EIGHT

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2016
  • Opdateret: 7 nov. 2016
  • Status: Igang
Hendes liv drejer sig om tre ting; magt, rigdom og rygte. Hans liv drejer sig om en ting; hende. Alexa Atler er ung, rig og smuk. Phillip Pierce er ambitiøs, uvidende og fra en anden verden. De to skæbener mødes, men hvor forenes to så forskellige liv? Og vigtigst af alt, hvad vil omverden sige? Manhattans Upper East Side er fyldt med håb og drømme, og danner baggrund for denne historie.

15Likes
30Kommentarer
2262Visninger
AA

8. Kapitel 7

 

"Tell me i'm a screwed up mess, that I never listen, tell me you dont want my kiss, that you need your distance" 

 

 

Telefonen var næsten ved at falde ned fra bordet på grund af alle de vibrationer som opkald og sms’er havde medført i løbet af natten. Alexa åbnede langsomt øjnene og greb ud efter telefonen som hun med nød og næppe fik fat i inden den faldt på gulvet. Hun lod blikket skimme ned over alle beskederne hun havde modtaget. Tog den ene hånd foran øjnene og satte sig derefter op i sengen for at kunne læse bedre.

 

Det var primært beskederne fra pigerne og hun kunne ikke lade vær med at få en klump i maven da hun læste beskederne igennem. De handlede udelukkende om nattens hændelser og det var ikke ligefrem positive vendinger om hendes nye relation til Phillip.

 

Det var jo ikke fordi hun ville lade andre diktere hvad hun skulle og ikke skulle. Men måske havde de ret. For Phillip passede jo ikke ind i den her verden, og hun havde slet ikke brug for ham eller nogen andre. Hun måtte lade det stoppe på en stille og rolig måde. Det var det eneste rigtige at gøre, for hun kunne ikke risikere at folk ville begynde at snakke dårligt om hende.

”Phillip jeg beklager, det har været rigtig sjovt at lære dig at kende men jeg tror ikke det er godt for nogen af os at fortsætte det” hun kneb øjnene hårdt sammen inden hun lod beskeden sende, og så snart den var sendt smed hun telefonen ned i sengen. Det var bedst på den her måde, forsøgte hun at overbevise sig selv om.

 

 

***

 

 

For første gang i meget lang tid befandt han sig i sin seng til langt op af formiddagen. Det havde været en hård vagt på klubben i går og han var først hjemme i sin seng omkring klokken fem om morgenen. Med et smil tænkte han tilbage på gårdsdagens oplevelser med Alexa. Det var rart at se den side af hende, og han havde på fornemmelsen at hun var tæt på at lukke ham ind.

 

Den fornemmelse blev dog slået til jorden da han så den SMS der netop var tikket ind. Han tog sig til hovedet og slog hårdt den ene hånd ned i dynen. For helvede Alexa. Det passede jo ikke. Det ville være rigtig godt, rigtig godt for dem begge hvis det fortsatte. Han måtte finde en måde at komme til at snakke med hende på.

 

Nerverne sad helt ude på tøjet da han stod i elevatoren og var på vej op til hendes lejlighed. Det var måske lidt ubehøvlet at komme uanmeldt, men han vidste at hun ville sige nej hvis han foreslog at han kom over. Så det her var den eneste mulighed. Han trådte ud i lejligheden og fik øje på hende i køkkenet ”Hey” halvråbte han, og bemærkede hendes overraskede ansigtsudtryk da hun fik øje på ham.

 

”Jeg fik din sms” sagde han og sendte hende et skævt smil, hun kiggede blot på ham med det der helt neutrale ansigtsudtryk som hun mestrede så godt. ”Alexa det passer jo ikke, du ved jo godt at det her er ægte” Han holdt mobilen op for at vise hende beskeden.

 

Han bemærkede hvordan hun lagde armene over kors og kiggede ud til siden ”Phillip jeg tror ikke du forstår, jeg har virkelig ikke brug for det her, jeg tror det er bedst hvis du går nu og vi bare lader hinanden være” Han kunne se at der var en lille procentdel af hende der ikke rigtigt mente det. Eller måske var det bare ren ønske tænkning. ”Helt ærligt, du kan godt lide mig, jeg kan godt lide dig, hvad er problemet?”

Nu løftede hun endelig hovedet og kiggede ham direkte ind i øjnene ”Problemet er at du ikke forstår mig eller den her verden. Du tror det hele er så pisse nemt, at det bare handler om kærlighed og pis og lort. Men sådan er det ikke Phillip. Jeg synes du skal gå nu” Hendes ord ramte ham som en kugle i brystet. Hendes ansigtsudtryk var iskoldt. Og han vidste at hun mente det. Det kunne bare ikke passe, han var så tæt på.

 

 

***

 

 

Det var primært lettelsen der ramte hende da han endelig forlod lejligheden. Nu skulle hun ikke bekymre sig om ham mere, om rygterne og alt det der fulgte med. Selvom det ikke var rart at sende ham væk på den måde var det, det rigtige at gøre. Hun havde ikke brug for ham. De ord blev hun ved med at gentage for sig selv.

 

Mandag morgen på Manhattan var altid den mest hektiske. Folk var kommet lidt for sent ud af døren på grund af weekendens afslapning og nu havde de travlt. Alexa besluttede sig derfor for at gå til universitetet, det var faktisk en fin gåtur, og med musik i ørene var det ikke slemt.

 

Hælene på de sorte biker boots betegnede hvert et skridt hun tog, og med ansigtet vendt ned imod sine fødder bemærkede hun slet ikke trafikken og menneskerne omkring sig. Det var underligt afslappende udelukkende at koncentrere sig om hvor hun skulle sætte foden næste gang. Den små kølige morgenbrise gav hendes bare ben gåsehud og hun trak et smil ved tanken om at et jumpsuit uden ben eller ærmer måske ikke var det smarteste løsning.

 

Hendes tanker blev afbrudt da flokken af pigerne kom småløbende imod hende. Hun tog head-settet ud af ørene og tog imod den varme latté som en af pigerne gav hende ”Godmorgen” sagde hun med et smil og begyndte at lede flokken imod universitetet. Det var så inderligt ligegyldige ting som pigerne gik og snakkede om. Men det var hverdagen og det var trygt at have de piger omkring sig.

 

Netop da de gik ind igennem hovedindgangen så hun at han stod der. Hun trak vejret dybt og gik direkte forbi ham. Pigerne små fnes da de passerede ham og selvom hun ikke syntes det var helt fair passede det hende fint. På den måde fik hun lagt den afstand til ham som var passende. ”Alexa!” hun hørte han råbte efter hende, men fortsatte blot med at gå, og det hele føltes som en film der foregik i slowmotion.

 

Da professoren endelig forlod lokalet rejste hun sig hurtigt, tog sine ting og forlod lokalet med pigerne. Hele rummet gav hende en kvælende fornemmelse, og hun trængte bare til at komme væk.

 

Dagene og ugerne fortsatte på denne måde. Efteråret var efterhånden kommer til Manhattan og de gule og røde blade fyldte gadebilledet. Livet gik videre for Alexa, og hverdagen bestod efterhånden primært af shopping og restaurant besøg med pigerne. Weekenderne bestod selvfølgelig af vilde fester, og selvom det hele blev blandet sammen til en ligegyldig masse var det, det hun kendte. Det var det hun var tryg ved og det var på den måde hendes liv var bestemt til at skulle fungere. Alene tanken om at nogen skulle have magten til at ændre det faktum, skræmte hende fra vid og sans. 

 

_________________________________________________________________________________________________________

 

Jeg beklager der lige går et par dage mellem kapitlerne - jeg følger meget med i OL pt. så derfor får jeg ikke skrevet helt så meget som jeg godt kunne tænke mig. 

 

I er som altid mere end velkomne til at smide en kommentar i kommentarfeltet nedenunder, og jeg håber at i fortsat vil læse med :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...