i hendes arm inden hun nåede så langt ”Nej, nu hører du lige!” Han hørte sig selv hæve stemmen.

 

”Jeg forstår ikke hvad det her game går ud på det for dig – kan du ikke bare forstå at jeg er forelsket i dig? At jeg synes du er fantastisk og at jeg er ligeglad med at du ikke kan lide mig? Jeg synes du er helt igennem vidunderlig og jeg forstår ikke hvordan du ikke bare kan få det ind i hovedet, jeg ved godt du er bange, men jeg tror jeg er helt rigtig for dig, jeg tror jeg er den du har brug for”

Han var nærmest forfærdet over alt det han lige havde sagt, og kørte hånden gennem håret for lige at samle tankerne, han kunne se på hende at hun ikke vidste hvordan hun skulle reagere. Og inden hun kunne nå at sige noget tog han to skridt frem, lagde en hånd på hendes nakke og trak hendes hoved ind til sig og mødte hendes læber i et kys. Et af de kys som var helt og fuldstændigt løsslupne, og i det øjeblik var det som om at alle forvirringer og forventninger forsvandt mellem dem, han kunne mærke hvordan hendes læber formedes til et smil imellem kyssene, og der var noget i ham der vidste, på det tidspunkt, at hun var hans.

 

_________________________________________________________________________________________________________

 

Så kom endnu et kapitel ind - jeg er i fuld gang med næste kapitel så jeg håber I fortsat vil følge med. I dette kapitel sker der jo en ret stor udvikling med karakterene og jeg håber at i føler det var på sin plads - det gjorde jeg i hvert fald da jeg skrev det :-) 

Som altid er konstruktiv kritik, spørgsmål eller andre kommentarer mere end velkomne i kommentarfeltet nedenunder! 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...