The One That Got Away ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2016
  • Opdateret: 14 apr. 2017
  • Status: Igang
Hver sommer lejer de to bedste venner, Jasmine og Justin, et sommerhus på Hawaii sammen med fem af deres tætteste venner. Sommeren 2014 ændrede alt mellem de to, og nu et år efter er ingenting, som det plejer at være mellem dem.

(Justin er kendt)

200Likes
563Kommentarer
184350Visninger
AA

24. 21

 

21

Jasmines synsvinkel

Nutid

søndag d. 2. august, 2015

Havde man spurgt mig for et par timer siden, om jeg nogensinde havde troet, at jeg skulle være i Justins selskab igen, så havde mit svaret været et rungende nej. Jeg havde været så fast besluttet på at ligge ham bag mig og starte forfra, når jeg kom tilbage til L.A.

Men alligevel ligger jeg nu her på hans værelse med dyb øjenkontakt med ham. Grunden er stadig meget uklar for mig selv. Alt, jeg ved, er, at jeg bare ikke kunne få mig selv til at træde ud af bilen, da Ryan og jeg holdt ude foran lufthavnen. Det virkede fuldstændig forkert at skilles med Justin på den måde vi gjorde, så derfor valgte jeg at tage med Ryan tilbage.

Og nu lå jeg så her. Selvom det er underligt for mig, føler jeg samtidig, at jeg er præcis der, hvor jeg bør være. For første gang i lang tid føler jeg mig nogenlunde hel, og jeg er godt selv klar over, at det skyldes fyren ved min side. Også selvom jeg har en vis mental afstand til ham, og vi har haft et par hektiske dage her i huset.

Vi har ligget sådan her længe. En time i hvert fald. Vi har ikke rigtig sagt meget, men blot været i stilhed og set hinanden i øjnene dybt i øjnene. Jeg har flere gange haft lyst til at sige et eller andet, men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det er som om, han er fremmede for mig, men så alligevel overhovedet ikke. Blikket i hans øjne fortæller mig, at han er den selvsamme Justin, som jeg for et år siden kunne kalde min bedste ven.

Han åbner pludselig munden, men der kommer intet ud. For første gang kigger han væk fra mine øjne, og ser i stedet ned på madrassen ved sin side. Langsomt trækker han vejret ind gennem munden og puster roligt ud igen. Jeg kan tydeligt fornemme, han vil spørge om noget, men ikke helt ved, hvordan han skal gøre det. Han virker i hvert fald usikker. Indvendigt beder jeg til, at han ikke dropper at stille mig spørgsmålet, for jeg vil gerne snakke med ham. Jeg kan bare ikke selv finde på en måde at starte en samtale på.

Han rømmer sig, og hans fortvivlede blik møder mine øjne igen. "Hvorfor kom du tilbage?", hvisker ham ekstremt lavt, så jeg kun lige akkurat kan høre det. Hans blik kører frem og tilbage på mit, og det ligner, at han prøver at finde et svar i mine øjne, der giver mening for ham. Men hvordan skal de kunne give ham svar, når jeg ikke selv kender det.

"Fordi jeg ikke kunne tage afsted".

Han nikker sukkende. Jeg kan se, at det ikke er svar nok for ham, men jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal tilføje. Det giver jo heller ikke rigtig mening i mit hoved, at jeg er tilbage i sommerhuset. Jeg kunne vitterligt bare ikke tage afsted.

Jeg kigger væk fra Justin og i stedet på væggen bag ham. Jeg ser hurtigt uret og bliver overrasket over, hvad klokken er blevet.

"Klokken er lidt over 05.00", siger jeg højt og får øjenkontakt med ham igen. Det ser dog ikke rigtig ud til at interessere ham, han rører hverken på sig eller kommer med en anden form for reaktion. Han ligger kun og ser på mig. "Måske vi skulle prøve at få sovet lidt?", foreslår jeg, fordi jeg ved, at vi begge har været vågne længe. Men han ser ikke ud til at være frisk på den idé, for han ryster hurtigt på hovedet.

"Jeg kan ikke sove".

En smule skeptisk kigger jeg på ham, for han virker meget hurtigt sikker. Han har jo ikke prøvet på at falde i søvn, og desuden ligner han ikke en, der er særlig frisk eller udhvilet. Men det må vel være op til ham selv. Jeg kan mærke på mig, at jeg har brug for at få sovet et par timer. Det har været en lang og følelsesmæssigt drænende dag.

"Jeg vil prøve at falde i søvn", siger jeg og lukker træt mine øjne. Jeg trækker vejret afslappet men tungt ind gennem næsen og ånder ud efterfølgende. "Det synes jeg også, du burde", mumler jeg, men får ikke noget svar.

Der bliver helt stille i rummet i en god rum tid, så jeg vælger at åbne øjnene for at se, om han alligevel har prøvet at give sig hen til søvnen.

Men det har han ikke, for mine øjne møder med det samme hans stirrende blik. Vi siger ikke noget til at starte med, men efter noget tid, åbner han munden.

"Er du her stadig i morgentidlig?", spørger han seriøst om, og jeg fornemmer en form for frygt i hans øjne, der signalerer at han er bange for, at jeg ikke er.

Derfor er jeg hurtig til at svare ved at nikke.

"Okay", svarer han med en form for lettelse i sin stemme. Herefter lukker han sine øjne, og der går ikke mere end et minut, før jeg bemærker, at hans vejrtrækning er tungere, og han allerede sover.

Mit hjerte begynder at banke lidt hurtigere end normalt. Var grunden til, han sagde, han ikke kunne sove lige før, fordi han var bange for, jeg ville være væk, når han vågnede? Det virker som tilfældet, men jeg kan naturligvis tage fejl.

I stedet for at spekulere mere over det, lukker jeg mine øjne i, og overgiver mig til søvnen.

~

Klokken er lidt i halv ti, da jeg slår mine øjne op igen. Jeg har ikke fået særlig meget søvn, men af en eller anden grund, kan jeg ikke sove mere. I en rum tid ligger jeg og kigger på Justin, der stadig sover utrolig tungt. Jeg har virkelig savnet at vågne op sådan her med ham ved min side. Også selvom det langt fra er, som det var førhen. Men det føles rart alligevel.

Jeg rækker forsigtigt, for ikke at vække ham, min hånd hen mod ham og fjerner en tot af hans halvlange lyse hår, der hænger ned foran hans ansigt. Og heldigvis vågner han ikke af det.

Jeg trækker min hånd til mig igen og studerer hans ansigt. Det er første gang, at det virkelig går op for mig, hvor meget han har ændret sig udseendesmæssigt siden sidste år. Hans ansigtstræk et naturligvis de samme, men ellers ligner han en helt anden udgave af sig selv. Det er vildt, så meget der kan ske på så kort tid.

Efter et par minutter rejser jeg mig fra sengen og går ud i køkkenet for at tage mig et glas vand. Det lader ikke til, at de andre er oppe endnu, så jeg beslutter mig for at begynde at lave morgenmad til hele huset. Faktisk er det Justin, der skal lave morgenmad om søndagen, men jeg har ikke lyst til at gå ind og vække ham. Han har brug for at få sovet ud.

Jeg begynder at skære noget franskbrød ud i skiver, som jeg efterfølgende lægger på en tallerken. Derefter dækker jeg bordet og med tallerkener, bestik, brødet og pålæg. Da det stadig er ti minutter til, at de andre kommer ned og spiser, for vi spiser jo altid sammen klokken ti, så beslutter jeg mig for at skære noget frugt ud også.

Jeg går i gang med at skære, men pludselig hører jeg et ordentlig bump, fra et sted i huset jeg ikke helt kan lokalisere. Rimelig forskrækket vender jeg mig om, og idet, jeg gør det, hører jeg løbende fodtrin komme tættere på køkkenet. Og der går ikke mange sekunder før, at Justin løber ind herind. Han kigger forvirret rundt, men stopper op, da han får øjenkontakt med mig. Imens han trækker vejret tungt ind og ud, kigger han helt undrende på mig - ligesom jeg kigger undrende på ham.

"Hvad sker der?", vælger jeg at spørge om, fordi jeg ikke forstår, hvorfor han ser sådan på mig efter den entré, han lige har haft.

Han rømmer sig og kører sine hænder ned i hans bukselomme. Vi var begge faldet i søvn fuldt påklædt, så han havde præcis det samme tøj på som i går.

"Ikke noget", svarer han, hvorefter han tungt puster luft ud gennem munden. Roligt går han hen mod mig og stiller sig ved min side. "Du er her", konstaterer han seriøst, og jeg kan ikke lade være med at grine svagt af hans udtalelse. Det virker lidt mærkeligt, at han sådan ud i det blå påpeger det.

"Ja". Jeg vender mig mod frugten igen og fortsætter med at skære det ud, alt i mens jeg tydeligt fornemmer, at Justin står og stirrer stift på mit ansigt. "Er der noget galt?", spørger jeg undrende om uden at fjerne fokusset fra frugten.

"Da du ikke lå ved siden af mig...", begynder han med en gravalvorlig stemme. "... troede jeg, at du var taget afsted igen".

Lige som han har sagt dét, vender jeg mit ansigt mod ham. Frygten er der stadig i hans øjne, så jeg er ikke i tvivl om, at han har været bange for, at jeg ikke var her mere. Det forklarer, hvorfor han stormede ud i køkkenet på den måde lige før.

"Det er jo søndag", svarer jeg, og jeg kan se, han ikke forstår meningen med mine ord. Han ligner det største spørgsmålstegn, jeg længe har set. Derfor uddybede jeg hurtigt. "Det er din tur til at lave morgenmad. Jeg ville ikke vække dig, fordi du lå og sov så tungt".

"Aha", udbryder han lavt og tingene ser ud til at give mening for ham nu. Jeg smiler svagt til ham og nikker, hvilket ser ud til at komme bag på ham. Det virker i hvert fald ikke, som om han helt ved, hvad han skal gøre, men han ender dog med at sende et svagt, akavet smil tilbage. Han kigger derefter ned i gulvet, og jeg fortsætter med at skære frugten ud. "Hvad så nu?".

"Hvad så hvad?".

"Hvad sker der med os nu?". Han ser op fra gulvet, og jeg vender atter hovedet, så vi får øjenkontakt. Jeg tænker kort over, hvad jeg skal svare ham, for jeg er ikke selv klar over, hvad der skal ske nu. Jeg ved bare, at jeg ikke vil have, at vi skal være uvenner længere.

Jeg lægger kniven fra mig og drejer min krop, så den nu også er mod ham. "Jeg synes, at vi skal sætte en streg over alt det, der er sket". Han nikker sig lettet enig, men jeg kan se, at det ikke helt er det svar, han leder efter.

"Og hvad så, når det er gjort?". Han ser usikkert ned i jorden igen, hvilket egentligt er ret underligt at opleve. Normalt ville det være ham, der var den sikre og mig den usikre. Rollerne er nærmest byttet om. Men det er nok på grund af de ting, han har gjort på det seneste, han virker så usikker.

Jeg bider mig en smule nervøst i underlæben, for det svar jeg har tænkt mig at komme med, er lidt nervepirrende for mig at sige. Det er jo ikke sikkert, han har det på samme måde. Og jeg skal det også erkende, at jeg ved, det er en risiko at tage.

"Så synes jeg, at vi skal starte på en frisk", svarer jeg rimelig fattet, og med det samme jeg har fuldført sætningen, kigger han overrasket op på mig. Det er tydeligt, at han slet ikke har set den komme. Og for at være ærlig kommer det også en smule bag på mig selv. Men jeg ved, at det er det, jeg har lyst til. Der er ligesom en grund til, jeg stadig er her og ikke i L.A., og det er Justin. Jeg ved godt, at tingene slet ikke bliver det samme som før i tiden, men jeg er villigt til at give vores venskab et forsøg igen. Jeg kan ikke leve et fuldt og lykkeligt liv uden ham. Sådan føler jeg det. "Jeg vil have min bedste ven tilbage".

Han svarer ikke rigtig på de ting, jeg siger, men kigger blot mundlamt på mig. Noget siger mig, at jeg skal tage det som en positiv ting men alligevel dukker tvivlen op.

"Hvis du altså har lyst", får jeg indskudt, og virker ikke denne gang nær så sikker i min stemme som tidligere.

Helt forvirret rømmer han sig og blinker hurtigt med øjnene.

"Ja!", siger han bestemt og får et stort smil på læben. Et af de smil jeg har savnet så meget at se. Det har stadig den samme effekt på mig, og jeg mærker, at det begynder at krible i maven over det. Det er så forfriskende at se ham give mig et oprigtig smil igen. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg har manglet den glæde, det giver mig.

Han overrasker mig ved at tage fat i min hånd med hans og flette sine fingre ind i mine. "Der er intet jeg hellere vil", fastslår han, og jeg kan fornemme på hans blik, at det er sandheden. Det danner den største lettelse i min krop.

"Okay", svarer jeg og kan ikke stoppe det smil, der kommer frem på min læber.

Han ånder lettet ud, imens han smiler stort til mig. "Okay".

"Men vi bliver nødt til at få snakket ordentligt ud. Og denne gang må vi virkelig lytte til hinanden".

Han nikker og fører vores hænder op til hans mund, hvor han placerer et blidt kys på min håndryg. Der føles allerede som om, at alt er ved det gamle, selvom jeg godt er klar over, at det ikke er tilfældet.

"Det er nok en meget god idé".

Mere når vi ikke at sige, før nogen træder ind i køkkenet.

"JAS!", lyder det højt samt overrasket fra Ritas stemme.

Jeg giver slip på Justins hånd og vender mig mod hende, hvor jeg ser, at de andre træder ind én efter én - alle sammen med forvirrede ansigtsudtryk. Undtagen Ryan selvfølgelig, han ved jo godt, at jeg ikke tog afsted i går.

Rita løber glædeligt hen til mig og giver mig et stort kram. "Jeg troede, du var taget hjem".

Jeg griner svagt over hendes begejstring. "Ikke alligevel".

"Så du bliver her sommeren ud?", kommer det fra Sebastian, jeg automatik giver min opmærksomhed. Rita trækker sig fra krammet og ser nysgerrigt på mig, ligesom alle de andre.

Jeg kigger kort hen på Justin og giver ham et svagt smil, som han gengælder. "Ja, jeg bliver her hele sommeren".

De bliver allesammen overdrevet glade over min udtalelse, og jeg må da indrømme, at det er ret overvældende, de så gerne vil have mig her. Det beviser bare, at jeg har de bedste venner, man overhovedet kan ønske sig.

Før første gang siden jeg trådte ind i sommerhuset for en uge siden, føler jeg mig glad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...