The One That Got Away ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2016
  • Opdateret: 14 nov. 2016
  • Status: Igang
Hver sommer lejer de to bedste venner, Jasmine og Justin, et sommerhus på Hawaii sammen med fem af deres tætteste venner. Sommeren 2014 ændrede alt mellem de to, og nu et år efter er ingenting, som det plejer at være mellem dem. (Justin er kendt)

173Likes
423Kommentarer
88029Visninger
AA

4. 2

 

2

• Jasmines synsvinkel

Nutid

mandag d. 27. juli, 2015

Det er en ambivalent følelse, jeg sidder med på bagsiden af min bedste veninde Ritas bil på vej mod lufthavnen. Jeg kan allerede nu mærke, at den her sommer i sommerhus bliver meget anderledes end alle de andre somre, vi har været afsted. Og jeg ved ikke, om jeg har mest lyst til at grine eller græde over det.

Justin plejer altid at være den, der henter mig og transporterer mig til lufthavnen. Ja, man har nærmest kunne kalde det for en tradition. Men sådan er det ikke i år. Justin skal ikke en gang med på ferien, og jeg er næsten hundred procent sikker på, at det er på grund af mig. Vi har ikke snakket sammen overhovedet de sidste ti måneder, og årsagen til det er en meget lang og indviklet historie. Han er i hvert fald rimelig sur på mig, og jeg kan egentlig ikke helt forstå hvorfor. Vi har begge været skyld i, at tingene gik fuldstændig galt for et år siden.

"Hvordan går det på dit nye arbejde, Jas?", afbryder Josh, Ritas kæreste, pludselig mine rimelig depressive tanker om Justin med.

Jeg vender blikket væk fra vinduet, som jeg har siddet og stirret ud af i lang tid og kigger hen på ham, der sidder på passagersædet skråt foran mig. Han har sin overkrop drejet en smule bagud, så han kan se på mig, imens vi snakker.

"Det går fint. Min chef er lidt af en strigle, men det er virkelig fedt", svarer jeg smilende, og han gengælder det hurtigt.

"Havde du så problemer med at få fri i de her uger?".

"En smule. Hun var ikke så glad for, at jeg skulle være væk så længe, men altså.. jeg har da lov til at holde en smule ferie. Jeg arbejder jo konstant", siger jeg og får det måske lidt til at lyde som om, det er en pestilens for mig at arbejde hele tiden. Men det er det bestemt ikke. Jeg elsker mit arbejde. For et par uger siden var jeg med til at arrangere et af de smukkeste bryllupper, jeg nogensinde har set. Det var en fantastisk oplevelse at være med til, og det bekræftede mig blot i, at jeg en dag selv vil starte mit eget firma som bryllupsarrangør.

"Det kan man ikke modsige", indskyder Rita, da hun vel nok har oplevet, at det har været svært at lave en aftale med mig her for tiden. Hvad kan jeg sige? Jeg går alt for meget op i mit arbejde, men det er kun, fordi jeg brænder så meget for det.

Vi ankommer til lufthavnen, og jeg blivet overrasket, da jeg ser, at der står en hel masse mennesker. Det er en meget lille lufthavn, vi flyver fra, da det er et privatfly, vi altid flyver med, så jeg forstår ikke, hvad alle de mennesker laver her. Altså der plejer at være mange mennesker, hver sommer vi har været afsted, men det har kun været, fordi Justin har været der. Men det er han jo ikke nu, og det kommer han heller ikke til at være.

Rita parkerer bilen, og vi træder ud af den og får alle vores ting med os. Josh er sød at bære min ene store taske, selvom han også skal transporterer sine egne ting hen til indgangen. Dog lykkes det ham helt fint, og han klager heller ikke over det, så jeg får ikke dårlig samvittighed.

På vejen hen til indgangen bliver jeg for alvor forvirret, da jeg ser, at en masse paparazzier begynder at tage billeder af os, samt råbe spørgsmål omhandlet Justin. De må virkelig tro, at Justin skal med, men de finder nok snart selv ud af, at de er taget herhen forgæves.

Josh, Rita og jeg kommer igennem de alt for pågående paparazzier, og bliver lukket ind i lufthavnen. De plejer kun at spærre lufthavnen, når Justin er med, så også det undrer mig. Måske har de spærret den nu, fordi der står så mange mennesker? Jeg ved det virkelig ikke, men lidt mærkelig er det i hvert fald.

Manden, der har lukket os ind, tager sig af vores bagage, og selv går vi igennem lufthavnen og træder ud på flyvebanen, hvor to af de andre, Sebastian og Melanie, står foran flyet. Vi når hen til dem og hilser glædeligt på hinanden, da det efterhånden er længe siden, vi sidst så hinanden. Den eneste, vi mangler nu for at kunne tage afsted, er Ryan.

"Det er godt nok et stort kaos udenfor, hva? Man skulle nærmest tro, at Justin var her", kommenterer jeg, så de andre nikker og griner lidt. Vi kigger alle sammen hen mod hegnet, hvor der står en masse piger med deres mobiler i hånden og kigger på os. De er helt sikkert nogle af Justins fans, men det giver stadig ingen mening for mig, hvorfor de er her.

"Ikke endnu", svarer Sebastian forholdsvist lavt men alligevel højt nok til, at jeg kan høre det. Mit hjerte skipper et slag, og jeg vender hurtigt mit blik mod ham. Hvad mener han lige med det? Ikke endnu.

"Hvad mener..". Min smånervøse stemme forsvinder væk, da en masse pigeskrig pludselig lyder, og jeg ser, at alle dem der stod foran hegnet før, nu begynder at løbe glædeligt skrigende væk. Det hele begynder at sitre i min krop, og jeg bemærker at mit hjerte begynder at banke alt alt alt for hurtigt imod mit bryst. Jeg ved jo godt, hvad det betyder, men det kan bare ikke passe. Han kan ikke være her. Han skal ikke med, det havde Rita selv fortalt mig for nogle uger siden.

Min sidste tanke bliver hurtigt afkræftet, da jeg nogle minutter senere ser ham træde ud på flyvepladsen med Ryan og to af sine bodyguards gående ved siden af sig. Justin Drew Bieber.

Jeg har aldrig oplevet mit hjerte banke så hurtigt, som det gør nu. Det er næsten forfærdeligt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, så jeg står bare og stirrer på ham komme gående mod os. Han har en sort hat på hovedet og et par sorte solbriller for øjnene, så jeg ikke kan fornemme, hvor han kigger hen.

Jeg vender mit blik hen mod Rita, der står og snakker grinende med Josh. "Jeg troede ikke Justin skulle med". Min stemme ryster og jeg synker en klump i min hals. Jeg har aldrig været nervøs for at skulle være i selskab med Justin, men nu.. jeg tror aldrig, jeg har haft så meget nervøsitet i kroppen før. Vil han overhovedet sige hej til mig?

Rita afbryder sit grin og vender hovedet væk fra samtalen med sin kæreste.

"Jo, han skal med alligevel. Har jeg ikke fortalt dig det?".

En smule irritation begynder at opbygge sig i min krop, for nej, hun har intet sagt om det. Og jeg vil da gerne have været forberedt på at skulle være i selskab med en person, der for tiden hader mig mere end noget andet.

Jeg ryster på hovedet, og hun mumler et undskyldende "nå", hvorefter hun fortsætter sin samtale med Josh.

Et sæt går igennem mig, da jeg mærker et par arme om min talje, som løfter mig fra jorden og drejer mig rundt. I et øjeblik når jeg at håbe på, at det er Justin, men jeg bliver hurtigt skuffet, da jeg ser, at det bare er Ryan. Ikke fordi at jeg har noget imod, at det er ham, men hvis jeg skal være ærlig, ville jeg fortrække, det var Justin over alle andre.

"Hey Jas", siger Ryan idet han sætter mig på jorden igen. Han smiler stort til mig, og jeg smiler halvhjertet tilbage. Jeg giver ham et normalt kram og kigger på ham efterfølgende.

"Hvor er det godt at se dig", svarer jeg og mener det selvfølgelig. Han er en af mine bedre venner, så det er dejligt at være i hans selskab igen.

Ryan smiler og går videre rundt til de andre. Imens står jeg diskret og kigger på Justin, der giver alle andre et kram med et stort smil på læben. Jeg er næsten overbevist om, at han vil lade som om, jeg ikke eksisterer, for det har han været god til de sidste mange måneder.

Jeg vælger at kigge ned i jorden for ikke at gøre det mere akavet for ham at ignorere mig. De andre ved ikke, at Justin og jeg ikke snakker sammen, så vi behøver ikke at lave en scene og gøre et stort nummer ud af det.

"Hej", lyder det køligt foran mig fra stemmen, jeg har savnet at høre mere end noget andet. Jeg løfter nervøst hovedet op og mine øjne møder hans kulsorte solbriller. Derefter giver han mig et kram, jeg nærmest ikke vil betegne som et rigtigt ét. Det er hurtigt overstået, og han krammer mig, som om jeg er smurt ind i noget klamt, hvilket vil sige han kun lige snittet min krop med sine arme.

Han går væk fra mig lige efter, og jeg står tilbage med en super ubehagelig følelse i kroppen.

~

Efter et par timer i med fly er vi endelig fremme ved det hus, vi lejer hvert år. Vi har lejet nogle biler, som vi kan kører rundt i, i den tid vi er herhenne, og det er dem, vi har transporteret os i fra lufthavnen til huset.

Alle hjælper hinanden med at få tingene ind i huset, hvorefter folk begynder at slæbe deres ting ind i de værelser, de hvert år sover i. Josh og Rita sover altid i værelset nedenunder, imens Sebastian og Melanie sover i et af værelserne ovenpå, og Justin, Ryan og jeg sover i de tre andre værelser - hver for sig.

Jeg tager først min ene taske og slæber den op ad trapperne.

"Ehm.. Josh", hører jeg pludselig Justin sige nedenunder, imens jeg fortsætter op. "Jeg tænkte på, om jeg ikke kan bytte værelse med dig og Rita i år".

Hans ord får mig straks til at stoppe op og sætte tasken på et af trappetrinene, så jeg kan følge med i deres samtale.

"Du plejer da altid at ville være ovenpå?".

"I know. Men jeg vil gerne være hernede i år.. hvis det er okay med jer?".

Jeg sukker trist, for jeg ved udmærket godt, at det er fordi, han ikke vil være i nærheden af mig. Justin og jeg har altid boet på værelserne lige ved siden af hinanden, så jeg ved, at det er for at undgå mig endnu mere. Tænk at han hader mig så meget, at han ikke en gang gider at sove i rummet ved siden af mit.

"Selvfølgelig er det okay. Vi bytter bare", svarer Rita, der pludselig er en del af samtalen. "Værelserne er alligevel lige store".

"Er du gået i stå?". Ryan kommer gående op af trappen med sin kuffert og kigger undrende på mig med et smil.

Jeg rømmer mig og griner lidt akavet. "Mmh", mumler jeg og fortsætter så op ad trappen.

Vi har kun været her i få minutter, men jeg kan allerede fornemme, at den her sommer kommer til at blive virkelig slem.

______________

Note: Tusind tak til alle jer, der gider at læse med. jeg er faktisk overrasket over, at der er så mange, men det gør mig selvfølgelig virkelig virkelig glad <3 mange tak

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...