Fælles fald

Sandheden om Amira er blevet holdt skjult for hende hele hendes liv. En harmløs dag på fars arbejde, udspiller sig til et skræmmende møde med en dreng, der er dækket af sår. Amira finder ud af, at sandheden har været skjult for hende hele hendes liv, men hvor meget løgn kan et liv indeholde? Hun kæmper for sandheden, selvom svaret hele tiden har stået foran hende.

1Likes
0Kommentarer
164Visninger
AA

3. Alene eller ej

En skinger piben skar sig vej gennem stilheden. Det var som at have tinnitus. Mit hoved dunkede i takt med mit hjerte. Langsomme, smertefulde dunk. Mine øjne sved, selvom de var lukkede. Det var som at dykke hovedet ned i iskoldt vand med åbne øjne. Jeg vendte hovedet fra side til side. Tinnitussen stoppede, og blev erstattet med en stemme. Den talte utydeligt dybt og gav ekko, som om at jeg stod i en tunnel. Jeg vred hele kroppen. Tingene blev langsomt klarere. Jeg lå ned. Hele min krop var øm. At ligge på kolde jernrør ville være behageligere. Jeg fokuserede på stemmen. Den lød fjern.

“Amira.” hørte jeg det som. Stemmen gentog mit navn om og om igen som var jeg sov og ikke vågnede op. Jeg åbnede langsomt mine øjne. Smerten i hovedet blev værre, da jeg blev blændet. Alting var hvidt. Lyset skar i øjnene. Jeg lukkede dem hurtigt i forskrækkelse. Jeg prøvede igen. Jeg åbnede dem langsomt. Lyset blev langsomt mildere og til at se på. Jeg så op i et loft. Det var lavet af brunt træ. Brædderne blev lyst op af en lampe, der var tippet ind over mig.

 

“Amira!” udbrød stemmen. Jeg genkendte den. Det var far. Hans stemme var blød og elskelig. En hånd blev lagt på min kind. Den tippede mit hoved til højre. Far sad ved siden af mig. Hans hånd var grov og varm. Han aede mig på kinden. Han havde et stort smil på læberne. Det var som om at hver en rynke i hans ansigt var tydeligere i lyset.

“Jeg troede et øjeblik at du ikke ville vågne.” hviskede han. Det var rart at se far smile. Det var år siden, jeg havde set ham smile sådan. Jeg kunne faktisk ikke huske, hvornår han sidst havde smilet over noget jeg gjorde. Jeg prøvede på at smile, men det blev bare til en grimasse. Jeg var træt. Jeg lukkede øjnene i og slappede af i hver en muskel.

“Hvad skete der, far?” hviskede jeg tørt. Han tog sin hånd til sig. Det var som om at i det øjeblik, han gav slip, blev verden iskold. Min krop frøs til is. Hvor var han? Mit hjerte bankede panisk, og smerten blev værre.

“Far?” Jeg hostede. En hånd lagde sig på min igen. Den var lige så varm og rug som før. Jeg åndede lettet op. Han var her stadig. Far havde ikke forladt mig. Mit hjerte fald til ro og jeg smilte for mig selv. Far klemte forsigtigt min hånd.

“Jeg hentede bare et glas vand til dig.” Han lød forsigtig. Jeg åbnede øjnene. Vandet bølgede i det gennemsigtige glas. Der var nogle små bobler på siderne af glasset som var det sodavand. Far rakte det ud til mig. “Jeg kom noget smertestillende i.” Jeg prøvede på at sætte mig op. Jeg kunne høre glasset hurtigt blive sat ned. Før jeg vidste af det, havde far den ene hånd på min ryg og hjalp mig op. Han rakte glasset til mig endnu en gang. Jeg smilte skævt. Det var som om at jeg havde været vågen i flere døgn, og kun lige havde sovet i en time. Min mund var tør som en ørken. Jeg kunne mærke min tunge længes efter vand. Koldt eller varmt, det var ligegyldigt. Jeg tog imod glasset og førte det op til min mund. Jeg drak det forsigtigt. Det var rart at få noget vand. Mærke, hvordan dråberne dansede på min udtørrede tunge.

Jeg stoppede med at drikke og så på far. Jeg kneb øjnene sammen. Skulle jeg fortælle ham, om drengen, der flygtede? Hvad lavede han der overhovedet? Fars smil blev langsomt til et forvirret blik.

“Hvorfor ser du sådan på mig?” sagde han lavt og smilte skævt.

“Det var en dreng, der skubbede mig så jeg faldt.” hviskede jeg hæst. “Han kom ud af en af dørene længere nede af gangen og var dækket af sår. Han..” Det var som om at jeg oplevede det hele igen. Følelsen af at blive kvalt, og frygten for drengen nærmede sige. Jeg rystede på hovedet.

“Han ville gerne ud, og jeg fortalte ham udvejen.” Far vendte ansigtet væk. Han så tænksomt ned i jorden.

“Men hvorfor skubbede han dig?” Jeg sank en klump. Jeg ville ikke fortælle far, at han havde truet mig. Jeg turde ikke tænke på hans reaktion, eller hvad han ville gøre ved drengen når han fandt ham. Jeg ville ikke spolere det her øjeblik, selvom jeg allerede var ved at gøre det. Jeg så tøvende ned i glasset og tænkte på, hvad jeg skulle sige. Jeg kunne mærke fars forventningsfulde blik ved siden af mig.

“Det var en fejl,” fik jeg endelig sagt. Jeg så på far. “Han gjorde det ikke med vilje.” Far nikkede og rejste sig op.

“Hvor skal du hen?” udbrød jeg højere end jeg troede. Det lød næsten som om at jeg råbte, at alle mine kræfter havde presset panikkens råb ud af mig.

“Jeg er tilbage om lidt.”

 

Det gik op for mig, hvor vi var henne. Vi var nede i vores kælder. Jeg behøvede ikke at kigge mig rundt, jeg kendte allerede hver en detalje. Rummet var formet som et rektangel, og jeg var i midten af det. Væggene var smurt med et lag cement. Man kunne se hvordan det stresset var blevet lagt på og ikke glattet ud. Gulvet var kolde, lyse brædder, hvor den ene bulede over den anden. Far havde ikke taget hensyn til kælderen. Det var hans lille arbejdsplads herhjemme. Han var ligeglad med om det var flot, det skulle bare virke. Jeg sad på en briks. Jeg havde ikke set den før. Den var helt sort, og lavet af plastik. Behagelig var den ikke. Ved væggen længst til højre var der en trappe, der førte ovenpå. Den var lavet af mørkt træ, der knirkede når man gik på det. Ved den samme væg, var der en lang række borde, hvor der stod kolber, tange, flasker med mystiske væsker i og nogen gange en kuffert fra fars arbejde. For enden af alle de borde stod der et skab af metal. Jeg måtte aldrig se ind det. Man kunne høre alle lyde nede i kælderen. Døre, der åbnede sig, vand der pumpede ud af vandhanerne, stole der skramlede, skridt, alting kunne høres.

 

Jeg lukkede øjnene i. Det føltes som om at far var væk i en evighed. Fars skridt var hurtige ned ad trappen. Jeg kunne høre ham komme gående imod mig.

“Jeg er altså nødt til at gå, Amira. Kan du klare dig?” Det gav et sæt i mig. Jeg åbnede hurtigt øjnene og satte mig op.

“Du kan da ikke gå når jeg lige er besvimet takket være en sær sprøjte på dit arbejde?” sagde jeg irriteret. Far måtte ikke gå. Hvordan kunne man gå fra sit barn i den her tilstand?

“Du skal nok klare dig, bare sæt dig op i stuen og se noget fjernsyn. Skal jeg hjælpe dig der op?” Hans stemme var blid, men jeg kunne høre desperationen efter at komme væk i hans stemme. Jeg så på ham med et skuffet blik og rystede på hovedet. Han sendte mig et beklagende smil.

“Jeg er hjemme om to timers tid, okay?”

“Okay.”



 

Jeg sad tilbage nede i kælderen. Jeg kunne høre ham lukke døren oppe oven på. Jeg vendte mig om og lod fødderne dingle ned fra briksen. Smerten i hovedet var kun en lille hovedpine. Jeg ville gerne gå op oven på, men jeg orkede ikke at gå. Jeg havde lyst til at ligge mig ned og sove. Jeg sukkede og sprang ned fra briksen. Gulvet var iskoldt så det gav et sæt i hele kroppen. Kulden kom som en forskrækkelse. Jeg skyndte mig hen til trappen. Jeg sprang op på det første trin. Den knirkede ildevarslende, som om at den kunne styrte sammen under mig når som helst. Mine fødder føltes som is. Jeg tog en dyb indånding og så op ad trappen. For enden af den stod døren åben. Jeg kunne se ind i stuen. Den læderbrune sofa stod over for det nye fjernsyn, som hang på væggen. Under fjernsynet var der et lille glas bord. På bordet stod der en vase med to roser i og nogle smukke blade der stak ud til siderne. Vasen var gennemsigtig, men havde et mønster af blomster ridset ind i sig. Der hang en lille seddel ved rundt om en af roserne. Jeg skævede til dem. Det lignede ikke far at købe blomster. Jeg gik op ad trappen, der knirkede for hvert skridt. Gulvet oppe i stuen var dejligt lunt. Jeg gik hen og så på sedlen.

 

‘Jeg håber at du får det bedre, og at du ikke blev slået helt ud. -Far’ stod der på sedlen. Jeg smilte for mig selv og tog vasen. Jeg gik ind på mit værelse. Mit værelse var ryddet. Til venstre for døren stod mit skrivebord, der var lavet af pænt, lyst træ. Min kontorstol var lavet af sort læder. Ved siden af skrivebordet stod min kommode. Den havde fire skuffer og var lavet af lyst træ. Kommoden havde en masse billeder stående. Der var et af far og mig fra da jeg var helt lille. Jeg sad på en gynge i baggrunden og grinte, mens far holde kameraet og så smilende over på mig. Der var et andet, hvor jeg sad og legede med dukker i et rodet værelse. Resten var billeder fra ferier. I den anden ende af rummet stod min seng. Den var redt, men med små folder fra hænder, der havde trykket sig ned i dynen. Over sengen var der et vindue. Det stod åbent og fik gardinerne til at blafre. Jeg lænede mig ind over sengen. Jeg passede på ikke at tabe vasen eller spilde vand ud over det hele. Jeg satte blomsterne i vindueskarmen og lukkede vinduet. Far havde nok åbnet

vinduet for at lufte lidt ud. Jeg måtte indrømme, at der lugtede lidt indelukket.

 

Det løb mig pludseligt koldt ned ad ryggen. Mit hjerte bankede hurtigt, og jeg havde mest af alt lyst til at låse døren og gemme mig. Det snurrede i fingrene af panik. Jeg kunne høre skridt. Listige, forsigtige skridt. Jeg kunne høre døre, der blev åbnet så stille som muligt. Jeg vendte mig om og listede ud i dørkarmen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...