Fælles fald

Sandheden om Amira er blevet holdt skjult for hende hele hendes liv. En harmløs dag på fars arbejde, udspiller sig til et skræmmende møde med en dreng, der er dækket af sår. Amira finder ud af, at sandheden har været skjult for hende hele hendes liv, men hvor meget løgn kan et liv indeholde? Hun kæmper for sandheden, selvom svaret hele tiden har stået foran hende.

1Likes
0Kommentarer
161Visninger
AA

1. Drengen

Jeg lænede mig tættere på far, der stod og tog hurtige, sjuskede noter. Hans skrift var knap nok til at læse. Hans bevægelser virkede stressede, men hans opførsel var afslappet. Sådan var han bare. Han var sig selv, men på samme tid en modsætning af sig selv.

“Og hvad er det helt præcist du laver?” hviskede jeg.

“Jeg notere hans handlinger til forskning.” mumlede han fjernt. Det var som om at han ikke var helt til stede. Jeg så ind ad ruden. Manden drejede rundt på sin stol imens han så sig interesseret rundt. Han lignede en der gik rundt på museum. Jeg forstod ikke hvad han så på. Han var omgivet af tomme vægge, hvis eneste pynt var linjerne der skelnede mellem tapetet.

“Hvad er det han ser på?” hviskede jeg. Far svarede ikke. Han noterede bare hurtigere, men stoppede så. Han så ind i rummet, vendte sig om, og endelig så han mig i øjnene.

 

“Det er en ny forskning, vi laver.” sagde han lavmælt som om at han var bange for at vække nogen. “Han har fået en væske i blodet, der skulle ændre hans iagttagelse af selv de mindste ting, og på den måde danne en proces af hans personlighed.” Jeg løftede øjenbrynet. Det gav ikke meget mening, men far vidste, hvad han snakkede om. Det havde sikkert noget at gøre med at manden kunne blive mere intelligens eller sådan noget. Vi opfinder til forbedringer sagde far altid. Jeg sukkede og hvilede hovedet på kanten af bordet.

“Da jeg sagde med på arbejde mente jeg altså ikke det her..” mumlede jeg. Jeg hørte ham sukke. Han synes sikkert at det var lige så kedeligt at jeg var her, som jeg synes. Jeg gik hen til det høje bord. Det gik mig til kravebenet. Der lå en masse papirer, der var skrevet på. Det lignede at en ikke kunne finde ud af sin matematik aflevering, og havde skrevet på tonsvis af papirer uden at forstå det. For enden af bordet lå der tre sprøjter. De var på størrelse med en pegefinger. En af dem havde noget orange væske i sig, en anden var halvt fyldt med en blodrød væske der havde bobler i, og den sidste var tom. Jeg gik hen til sprøjterne og tog den med orange væske op.

“Far, hvad er det her?” Han vendte sig om med en irriteret bevægelse. Da han fik øje på sprøjten spirrede han øjnene op. Med hidsige skridt gik han hen imod mig og rev sprøjten ud af hånden på mig. Han lagde den på bordet igen og gav mig et strengt blik.

“Ikke røre.” mumlede han og greb fat i min overarm. Han trak mig hen imod døren.

“Nej far, vent!” udbrød jeg. Han reagerede ikke. Han skubbede mig ud af døren og lukkede den. Jeg hamrede på den. Det var ikke sådan det skulle havde været! Han skulle bare vise mig rundt på sit arbejde, så skulle vi spise frokost og måske kunne jeg hjælpe ham med noget. Det eneste vi havde lavet, var at jeg stod stå og gloede på ham arbejde og skrive ord jeg ikke fattede. Jeg sukkede og vendte mig om.

 

Jeg stod på en lang, smal gang. Væggene var malet hvide som skyer. De havde intet på sig, hverken billeder eller vinduer. Loftet var lige så hvidt som væggene. Gulvet var lavet af sorte fliser, der var så rene at man kunne spejle sig i dem. Lamperne lyste kraftigt, men de lyste ikke hele gangen op. De var som gadelygter, lyste kun to meter op, og så kom der to meter mere med mørke. Dørene lå langt væk fra hinanden, og de var kun på en side. Over for hver dør var der to stole. De havde ingen armlæn, var sorte og lavet af billig plastik. Ved siden af stolene var der en stumtjener. De var alle grå og havde kun tre kroge. Min jakke var den eneste der hang på en af stumtjenerne. Ellers var de bare tomme som væggene. Til venstre for døren, lå der en sprøjte. Den så ud til at være tom. Jeg satte mig med et suk på stolen. Den eneste lyd, der var på gangen, var min vejrtrækning. Jeg tog benene til mig og lagde min hage mellem knæskallerne. Jeg stirrede på døren. Hvad var det, jeg ikke måtte se i den sprøjte? Hvorfor var den så farlig? Jeg havde jo ikke tænkt mig at overfalde ham og sprøjte det ind i blodet på ham. Overbeskyttende var det sidste far var, men hvorfor var han det så nu? Jeg så mig skiftevis fra højre til venstre. Jeg ledte efter nogen at snakke med. Jeg gad ikke at sidde ude på den kolde gang til at dagen var slut. En lyd af metal, der gnider sig op ad hinanden, skar gennem stilheden. Den kom fra den højre ende af gangen. Jeg vendte hurtigt hovedet der om.

 

Længere væk, var en skikkelse ved at snige sig ud af en dør. Som en slange, snoede skikkelsen sig ud af døren, der stod på klem. Så lukkede den døren forsigtigt. Det knirkede skingert. Det løb mig koldt ned ad ryggen, da skikkelsen kom gående imod mig med stressede skridt.

Det var en dreng, nok ikke meget ældre end mig. Hans hår var brunt og uglet som om at han lige var stået ud af sengen. Han havde en sort t-shirt på, der matchede med de sorte bukser. Der var pletter på trøjen. Det lignede at han havde spildt noget klistret ud over sig selv uden at tørre det væk. Hans kæbe var let firkantet. Hans kindben fik ham til at ligne et skelet. De var udsultede som om at han kunne dratte om når som helst. Han havde store render under øjnene som om at han ikke havde sovet i dage. Hans ansigt var dækket af sår. På hans venstre kind var der et ar på størrelse med en pegefinger. Såret var omgivet af størknet blod. Under hans ene øje var et stort sår. Det var halvt så bredt som hans øje, og lige så langt. Blodet trillede ned som tårer. Han så forvirret ud. Han så sig fra side til side som om at han søgte efter et vindue. Han kom tættere og tættere på. Det virkede som om at det ikke var gået op for ham, at jeg var på gangen. Hans blik fangede mit. Jeg kunne se smerte i hans øjne. Han så både bange og forskrækket ud. Jeg rejste mig op.

 

Han satte i løb, og før jeg vidste af det, stod han foran mig. Han var et hoved højere end mig. Tættere på, så hans ansigt endnu mere ødelagt ud. Jeg kunne se de mindste sår. Hans ansigt var helt beskidt som om at han havde rullet sig i kul. Han lugtede af brændt kød. Med en pludselig bevægelse lagde han hænderne på mine skuldre. Han rystede.

“Hjælp mig!” hviskede han.

Lige så hurtigt, som han havde sat hænderne på mine skuldre, gav han slip. Han løb hen til væggen med dørene og kørte hænderne hen ad den. Han lignede en dårlig detektiv, der ledte efter en skjult dør. Jeg kunne mærke hårene på nakken rejse sig. Jeg sank en klump. Jeg var forskrækket. Jeg havde mest lyst til at løbe ind til far og råbe at der var en sær dreng ude på gangen, men en anden side af mig ville hjælpe ham. Jeg havde ondt af ham, selvom jeg ikke engang vidste hvad han havde gang i. Spørgsmålene susede rundt i hovedet på mig. Var det her skjult kamera? Det føltes som en dårlig joke. Det var ubehageligt og forkert, at stå med et menneske, der lignede en som burde ligge på hospitalet med stressede læger løbende over alt.

“Men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre..” fik jeg presset over læberne. Han stoppede brat op og vendte sig om imod mig. Hans blik flakkede som om at hans flugtplan gik i vasken, da jeg sagde de ord. Han tog et par forsigtige skridt tættere på.

“Du skal bare få mig ud herfra, vil du ikke nok?” Hans stemme var svag som om at han havde ondt i halsen. Jeg bed mig selv i underlæben. Jeg fik det ubehageligt varmt, som om at nogen pludselig skruede op for varmen. Smerten i hans stemme gjorde ondt i hjertet. Jeg havde ingen idé om hvad der skete.

“Men hvem er du overhovedet?” mumlede jeg. Han tog to lange skridt tættere på mig og greb fat om halsen på mig med begge hænder. Det blev svært at få vejret. Jeg kunne mærke hvordan alt i min hals blev presset sammen. Han klemte langsomt hårdere og hårdere.

“Få mig ud.” hviskede han. Det føltes som om at et stykke mad sad galt i min hals. Jeg prøvede på at nikke. Han slap mig. Jeg tog mig til halsen. Mine hænder rystede og mit hjerte galoperede. Jeg kunne mærke frygten for den fremmede dreng vokse hurtigere end jeg kunne håndtere. Jeg så hen imod døren. På den anden side af den stod far. Far, der kunne stoppe den her sindssyge fyr. Han havde sikkert noget bedøvelse i sit skab med sprøjter eller sådan noget. Jeg tog en dyb indånding og så ham i øjnene. Han løftede forventningsfuldt sine øjenbryn, som om at jeg burde sige noget. Jeg satte af hen imod døren. Mit hjerte bankede i frygt for hvad han kunne finde på. Det var som om at han ikke opdagede det, at jeg var for hurtig for ham. Jeg smilte for mig selv. Jeg skulle bare række hånden frem, åbne døren, og så ville det hele være fint. Det eneste, der ville være tilbage, var et minde om en sindssyg person på fars arbejde. Jeg rakte hånden ud imod dørhåndtaget, men mærkede et slag på hoften. Jeg faldt til højre ned på det kolde stengulv. Drengen gik hen til mig med langsomme skridt. Han satte sig på hug ved siden af mig og lagde hånden om min hals og klemte let, som om at han ville fremhæve sin magt. Han lænede sig ind over mig så jeg så direkte ind i de vrede, brune øjne.

“Jeg vil ikke slå dig ihjel, men det betyder ikke, at jeg ikke kan skade dig. Prøv det igen, og du vil ende som mig.” hvæsede han. En dråbe blod trillede ned fra såret under hans øje og landede på min kind. Smerten skar i baghovedet. Jeg kunne ikke tage stilling til om jeg blødte, ville græde eller hvad der skete. Det eneste, jeg kunne fokusere på, var desperationen efter at komme ud i hans øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...