The One That Got Away ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2016
  • Opdateret: 14 nov. 2016
  • Status: Igang
Hver sommer lejer de to bedste venner, Jasmine og Justin, et sommerhus på Hawaii sammen med fem af deres tætteste venner. Sommeren 2014 ændrede alt mellem de to, og nu et år efter er ingenting, som det plejer at være mellem dem. (Justin er kendt)

173Likes
423Kommentarer
87678Visninger
AA

10. 8

 

8

• Jasmines synsvinkel

Nutid

torsdag d. 30. juli, 2015

Jeg sidder i mine egne tanker og stirrer ned på min tallerken, imens de andre glædeligt snakker rundt om bordet og spiser deres morgenmad. Selv har jeg ikke rigtig nogen appetit, og jeg er heller ikke i humør til at sidde og snakke. De ord Justin havde sagt om mig ude ved poolen i går, kører konstant rundt i mine tanker, og det gør mig dårligere og dårligere for hvert minut, der går. Det er så hårdt for mig at vide, at han virkelig hader mig så meget. Specielt, fordi jeg ikke ved, hvad jeg har gjort ham.

"Nå guys", siger Josh pludselig højt og får alles opmærksomhed inklusiv min. "Der skal handles ind i dag, hvem er det, der sørger for det?".

Min mave vender sig over hans spørgsmål, for jeg kender allerede svaret til det. Jeg har tænkt over det, siden jeg steg ud af min seng. Det er torsdag i dag, og under normale omstændigheder vil det betyde, at Justin og jeg står for at handle ind sammen. Men eftersom vi ikke snakker sammen, tvivler jeg på, at det er en god idé. Derfor har jeg tænkt mig at tage ansvaret alene og handle ind selv, for det er jeg sikker på, vil være bedst for alle.

"Øhm.. Jeg gør det bare alene", siger jeg stille, så jeg fornemmer at alle kigger på mig.

"Øhm nej.. Det gør du så ikke lige".

Min hjerte springer et slag over, da jeg hører Justins provokerende stemme ved min side. Tonen er meget skarp, og det gør mig pludselig utryg at sidde ved siden af ham. Han lyder næsten til at være sur over det, jeg har sagt, men det er jo på ingen måde min hensigt med mine ord.

Jeg synker en stor klump i min hals og vender chokeret mit ansigt med fronten mod ham og møder synet af ham, der er i gang med at putte smør på sit brød. Det giver ingen mening for mig, at han virker sur over det, jeg sagde. Det eneste, jeg prøver på, er at gøre os alle en tjeneste, så der ikke bliver endnu mere dårlig stemning mellem os, end der i forvejen er. Han vil jo ikke være i nærheden af mig, så selvfølgelig har jeg ikke regnet med, at han vil tage ud og handle med mig. Helt ærligt føler jeg, at jeg gør ham en tjeneste, men det virker ikke til, han har samme opfatttelse af situationen.

"Hv.. hvad?". Hvorfor min stemmer lyder så usikker og nervøs, kan jeg ikke på nogen måde forklare. Jeg er bare sindssygt utilpas og har egentlig ikke lyst til at være i rummet mere.

Der går noget tid, hvor det er helt stille, og jeg bemærker ud af øjenkrogen, at de andre stirrer intenst på Justin og jeg. Stemningen i køkkenet er pludselig vildt akavet, men Justin ser slet ikke ud til at være påvirket af det. Han tager en bid af sit brød og scanner alle rundt om bordet - undtagen mig selvfølgelig.

"Jeg handler ind sammen med hende", siger han efter at have tygget af munden og ignorerer mig stadig.

Jeg føler, at de alle sammen kigger bebrejdende på mig, som om det er mig, der ikke vil handle ind med Justin. Selvfølgelig er det ikke det, jeg har allermest lyst til efter i går, men jeg kan sagtens bide det i mig. Det er jo ikke mig, der har undgået ham, hver gang, han har været i nærheden.

~

Køreturen til supermarkedet, hvor vi altid handler, er den mest akavet køretur, jeg nogensinde har haft. Der bliver ikke sagt et eneste ord, og stemningen har aldrig været så trykket mellem os før. Hugo, Justin bodyguard, som kører bilen, siger ingenting. Justin sidder med sit ansigt begravet i sin telefon, og jeg sidder og stirrer ud af vinduet og nogle gange diskret på ham.

Jeg hader så meget, at det skal være sådan her. Måske skal jeg bare være den modne og tage fat i ham, så vi kan få snakket ud om en masse ting, så luften kan blive renset mellem os? For sådan som det er nu, er virkelig ikke til at holde ud. Det tager så hårdt på mig, for jeg holder jo enormt meget af ham, som jeg altid har gjort. Men det er bare lettere sagt end gjort, specielt fordi han ikke virker til at have lyst til at snakke med mig.

Vi parkerer foran supermarkedet, stiger alle tre ud af bilen og går lydløst ind af hovedindgangen. Jeg tager en indkøbsvogn, da Justin blot vælger at gå direkte forbi og videre ind, imens han stadig glor på sin telefon.

Jeg følger stille efter Justin og Hugo, men jeg kan ikke gå så hurtigt, fordi det er en ret tung og stor vogn.

"Vent lige", råber jeg lavt for ikke at skabe for meget opmærksomhed men højt nok til, at Hugo og Justin kan høre mig. De stopper begge op og et dybt suk lyder fra Justin, i dét han vender fronten mod mig. Jeg forstår ikke, hvorfor han er så irriteret på mig? Det er nærmest lige meget, hvad jeg gør.

Jeg når op til dem, og vi begynder stille at gå fremad. Vi stopper, da vi kommer til hylden med forskelligt pasta, for vi har aftalt med de andre, at vi skal lave en pastaret til aftensmad. Mit blik kører hen over de forskellige slags, for jeg ved ikke helt, hvad for nogen det skal være. Justins blik derimod er slet ikke på nogen af hylderne. Han glor og taster stadig på sin skærm, som om han egentlig ikke gider at være her. Det vil han nok i realiteten heller ikke, men så kunne han da have været blevet hjemme.

"Hvad tænker du, vi skal have? Spaghetti, skruer eller noget helt tredje?", spørger jeg roligt om, og mit spørgsmål er selvfølgelig henvendt til Justin. Men kommer der noget svar fra ham? Selvfølgelig ikke.

Jeg vender mit blik mod ham. "Justin?".

Han reagerer slet ikke, og jeg er på ingen måde i tvivl om, at han ignorerer mig med vilje. Et irriterende grin lyder fra ham, imens hans tommelfingrer bevæger sig på livet løs mod telefonen.

"Justin?!", siger jeg bestemt med en irriteret stemme.

"Hvad er der?", kommer det fjernt fra ham. Han flytter slet ikke sit blik, og han virker ligeglad.

"Er du ikke sød at se på mig i bare to sekunder?", beder jeg ham pleasende om, og jeg hader, at jeg bliver nødt til det. Men jeg ser bare ingen anden udvej.

Han kigger op fra skærmen og ser koldt på mig. Hans blik sender en ubehagelig kulde igennem min krop, så hårene på mine arme rejser sig, selvom her er hedende varmt herinde.

Nervøst synker jeg en klump i min hals. "S-synes du vi skal have spaghetti e-eller, hvad ehm.. hvad synes d-du?". At jeg pludselig stammer og er så utilpas ved at snakke med ham, er en af de mest ubehagelige oplevelser, jeg har i mit liv haft. Det føles næsten som om, at jeg er bange for ham. Eller i hvert fald bange for at sige noget til ham, der gør ham endnu mere kølig over for mig. Det er så ubehageligt. Jeg har ikke oplevet noget lignende før.

I stedet for at svare vender han det hvide ud af øjnene og går videre. Om det er meningen, jeg skal bemærke hans rul med øjnene, ved jeg ikke, men det gør ikke ligefrem situationen hos mig bedre. Min krop begynder svagt at ryste på grund af utilpashed og ubehag. Angsten for at gøre noget, der bare pisser ham endnu mere af, dukker langsomt op i min krop, og det er en vildt skrækkelig følelse.

Jeg kigger op på Hugo, der ser undrende ned på mig. Han trækker på skuldrene, nok for at indikere at han heller ikke ved, hvorfor Justin opfører sig sådan. Hans blik på mig er en smule bekymret, lidt som om han kan se på mig, at jeg ikke har det særlig godt lige nu.

"Er du okay?", spørger han stille om og lægger en hånd på min skulder. Rystende, nikker jeg og sender ham et falskt smil, som han heldigvis køber. "Kom. Jeg tager vognen".

Jeg tager nogle pastaskruer og putter dem i vognen, hvorefter Hugo og jeg langsomt bevæger os efter Justin.

Resten af tiden i supermarkedet går med, at jeg går alene rundt og finder det, vi skal have, imens Justin går lidt bagved mig og "hygger" sig på sin telefon. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor han er taget med. Han hjælper overhovedet ikke med noget. Det vil have været tusind gange mere behageligt for mig, hvis jeg var taget alene afsted, som jeg foreslog i morges. Men han skal absolut være på tværs af en eller anden årsag, jeg på ingen måde forstår.

Da vi har fundet alle vores varer og har betalt for dem, går Justin bare ud og tager ikke en eneste af de fem poser med varer med sig. Det ligner ham overhovedet ikke, og jeg undrer mig gevaldigt over, hvornår han har ændret sig til at være sådan en ubetænksom idiot. Han var aldrig sådan der før i tiden, i hvert fald ikke i mit selskab.

Hugo tager du tre tungeste poser, imens jeg så må tage de to andre, der heller ikke ligefrem er lette. Jeg bliver nødt til at holde dem i min favn, for at posernes hanke ikke knækker.

Lige da vi træder ud af supermarkedet, kan jeg mærke, at jeg er ved at tabe den ene af poserne, så af ren irritation og som et nødråb, råber jeg på Justin. Han er et par meter foran os, men han stopper og vender sig om, da han hører mit rimelig høje råb.

"Kunne du eventuelt tage en af poserne?".

Han svarer ikke men lægger blot sin telefon i lommen og går mig i møde med raske og hastige skridt. Da han når mig, hiver han hårdt den ene pose ud af mit greb, så jeg er ultra tæt på at tabe den anden på jorden. Jeg ved ikke hvorfor, men hans handling får irritationen til at boble frem i min krop. Det der er så tæt på, at være dråben, der får glasset til at flyde over. Han har fandme været forfærdelig at være sammen med de sidste par dage, og jeg ved, at jeg ikke fortjener at blive behandlet sådan. Og jeg ved også, at jeg ikke skal finde mig i det, for sådan en type er jeg ikke. Jeg er træt af det. En pludselig selvsikkerhed og styrke dukker op i min krop, og jeg er i en form sit tilstand, hvor jeg er ligeglad med, om han bliver sur på mig. Jeg har fået nok,

"JUSTIN!", råber jeg derfor øjt og irriteret efter ham og er i øjeblikket ligeglad med de folk, der er omkring os. Som sædvanligt reagerer han ikke, men jeg nægter at give op. Jeg har virkelig inderligt fået nok. Jeg fortsætter hurtigt efter ham og ender med at være næsten lige i hælene på ham. "Du kan ikke blive ved med at ignorere mig! Jeg ved ikke en gang, hvad jeg har gjort dig, siden du er sådan et kæmpe røvhul over for mig og ikke viser mig den mindste form for respekt! Det er så frustrerende og jeg er så træt ag den her behandling, du giver mig! Kan du ikke bare være fucking voksen og fortælle mig, hvad jeg har gjort dig!?".

Han vender sig om og stopper op, så jeg er tæt på at gå direkte ind i ham. Mine øjne møder hans, og hans blik havde dræbt mig, hvis det var muligt. Det er så hårdt og koldt, og det er endnu mere ubehageligt end det, han gav mig inde i supermarkedet. Hans brystkasse hæver og sænker sig i et voldsomt tempo, så jeg er slet ikke i tvivl om, at han er vred.

Jeg føler mig pludselig meget lille, som han står sådan og kigger ned på mig. Som om alt min styrke og selvrespekt fra før, bliver suget ud af mig på grund af ham.

"Du er forelsket i mig!".

Det begynder at runge for mine ører og mit syn synes at blive sløret. Måden, han siger det på, er bebrejdende, som om jeg har begået den mest forfærdelige forbrydelse nogensinde.

Han vender sig om og går ti sekunder efter, så jeg selv står helt lamslået og forvirret tilbage. Det er som om alt omkring mig ikke bevæger sig. Mit liv er sat på pause, og min hjerne kan slet ikke få noget til at hænge sammen.

Er det virkelig grunden til, at han har behandlet mig som skrald?

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...