EIGHT

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2016
  • Opdateret: 7 nov. 2016
  • Status: Igang
Hendes liv drejer sig om tre ting; magt, rigdom og rygte. Hans liv drejer sig om en ting; hende. Alexa Atler er ung, rig og smuk. Phillip Pierce er ambitiøs, uvidende og fra en anden verden. De to skæbener mødes, men hvor forenes to så forskellige liv? Og vigtigst af alt, hvad vil omverden sige? Manhattans Upper East Side er fyldt med håb og drømme, og danner baggrund for denne historie.

15Likes
29Kommentarer
2228Visninger
AA

6. Kapitel 5

 

"Made us believe it was only us, convinced we were broken inside"

 

 

Den tidlige morgens solstråler skar hårdt i hendes øjne som hun nænsomt åbnede. Smerten i kroppen var ikke til at tage fejl af, og en forfærdelig træthed overmanede hende med det samme. Hun kneb øjnene halvt i for at kunne overskue mere, og lod blikket glide rundt på stuen. Fuldstændig sterilt og hvidt, hun løftede den ene hånd og lod mærke til droppet der var forbundet til hendes underarm.

 

Det næste hun opdagede var den kittel klædte mand der trådte ind på stuen med en journal i hænderne. ”Alexa” sagde han og lod kort sit blik studere journalen som han stod med hænderne, han klikkede et par gange på toppen af sin kuglepind og kiggede hende så direkte i øjnene. ”Er du klar over hvor heldig du har været?” Sagde han, og hun bemærkede et sagte smil der undslap hans læber.

 

”Du har fået en overdosis af hvad vi tror er kokain blandet med MDMA, da vi fik dig ind trak du knap vejret og du havde heldigvis kastet alt hvad der var i dig, op” Lægens ord gav hende kuldegysninger, og langsomt lod hun den ene hånd klemme om dynen.

 

”Alexa er der nogen vi kan ringe til? Vi har forsøgt at ringe til dine forældre hele natten men deres sekretær siger at de pt. Er på Bahamas og vi kan simpelthen ikke få fat i dem?”

 

Hun lukkede øjnene hårdt i og forsøgte at holde tårerne ind, og måtte ryste på hovedet til lægens spørgsmål. Selvfølgelig var de ikke til at få fat i, måske var det også for det bedste at de ikke fik af vide om nattens hændelser.

 

Lægen kom nærmere og lagde kærligt sin hånd på hendes skulder og gav den et blidt klem ”Den unge mand som kom ind med dig er her, han har sovet på stuen ved siden af, må jeg sende ham ind?” Forundret åbnede hun øjnene, Timothy? Sidst hun så ham var hun på vej ud på toilettet og …. Kunne det være ham der havde givet hende den overdosis? Mere nåede hun ikke at tænke før hun tog sig selv i at nikke til lægen.

 

 

***

 

 

 

Endelig var hun vågnet, og han havde endda fået tilladelse til at gå ind og se hende, hvad han skulle sige anede han ikke, men han var oprigtigt glad for at hun umiddelbart ingen mén havde fået af oplevelsen.

 

Han trådte ind på stuen og bevægede sig langsomt mod hendes seng, hun løftede hovedet og så op på ham. Blikket i hendes øjne var nærmest undskyldende og han kunne ikke lade vær med at bemærke de tårer der var på hendes kinder. Hun sendte ham et hurtigt smil og vendte kroppen mod ham.

 

”Tak fordi du fik mig herind, jeg beklager hvis det ikke lige var den perfekte første torsdags vagt” Sagde hun med et blink i øjet og han kunne ikke lade vær med at smile, det var utroligt at hun havde overskud til humor i den tilstand. ”Ja altså, er det ikke rimelig normalt at redde piger sådan en helt almindelig torsdag aften?”

 

Hans kommentar fik hende til at smile helt oprigtigt, og han lod forsigtigt sin hånd røre hendes kind. Hun kiggede ned i dynen og fjernede hurtigt hans hånd. ”Jeg beklager, Phillip ikke? Det var virkelig pænt af dig og jeg er meget taknemmelig, men jeg har ikke brug for flere fyre i mit liv pt. Og jeg tror slet ikke jeg er noget for dig. Jeg beklager, jeg vil gerne hvile mig lidt, endnu en gang tak”

 

Det var vel fair nok, hvad havde han regnet med? At han kunne redde hende fra hendes sindssyge venner og så regne med at de kunne leve lykkeligt til deres dages ende? Han løftede hånden i et vink, vendte sig om og gik ud fra stuen. Da han kom ud på gangen tog han begge hænder op for ansigtet og rystede på hovedet. Det var jo slet ikke sådan hun var? Og hvad vidste han egentlig om det? Han havde en diskussion kørende med sig selv og forsøgte at finde ud af hvad han kunne gøre. Måske intet, måske ville hun måske bare gerne leve på den måde.

 

Han trak på skuldrende da han indså at han jo ikke kunne tvinge hende til at ændre sig, men noget i ham kunne bare ikke lade hende være.

 

 

***

 

 

Langsomt lukkede hun øjnene i da han havde forladt hendes værelse, hans berøring af hendes kind hang stadig ved som et aftryk, og hans duft omkransede stadig hendes ansigt. Hun knugede dynen til sig og kunne ikke kontrollere sine tanker. Hvorfor lod hun ham gå? Han var jo virkelig tiltrækkende og måske kunne en fyr som ham være lige hvad hun havde brug for?

 

Hun rystede på hovedet. Med den afvisning hun netop havde givet ham var sandsynligheden for at han allerede havde glemt hende stor. Og måske var det hele også bare en dum idé, for der havde jo været en sandhed i det hun havde sagt – hun havde ikke brug for flere i hendes liv pt. Hun kunne jo knap overskue sig selv.

 

Det var efterhånden blevet aften og hun havde endelig fået lov til at tage hjem, hun var stadig medtaget men hendes tal var normale og hospitalet så ingen grund til at hun ikke kunne få lov til at gå, så længe hun blot havde nogen til at kigge efter sig. Det havde hun lovet dem at hun havde, men selvfølgelig havde hun ikke det. For hun var fuldstændig alene og selvom pigerne have ringet omkring 50 gange kunne hun ikke overskue deres overfladiske selskab.

 

Hun scrollede ned over de mange SMS’er og opkald og bemærkede en SMS fra et ukendt nummer:

 

”Jeg kan ikke glemme dig, og jeg håber du på et eller andet tidspunkt vil lade mig lære dig at kende. Jeg håber du har det godt, hilsen Phillip”

 

Hun sank en klump i halsen og ringede nummeret op.

 

Telefonen ringede et par gange inden hun hørte hans stemme i den anden ende ”Ja?” sagde han, hun rømmede sig en enkelt gang ”Det er Alexa, tak for din besked, og undskyld for min behandling senere. Sagen er den at jeg mangler en der kan kigge efter mig det næste døgn, jeg ved godt du sikkert ikke har lyst, men hvis du har giver jeg lobbyen besked og så kan du bare komme”

 

Hun nåede ikke engang at høre hans svar før telefonen gik tør for strøm, typisk.

 

Smågrinene over sig selv faldt hun sammen da hun nåede op i lejligheden, hvad havde hun tænkt på? Hun rystede på hovedet, klædte sig af og gik ud på badeværelset, det eneste hun kunne tænke på lige nu var et varmt bad.

 

Det varme vand omsluttede hendes krop, det var virkelig tiltrængt og følelsen af sæben mod hendes hud fik hende nærmest til at leve op på ny. Da hun trådte ud af badet viklede hun sig ind i et håndklæde og kørte en børste igennem det korte page lignende hår. Hun stod omgivet af sine egne tanker da hun pludselig hørte en stemme ude i entréen ”Hallo? Alexa?” shit, det måtte være ham, han måtte være kommet. Uden mulighed for andet åbnede hun døren til badeværelset og mødte ham i entréen ”Jeg havde ikke regnet med at du ville dukke op” sagde hun med et lille grin, hun kunne ikke lade vær med at fortsætte med at grine da hun så hvordan han rødmede og kiggede ned i jorden da han bemærkede at hun kun havde håndklædet omkring sig. ”Jeg går lige ind og skifter tøj, hvis det ikke gør noget” hun blinkede til ham og vendte så om og gik ind i soveværelset.

 

 

***

 

 

Undersøgende lod han blikket glide rundt i den kæmpe store lejlighed, alene udsigten måtte have kostet mange millioner. Det var vildt at tænke på, indretningen var meget skandinavisk og uden personlighed, den mindede i store træk om et hotelværelse, måske beskrev den hende egentlig meget godt? Phillip smilte da han så hun kom ud fra soveværelset, hun var iklædt tætsiddende sweat pants og matchende tætsiddende trøje, og for første gang havde han mulighed for at undersøge hendes krop på afstand.

 

Selvom hun intet make up havde på og hendes hår knap var tørt var hun smuk, hun var så enkel men alligevel med så mange små detaljer. Han tog sig selv i at stå og kigge på hende lidt smådrømmende. ”Vil du have noget at drikke?” Brød hun ind og tog ham ud af sine tanker ”Bare et glas vand eller sådan noget” han smilte til hende og gik med hende ud i køkkenet hvor hun hældte et glas koldt vand op til ham ”Det er virkelig venligt af dig det her, jeg ved ikke lige hvor jeg fik den idé fra, men du var underligt nok den første jeg tænkt på da lægerne sagde jeg skulle have en der kunne holde øje med mig” hun grinte stille da hun afsluttede sætningen og han sendte hende bare et smil ”Jeg kunne ikke rigtigt lade dig i stikken, vel?” sagde han og blinkede til hende.

 

”Er du træt?” spurgte Phillip da filmens rulletekster rullede over skærmen, hun nikkede og sendte ham et smil ”Ja, men jeg har det helt fint” sagde hun og begyndte at bære de skåle og glas ud som de havde brugt til lidt frugt og det vand de havde drukket. Han fulgte efter og tog roligt skålene ud af hænderne på hende ”Nu skal jeg” sagde han og åbnede opvaskemaskinen, hun blev stående tæt op af ham for at få plads til at stille glassene ned. Han rejste sig helt op og tog glassene og satte dem i opvaskemaskinen, og lukkede lågen.

 

Da han vendte sig stod de lige foran hinanden. Han bemærkede at han var omkring 10 cm højere end hende, og den åbenlyse tiltrækning mellem dem blev ikke mindre.

 

Phillip tog forsigtigt sin hånd op og lagde den på hendes kind, og kørte den langsomt ned over hendes skulder, ned langs hendes ryg og endte den midt på ryggen. Han mærkede hendes hænder der langsomt kørte op over hans overarme, og da de endelig fandt ro øverst på hans arme, trak han hendes spinkle krop ind til sig, og lod sine læber ramme hendes.

 

Han bemærkede hvordan hendes hænder flyttede sig op til hans nakke, og han lod begge sine hænder gå på opdagelse på hendes ryg. Han havde ventet på at være tæt på hende, og at mærke hendes krop imod hans føltes elektrisk, det var magisk. 

 

_________________________________________________________________________________________________________

 

Jeg håber I synes det her kapitel var lige så spændende som jeg synes da jeg skrev det, og jeg håber at det står klart at jeg forsøger at opstille en forskel på deres "forhold" når de er alene sammen og når de er ude i den "rigtige" verden :-) uanset så håber jeg at I fortsat vil læse med og I må meget gerne smide en kommentar i feltet nedenunder! :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...