Fælles fald

Sandheden om Amira er blevet holdt skjult for hende hele hendes liv. En harmløs dag på fars arbejde, udspiller sig til et skræmmende møde med en dreng, der er dækket af sår. Amira finder ud af, at sandheden har været skjult for hende hele hendes liv, men hvor meget løgn kan et liv indeholde? Hun kæmper for sandheden, selvom svaret hele tiden har stået foran hende.

1Likes
0Kommentarer
165Visninger
AA

2. Sprøjten

Han rokkede sig ikke ud af stedet. Blodet dryppede stadig ned på min kind. Der var stilhed. Jeg kunne tydeligt høre hans hidsige vejrtrækning. Jeg var som hypnotiseret af hans blik. Nogen måtte da snart opdage, at han var gået ud der hvor han kom fra, eller far ville komme ud og se til mig, der måtte snart komme nogen gående på den forbistrede gang!

“Så, hjælper du mig ud?” hviskede han.

“Du ved godt, at jeg bare kan skrige, og så kommer min far stormende ud af den dør.” Jeg kiggede hen imod døren. Dørhåndtaget skulle bare trykkes ned, så var alt det her ovre. Han kneb øjnene sammen og så tænksomt væk. Jeg forstod ikke, hvorfor at jeg egentlig ikke havde skreget noget før.

“Og du ved godt, at jeg bare skal klemme en lille smule mere, efterlade dig her og selv finde ud?” Han smilte ondsindet. “Så hjælp mig ud!” Mit hjerte var ved at springe ud af brystet på mig. Han virkede så truende at det ikke var til at fatte. Den fyr, der var ved at falde om, var forsvundet. Han var blevet vred, som om at sårene ikke betød noget. Han slikkede sig om munden. “Hør, det er ikke min mening at skræmme dig,” Han så mig i øjnene. “jeg skal bare ud før de opdager at jeg er væk!” Hans stemme var svag som fra starten. “Vil du måske have at jeg skal have flere sår?” Han tog hænderne til sig og rejste sig op. Han rakte hånden ud til mig. Han havde en dyb flænge, der kørte fra håndleddet og fulgte hans ringefinger. Smerten tog til. Følelsen af at blive kvalt sad fast i min hals. Det føltes som om at mit hoved blødte. Det var som at være omgivet af larm i en dag, og så komme hjem til komplet stilhed. En hovedpine, der ikke er til at beskrive.

Hvorfor skulle jeg tage hans hånd? Han havde forsøgt at kvæle mig to gange - på under fem minutter. Jeg rystede stille på hovedet. Med besvær, fik jeg rejst mig op.

 

“Hen ad gangen og drej så til venstre. Der er en stor dør der føre til en gang. For enden af den gang er der en udgang.” hvæsede jeg. Han kneb øjnene sammen som om at han ikke troede på mig. Jeg fortalte sandheden, spørgsmålet var bare, om han kunne nå ud, før jeg havde fortalt far, at en person var flygtet. Jeg så på hans sår endnu en gang. Det gik op for mig, at han havde et ar ved det venstre øjenbryn. Det var omgivet af størknet blod, og lidt af det, der var tilbage, som man kunne kalde for øjenbryn. Det var på størrelse som hans øjenbryn burde være. Måske var han blevet lagt herind af en grund. Jeg forsøgte at få det til at hænge sammen. Han havde sikkert skadet sig selv, og de tog ham for at hjælpe ham. Han kunne være sindssyg, det forklarede hans voldelige opførsel. Han var syg i hovedet, og vidste ikke hvad der skete. Det var hvad der skete.

Han sendte mig et falsk smil, som om at han ikke ønskede at smile, men gjorde det for at være venlig.

“Vær sød ikke at fortælle nogen, at jeg er løbet væk. Og hvis at du gør det, vil du så ikke vente fem minutter med at plapre løs om det? Jeg vil bare være i fred.” Han så ned i jorden og lukkede øjnene kort. Han vendte sig om og løb den vej, jeg havde fortalt ham. Jeg så efter ham. Han forsvandt ud af døren langt væk.

 

Jeg tørrede blodet væk fra kinden. Hvordan skulle jeg egentlig forklare det her til far? Jeg rørte mig ved nakken. Noget sad fast i min hud. Det var koldt og klistret. Det sveg. Jeg gispede, og trak hånden til mig. Det løb mig koldt ned af ryggen. Det var som nogen kørte en isterning rundt på min rygsøjle. Jeg kunne mærke smerten fra faldet, både i nakken og i hovedet. Noget sad fast i mig, og jeg kunne mærke spidsen af det bevæge sig inde i mit kød. Det var som om at jeg havde trykket på en kontakt, der fik mig til at opdage smerten. Jeg havde det varmt. Jeg åbnede hurtigt døren ind til far.

Far havde fået manden fra rummet inde ved siden af til at sidde foran sig på en kontorstol. Han havde sprøjten med den orange væske i hånden, som han var ved at sprøjte ind i mandens skulder.

“Far!” råbte jeg højere end jeg havde tænkt mig. Det lød som et skrig. Han vendte hurtigt og forskrækket hovedet imod mig.

“Amira! Du må ikke råbe sådan!” sagde han irriteret. Med en stresset bevægelse, tog han sprøjten til sig og kom den i lommen.

“Jeg faldt, og nu sidder der et eller andet fast i mig!” græd jeg, som om jeg ikke havde hørt hvad han sagde. Han skar en grimasse, som om at han følte min smerte. Han gik hen til et højt skab, lavet af glas. Man kunne ikke se igennem glasset. Han åbnede skabet på klem og stak hånden der ind. Han lukkede skabet, og kom gående imod mig med en førstehjælpskasse. Den var skrigende rød med en grøn cirkel i midten. Inde i cirklen var der et hvidt plus.

“Hvor er det henne, og bløder det?” mumlede han imens han åbnede kassen og skramlede afslappet rundt i den. Jeg vendte mig om.

“Her, i nakken, og det tror jeg.” Min stemme skælvede. Han blev helt stille. Skramlen i kassen stoppede.

“Amira, ved du hvad det er, du ramte?” Hans stemme virkede faretruende. Jeg fik gåsehud. Far talte kun i det tonefald når noget var slemt i følge ham, og slemt i hans verden var forfærdeligt i min. Jeg rystede stille på hovedet.

“Så du en sprøjte på gulvet?” Jeg kunne allerede mærke hvor han ville hen. Jeg nikkede tavst, imens frygten voksede inde i mig for hvad han ville sige.

“Var der noget i, og hvilken farve var det?”

“Det lignede at den var tom..” hviskede jeg. Far tog nogle hurtigt skridt hen til mig, og rev den ting, der sad fast i mig ud. Det gjorde ikke lige så ondt som jeg havde forventet. Det var bare som at blive prikket med noget skarpt. Far vendte mig om. Han holdte sprøjten, der lå ude på gangen i hånden. Han foldede sin anden hånd som en skål og sprøjtede noget fra sprøjten ud i sin hånd. Det lignede vand.

“Den var ikke tom. Vi skal have dig væk, ellers vil væsken påvirke dit..” Hans stemme døde ud. Det føltes som om at jeg badede mit hoved i iskold vand. Det hele svimlede for mig. Manden, der stadig sad i sin stol, blev utydelig som om jeg græd. Fars ansigt blev til et hoved uden øjne, næse eller mund. Jeg skulle kaste op. Jeg følte mig syg. Varmen tog til, og jeg havde det som om at jeg sad i et brandvarmt bad, som jeg ikke kunne stige op af.

“Hvad sker der, far?” hviskede jeg før jeg faldt sammen, og alt blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...