Fælles fald

Sandheden om Amira er blevet holdt skjult for hende hele hendes liv. En harmløs dag på fars arbejde, udspiller sig til et skræmmende møde med en dreng, der er dækket af sår. Amira finder ud af, at sandheden har været skjult for hende hele hendes liv, men hvor meget løgn kan et liv indeholde? Hun kæmper for sandheden, selvom svaret hele tiden har stået foran hende.

1Likes
0Kommentarer
166Visninger
AA

4. Noget vigtigt

“Er der nogen?” råbte jeg. Varmen tog til, og smerten i hovedet kom som en bølge. Skridtende stoppede. Jeg sank en klump. Jeg ville gerne se efter, men jeg turde ikke. Jeg følte mig ikke alene mere. Huset blev ubehageligt stille. Jeg tog en dyb indånding og gik ud af værelset. Med langsomme skridt gik jeg rundt i huset imens jeg opmærksomt så mig fra side til side. Jeg gennemsøgte hele huset. Jeg kiggede grundigt på alle tingene, og overvejede, om de var som jeg efterlod dem. Der var intet at se. Ingen personer, ingen døre der var blevet efterladt som de ikke var før. Jeg åndede lettet op. Jeg var paranoid. Mine tanker begyndte at suse rundt i hovedet, og min fantasi forestillede sig alt lige fra mus til massemordere liste rundt i huset. Jeg skræmte mig selv ved at tænke alt det. Jeg rystede på hovedet og gik ud i stuen. Jeg satte mig i sofaen. Jeg så mig rundt efter fjernbetjeningen. Den var ikke til at finde. Jeg kravlede hen til den anden ende af sofaen og vendte puderne.

 

“Hvordan har du det?” hørte jeg en stemme sige. Jeg vendte mig om med et sæt. Det rystede i hele min krop. Drengen stod for enden af sofaen med et skævt smil.

“Hvad fanden laver du her?!” råbte jeg og smed en pude efter ham. Han lukkede øjnene i det den ramte ham. Han holdte dem lukkede og løftede overrasket øjenbrynene.

“Den havde jeg nok fortjent..” mumlede han og åbnede øjnene.

“Før du går amok og ringer til politiet, så lad mig forklare.” Han tog et par skridt tættere på sofaen. Jeg tumlede tilbage som om at en brand var starten der hvor han stod. Mit hjerte galoperede. Jeg frygtede, at han ville kvæle mig igen. Jeg kravlede ud af sofaen og stillede mig for enden af den.

“Jeg kravlede her ind ad vinduet, ja.” Han smilte uskyldigt. Jeg åbnede munden for at sige noget, men jeg fik ikke indført et ord, før han læste mine tanker.

“Jeg så din far slæbe dig ud i jeres bil og jeg fulgte efter.” Hans stemme var rolig.

“Du har begået indbrud!” råbte jeg skingert.

“Ikke den første gang..” mumlede han lavt. Det var chokerende at høre de ord. Han så på mig med et frygtende blik, som om at han var bange for hvad jeg ville gøre.

“Hør, jeg er her for at advare dig.” begyndte han.

“Skrid!” skreg jeg. Jeg så mig panisk rundt efter en telefon imens han fortsatte.

“Der er noget vigtigt, du ikke ved!”

“Det her er ikke et eventyr, hvor du kan komme og redde mig med en eller anden advarsel!” råbte jeg og smed endnu en pude efter ham. Jeg løb hen imod køkkenet og drengen løb efter, men selv ikke det stoppede ham i at plapre. “Det er din far!” Jeg lukkede hans ord ude. Han vidste intet. Han var bare skør i hovedet. Jeg flog en af skufferne op og søgte efter en kniv. Jeg hørte ham sukke.

“Din far gjorde det her imod mig!” råbte han så højt at jeg ikke kunne ignorere det. Jeg stoppede øjeblikkeligt med at rode rundt. Det løb mig koldt ned ad ryggen. Det var som om at min hjerne sprang i luften. Mit hjerte slog et par slag over. Jeg fik det gloende hedt. Min far hvad? Det kunne ikke passe. “Din far, skar i mig.” sagde han lavt i et opgivende tonefald. Jeg sank en klump. Far var et godt menneske. Han var en harmløs forsker. Den dreng var endnu særere end jeg først troede. Sådan noget kunne far ikke finde på. Eller kunne han? Jeg så ud i den tomme luft. Nej. Det var den dreng, der var noget galt med. Han prøvede på at bilde mig det ind og få mig til at hade min far. Intet kunne få mig til det. Måske var far ikke den rareste, den mest betænksomme eller mest far agtige far i verden, men jeg elskede ham. Det ville intet kunne ændre på, især ikke noget som en dreng der lige havde brudt ind i mit hus sagde. Jeg så over på ham.

“Du lyver, og hvorfor er du her overhovedet?” hvæsede jeg. Han gned hænderne rundt i sit ansigt, der stadig var dækket af åbne sår.

“Du forstår det ikke.” mumlede han.

“Så forklar mig det.” Jeg havde en trang efter at vide mere. Der var noget spændende ved det, men også noget skræmmende.

“Det er for meget på en gang, der er ikke tid nok til at forklare det hele. Jeg har bare brug for at du svare mig på ét enkelt spørgsmål.” Han tog et skridt tættere på mig. “Stoler du på mig?” Jeg rystede langsomt på hovedet.

“Du prøvede på at slå mig ihjel, selvfølgelig stoler jeg ikke på dig.” hvæsede jeg. Jeg rev en kniv op ad skuffen og smed den efter ham. Han trådte til siden, så kniven satte sig i gulvet.

“Fint. Men lad mig minde dig om én ting.” Hans stemme var vred. Han kom helt tæt på mig. Mine hænder rystede. Det var som at blive lammet. Jeg kunne ikke gøre noget, selvom jeg ville flå en kniv op og bede ham om at gå tilbage. Jeg var bange. Han kom så tæt på mig, at jeg kunne se blodet i hans sår.

“Du vil nok hellere spørge din far, hvor dine biologiske forældre er.” hviskede han. Jeg så væk. Hvad var det, han prøvede på at bilde mig ind? Han var fuld af løgne til randen. Jeg havde lyst til at slå ham, men jeg turde knap nok tage et skridt tættere på ham. Tankerne fløj rundt i hovedet på mig, mens jeg prøvede på, at overbevise mig selv om at han løj, men en lille del af mig, kunne ikke lade være med at tro på ham. Hvem troede han, han var? Han kendte ikke engang mit efternavn, hvordan skulle han så kunne sige, at min far ikke var min rigtige far.

“Du lyver, og selv hvis at du talte sandt, havde min far sagt det til mig.” hvæsede jeg stædigt. Den fyr anede ikke hvad han snakke om. Han vidste knap nok, hvem jeg var. Han sendte mig et falsk smil.

“Hvis det er det du tror, så fint. Men sandheden er, at din far har flere skeletter i skabet end mig,” Han kneb øjnene sammen og så væk imens han langsomt nikkede. “og det kan du faktisk godt tage bogstaveligt,” Han lænede sig tættere på, så vi stod ubehageligt tæt. “For det har han også.” Drengen vendte sig om og gik ud i gangen. Jeg så ned på knivene der glimtede i lyset fra lamperne, imens jeg hørte døren smækkes i.

 

Passede det han sagde? Det var umuligt. Jeg havde fars øjne og mors næse. Intet af det, det fløj ud af munden på ham passede. Han var vanvittig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på sårene i hans ansigt. Jeg så mig for dem igen, og tænkte på hvad han sagde. Jeg kunne se drengen ligge bundet på et bord, imens far skar ham op med en skalpel. Sprøjten med smertestillende lå ved siden af. Han havde ikke rørt den. Drengen lå og råbte og skreg, men han kunne ikke vende sin krop, for han var bundet fast med stramme seler. Jeg kunne høre hans skrig.

Jeg klemte øjnene i og rystede på hovedet. Det kunne ikke passe. Jeg var bare begyndt at tro på hvad drengen havde sagt. Han var en løgnhals, prøvede jeg på at sige til mig selv, men fantasien om hans ord fortsatte.

Jeg kunne forestille mig hvordan far rev mig ud af armene på min biologiske mor, med men råbende, ægte far ved siden af. Tårerne trillede ned ad kinderne på hende, imens at hun skingert skreg efter mig. Min far prøvede på at protestere, men han havde intet at sige. Det var skræmmende. Jeg rystede på hovedet og løb hen til vandhanen. Jeg sprøjtede iskold vand i ansigtet. Mor var død, far var min rigtige far. Der var ikke noget der hed ukendte biologiske forældre, for dem kendte jeg allerede. Jeg boede sammen med en af dem, mens den anden lå i den iskolde jord. Mor døde under fødslen. Mor fandtes ikke, kun var bare en krukke aske i jorden. Jeg kunne ikke stoppe med at tvivle på hvad jeg vidste. Hvad nu, hvis at drengen talte sandt, og far havde løjet om alt? Hvad nu, hvis far bare havde påstået, at jeg var hans barn? At han havde set mig tage mine første skridt? Det var som om, at jeg fandt flere og flere spor i min hukommelse, der passede med teorien. Far havde ingen billeder af mig under tre år. Han havde kun billeder af mig, fra den dag jeg kunne gå. Han snakkede aldrig om hvor jeg var født.

Jeg hev efter vejret og plaskede mere vand i ansigtet. Det hele var bar indbildning. Jeg overdrev. Far havde sikkert nogle billeder af mig som spæd et sted. Han var sky, og hadede minder. Det var derfor, at han ikke havde hængt dem op, mere var det ikke. Billederne mindede ham om mor, og hvordan han så hende dø. Det kunne alle forstå, ikke? Jeg lukkede øjnene i, imens det iskolde vand drev ned af kinderne på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...