The One That Got Away ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2016
  • Opdateret: 14 nov. 2016
  • Status: Igang
Hver sommer lejer de to bedste venner, Jasmine og Justin, et sommerhus på Hawaii sammen med fem af deres tætteste venner. Sommeren 2014 ændrede alt mellem de to, og nu et år efter er ingenting, som det plejer at være mellem dem. (Justin er kendt)

173Likes
422Kommentarer
86590Visninger
AA

9. 7

 

7

• Jasmines synsvinkel

Flashback

torsdag d. 7. august, 2014

"Jeg ringer til dig, okay?", lød det fra fyren, jeg havde valgt at tage med mig hjem i nat efter byturen. Han smilede sødt til mig og jeg gengældte det selvfølglig for at være høflig, imens nikkede til hans spørgsmål, som egentlig mest lød som en konstatering. "Vi ses forhåbentligt igen".

Han kyssede mig på kinden, sendte mig et sidste smil og gik derefter ud af døren, vi begge havde stået i i nogle minutter for at tage afsked. Jeg betragtede ham gå hen til taxaen, der holdt omme på den anden side af den store låge, og derefter lukkede jeg døren efter mig. Det havde faktisk været en ret god nat med ham. Han var vildt sød og i forhold til, han slet ikke kendte mig, formåede han at være en af de bedste, jeg nogensinde havde været i sammen med. Det var sjældent, jeg syntes, at et one night stand var fantastik, men det havde det her bestemt været.

Med et tilfreds smil på læben og med en god fornemmelse i kroppen, gik jeg oven på og ind på mit værelse. Jeg fik dog et lille chok, da jeg så, at Justin lå på min seng og kiggede hen på mig. Det var ikke lige det scenarie, jeg havde regnet med at møde, specielt ikke efter hans underlige humørskift og opførsel den sidste del af aftenen i går.

"Hej", sagde jeg stille med en undrende stemme, samtidig med jeg lukkede døren efter mig og efterfølgende lænede mig op ad den. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere på hans tilstedeværelse, for jeg var ikke sikker på, om han var sur eller om hans humør var blevet bedre.

"Hey". Til min store lettelse smilede han til mig på en måde, der virkede oprigtigt. Derfor åndede jeg roligt op, for jeg måtte indrømme, at jeg havde været lidt bange for, at det var mig, der gjorde noget galt i går. "Kommer du ikke herhen?".

Han klappede på sengen ved siden af sig, og som svar nikkede jeg blot, hvorefter jeg lagde mig op i sengen omkring en meter væk fra ham. Afstanden mellem os ændrede sig dog hurtigt, for få sekunder efter havde han rykket sig helt hen til mig, så der kun var få centimeter mellem os.

"Hvad så? Hvordan var din nat med ham der?", spurgte han stille om med et skævt smil på læben. Han strøg efterfølgende et tot hår om bag ved mit øre med sin pegefinger.

Jeg trak på mine skuldre, for jeg havde egentlig ikke et behov for at beskrive min egentlige oplevelse med fyren for ham.

"Den var fin nok", blev mit kortfattede svar, og det fik Justin til at rynke sine bryn tættere sammen.

"Fin nok? Var det godt eller hvad?", spurgte han uddybende om i et svagt grin. Af en eller anden grund fik hans spørgsmål min mave til at vende sig på en mærkelig måde. Justin og jeg kunne snakke om mange ting, men når det galt dem, vi gik i seng med, så snakkede vi ikke om detaljer, og om hvordan det havde været. Derfor undrede det mig, at han overhovedet spurgte om det nu.

"Det gider jeg da ikke sige til dig", svarede jeg med et drillende, utilpas smil, så han skød sine øjenbryn i vejret og smilede tilbage.

"Var han så dårlig?". Han begyndte at grine en anelse flabet, og det fik mig til at slå ham svagt på skulderen, imens jeg rystede smågrinende på hovedet af ham. Han stoppede brat med at grine og kiggede på mig med et seriøst ansigtsudtryk. "Ej, jeg skal nok stoppe. Men bare svar mig på en sidste ting..", fortsatte han og holdt en kort pause for at trække vejret dybt ind gennem næsen, som om det han skulle til at sprøge mig om, var noget dybt alvorligt. For at være ærligt gjorde det mig ret nervøs og hans pludselige humørskift, fik mit hjerte til at banke hurtigere.

"Var han bedre end mig?". Lige så snart ordene havde forladt hans mund, brød han ud i en høj og flabet latter, så jeg godt vidste, at spørgsmålet kun var for sjovt. Han vidste med garanti, at jeg ikke gad at have den her samtale med ham, så han gjorde det udelukkende for at drille og provokere mig yderligere.

"Idiot", udbrød jeg højt og slog ham endnu en gang på skulderen, fordi han i et øjeblik havde fået mig til at tro, at der var noget galt. Jeg lagde mig derefter om på ryggen, så jeg kiggede op i loftet. Og kort tid efter lå der en grinende Justin oven på min krop.

"Du har måske glemt, hvordan det var? Jeg kan da godt lige genop..", inden han nåede at færdiggøre hans åndssvage joke, lagde jeg min højre hånd mod hans mund, så han ikke kunne sige noget.

"Du skal ikke sige mere", svarede jeg svagt grinende og rystede efterfølgende på hovedet af ham, imens jeg himlede med øjnene. Nu havde han trukket det her langt nok ud efter min mening, så det var på tide, han blev stoppet. For selv om det blot var for sjovt for ham, så blev jeg ret tilpas og akavet over det.

Jeg fjernede min hånd, så han kunne få lov til at grine færdigt. Og da han havde gjort det, lagde han den ene side af hans ansigt mod min skulder. Der blev stille i rummet, og det eneste, jeg kunne høre, var vores begges afslappede vejrtrækninger.

Jeg lukkede mine øjne i, så jeg kunne slappe endnu mere af, og nyde at han var så tæt på mig. Forsigtigt førte jeg min ene hånd op i hans hår og begyndte at nusse hans hovedbund. Det kunne godt være, at han elskede, når jeg nussede ham i håret, men der skulle heller ikke være nogen tvivl om, at jeg elskede at køre mine fingre igennem hans bløde, velduftende hår.

"Du forstår slet ikke, hvor glad jeg er for dig", hviskede han afslappet og rykkede sit hoved længere ind mod min hals, så hans næsetip snittede den. Hans ord fik det til at krible i min mave, og jeg mærkede som altid varmen stige til mine kinder.

"Ved du, hvad du burde?", stillede han lavt som et spørgsmål og strøg sine fingrespidser hen ad min blottede hals.

Jeg sank en klump i min hals over hans blide berøringer og rystede på hovedet. "Hvad burde jeg?".

"Du burde få tatoveret mit efternavn lige her". Han strøg endnu en gang sine fingre hen af min hals, så jeg kunne regne ud, at det var dér, han hentydede til. Til hans ord begyndte jeg at fnise, for jeg regnede naturligvis med, at det var endnu en af hans latterlige jokes. "Det lyder måske åndssvagt, men jeg mener det faktisk, Jas".

"Seriøst stop det, Justin", sagde jeg bestemt i et akavet grin, for jeg var stadig overbevist om, han lavede sjov. Det var typisk ham at lave jokes med mig på den måde, så jeg hoppede ikke på den nu.

"Jeg er seriøs".

Det var ret skræmmende, så overbevisende hans stemme lød lige nu, for den lød overraskende troværdig. Nu kunne jeg ikke se hans ansigt, men intet tegnede på, at han var ved at flække af grin over det her.

"Så du vil have, jeg skal have dit efternavn på min hals?", spurgte jeg grinende om og rynkede mine bryn i undring. Jeg kunne mærke at han nikkede, samtidig med han mumlede et "mmh". "Hvorfor?".

"Som et tegn på vores venskab".

"Okay? Så du skulle så også have mit efternavn tatoveret på din krop?".

"Ja".

Hans svar fik mig til at bryde ud i grin igen, for det kunne simpelthen ikke være andet end en joke. Der var alt for mange grunde til, at det var en af de dummeste idéer i verden, og den største var en mørkhåret kvinde, det var tumpens livs kærlighed.

Han rettede sit hoved op, så han kiggede forvirret ned på mig. "Hvorfor griner du? Det er helt seriøst noget, jeg har tænkt over længe. Jeg vil gerne have dit navn permanent på mig".

"Det tror jeg virkelig også, Selena vil blive enormt glad for", røg det bare ud af mig, så han med det samme lukkede øjnene og sukkede dybt. Han bukkede sit hoved ned igen, så hans pande ramte min skulder.

Det gik hurtigt op for mig, at jeg havde ramt et ømt punkt, for jeg var sikker på, at hun var grunden til hans humørskift i går. Det var i hvert fald efter deres samtale, han blev underlig og fraværende.

"Undskyld", hviskede jeg seriøst, hvorfor, var jeg ikke helt klar over, for jeg havde i princippet ikke gjort andet end at nævne hendes navn. Men jeg vidste jo, hvordan de havde det for tiden og hvor svært, det var for ham at snakke om hende med mig.

"Du skal ikke undskylde", mumlede han. Jeg mærkede derefter hans læber mod min skulder, så der blev efterladt et brændmærke efterfølgende. Hans kys var jeg næsten hundred procent sikker på ikke var med vilje, men derfor gjorde det stadig upassende ting ved mig og min krop.

Jeg sank en stor klump i min hals og rømmede mig bagefter. "Er I okay?".

Mit spørgsmål nåede nærmest ikke en gang at komme ud, før jeg kunne mærke ham ryste på hovedet. "Vi kom voldsomt op at skændes i går".

Selv om det havde været min fornemmelse, var det selvfølgelig ikke specielt fedt for mig at høre. Jeg hadede, når Justin var nedtrykt eller når noget gik ham på, så det vat langt fra fedt for mig at for at vide.

"Vil du snakke om det?".

"Nej", mumlede han lavt og igen mærkede jeg hans læber mod min skulder - denne gang en centimeter tættere på min hals. Et stød løb igennem mig, så hele min krop rystede i ét enkelt sekund. Det var et ret voldsomt ryst, så det var umuligt for Justin at undgå at bemærke det, men heldigvis kommenterede han ikke på det. I stedet mærkede jeg ét til kys endnu en centimeter tættere på min hals, så jeg begyndte at tro, at han gjorde det bevist.

"Justin?", fik jeg sagt med en nervøs stemme.

Endnu et kys ramte min skulder, og sådan fortsatte det med et par sekunders mellemrum. Han gjorde det helt sikkert med vilje, men jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle have det med det. Sommerfuglene fløj rundt i min mave over det, men tanken om at han bare gjorde det for at lege rundt med mig fik en dårlig følelse til at dukke op også. Han havde jo en kæreste, som han var mere end bare glad for.

Hans kys nåede op til min hage, og han rykkede sin krop lidt længere frem, så hans hoved var lige over mit. Han sendte mig et svagt skævt smil og lænede sit hoved ned, så jeg for en kort stund, troede han skulle til at kysse mig på mine læber. Alt luft blev suget ud af mig, og jeg var tæt på at gå i panik, for hvis han kyssede mig nu, ville alt blive sindssygt kompliceret. Men da hans pande blev lagt mod min og siden af hans næse strejfede siden af min, begyndte jeg at trække vejret igen. Han stoppede dér og kiggede mig kærligt i øjnene.

"Mit liv ville være et kæmpestort sort hul, hvis du ikke var en del af det", sagde han seriøst, så jeg ikke kunne lade være med at smile svagt. "Pt. er du den eneste, der gør mig glad. Hvis jeg ikke havde dig, tror jeg, jeg ville gå rundt og være et fuldkommen negativt menneske helt ind til hjertet".

Mit smil forsvandt stille væk under hans ord til mig, for det gjorde ondt på mig, at han tænkte sådan. Som om hans liv bare ville være skrækkeligt, hvis jeg ikke var der for ham. Som om han så sig selv for et forfærdeligt menneske uden mig.

"Lad vær med at sige sådan noget", hviskede jeg og førte begge mine hænder op på hver af hans kinder, som jeg kærtegnede med mine tommelfingre.

"Jeg er bare så taknemlig for, at jeg har dig. Det jeg føler for dig, Jas, kan ingen nogensinde tage væk fra mig. Du vil altid være noget af det bedste, der er sket for mig".

"I lige måde, Justin".

Han kyssede mig blidt på kinden, møvrede sine arme stramt rundt om min talje og lagde sig til sidst helt ned på mig, så hans ansigt endte med at være side om side med mit. Jeg lagde selv mine arme om hans hals, så vi blev presset endnu tættere på hinanden, og vi tydeligt kunne mærke hinanden bankende hjerter.

Nogengange glemte jeg virkelig, hvor svært den dreng altid havde haft det. Men det var sådan nogen følsomme øjeblikke som dette, der fik mig til at indse, hvor skrøbeligt et menneske han egentlig var. Jeg var bare glad for, at jeg kunne hjælpe ham med at få der bedre, for det vigtigste for mig var, at han havde det godt.

Døren til mit værelse gik pludselig op, så Justin løftede sit hoved, og vi begge kiggede hen mod den, hvor vi så Sebastian stå.

"Det er ikke fordi, jeg vil afbryde noget, men vi er alle sammen fucking sultne. Og da det ligesom er torsdag i dag, er det jer, der skal handle ind!", sagde han og kiggede bestemt på os. Jeg vidste godt, at han ikke mente det så hårdt, som han fik det til at lyde. Han havde bare tømmermænd og havde brug for noget mad i sin mave.

Både Justin og jeg sukkede. Jeg havde lykkeligt glemt, at det var torsdag i dag. Og torsdag var Justins og min handle-ind-dag, hvis vi manglede mad og drikkevarer i huset, så jeg vidste, at vi blev nødt til at tage afsted, så de andre kunne blive tilfredse.

"Vi tager afsted om lidt", svarede Justin opgivende.

"Tak!", udbrød Sebastian, hvorefter han gik ud af værelset uden at lukke døren efter sig.

"Vi må nok hellere komme afsted", konstaterede jeg og Justin nikkede sig hurtigt enig. Jeg regnede med, at Justin ville rejse sig fra mig, men det var ikke lige det, han havde i tankerne. I stedet bukkede han sig ned til mig, så hans fyldige læber kolliderede med mine. Jeg gik fuldstændig i chok og følte, at tiden omkring mig gik i stå. Det var ikke bare et kort kys, nej det varede i flere sekunder, og jeg anede ikke, om jeg bevægede mine læber sammen med hans, for jeg følte ikke jeg var til stede. Jeg følte, jeg var i en eller anden magisk verden, hvor alt var vidunderligt og surrealistisk. Alt kildede og sitrede i min krop på en fuldkommen fantastisk måde, lige indtil han fjernede sig fra mig og pludseligt stod på gulvet. Dér kom jeg tilbage til den normale problemfyldte verden.

"Kommer du?", sagde han helt normalt, som om han ikke lige havde kysset mig. Jeg blev faktisk i tvivl, om det overhovedet var sket. Måske var det noget, jeg havde forestillet mig?

"Ja", svarede jeg forvirret og var helt rundt på gulvet. Alt omkring mig føltes uvirkeligt. Jeg rejste mig fra sengen og mærkede den svimlende følelse i kroppen, da jeg begyndte at gå hen ad gulvet.

Det var en af de mest underlige følelser, jeg havde haft i min krop.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...