Rapporten...

Rapporter, siger han højt og tydeligt, så det genlyder i det kolde værelse. Han rejser sig op af sin stol, og gå over mod de store vinduer, der giver det eneste lys der er i lokalet. ”Det sædvanlige,” svare John. ”Han er ubehøvlet, pis hamrende irriterende, og giver mig lyst til at pande ham en, hver gang han åbner munden!”

0Likes
5Kommentarer
105Visninger
AA

1. Rapporten...

 

  ”Hvorfor sender du ikke bare en sms eller ringer?” Brokker John sig i igen til Mycroft.

Han reagerer ikke, og forsætter blot med at studere papirerne foran ham.

  ”Hvis du ikke har tænkt dig at sige noget, hvorfor er jeg her så?” Johns tålmodighed er snart sluppet op. Han går et par skidt frem mod Mycroft skrivebord, i håb om, at han vil få noget opmærksomhed, fra den isklump, hans ven har som bror.

  ”Fint, at du ikke vil sige noget!”

Stadig intet!

  ”Stilhed skulle også være en dyd, ifølge Sherlock.”

Watson sætter sig i en af læderstolene, der står over for skrivebordet. Det knaser lidt da han sætter sig ned, læderet må være godt slidt. Mycroft løfter hovedet, og ser over på Watson.

Rapporter, siger han højt og tydeligt, så det genlyder i det kolde værelse. Han rejser sig op af sin stol, og gå over mod de store vinduer, der giver det eneste lys der er i lokalet.

  ”Det sædvanlige,” svare John. ”Han er ubehøvlet, pis hamrende irriterende, og giver mig lyst til at pande ham en, hver gang han åbner munden!”

Mycroft trækker på smilebåndet. John ligger knap mærke til det, da han er optaget af at betragte de mange bøger, alle væggene i lokalet er dekoreret med.

  ”Men?” Spørg Mycroft, Watson.

  ”Hvordan viste du der var et men?”

John ser helt mærkelig ud i ansigtet. Ikke at det burde komme som en overraskelse for ham. Alligevel overrasker det ham vær gang, at Holmes brødrene ved alt, og med det mener han ALT!

  ”Hvis du allerede ved det, hvorfor skal jeg så fortæller dig det?” Vrisser John til Mycrofts ryg. Det går et lille stykke tid inden Hr. Holmes svare.

  ”Jeg kan godt lide, at få tingede bekræftet.”

Han vender sig om, og ser John lige i øjnene. Der er et glimt af bekymring i hans øjne, men kun de færreste kan se det, over den arrogance han udstråler. John ler let. Mycroft, begynder han med.

  ”Sherlock har ingen følelser.”

  ”Det ved jeg,” smiler Mycroft.

  ”Men han har været helt ved siden af sig selv, lige siden.”

Der opstår en lille pause inden Watson forsætter.

  ”Han spiser ikke, han sover ikke. Men det er ikke det der bekymrer mig. Det er gået så vidt, at han undskylder, takker og i det hele taget bare opføre sig høfligt, eller det vi andre ville kalde ubehøvlet.”

John hiver efter vejret, efter det udbrud han lige havde haft. Mycroft har ladet blikket vende ned mod trægulvet igen.

  ”Den ene dag hvor Lestrade havde ringet efter vores ekspertise, havde Anderson været på gerningsstedet, da vi ankom. Sherlock reagerede ikke engang på hans tilstedeværelse. Ingen fornærmelser ingen stikpiller omkring den affære han tydeligvis har kørende, ikke engang den sædvanlige tale.

”Hold kæft, hold kæft alle sammen. Rør jer ikke. Sig ikke et ord. Stop med at trække vejret. Anderson, vend dit ansigt den anden vej. Du er irriterende!”

Der er noget seriøst galt med ham. Det har taget langt hårdere end forventet,” forsætter John Watson med, at forklare Mycroft.

  ”Ingen har prøvet at hjælpe ham, da ingen regnede med at han har følelser.” Færdig gøre John sin forklaring.

 

Der breder sig igen en stilhed over rummet. Mycroft flytter blikket over på John, og går over mod sin stol. Han stiller sig bag den, med hænderne på stoleryggen. John følger hver eneste bevægelse.

  ”Og hvad skal vi stille op med det?” Spørg Mycroft opgivende.

Han sætter sig ned, og tager en slurk af den kolde te der står foran ham. Han byder Watson, men John takker nej ved, at løft på hånden og ryste venligt på hovedet.

  ”Han er mere deprimeret end dengang, alt det med Irene Adler stod på…”

John lader ordene hænge i luften, så Mycroft selv kan finde betydningen i dem. Han ser ud til at overveje dem, og skal til at sige noget, da han i stedet spørg om et helt andet spørgsmål.

  ”Er han misbruger igen?”

Spørgsmålet kommer bag på Watson. John flytter lidt på sig, i den ubehagelige stol inden han svare.

  ”Morfin og kokain, det skifter lidt.”

Mycroft samler hænderne og nikker.

  ”Og sedlerne?”

John hiver et par krøllet stykker papir ud af sin bukselomme. Fik hugget et par, inden han har destrueret dem, siger John, mens han rækker dem til Hr. Holmes. Mycroft bladre hurtig listerne igennem. Det ser kun ud til han læser nogle få af dem. Han lægger alle papirstykkerne ned på skrivebordet, undtagen et han stadig holder i hånden. Han har et undrende udtryk i ansigtet, mens han stirrer på papiret.

  ”John, har du læst dem?” Spøger han, mens han stadig er optaget af papiret.

  ”Nogle få,” svare Watson.

John gnider sin ene hånd mod sit ben i en nervøs trækning. Mycroft vender papirstykket om mod Watson. Watsons ansigtskulør skifter fra lysebrun til kridhvidt på et øjeblik…

 

-Johns ufødte barn.

 

John hiver papirs lappen ud af Mycrofts hånd. Han vender og drejer den, men der står ikke mere. Watson kigger uforstående op på Mycroft.

  ”Der må værre mere, hvorfor står der ikke mere?” råber John panisk til Mycroft.

  ”Marry er ikke gradvid!” mumler han lidt efter.

  ”Hvad er der, med mit ufødte barn?” brøler Watson.

Mycroft kigger upåvirket af situation på John. Mycroft rejser sig let op, og tager langsomt sedlen ud af Johns rystende hånd. John har rejst sig op i mellem tiden, og går nu aggressivt rundt i cirkler i biblioteket. Mycroft sidder stadig med sedlen.

  ”Hans hånd har været rolig, mens han har skrevet det. Blækket er et par dage gammelt, og det er blevet skrevet i alt hast. Han har været udenfor, mens han har fået det fortalt, man kan se hvor regndråberne er faldet. Marry har haft pair lappen, man kan se mærket af hendes fingernegl i siden, hun har tydeligvis været oprevet. Sherlock har...”

  ”Hold kæft!”

Runger det i lokalet. John går med store skidt mod Mycroft, og peger lige på ham med en finger.

  ”Jeg kom her i dag for at opdatere dig omkring Sherlock, og finder ud af at min kone er gravid. Alle kender åbenbart til det, men ingen har fundet det nødvendigt at fortælle mig om det, så du holder bare kæft, om hvordan Marry har fortalt Sherlock det!” råber John såret til Mycroft.

Mycroft rejser sig fra skrivebordet, og retter på slipset, i vesten inden han kigger op på Watson, der stadig står, og ligner en der skal til at angribe Mycroft.

  ”Lad os få dig hjem.”

Mycroft lægger en hånd på hans skulder.

  ”Jeg er sikker, på at Sherlock bliver en vidunderlig onkel…”

Mycroft trækker kort på smilebåndet.

  ”Det er ikke spor sjovt! vrisser John af ham. ¨

  ”Hvis det barn overlever en dag i nærheden af Sherlock, uden at blive sprængt i stykker, eller har leget med et øjneæble, skal jeg bare være glad!” skælder Watson.

  ”Kom.”

Mycroft har en hånd på ryggen af Watson, og viser ham ud.

  ”Jeg får en til at køre dig hjem,” siger han som afsked inde han smækker døren i. Watson taster Marrys nummer ind på hans mobil…

Mycroft vender sig rundt, og begynder at gå tilbage til sit skrivebord.

  ”Den er klaret, siger han koldt, ud i luften. Sherlock vender sig om fra vindduet af, og ser hen på sin bror.

  ”Tak. Lad os bare håbe, at det er nok til at distrahere ham, fra de virkelige udfordringer,” siger Sherlock trist.

  ”Har du underretter Marry om planen?” spørg Mycroft hans yngre bror af. ’

  ”Hun er fuldt forstålig,” svare Sherlock.

Han sætter sig ned i den stol, Watson sad i for få minutter siden. Han krydser benene, og sætter hænderne mod hinanden. Te byder Mycroft, men har allerede hældt op i den porcelæns kop, der står foran Sherlock.

  ”Du har taget på,” påpeger Sherlock.

Der opstår totalt stilhed. Mycroft kigger op fra teen over på Sherlock. De bryder begge ud i latter, upåvirket af det der skal til at ske…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...