The One That Got Away ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2016
  • Opdateret: 14 nov. 2016
  • Status: Igang
Hver sommer lejer de to bedste venner, Jasmine og Justin, et sommerhus på Hawaii sammen med fem af deres tætteste venner. Sommeren 2014 ændrede alt mellem de to, og nu et år efter er ingenting, som det plejer at være mellem dem. (Justin er kendt)

173Likes
421Kommentarer
85532Visninger
AA

5. 3

 

3

• Jasmines synsvinkel

Flashback

mandag d. 4. august, 2014

"Jeg har værelset ovenpå ved siden af Jasmine", småråbte Justin bag mig, idet vi trådte ind i sommerhuset, sikkert for at være sikker på at alle de andre kunne høre det. Jeg stoppede op midt på gulvet i gangen og kiggede bagud, hvor jeg mødte Justins søde smil. Han gik hen og stillede sig ved siden af mig og lagde sin ene arm over min skulder og pressede siden af min krop godt ind til ham.

"Det behøver du ikke fortælle os hvert år. Jeg tror godt, vi ved hvor du sover", kom det smågrinende fra Ryan, da han gik forbi os og derefter videre ind i huset.

"Det var også bare, hvis din mikroskopiske hjerne skulle have glemt det", råbte Justin efter ham og kiggede efterfølgende ned på mig med et skævt smil. Han så i nogle sekunder ind i mine øjne på en kærlig måde, der fik min mave til at gå helt amok. Nogle gange ville jeg virkelig ønske, at han vidste, jeg havde følelser for ham, for så kunne det være han lod være med at gøre disse småting, der fik mig til at svæve. Men det ville bare komplicere alt mellem os, hvis han vidste det. Faktisk var jeg sikker på, at han ville holde sig langt væk fra mig, og jeg kunne jo egentlig godt lide, at han var så meget over mig, som han hele tiden var.

"Du har ikke make-up på idag", konstaterede han, og hans ord fik mig til at kigge ned i jorden. Det var sjældent jeg ikke gik med make-up, så at han lige skulle påpege det nu, fik en mærkelig usikkerhed fra i min krop. Specielt fordi han havde sagt det med en ret overraskende stemme, som jeg ikke vidste, om jeg skulle tolke positivt eller negativt.

"Nej", mumlede jeg, imens jeg kunne fornemme, han stirrede stift på siden af mit ansigt.

"Det er pænt".

Jeg begyndte at føle en varme løbe op til mit ansigt, ligesom jeg plejede, når han gav mig komplimenter.

"Hvaa.. har I to turdelduer tænkt jer at stå der hele dagen, eller?". Ryan kom gående forbi os igen, bare den anden vej fra højest sandsynlig fordi han skulle hente resten af tingene i bilen. Jeg tog mig ikke så meget af, at han kaldte os turdelduer, for det var noget han altid havde kaldt os for på grund af det tætte venskab, Justin og jeg havde. Han mente intet seriøst med ordene, for han vidste, at Justin havde en anden.

Justin slap mig og gav Ryan en lille lammer med hånden, så Ryan bare grinte svag over det og gik videre. Jeg udstødte også et grin over det, hvorefter jeg begyndte at gå langsomt fremad med den store taske, jeg havde haft i min favn rimelig længe. Mine arme gjorde faktisk en smule ondt, det bemærkede jeg først nu.

"Det går hurtigt", lød det i et sarkastisk grin fra Justin, der var så provokerende at overhæle mig med hurtige skridt. Han fortsatte videre forbi mig og gik op af trappen til førstesalen, imens jeg stadig kæmpede med den tunge lorte taske. Ryan havde heldigvis lovet, at han ville tage min anden taske, så jeg slap for at skulle slæbe to gange.

Et par meget lange sekunder efter, da jeg var nået hen til trappen, kom Justin løbende og grinende ned af trappen, og tog uden besvær tasken ud af min favn.

"Jeg tror liiige, jeg tager den der. Ellers når du da ikke frem før en gang i morgen".

Jeg slog ham svagt på overarmen med en fornærmet o-formet mund, så hans flabede grin blev endnu højere.

"Det gjorde næsten ondt det der", sagde han med en stemme, der tydeligt viste, at han ikke mente det på nogen måde. Det var nu heller ikke, fordi jeg slog ham specielt hårdt. "Jeg elsker, når du er hård ved mig".

Han smilede kækt og vendte sig efterfølgende om og gik op af trappen. Jeg rystede smilende på hovedet af ham og vendte det hvide ud af øjnene samtidig, selvom han ikke kunne se. Det var et godt eksempel på en typisk åndssvag Justin kommentar, når han skulle være flabet.

Jeg fulgte efter ham op af trappen og drejede til højre, da mit værelse lå på den side. Da jeg trådte ind på værelset, havde Justin lagt sig tværs over sengen med sine ben ud over sengekanten.

"Du kan godt gå ud. Jeg skal pakke ud", kommanderede jeg med en bevidst flabet stemme, hvorefter jeg løftede den store taske fra gulvet og op i sengen, så den lå på venstre side af Justin.

Han svarede ikke, på det jeg sagde, men kiggede i stedet bare på mig, der lynede tasken op.

"Justin", sukkede jeg, dog med et smil på læben, hvorefter jeg kiggede ned på ham, der lå helt afslappet med sin ene arm under sit hoved. Han lignede i hvert fald ikke en, der havde tænkt sig at fjerne sig lige foreløbigt. "Gå nu ud med dig, du skal også selv pakke ud".

Det var ikke, fordi jeg havde noget imod, at han var herinde, men jeg vidste, at hvis han blev her, ville det tage mig flere timer at få pakket ud, fordi han hele tiden ville distrahere mig. Tro mig, det skete sidste år, og i år ville jeg bare gerne have det hurtigt overstået.

"Næh", var det eneste, han svarede, så jeg så mig nødsaget til at prøve at få ham op selv. Jeg tog derfor et par skridt hen til ham og greb med begge hænder fat om hans arm, der hvilede på hans mave. Med alle mine kræfter prøvede jeg at hive ham op, men det gik selvfølgelig ikke så godt. Når jeg ikke engang kunne finde ud af at bærer en tung taske, så kunne jeg selvfølgelig heller ikke få ham op. Hvem prøvede jeg lige at narre?

"Det går godt". Han blinkede kækt til mig med det ene øje og fugtede efterfølgende sine læber.

"Du er så irriterende. Kan du ikke bare gå ud i fem minutter, så jeg kan pakke ud?".

Som svar rystede han på hovedet, og fordi jeg endnu ikke havde givet slip om hans arm, trak han mig uden videre ned til ham, så jeg lå rimelig akavet oven på ham. Inden jeg kunne nå at rejse mig op, havde han låst mig fast ved at ligge begge sine arme stramt om min talje.

"Justin.."

"Vil du gerne af med mig?", spurgte han mig grinende om, samtidig med jeg ihærdigt prøvede at komme fri. "Jeg troede, du havde savnet mig".

Jeg stoppede med at bevæge mig og kiggede ham ind i øjnene. Han lavede et falsk surmule ansigt og skød sin underlæbe ud, så han irriterende nok så enormt kær ud.

"Det har jeg også". Jeg begyndte at vride min krop igen i håb om at kunne slippe væk, men det hjalp stadig ikke. "Men lige nu vil jeg gerne pakke ud, uden du skal forstyrre mig".

Han strammede sit greb om min krop, så det blev endnu sværere for mig at bevæge mig.

"Hvad fanden laver I?", lød det i et undrende grin fra Ryans stemme bag os. Jeg kiggede mig selv over skulderen og så, at han stod i dørkarmen med min anden taske i hånden. "I er simpelthen for mærkelig. Jeg stiller bare din taske på gulvet, Jas".

Jeg nikkede til ham, og han forlod mit værelse. Justin løsnede sit greb om min talje, så jeg kunne rejse mig fra ham uden problemer.

"Du får din vilje denne ene gang", sagde han med et smil og rejste sig selv op fra sengen. Derefter forlod han også mit værelse, så jeg kunne få lov til at pakke ud for mig selv.

~

Da jeg efter noget tid var blevet færdig med at pakke mine ting ud, gik jeg nedunder, hvor jeg kunne høre, at de andre var uden for i haven. Jeg gik ud på terrassen, hvor Josh, Ryan, Melanie og Rita sad rundt om havebordet og snakkede.

I et øjeblik stod jeg og betragtede den store pool, der var et par meter foran mig, samt resten af den store flotte have. Det var virkelig dejligt at være tilbage. Luften var helt anderledes her og det var lidt som om, at alle farver blev forstærket, når jeg var her. Jeg havde kun gode og fantastiske minder herfra, og jeg var sikker på, at i år kun ville skabe endnu flere.

Jeg gik et par skridt frem og stoppede ved poolkanten, som jeg dyppede min ene fod i. Lysten til bare at springe i nu, var helt enorm stor, men jeg gjorde det selvfølgelig ikke, da jeg stadig var iført mit tøj, som bestod af en løs hvid sommerkjole, der gik til mine knæ.

"Hvor er Sebastian og Justin egentlig henne?", valgte jeg at spørge om uden at fjerne blikket fra poolen, da de ikke sad omkring bordet eller var et andet sted i haven.

"JAS! PAS PÅ!", hørte jeg Rita råbe få sekunder efter, jeg havde stillet mit spørgsmål. En anelse forvirret drejede jeg min krop hen mod hende, men det eneste jeg nåede at registrere var, at Justin og Sebastian kom løbende kun i ført badshort lige i mod mig. Og inden jeg overhovedet nåede at tænke tanken, at jeg skulle væk derfra, var Justin nået hen til mig, svunget sin ene arm om min talje og væltet mig med ned i poolen, så jeg skreg forskrækket op.

Mit hoved kom under vandet og Justin gav slip på min krop lige efter. Næsten helt panisk fik jeg mit hoved over overfladen igen, hvor jeg mødte Justins provokerende grin, samt kunne høre de andre grine i baggrunden også.

"Du er så barnlig", råbte jeg og skubbede en bølge vand hen mod ham, som heldigvis ramte ham med et plask i hovedet, så jeg ikke kunne stoppe mig selv fra at grine.

Han svømmede efterfølgende hurtigt hen mod mig, og selvom det var svært, fordi min kjole var så løs, prøvede jeg at svømme hen mod pooltrappen, inden han kunne nå mig. Men det gik som forventet ikke særlig godt, for få sekunder efter havde han skubbet mit hoved under vandet igen. Da jeg fik mit hoved over vandet igen, pressede jeg begge min hænder ned på hver af hans skuldre med alt min vægt, så det nu var ham, der kom helt under vandet.

Derefter svømmede jeg videre mod pooltrappen, som jeg heldigvis nåede op af, inden han fangede mig. Drivvåd løb jeg forbi de andre, der sad og grinede af os, og videre ind i huset. Jeg kiggede mig hurtigt over skulderen og bemærkede, at Justin var lige hælene på mig, så jeg begyndte at løbe hurtigere. Jeg skulle i hvert fald ikke i poolen igen, og det var jeg sikker på, ville ske, hvis han fik fat i mig.

Uheldigvis for mig fik han fat i min arm, så han rev mig tilbage og samlede begge sin muskuløse arme om min krop. Men lige som han skulle til at løfte mig fra gulvet, gled vi begge to på grund af det våde flisegulv, så Justin endte med at ligge på ryggen på gulvet med mig halvt oven på ham.

Vi begyndte begge at grine, imens vi ømmede os svagt, for lad mig da lige slå fast, at det gjorde rimelig ondt at lande på sådan et hårdt gulv.

Han gav slip på mig, så jeg satte mig op og kiggede ned på ham, der blev liggende. "Vi stopper nu", sagde jeg grinende, for selvom det var sjovt, og der ikke skete noget alvorligt, så skulle det ikke gå mere galt.

"Hvis du siger det". Han fugtede sine fyldige læber i sit grin og satte sig op, så vi sad med ansigterne lige ud for hinanden.

"Nogengange skulle man virkelig ikke tro, at du er 20 år gammel", konstaterede jeg og rystede grinende på hovedet. Han opførte sig tit som et stort legebarn, specielt på disse ferier. Men jeg elskede, at han var sådan, for det gjorde, at han næsten altid var positiv at være i selskab med.

"I know", svarede han og rejste sig fra gulvet. Han rakte sin hånd ned til mig og hjalp også mig op at stå på benene igen. "Jeg skal nok tørre det her op, imens du får noget tørt tøj på".

Han hentydede selvfølgelig til det gulvet, der var blevet enormt vådt på grund af vores dryppende kroppe. Jeg nikkede taknemligt til ham og begyndte så at gå forsigtigt hen til trappen for ikke at falde, og så videre op ad den.

"Du får forresten en vildt god røv, når din kjole er våd".

Jeg blev en smule forskrækket, da jeg hørte Justins stemme lige bag mig på vej op ad trappen. Mine kinder blev varme over hans ord, og jeg var mere end glad for, at han ikke kunne se mit ansigt lige nu.

"Lad vær med at glo på min røv, Bieber".

"Det er lidt svært, når du svinger den lige i hovedet på mig", svarede han flabet, så varmen fortsatte med at strømme til mit ansigt.

En smule pinligt berørt rømmede jeg mig. "Skulle du ikke tørre op nedunder?", spurgte jeg om for at skifte emne og undlod at kigge mig tilbage, da jeg var sikker på, gløden stadig var meget tydelig på mine kinder.

Jeg nåede op af trappen og Justin overhælede mig.

"Jeg skal hente nogle håndklæder, jeg kan tørre det med".

Han gik ind på sit værelse, og jeg gik ind på mit. I et par korte sekunder stillede jeg mig foran et stort aflangt spejl, der hang på væggen. Jeg opdagede hurtigt at mine kjole for det første sad helt klæbet op af min krop bagpå, plus at den var næsten helt gennemsigtig, fordi det var blevet så våd. Man kunne tydeligt se alt på min krop igennem.

Mine kinder blev igen røde, og jeg lagde begge hænder foran mit ansigt ved tanken om, at det nok var det Justin ment med sin kommentar ude på trappen. Jeg bed mig flovt i læben med et svagt smil på læben, imens jeg fjernede mine hænder og istedet greb fat i bunden af min kjole og hev den over hovedet.

Jeg smed den på gulvet, samt min vide bh og g-streng, for de var jo heller ikke ligefrem tørre længere. Efterfølgende gik jeg over til mit skab og tog noget rent undertøj ud. Jeg tog først underbukserne på og efterfølgende min bh. Et lille sæt gik dog igennem min krop, da jeg hørte min værelsesdør lukke i. Og da jeg kiggede derhen stod Justin og stirrede på mig med et rimelig seriøst blik.

"Justin..", mumlede jeg både pinlig berørt og chokeret, imens jeg lukkede min bh bagpå. Jeg prøvede så vidt muligt at gemme mig bag skabsdøren, så han ikke kunne se min halvnøgne krop. "Du må godt lige sige, når du er her".

"Slap af.. det er jo ikke, fordi jeg ikke har set dig nøgen før, vel?", konstaterede han med en rolig stemme.

Jeg tog en lang hvid t-shirt, der gik mig til lige under røven, på min krop og lukkede skabsdøren. Jeg sendte Justin et småirriteret blik. "Sidst du så mig uden tøj på, var vi begge 17 år gamle. Ting har udviklet sig lidt på min krop siden".

"Jeg har set din krop nøgen siden der", udbrød han med en flabet stemme, gav min krop elevatorblikket og fugtede sine læber til sidst. Hvis bare han vidste, hvad det gjorde ved mig, når han gjorde det. Hans flotte lyserøde læber, der blev fugtet af hans tunge, burde virkelig ikke tænde mig så meget, når vi blot venner. Hvorfor kunne jeg ikke også bare se ham som en ven, lige som han gjorde med mig? Det ville gøre alt meget nemmere for mig.

"Hvornår?". Jeg rynkede forvirret min pande, da jeg ikke mindedes, at det skulle have været sket.

"Ja, det er jo lige det". Han sendte mig det mest sleske smil og vippede med sine øjenbryn, så jeg godt kunne regne ud, at det bare var en af hans åndssvage jokes.

"Du er så vammel".

Han begyndte bare at grine svagt over mine ord, lige som jeg selv gjorde. Imens jeg rystede på hovedet af ham, valgte jeg at gå hen og ligge mig i sengen. Hans øjne fulgte mig intenst imens hans grin falmede væk, og det gjorde mig faktisk en smule utilpas.

"Hvad skal du?", spurgte han undrende om.

"Slappe af".

Jeg rykkede mig om at ligge på siden, så jeg fik øjenkontakt med ham, der var begyndt at gå tættere på sengen. Han skulle lige til at læne sig indover mig og ligge sig ved siden af mig, men jeg nåede at stoppe ham ved at sætte min ene hånd mod hans veltrænede brystkasse.

"Du har ikke tænkt dig at lægge dig i min seng med de våde shorts der, vel?".

Han så ned på mig med et løftet øjenbryn og et skævt smil.

"Vil du have, jeg skal tage dem af eller hvad?", jokede han provokerende og fortsatte så med at læne sig ind over mig, så han til sidst lå bag mig. Jeg lukkede øjnene og sukkede svagt irriteret over hans handling, fordi det var en smule irriterende, at min seng nu blev våd. Men jeg kendte jo Justin. Han gjorde præcis, hvad det passede ham, så det kom egentlig ikke som nogen stor overraskelse, at han gjorde det.

"Er du sur på mig nu?", spurgte han lavt om efter noget tids stilhed. Han lagde sin let sin hånd på siden af min talje, så den blot hvilede der.

"Nej. Du er bare lidt irriterende nogle gange", hviskede jeg og nød at hans tommelfinger begyndte at nusse mig på ryggen.

Sengen rykkede sig lidt, og jeg bemærkede et par sekunder efter, han lå tættere på mig.

"Jas?". En kuldegysning løb igennem min krop, da jeg hørte hans stemme hviske til mig lige ved mit øre. Den var så stærk at hårene på mine arme rejste sig, selvom der var flere graders varme herinde .

"Mmh", mumlede jeg nervøst.

"Undskyld hvis jeg er lidt for meget over dig i dag, det er bare..". Han afbrød sig selv i sin rimelig seriøse sætning, og trak vejret dybt ind og ud gennem næsen, så luften ramte min hals. ".. jeg har virkelig savnet dig. Sådan helt vildt meget".

Hans ord fik det største smil frem på mine læber, og sommerfuglene dukkede hurtigt frem i min mave. Jeg blev nødt til at bide mig selv hårdt i underlæben for ikke at udtrykke verbalt, hvor glad jeg var for at høre ham sige det. Det gjorde mig helt varm inden i, for jeg havde i den grad også savnet ham. Og måden han sagde det på fik min krop til at føles som smør, for jeg kunne mærke, at han mente det dybt indefra.

Han lagde sit hoved på mit, så hans hage hvilede mod min skulder. "Kan vi ikke aftale, at der ikke går så langt tid, mellem vi ser hinanden en anden gang? Jeg har haft den her mærkelige følelse af at have en tom plads i min krop.. men da jeg så dig tidligere kæmpe med at få din taske hen til bilen, der.. der blev den tomme plads ligesom fyldt ud. Som om jeg hele tiden har manglet dig", fortsatte han.

Justin var til tider en ret følsom fyr, så af og til opstod der sådan nogle øjeblikke som dette, hvor han åbnede sig totalt op for mig. Og jeg elskede at opleve den side af ham. Jeg blev faktisk helt rørt over de ord, han valgte at sige til mig lige nu. Dog både på en positiv men og lidt på en negativt måde. Det gjorde mig selvfølgelig helt blød indvendigt, at han havde det sådan med mig. Det eneste problem var, at jeg havde det på samme måde med ham bare med endnu stærkere følelser, end han havde. Og det måtte jeg ærligt indrømme gjorde ret ondt på mig. Men det måtte jeg selvfølgelig bide i mig, for min venskab med ham var endnu vigtigere end mine følelser for ham. Så jeg fokuserede mest på det positive ved hans ord.

Han rykkede sig tættere på mig - selvom det ikke burde være muligt - og lagde samtidig sin arm om min talje, så vi lå i ske.

"Sover du?", hviskede han spørgende, nok fordi jeg slet ikke havde svaret ham på noget af det, han havde sagt.

"Nej", svarede jeg stille og smilede for mig selv. "Jeg vil heller ikke have, der går så lang tid igen. Jeg savner dig altid, når jeg ikke ser dig".

Jeg kunne fornemme et smil brede sig på hans læber, også selvom jeg ikke kunne se det.

"Godt".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...