The One That Got Away ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2016
  • Opdateret: 14 nov. 2016
  • Status: Igang
Hver sommer lejer de to bedste venner, Jasmine og Justin, et sommerhus på Hawaii sammen med fem af deres tætteste venner. Sommeren 2014 ændrede alt mellem de to, og nu et år efter er ingenting, som det plejer at være mellem dem. (Justin er kendt)

173Likes
421Kommentarer
84824Visninger
AA

6. 4

 

4

• Jasmines synsvinkel

Nutid

tirsdag d. 28. juli, 2015

Klokken er 10.00, og idet jeg er på vej til at træde ud af mit værelse for at gå ned til de andre for at spise morgenmad, hører jeg at min mobil, der lægger på natbordet, ringer. Jeg bliver en smule overrasket, fordi jeg ikke lige regner med at få nogle opkald på denne tid af dagen. Selvom jeg nok bare bør lade den ringe og gå ned at spise morgenmad med de andre i stedet, kan jeg ikke lade være med at gå hen og tage telefonen. Hvad nu hvis det er noget vigtigt?

Jeg sukker i det øjeblik, jeg ser min chef, Staceys, navn på min skærm. Hun ved jeg er på ferie, og selvom hun ikke er glad for det, bør hun respektere det. Desuden er det kun anden dag, jeg er væk fra arbejdet, så hvad i alverden vil hun dog med mig allerede nu?

I et sekund overvejer jeg at lægge telefonen fra mig og lade den ringe ud men beslutter mig for at besvare opkaldet alligevel.

"Jasmine.. hej", lyder det hurtigt fra Staceys skingre stemme, lige da jeg har taget telefonen. "Nu skal du høre; lige nu er det faktisk godt, at du befinder dig på Hawaii, for jeg har en kunde, der netop ønsker at holde sit bryllup der. Jeg vil gerne bede dig om at tage hen til et cateringfirma for mig og snakke med ejeren, okay? Det er vigtigt du udtrykker positivitet og er hundred procent professionel. Normalt vil jeg selv tage mig af det, men jeg har ikke lige tiden til at smutte derhen nu, så du får lov til at gøre det for mig. Jeg sender dig adressen, tidspunktet og flere informationer over mail, og så håber jeg, at du giver et godt indtryk. Hej igen".

Hun snakker så hurtigt, at jeg knapt nok når at opfange, hvad jeg skal. Og inden jeg overhovedet når at svare på, om jeg har lyst, lægger hun på. Altså selvfølgelig har jeg lyst til det, men det er bare ret irriterende, at hun altid skal være så bestemmende hele tiden. Jeg mener, jeg er trods alt på ferie. Men jeg vil naturligvis ikke gå glip af sådan en chance her, for jeg ved, at det nok er første og sidste gang, hun giver mig lov til det på denne her måde.

Med et smil på læben og lidt overvældet over hendes kommando lægger jeg mobilen på bordet igen, og forlader efterfølgende mit værelse. Jeg går ned af trappen og fortsætter ud i køkkenet, hvor alle de andre allerede sidder rundt om bordet og er i gang med at spise. Og selvfølgelig er den eneste plads, der er ledig, den ved siden af Justin og Rita. Jeg har helt glemt, at vi her har faste pladser rundt om bordet, når vi spiser.

Mit smil daler en smule, for jeg sikker på, at det her kun kan blive akavet. Ikke bare for Justin og jeg, men også for det andre. De er vant til at se os fjolle og drille hinanden, og det, kan jeg garantere for, ikke kommer til at ske nu.

De andre, udtagen Justin, siger godmorgen til mig, idet jeg sætter mig på stolen. Det eneste, jeg får fra ham, er et skævende blik, der ikke varer mere end et enkelt sekund, og det gør mig enormt utilpas. Havde jeg haft nok nosser til at bede en af de andre om at bytte plads med mig, ville jeg uden tvivl gøre det. Men det har jeg ikke. Og desuden ønsker jeg ikke, at de andre skal rodes ind i mine og Justins problemer, så det er bedst de ikke ved noget om det.

Jeg tager en bolle fra tallerkenen og leder derefter efter smøren, som jeg hurtigt ser, står ved siden af Justins tallerken på den side, der ikke er ved mig. Og den er desværre alt for langt væk til, at jeg selv kan nå den. Det betyder, at han er den eneste, der kan nå den, og derfor den eneste, jeg kan bede om at række mig den.

Han er lige nu igang med en samtale med Sebastian, der sidder over for ham på den anden siden af bordet, og det gør mig en smule nervøs. Jeg har ikke lyst til at afbryde deres samtale men jeg har heller ikke lyst til få alles opmærksomhed ved at rejse mig og hente den selv.

Derfor rømmer jeg mig en smule nervøst, imens jeg kigger ned på bollen på min tallerken.

"Justin.. vil du række mig smøren". Jeg ved ikke hvorfor, men mit hjerte begynder at banke helt ustyrligt over mit spørgsmål til ham. Jeg vender mit blik mod ham og ser, at han ikke reagerer på det, jeg har sagt, og det gør mig endnu mere utilpas. Han fortsætter bare sin samtale med Sebastian, hvilket får mig til at tro, at han ikke har hørt mig. "Justin..", siger jeg derfor igen og denne gang lidt højere, men igen reagere han ikke.

"Justin". Den her gang ved jeg, at det er højt nok til at han kan høre mig klart og tydeligt, men alligevel svarer han ikke. Han ignorerer mig med vilje, og det gør mig mildt sagt enormt irriteret. Det eneste, jeg beder ham om, er at række mig en smør. Jeg forlanger ikke, at han snakker til mig eller noget andet, men det er åbenbart for meget for ham.

"Justin!", udbryder jeg bestemt og bemærker at et flabet smil dukker op på hans læber. Om det er, fordi han synes, det er fedt at ignorere mig, eller om det er er på grund af noget i hans samtale med Sebastian, ved jeg ikke. Men jeg har en meget stor mistanke om, at det er det første.

"Justin!". Sebastian vender sit blik hen på mig, mens Justin fortsætter med at snakke upåvirket af min skarpe tone i stemmen. Irritationen har efterhånden bygget sig så stor i min krop, at jeg er ved at eksplodere indvendigt.

"JUSTIN!", råber jeg og banker min ene håndflade ned i bordet. Der bliver helt stille i køkkenet og jeg kan fornemme, at alle kigger chokeret på mig. Men lige nu er jeg ligeglad. Den eneste, jeg fokuserer på er Justin.

Han vender langsomt sit ansigt mod mig og sender mig det mest provokerende ansigtsudtryk, der hurtigt forvandler min irritation til vrede. Hans blik er koldt og følelsesløst og et frydende svagt smil er på hans læber. Jeg er slet ikke i tvivl om nu, at han elsker, at han gør mig irriteret. Han ved, hvad han gør.

"Hvad?", siger han med en ligegyldig stemme, så vreden begynder at boble endnu mere frem i min krop. Han ved godt, hvad jeg vil. Han gør det med vilje for at være pisse provokerende.

Da jeg ikke gider at starte en diskusion med ham, griber jeg fat i bordkanten, og skubber mig selv væk, så min stol sliber hen af gulvet. Derefter rejser jeg mig op og går med hastige skridt væk. Det der orker jeg simpelthen ikke nu. Det gør mig både sur og ked af det, og mest af alt har jeg lyst til at græde over det. Behøver han virkelig at være sådan en idiot overfor mig? Kan han i det mindste ikke bare prøve at være venlig? Eller bare prøve at få det til at fungere mellem os?

"Der er vidst en, der er PMS". Disse ord fra Justins mund og de andre, der griner af det, er det sidste, jeg hører, før jeg træder ud af køkkenet og fortsætter ovenpå. En trykkende følelse dukker frem ved mit bryst, for at han gør grin med mig på en bevidst ubehageligt måde, er bestemt ikke fedt.

Jeg låser døren til mit værelse og sætter mig på sengekanten. Mine øjne er allerede begyndt at blive fugtige, men jeg gør alt for ikke at græde over ham, for han er ikke det værd. Han fortjener ikke mine tårer. Det er i hvert fald det, jeg har bildt mig selv ind de sidste mange måneder, når jeg har tænkt på ham - og det er ret tit, desværre. Jeg savner ham jo, og ligemeget hvor meget jeg siger til mig selv, at jeg ikke har følelser for ham mere, så ved jeg godt, det ikke er rigtigt. Jeg har været forelsket i ham, siden jeg var 16, og jeg kan ikke komme over ham. Mine følelser vil ikke gå væk ligegyldigt, hvad jeg gør, og det er forfærdeligt.

Jeg tørrer begge mine øjne og tager min mobil fra natbordet. Stacey har skrevet en mail til mig med uddybende detaljer, hvor der står, at mødet er arrangeret til kl. 13.30. Derfor vælger jeg bare at gøre mig klar nu, så jeg rejser mig fra sengen, og går ud på mit badeværelse, der er tilknyttet værelset, og tager et bad.

~

To timer senere er klokken 12.40, og jeg er blevet færdig med at gøre mig klar. Jeg har brugt tid på at krølle mit hår, og har iført mig en simpel grå tætsiddende kjole, der går mig til lige over knæene.

Jeg går nedenunder og kan se igennem terrassedøren, at de andre er udenfor. Og selvom jeg ikke har lyst til at snakke med nogen af dem lige nu, bliver jeg nødt til at gå derud, for jeg har ikke en af bilnøglerne til bilerne.

Jeg træder udenfor og møder straks Ryan og Justin, der kun er iført shorts. Justin står med en bold i hånden, så mit gæt er, at de skal til at spille fodbold nede på det store græsområde i haven.

"Hvorfor ser du så godt ud?", spørger Ryan mig undrende om med et smil på læben.

"Jeg skal til et møde for min chef inde i byen", svarer jeg roligt og vender efterfølgende mit blik hen på Justin, der køligt giver mig elevatorblikket. Da vores blikke mødes kigger han straks væk og begynder at drible med bolden for sig selv på terrassen.

"Ej, det mener du ikke, vel?", lyder det fra Josh' stemme bag mig, så jeg vender mig rundt og ser, han ligger på en solstol og kigger på mig igennem sine solbriller.

"Det tager ikke så lang tid, der lover jeg. Og det er virkelig vigtigt for mig".

Han nikker bare sukkende som svar.

"Har du et sæt bilnøgler?", spørger jeg ham om.

"Jeg ved ikke lige, hvor de er. Spørg Rita, det var hende, der kørte herhen", svarer han og peger hen mod poolen, så jeg kigger derhen, og ser at Rita flyder på en kampe badering i poolen.

Jeg nikker bare til ham og går så hen til poolkanten. "Rita", kalder jeg roligt og heldigvis, hører hun mig med det samme og ser på mig. "Hvor er bilnøglerne til bilen?".

"De ligger i min taske op på værelset", siger hun smilende og jeg nikker som en bekræftelse på, at jeg har forstået det.

Idet jeg vender mig om og går fremad, støder jeg ind i en bar ryg, som viser sig at være Justins. Og millisekundet efter træder han et skridt bagud for at kunne give bolden, der kommer svævende i luften mod ham, et hovedstød. Det resulterer bare i, at hans baghoved ramme direkte ind i mit ansigt, så jeg får overbalance og falder på ryggen i poolen.

Min næse er i stor smerte under vandet, så da jeg kommer op til overfladen, tager jeg mig hurtigt til den med min ene hånd. De kigger alle sammen på mig og er ved at flække af grin, imens jeg selv slet ikke kan se det sjove i det. Mit tøj er vådt, mit hår er vådt, min make-up er helt sikkert helt tværet ud og mit ansigt er i store smerter.

Imens jeg stadig har en hånd for næsen, svømmer jeg hen til trappen og går op af den. Jeg ignorerer de andre fuldstændig, da jeg går forbi dem, da de pisser mig utrolig meget af. Og det, der gør mest ondt, er, at Justin ikke en gang undskylder. Godt nok gjorde han det ikke med vilje, men han kan da se, at jeg ikke synes det er sjovt og, at jeg har ondt. Han kender mig, selvom han nok ikke ønsker det pt. Jeg ved, han kan læse mig bedre end nogen anden. Men alligevel griner han bare.

Lige da jeg træder ind i sommerhuset, griber er hånd fat om min. Jeg når selvfølgelig, så naiv som jeg er, at håbe at det er Justin, der har tænkt sig at undskylde.

"Undskyld, Jas. Er du.. okay?". Men det er ikke ham. Stemmen og hånden tilhører Ryan som virkelig prøver at skjule sit grin.

Jeg svarer ham ikke. Jeg trækker blot min hånd til mig og fortsætter op på værelset.

Så snart jeg er derinde, stiller jeg mig foran spejlet og ser, at make-uppen løber ned af mine kinder. Jeg ligner ét stort rod. Det er umuligt for mig at nå at komme til at se anstændig nok ud til at kunne være der klokken 13.30. Jeg googlede mig tidligere frem til, at det vil tage cirka 40 minutter at køre derhen, og klokken er allerede 12.50.

"Fuck", mumler jeg frustreret for mig selv, og er for anden gang i dag tæt på at bryde sammen. Det er så typisk, at det her skal ske.

Jeg tager min mobil og ringer til Stacey for at informere hende om, at jeg ikke kan nå det. Hun kommer til at blive så sur og skuffet over det her, men jeg kan ikke se andre muligheder.

"Jasmine? Er du på vej derhen? Sig ikke til mig du ringer, fordi du er faret vild, vel?". Sådan besvarer hun mit opkald, og jeg ønsker inderligt, at det bare er det, der er galt. Men det er det jo ikke.

"Jeg kan ikke nå derhen til klokken 13.30. Der er kommet noget i vejen", svarer jeg stille og skamfuldt, for jeg er så pinlig over at skulle gøre det her.

Hun sukker dybt og allerede der, ved jeg, at det er fordi, hun er skuffet. "Det mener du bare ikke, Jasmine. Er du godt klar over hvor ydmygende, det er for firmaet at aflyse sådan en aftale. Jeg troede, jeg kunne regne med dig".

Jeg ved godt, at hun overdriver, når hun bruger ordet "ydmygende". Hun har altid været god til at være meget dramatisk og gøre små problemer til store. Sådan er hun. Men alligevel får jeg det utrolig dårligt over det. Jeg hader at skulle aflyse aftaler og jeg hader selv, når folk ikke dukker op til tiden.

"Det beklager jeg også virkelig meget".

"Det håber jeg så sandelig, du gør!", svarer hun strikst tilbage. "Jeg ringer og aftaler en ny tid med dem. Og der har du bare at være der! Jeg sender dig informationerne".

Derefter lægger hun på. Nu var der ikke så meget andet at gøre end at gøre mig klar igen og vente på, at hun vil kontakte mig.

Jeg har ikke en gang været her i et døgn, og det er allerede et helvede. Hvis det fortsætter sådan resten af tiden, tvivler jeg på, at jeg bliver hele sommeren. Det vil jeg ikke kunne holde til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...