The One That Got Away ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2016
  • Opdateret: 14 apr. 2017
  • Status: Igang
Hver sommer lejer de to bedste venner, Jasmine og Justin, et sommerhus på Hawaii sammen med fem af deres tætteste venner. Sommeren 2014 ændrede alt mellem de to, og nu et år efter er ingenting, som det plejer at være mellem dem.

(Justin er kendt)

200Likes
564Kommentarer
185457Visninger
AA

21. 19

 

19

• Jasmines synsvinkel

Flashback

mandag d. 11. august, 2014

Der var en spændt følelse i maven, jeg stod med her foran spejlet, hvor jeg skulle til at lægge min make-up. I aften skulle vi alle sammen i byen igen, men en ting var anderledes for mig denne gang, og det var, at Justin og jeg nu havde et eller andet hemmeligt kørende. Det gjorde mig lidt nervøs for, hvordan aftenen skulle forløbe. Ikke fordi, jeg regnede med, at der ville ske noget slemt, men det var mere det, om vi kunne holde fingrene fra hinanden, for det havde vi ikke været så gode til, efter vi endelig var sammen igen i går eftermiddags.

Men vi var nødt til at prøve, specielt nu når vi skulle være et offentligt sted foran en masse fremmede mennesker. For ikke nok med at vores venner ikke skulle vide, hvad der foregik mellem os, resten af verden skulle slet ikke. Det ville der kun komme drama ud af, og det ønskede jeg langt fra at være med til at skabe.

Fordi jeg var så langt væk i mine egne tanker, fik jeg et lille chok, da jeg hørte, at døren ind til mit værelse gik op. "Har jeg glemt min... damn", lød det fra en alt for charmende, velkendt stemme, der altid kunne sætte sommerfuglene i gang i min mave.

Jeg kiggede hen mod døren og opdagede, at Justin stod afslappet op ad dørkarmen og kiggede op og ned af min halvnøgne krop, der kun var iført undertøj, fordi jeg næsten lige havde været i bad. Der var et særligt glimt i hans dybe brune øjne, som fik mig til at føle mig værdifuld. Af den grund steg varmen hurtigt op til mine kinder, så jeg med garanti lignede en knaldrød tomat. Men sådan foregik det altid, når han så på mig, som han gjorde nu.

En smule flovt kiggede jeg væk fra ham og hen på mit eget spejlbillede igen, hvor jeg fortsatte med min make-up.

"Skulle du hente noget, eller?", spurgte jeg om, da han var gået lidt i stå ved bare at stå og stirre på mig. Ikke at jeg havde noget i mod det, men der var vel en grund til, at han kom herind i første omgang.

I stedet for at svare mig, hørte jeg, at han trådte ordentlig ind i rummet og lukkede døren bag sig. Få sekunder efter opdagede jeg i spejlet, at han stod bag mig og kiggede svagt smilende på min reflektion. Mit blik mødte hans i samme sekund, han lagde sine arme om min talje, så hans varme hud kom i kontakt med min, fordi han var iført en t-shirt.

Han trak vejret dybt ind gennem sin næse og hvilede sit hoved på min skulder. "Du er så dejlig". Hans stemme var varm og dybt seriøs, hvilket fik alt inden i mig til at smelte. Det var pludselig svært for mig at trække vejret ordentlig med ham så tæt på mig. Selvom det lød ubehageligt, var det en helt igennem fantastisk følelse.

"I lige måde", hviskede jeg, og det fik ham til at smile stort. Han kiggede igen ned af min krop, denne gang igennem spejlet. Hans tænder borede sig langsomt ned i sin fyldige underlæbe, så det begyndte at krible i min krop. Der var nærmest intet, der kunne gøre mig mere blød i knæene, end når han så på mig. Specielt på sådan en intens måde.

"Men Jas...". Han stoppede sig selv midt i sin sætning og gav mig et kys på skulderen. Noget ved hans stemme fik mig til at synke en klump i halsen, fordi den pludselig var mørkere, end den plejede at være. Det virkede alvorligt, så jeg blev med det samme bange for, at han skulle til at fortælle mig, at det der skete mellem os i går, var en fejl. Og det gjorde ikke situationen bedre, da han valgte at dreje mig rundt i hans favn, så hans øjne nu var intimiderende tæt på mig. Han fugtede langsomt sine læber med sin tungespids. "Hvis du ikke vil have, jeg skal flå dit undertøj af dig og tage dig lige nu og her, så ville jeg foreslå, at du fik noget mere tøj på kroppen... nu".

Et slesk grin lød fra ham, og jeg åndede hurtigt lettet op over, at det bare var en typisk Justin-kommentar, han kom med. Jeg himlede svagt med øjnene af ham og skubbede til ham, imens jeg havde svært ved at holde mit eget grin inde.

"Behøver jeg at fortælle dig, at du er åndssvag?".

Han rystede på hovedet til mit spørgsmål. "Men det ændrer ikke på, at jeg mener det".

Jeg trådte et par skridt baglæns uden at tage mine øjne fra hans, hvorefter jeg gik hen til min seng, hvor kjolen, jeg skulle have på i byen, lå. Hurtigt fik jeg den over hovedet og sat den som den skulle, og til sidst kiggede jeg over på ham.

"Hjalp det?", spurgte jeg om med et løftet øjenbryn og en hånd i min ene side. Han gik tættere på mig med et smørret smil på læben, og da han nåede hen til mig placerede han sine hænder på mine hofter.

"Slet ikke", hviskede han med en forførende stemme, samtidig med han kørte sine hænder ned på min røv. "Du ser altid sexet ud, ligegyldigt hvad du har på. Det er derfor, jeg har så fucking svært ved at holde mine hænder væk fra dig".

På en pirrende måde begyndte han at kysse mig op ad halsen både med og uden tunge, så pusten for en kort stund forsvandt fra min krop. Hans hænder kørte han ind under min kjole, hvor han begyndte at kærtegne min nøgne hud. Og selvom jeg havde lyst til at lade ham fortsætte med det her, vidste jeg, at vi ikke havde tid til det. Der var ikke så lang tid til, at vi skulle afsted, og det andre skulle naturligvis ikke vente på os.

Af den grund tog jeg modvilligt fat om hans håndled og fjernede dem fra min krop. Han stoppede sine kys på min hals og kiggede på mig, som en lille forvirret hundehvalp. "Det bliver du nødt til nu. De andre skal ikke vente".

Tydeligvis skuffet sukkede han, men nikkede efterfølgende forstående. "Men når vi kommer hjem i nat, er der ingen undskyldning", sagde han seriøst og gav mig et kort med skønt kys på læberne. Jeg rystede på hovedet, imens jeg bed mig spændt i læben. Jeg glædede mig allerede til at være sammen med ham igen. Også selvom det kun var få timer siden, vi begge lå nøgne i min seng. Jeg kunne bare ikke få nok af ham. Alt ved ham tiltrak mig, og jeg havde en følelse af, at jeg hurtigt kunne blive afhængig af ham.

"Fuck, jeg elsker, når du ser på mig på den måde der".

Jeg havde ikke en gang opdaget, at jeg kiggede på ham på en bestemt måde, før han påpegede det. Men det måtte nok have været et blik, der mindede meget om beundring, for det var præcis det, jeg gjorde i mine tanker.

Da jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle svare, valgte jeg blot at smile en smule forlegent. Det gjorde mig meget glad, at han også fik positive følelser frem i kroppen, når jeg så på ham.

"Men jeg må nok hellere se at smutte, så du kan blive færdig. Jeg skulle egentlig bare herind for at se, om jeg havde glemt min mobil herinde". Han kiggede ledende rundt i sengen, for at se om den lå der, mens jeg var bevidst om, hvor den lå. Jeg havde selv lagt den hen på mit natbord, da jeg fandt den i sengen tidligere.

Det så også ud til, at han selv hurtigt fandt ud af, hvor den var, for før jeg nåede at sige det, var han gået hen til natbordet. Han tog mobilen i hånden og begyndte at skrive meget koncentreret på den.

Jeg vidste ikke helt hvorfor, men det gjorde mig en smule usikker. Mest fordi jeg ikke vidste, hvem han skrev til eller med. Hvad hvis det var Selena? Bare tanken gjorde at min mave trak sig sammen på grund af jalousi. Det var så åndssvagt. Han havde jo lov til at skrive med præcis, hvem han ville, uden jeg kunne tillade mig at protestere mod det eller blive jaloux. Justin og jeg havde jo bare været i seng sammen et par gange, det var ikke fordi, der var noget seriøst mellem os.

Men grunden til, jeg blev jaloux, var nok fordi, jeg inderst inde gerne ville have ham. Også selvom jeg vidste, det ikke ville komme til at fungere i længden.

"Hvem skriver du med?". Jeg gav mig selv en mental lussing over det spørgsmål, der bare sprang ud af min mund. Kunne jeg lyde lidt mere som en jaloux type? Det var jeg sikker på, jeg ikke kunne.

"Ikke nogen, der betyder noget", svarede han fjernt, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle have det med det svar. Et, fordi han tydeligvis var opslugt af skærmen, så noget måtte personen, han skrev med jo betyde. To, fordi han stemme lød rimelig nedtrykt.

"Okay", mumlede jeg, og begav mig så hen til spejlet for at færdiggøre mit make-up look, i stedet for at stå som en stalker og nedstirre ham, der alligevel var for optaget af at skrive med en.

Et par minutter efter, blev jeg færdig med det, imens Justin stod samme sted fuldt optaget af sin telefon stadigvæk. Hans ansigtsudtryk var nu helt alvorligt, og hvis jeg ikke tog fejl også ret irriteret. Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle spørge ind til det igen, så jeg stod egentlig bare lidt usikkert og kiggede på ham.

Hans telefon begyndte pludselig at ringe, og et frustreret suk forlod hans mund, idet han tog den. "Hvad vil du!?".

Lige som han havde råbt de ord, stormede han ud af værelset og smækkede døren i efter sig, så mit hjerte rykkede sig op i min hals. Jeg blev ret forskrækket over den måde, han hurtigt havde skiftet humør på, og mine tanker begyndte hurtigt at diskutere grunden til det.

 

 

En halv time efter Justin vredt forlod mit værelse, blev det nu min tur til at gå ud. Jeg havde fået gjort mig helt klar, og jeg skulle mødes med de andre nedenunder om fem minutter.

Jeg tog min sorte clutch over skulderen og begav mig så ud af værelset, og derfra videre hen til trappen. Dér blev jeg dog stoppet af en hånd, der lagde sig om mit håndled, så jeg kiggede op til siden og så Justin kigge smilende ned på mig. Jeg var stadig ret forvirret over hans pludselig udbrud tidligere, så jeg var ikke helt klar over, hvad jeg skulle sige. Det var nok også bedst at lade det ligge. Måske var det ikke så vigtigt igen.

"Du ser godt ud".

"Tak. I lige måde", gengældte jeg uden at fjerne mit blik fra hans øjne. Jeg behøvede ikke at se hans påklædning for at vide, om han så godt ud, for det gjorde han altid.

Han sendte mig et taknemligt smil og kyssede mig hurtigt på munden. "Kom", hviskede han og flettede sine fingre ind i mine, hvorefter vi gik ned af trappen hånd i hånd. Han tog ikke øjnene fra mig på et eneste tidspunkt, det fornemme jeg ud af øjenkrogen og rødmede selvfølgelig svagt af det. "Din røv ser for resten alt for dejlig ud i den kjole".

"Justin!", udbrød jeg hviskende, da han sagde det rimelig højt i forhold til, at vi var ret tæt på de andre.

"Nå, der kommer de", hørte jeg Sebastians stemme sige. Jeg kunne hverken se ham eller de andre endnu, men alligevel trak jeg min hånd væk fra Justins. Min handling fik ham til at se forvirret på mig, hvilket fik mig til at se forvirret tilbage på ham. Hvorfor havde han lige den reaktion? De skulle ligesom ikke se os holde i hånden.

De andre kom til syne for os, og jeg gav dem alle et smil.

"Er I klar til at køre?", spurgte Rita om, og både Justin og jeg nikkede til det spørgsmål. "Så lad os komme afsted".

Vi begyndte at gå hen mod hoveddøren og på vej derhen, prøvede Justin at tage fat i min hånd igen, men jeg nåede at tage den til mig, inden det lykkedes ham.

"Hvad er der galt?", spurgte han mig undrende om og stoppede med at gå fremad. Jeg stoppede selv op og så uforstående tilbage på ham. Undrede han sig over, at vi ikke skulle gå hånd i hånd foran de andre, eller hvad foregik der lige?

"Der er ikke noget galt".

"Hvorfor afviser du mig så? Er det på grund af den måde, jeg gik ud fra dit værelse før eller hvad?". Han virkede næsten helt fornærmet og såret over det, og det havde jeg svært ved at forstå grunden til. Jeg følte ikke selv, at jeg afviste ham. Langt fra.

"Overhovedet ikke, Justin".

"Hvad er problemet så?".

Jeg nåede ikke at besvare det spørgsmål, for vores samtale blev afbrudt af Ryan. "Hallo kommer I? De andre er lige kørt, og jeg venter kun på jer".

"Ja, vi kommer nu", svarede jeg hurtigt og begav mig så ud til bilen med de to andre lige i hælene.

Justin og jeg sad på bagsædet, imens Ryan sad foran ved siden af Hugo, der kørte bilen. Stemning var anspændt hele vejen hen til klubben, og jeg havde en mistanke om, at Justin var lidt sur på mig. Og jeg kunne stadig ikke helt forstå hvorfor.

~

Som sædvanligt var det en del mennesker på natklubben, men ikke så mange så det var forfærdeligt at være der. Det, der gjorde det "forfærdeligt" for mig, var, at Justin og jeg ikke havde fået snakket sammen, siden vi kørte fra sommerhuset. Jeg følte lidt, at han prøvede at undgå mig, for han hang udelukkende ud sammen med Ryan og af og til nogle piger, der prøvede at charmere sig ind på de to. Det gjorde mig en anelse usikker og utilpas, men jeg kunne ikke rigtig tillade mig at gøre noget ved det. Han måtte gøre, hvad han havde lyst til.

Jeg havde selv mest siddet oppe i baren hele aften med Rita og Josh, der indimellem havde nogle småskænderier som altid. De tog en taxa hjem for tyve minutter siden, da et af deres skænderier var blevet for voldsomt. Så jeg havde siddet i et stykke tid for mig selv og udspioneret Justin og dem, der nu omringede ham.

"Jasmine?".

En smule forvirret drejede jeg mig mod den mørke stemme, der sagde mit navn. Og ved siden af mig stod ham fyren, som overnattede hos mig i sommerhuset i sidste uge. Nathan.

"Hej", svarede jeg overrasket og gav ham automatisk et siddende kram, som han gengældte.

"Tak for sidst", sagde han med et stort smil på læben, som jeg gengældte på en akavet måde. "Dit glas ser en smule tomt ud, skal jeg ikke købe en ny drink til dig?".

Jeg nåede næsten ikke en gang at tænke over mit svar, før jeg hørte en person rømme sig ved min anden side. Og jeg havde allerede en ret god idé om, hvem det var. Jeg blev også kun bekræftet, da jeg drejede mit ansigt mod en ret så påvirket Justin, det kiggede på mig en et ulæseligt blik.

"Kan vi lige snakke sammen?". Han tog sin cap af, kørte en hånd igennem sit lysebrune hår og satte den så tilbage på sit hoved igen. "Alene", fortsatte han og skuede køligt over til Nathan, som en klar hentydning til, at han skulle gå. Jeg fandt dog Justin kolde måde at gøre det på ret unødvendigt. Nathan havde ikke gjort Justin noget overhovedet.

"Jeg tror, jeg går nu. Vi ses måske en anden dag, Jasmine", sagde Nathan stille, så jeg vendte mig mod ham og gav ham et undskyldende smil. Derefter gik han, så Justin og jeg stod alene.

"Hvorfor flirter du med ham?".

Jeg drejede mig på stolen, så jeg sad med fronten til ham. Han så så usikker ud, og det lignede ham slet ikke at være sådan. Jeg forstod slet ikke, hvad der gik af ham i dag. Hans opførsel havde været ret mærkværdig siden den telefonsamtale.

Opgivende lod jeg et suk slippe ud gennem mine læber. "Jeg flirtede ikke med ham. Vi nåede knapt nok at udveklse nogle ord, før du kom og afbrød os".

"Virkelig?".

Som svar nikkede jeg. Hvis jeg ikke tog meget fejl, dukkede der et lille smil frem på hans læber, som om han blev lettet over det. Han gik tættere på mig og tog fat i mine hænder, som han trak lidt i, så jeg kom op at stå. Han fugtede sine læber og lænede sig ind for at kysse mig, men jeg nåede heldigvis at vende kinden til. Han havde fået en del at drikke her til aften, så jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at det var derfor, han prøvede at kysse mig foran så mange mennesker.

Han pustede tungt ud med lukkede øjne og rykkede sit hoved lidt tilbage. "Nu gør du det igen", udbrød han med en frustreret tone i stemmen, og åbnede øjnene, så de mødte mine.

Jeg rynkede mine bryn i undring. "Hvad?"

"Afviser mig", svarede han, imens han slog ud med armene, som om det var åbenlyst. Jeg fik det mærkeligt i maven over at høre ham sige det, for jeg ønskede ikke, at han skulle tro, jeg afviste ham. Det var langt fra det, jeg gjorde.

"Justin.."

"Fortryder du, at vi har haft sex?", afbrød han, og jeg kunne ikke stoppe mig selv fra at udstøde et svagt grin. Ikke fordi det var specielt sjovt, men mere fordi det kom så direkte og alvorligt ud.

Jeg rystede på hovedet. "Hvis jeg fortrød det, så havde jeg nok ikke været sammen med dig tre gange efterfølgende, vel?".

"Er det så fordi, det her kun handler om sex for dig?". Han pegede skiftevis på mig og ham, imens han spurgte mig om det.

"Nej", svarede jeg og rystede fortvivlet på hovedet. Hvor kom alt der her lige fra?

Han sukkede opgivende og lignede en, der ikke kunne få noget til at hænge sammen. "Hvorfor fuck må jeg så ikke holde dig i hånden eller kysse dig?".

"Det må du også go.."

"Tydeligvis ikke!".

"Justin, jeg stopper dig kun, fordi der er andre til stede. Det ved du godt!", svarede jeg irriteret, fordi jeg ikke forstod, hvorfor han pludselig fik mig til at fremstå som en, der ikke ville andet end at gå i seng med ham.

Mit udbrud kom bag på ham, det var ikke til at tage fejl af. Han lignede det største spørgsmålstegn, jeg nogensinde havde set.

Der blev stille, og jeg kunne se, han tænkte over, hvad han skulle sige.

"Okay, så lad mig lige forstå det her ret... du vil kun kysse mig, når vi er alene? Som i, at du ikke vil have, at andre skal vide, hvad der foregår mellem os?".

Nu var det mig, der måtte ligne et stort spørgsmålstegn, for jeg forstod ikke, hvorfor det kom som en overraskelse for ham. Vi var enige om, at folk ikke skulle vide noget. Det ville gøre tingene kompliceret.

"Hvorfor opfører du dig sådan der? Vi vil jo begge ikke have, at andre skal vide noget om os".

"Okay, vil vi det?", udbrød han og lagde et virkeligt hårdt tryk på ordet; vi. "Sig mig hvornår fuck har vi haft den samtale, hvor vi besluttede det, hva? For den samtale må jeg fandme være gået glip af!".

Jeg blev helt mundlam over de ting, han råbte, for det gik pludselig op for mig, at vi faktisk ikke havde snakket om det. Jeg havde bare forventet, han havde det på samme måde som mig med at holde det hemmeligt.

Der blev atter stille, og vi stod blot og kiggede hinanden i øjnene.

"Er du flov over mig?". Måden hans stemme lød på, da han stillede det spørgsmål, fik et stik til at ramme mit hjerte. Den lød så skrøbelig og nedtrykt, og hans øjne så helt fortabte ud. Han var såret, og jeg forstod ham godt. Det var mig, der havde dummet mig her.

Da jeg ikke svarede, fordi jeg var fuldstændig mundlam, valgte han at gå væk fra mig. Og min største frygt blev hurtigt, at han var gået, fordi han havde taget min stilhed som et "ja" til hans spørgsmål. Men det var det ikke. Jeg var på ingen måde ikke flov over ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...