The One That Got Away ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2016
  • Opdateret: 14 apr. 2017
  • Status: Igang
Hver sommer lejer de to bedste venner, Jasmine og Justin, et sommerhus på Hawaii sammen med fem af deres tætteste venner. Sommeren 2014 ændrede alt mellem de to, og nu et år efter er ingenting, som det plejer at være mellem dem.

(Justin er kendt)

200Likes
565Kommentarer
185930Visninger
AA

18. 16

 

16

• Jasmines synsvinkel

Nutid

lørdag d. 1. august, 2015

Klokken er omkring 11, da Justin og jeg holder foran sommerhuset igen. Vi sidder i et par minutter i stilhed og stirrer ud af forruden. Inden vi kørte fra det ukendte sted, havde jeg sat mig op foran, udelukkende fordi jeg er bekymret for ham. Jeg ved ikke, hvorfor jeg føler, at jeg skal sidde tæt på ham af den grund, men det gør jeg. Det gør mig på en måde mere tryg.

Hele vejen hjem har jeg ikke taget mine øjne væk fra hans ansigt på et eneste tidspunkt. Hans triste og udkørte ansigt, som gør mig ked af at stirre på, men som jeg af en eller anden grund ikke har kunnet tage mine øjne fra, før nu hvor vi holder stille.

"Skal vi gå ind?", spørger han stille om, og hans stemme lyder ubeskrivelig nedtrykt. Som om der intet positivitet kan høres fra den længere.

"Ja", mumler jeg lavt og spænder min sele op. "Hvad siger vi til de andre, når det spørger, hvor vi har været?".

"Bare sig det, som det er", svarer han køligt og træder ud af bilen, samt smækker døren efter sig. Det gør ondt at se ham sådan, det kan ikke beskrives hvor meget. Og det gør endnu mere ondt, at jeg ved, det tildels er på grund af mig, han har det, som han nu har det. Men hvad kan jeg gøre? Det er hans egen skyld, det er kommet så vidt her.

Jeg stiger selv ud af bilen og går ind af hoveddøren, som Justin står og holder åben for mig. Han stirrer stift på mig, imens jeg går ind, og jeg bryder mig ikke om måden, han gør det på. Hans måde at iagttage mig på gør psykisk ondt på mig.

Jeg smider mine sko, idet han lukker døren.

Vi går ind i stuen, hvor de andre sidder og griner over noget, vi ikke er en del af. Men da de ser os stoppe op, forsvinder hyggen ud af rummet, og luften bliver helt alvorlig.

"Hvad er der sket?", lyder det bekymret fra Rita, der derefter kigger skiftevis på Justin og jeg, der begge med garanti ligner to fortabte personer.

Lige da jeg skal til at svare, går Justin forbi mig, og de andre følger ham nysgerrigt med deres blikke. Han gå hele vejen ud af stuen og få sekunder senere, lyder der en smækken fra en dør. Situationen har været for meget for ham, og det forstår jeg også fuldt ud. Det også for meget for mig at blive udspurgt om det foran dem alle sammen, når de glor så intenst og trist på én.

Rita ser hen på mig igen som den eneste, og det knækker mig. Tårerne begynder ustyrligt at løbe fra mine kinder og hulkene vil ingen ende tage. Jeg når lige at se, at de andres opmærksomhed igen er på mig, og at Rita hurtigt rejser sig fra sofaen, før begge mine hænder er oppe foran mit ansigt.

Hendes arme bliver lagt stramt om mig halsen på mig. "Hvad sker der, skat?".

Lige som hendes spørgsmål er blevet stillet, mærker jeg endnu et par arme om min krop bagfra. Jeg er ikke sikker på, hvem det er, men det føles også så ligegyldigt.

"Jeg kan.. ikke.. mere", stammer jeg og begge deres greb strammer sig om mig, nok for at berolige mig endnu mere eller noget i den stil. Men det hjælper ikke. Det er der intet, der kan gøre.

"Hvad kan du ikke?", bliver der sagt rolig ved mit øre fra Sebastians stemme, så jeg ved, det er ham, der også holder om mig. Det overrasker mig ikke, at han stiller der spørgsmål, for det her er første gang, jeg viser over for dem, at jeg har det elendigt. Jeg har jo prøvet at holde det lidt hemmeligt, men det kan jeg ikke længere.

"Det.. hele". Jeg snøfter og fjerner mine hænder fra mit ansigt. De løsner deres greb om mig, og Sebastian stiller sig ved min front, så han kan se mit ansigt. "Jeg tager.. hjem".

De kigger chokeret på mig og Rita begynder staks at ryste på hovedet. "Hvad? Nej! Selvfølgelig gør du ikke det", siger hun i forvirring og hendes rysten på hovedet stoppet.

"Jo", svarer jeg lavt, og det er som om, at det der går op for hende, hvor slemt det her rent faktisk er.

"Er der sket noget med dig og Justin?", kommer det spørgende fra Sebastian, som ser alvorligt på mig. Jeg nikker, så han sukker højlydt og irritationen stråler ud af ham. "Jeg går fandme ind og sna-"

"Nej!", siger jeg og hiver fat i hans arm, idet han skal til at gå mod Justins rum. Der er blevet sagt de ting, der skal siges mellem Justin og jeg, og Sebastian kan intet gøre for at ændre det. Derfor skal han ikke blande sig mere, for det nytter ikke noget. "Du skal ikke snakke med ham". Jeg kigger bedende på ham, og det ser ud til, at han kan se, jeg mener det seriøst.

"Er der noget, vi kan gøre?". Ryan bliver nu en del af samtalen, og han rejser sig fra sofaen og går hen til os.

Jeg ryster langsomt på hovedet. "Jeg vil gerne være alene lidt".

Jeg kigger rundt på dem alle sammen, imens jeg siger det. De nikker forstående, hvorefter jeg med tunge skridt går ud af stuen og videre op mod mit værelse nok for sidste gang nogensinde. Jeg lægger mig fladt ned på sengen og fortsætter min gråd fra stuen, imens samtalen, jeg havde med Justin i bilen, kører rundt i mit hoved.

~

"Jas".

Ryan træder ind af døren omkring halvanden time efter, jeg har lagt mig. Jeg har slet ikke rørt mig ud af flækken, andet en da jeg ringede til Stacey og forklarede hende, at jeg ikke nåede flyet. Heldigvis lød hun ikke så sur, som jeg havde frygtet, og hun lovede mig endda at hjælpe mig med endnu et fly til i aften, jeg denne gang skal nå. Og det gør jeg selvfølgelig også, for jeg har ikke lyst til at blive fyret, og jeg vil gerne væk.

Han sætter sig på på sengekanten og kigger ned på mig med et roligt blik. "Jeg har snakket med Justin", siger han stille, og hans ord får mig med det samme til at sukke dybt. Jeg kan regne ud på tonen af hans stemme, at det er mig, han har snakket med ham om, og det gør mig lidt irriteret.

"Jeg sagde, I ikke skulle snakke med ham", svarer jeg, så roligt jeg kan for ikke at vise irritationen, hvorefter jeg sætter mig op i sengen.

"Du sagde til Seb, at han ikke skulle", indskyder han, men han ved godt, jeg mente, at ingen af dem skulle snakke med ham om mig. Og det gør mig en smule sur, at han har valgt at gøre det alligevel. Ryan kigger seriøst på mig. "Han er fuldstændig nede, Jas".

"Det ved jeg godt, Ryan!". Mine ord kommer nok lidt for hårdt og hurtigt ud, men det er på grund af frustration. Jeg ved jo ligesom godt, hvordan Justin har det lige nu, og det gør smertefuldt ondt på mig. Men der er ikke noget, jeg kan gøre ved det. Det er for sent. "Hvad vil du have, jeg skal gøre?".

"Snakke med ham. Lyt på hvad han har at sige".

"Jeg har snakket med ham, Ryan. Vi har sagt, det der skal siges. Det er for sent at fixe nu".

Det ser ikke ud til, at han tager mine ord ind. Han ser bare på mig, som om det jeg siger er åndssvagt. Et smil dukker op på hans læber og han udstøder er falskt grin.

"Selvfølgelig er det ikke for sent", siger han derefter og ryster på hovedet af mig. En del af mig har lyst til at spørge ham om, hvad han egentlig bilder sig ind. Han har ingen idé om, hvad Justin og jeg har været igennem sammen, så hans udtalelse hører ingen steder hjemme. Dog vælger jeg er holde min mund lukket, udelukkende fordi jeg ikke se nogen grund til st starte en diskussion med ham. Jeg vil ikke risikere, at forlade det her hus med endnu en ven mindre. "Det er aldrig for sent, Jas".

En meget lille del af mig tager hans ord ind, hvorimod den anden del skubber det kraftigt ud igen. Jeg vender det hvide ud af øjnene over det og lægger mig ned i sengen, for han forstår det tydeligvis ikke.

"Jo, det er!", mumler jeg bestemt og ruller mig om på siden, så jeg ligger med ryggen til ham. Han kan dog stadig se siden af mit ansigt, og jeg fornemmer også, han kigger på det.

Han sukker og trækker vejret dybt ind. "Han har virkelig brug for dig", siger han enormt lavt med en stor alvor i stemmen. Han får det til at lyde som om, at Justin ikke kan fungere uden mig, og det ved jeg, ikke er tilfældet.

Alligevel mærker jeg en trykken for mit bryst over det. Jeg bider mig berørt i underlæben for at stoppe mig selv fra at begynde at græde endnu en gang. "Har han sagt det?", hvisker jeg stille og mine tænder fanger igen min underlæbe.

Jeg tvivler på, at det er noget, Justin har sagt, men jeg har af en eller anden grund behov for at vide det alligevel, inden jeg rejser herfra. Jeg kigger mig over skulderen og får øjenkontakt med Ryan.

"Han behøver ikke at sige det. Jeg ved det". Skuffelsen overtager straks min krop, og jeg vender ansigtet væk igen. Det lille håb om, at Justin rent faktisk har sagt det, er stort nok til at skabe en stor smerte inden i mig, over han ikke har. Han har ikke brug for mig. Og det sårer mig at tænke tanken, at jeg heller ikke har brug for ham. Men det ved jeg, at jeg ikke har. Vi har ikke brug for hinanden længere. Det virker så forkert at tænke sådan, men sådan står virkeligheden desværre til.

Tårerne finder vej ud af mine øjne, uden jeg selv kan styre det.

"Sidste sommer..", begynder Ryan at sige ud af det blå, imens jeg ligger og græder lydløst. "Jeg har aldrig set ham være så glad, og jeg ved, det var på grund af dig, og det I havde sammen".

Hans ord overrasker mig og får mit hjerte til at banke hurtigere. Har Justin fortalt Ryan om os? Det må han have gjort, siden Ryan pludselig ved det.

"Hvad mener du?". Alligevel prøver jeg at spille dum, af frygt for at afsløre for meget over for ham. Jeg ved jo ikke, hvor meget han ved omkring det.

"Jeg er ikke blind, Jas", griner han. "Selvom de andre ikke så det, og I prøvede at skjule det, så så jeg det. Det var så tydeligt, at I var mere end venner".

Der dukker en stilhed op i rummet, for jeg er ikke sikker på, hvad jeg skal svare til det, han fortæller. Det overrasker mig bare meget, at han har vidst det hele tiden.

"Jeg så, hvor voldsomt han fik knust sit hjerte efter den sommer. Han gik fuldstændig ned med flaget og var ikke til at holde ud at være sammen med i en meget lang periode efterfølgende", fortsætter han i et roligt tempo.

"På grund af Selena", ryger det ud af mig. Det undrer mig egenlig lidt, at Ryan vælger at sige de her ting til mig, for det har ikke rigtig noget med mig at gøre.

Han griner falskt igen. "Jeg er ked af at fortælle dig det, Jas, men det var ikke på grund af hende. Han var færdig med hende, lang tid før vi overhovedet tog i sommerhus". Forvirringen overtager mig og jeg kan ikke rigtig finde rundt, i det han siger. Det giver ingen mening, for Justin og Selena var sammen, da vi tog afsted jo? "Det var på grund af dig", afslutter han, og jeg fornemmer at mit hjerte slår flere dobbeltslag. Hvordan kunne det være på grund af mig? Havde jeg knust hans hjerte den gang? Og hvordan kunne jeg have gjort det? Det giver stadig ikke mening. Og det er præcis derfor, jeg gerne vil væk herfra. Min hjerne kan ikke holde til alle de spørgsmål, jeg har.

"Jeg ved ikke, hvad der skete den sommer mellem jer, siden I ikke snakker sammen mere. Men jeg ved, at det var noget af det værste, han har gennemgået i sit liv. Og jeg er bange for, han vil falde tilbage i sit sorte hul, hvis du tager afsted", siger han, men jeg prøver at lade være med at høre efter. Jeg prøver ihærdigt at bilde mig selv ind, at jeg er ligeglad, selvom jeg jo selvfølgelig ikke er. "Snak med ham igen, Jas. Måske vil det ordne tingene, så du ikke behøver at rejse hjem".

Jeg presser mine øjne og læber sammen, fordi jeg har svært ved at sige det, jeg har tænkt mig at svare ham. Han forstår det ikke, men jeg kan ikke blive her mere. Jeg kan ikke snakke med Justin igen, for det kommer til at gøre lige så ondt som tidligere i dag. Og det kommer desuden ikke til at ændre noget.

Jeg trækker vejret hårdt ind og tager mig sammen. "Kan du køre mig i lufthavnen senere", svarer jeg køligt og ignorerer hans ønske. Jeg gør alt for at lyde så afklaret med det som muligt, selvom jeg har svært ved det.

Der lyder et skuffet suk fra Ryan, og jeg kan mærke, han rejser sig fra sengen. "Selvfølgelig", svarer han monotont og jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvor skuffet han er. Men som sagt forstår han det ikke. Han forstår ikke, hvor hårdt det er for mig.

Derefter hører jeg fodtrin og min dør der åbner og lukker igen. Jeg er atter alene i værelset, og for hvad der føles som titusinde gang, bryder jeg sammen. Jeg er så træt af det, men prøver at opmuntre mig selv med, at det snart er overstået. Men det hjælper ikke på nogen måde.

~

Da klokken er lidt over 19.00, rejser jeg mig fra sengen, jeg har ligget på hele dagen. Mine kufferter er jo pakket og ligger ude bilen, og er klar til at blive kørt til lufthavnen. Og det er jeg også nu.

Jeg går ud af værelset, og på vej ned af trappen gør jeg alt for at få alle detaljerne med fra væggene. Det er næsten hundred procent sikkert, at jeg aldrig kommer tilbage hertil, så jeg prøver at nyde de sidste minutter. Men det kan jeg ikke, for det gør mig bare mere deprimeret at vide, jeg ikke kommer tilbage. Der er så mange gode minder fra det her hus.

De andre er ude i køkkenet, så der går jeg ud. De er i gang med at rydde af bordet efter aftensmaden, men jeg ser, at Justin ikke er tilstede. Hans tallerken står uberørt ved siden af min på bordet, og det starter en ubehagelig trykken ved mit bryst, jeg ikke forstår.

Rita får øje på mig som den første, og hun ser helt vildt trist på mig. "Skal du afsted nu?". Jeg nikker til hendes spørgsmål. "Hvordan kommer du til lufthavnen?".

"Ryan kører mig".

Hun nikker forstående, sætter et glas fra sig og går hen og giver mig det største kram. Det føles nærmest som om, vi ikke kommer til at se hinanden nogensinde igen, men det gør vi selvfølgelig. Der er nok bare ingen, der har set den her situation komme. Jeg har slet ikke i hvert fald.

"Har du nøglerne til bilen?", spørger Ryan en smule koldt om, så jeg kan regne ud, at han stadig ikke er tilfreds med, at jeg ikke snakker en sidste gang med Justin.

Rita og jeg giver slip på hinanden, og jeg ser hen på ham. "Justin har dem. Jeg henter dem", siger jeg, for jeg ved, at jeg er moden nok til i det mindste at sige farvel til ham. Det er nok sidste gang, vi er i de samme omgivelser, så jeg skylder os begge en ordentlig afsked.

Jeg krammer de andre farvel og går derefter hen til Justins værelse. Jeg banker roligt på, inden jeg træder ind i rummet. Det vil være en underdrivelse at sige, jeg bliver chokeret, da jeg ser værelset, for det ligner et stort rod. Dynerne og puderne ligger smidt på gulvet. Et bord og en stol er væltet. Tøjskabene er åbne og hans tøj ligger overalt på værelset. Det er bestemt ikke fedt at se, for jeg kan godt gætte mig til, hvad der er sket.

Det sidste jeg ser, er Justin, der ligger på maven i sengen med hovedet begravet i hans håndflader. "Skrid!", vrisser han lavt og hans stemme giver mig myrerkryb. Han ved ikke det er mig, der er her, så jeg prøver at overbevise mig selv om, at det ikke er personligt. Men jeg frygter samtidig, at han ved det er mig, så han bevidst bruger den stemme.

"Jeg.. jeg kommer bare for at hente bilnøglerne", kommer det fra min skrøbelige stemme, og med ét har han sat sig op i sengen. Han ser helt forskrækket ud og dermed ved jeg, han ikke har vidst, det er mig.

Mine øjne kigger ind i hans grædefærdige røde øjne i noget tid, før han bryder øjenkontakten og tager nøglerne op fra sin ene bukselomme. Han rejser sig fra sengen og går hen til mig.

"Du tager afsted nu?".

"Ja".

Han bider sig på indersiden af underlæben, og jeg ved, det er for at holde tårerne tilbage. For jeg gør præcis det samme.

"Må jeg køre dig?", spørger han stille om.

Jeg ryster på hovedet. "Ryan kører mig".

Jeg kan se, at det sårer ham, jeg ikke vil lade ham køre mig. Men jeg ved bare, at det bliver sværere for os begge to, hvis vi skal sige farvel i en lufthavn. Det er svært nok for mig i forvejen at skulle gøre det her.

Han rækker mig bilnøglerne og lader sin hånd forblive på min, imens han kigger ned på dem.

Jeg synker en klump i min hals, samtidig med jeg kigger på hans udmattede ansigt. Det gør psykisk ondt på mig at stå her med ham, og jeg ser det som mit tegn på at gå nu.

"Farvel, Justin", hvisker jeg knust helt ind til mit hjerte, for det er nok sidste gang, jeg ser ham så tæt på mig. Det kræver enormt meget selvkontrol ikke at bryde sammen foran ham lige nu, men det lykkes mig lige akkurat.

Han ser ind i min øjne, idet jeg skal til at gå. Dog når jeg ikke at gå, før han griber helt fat om min hånd, og jeg forbliver, hvor jeg står.

"Kan jeg holde om dig.. en sidste gang?". Ordene "en sidste gang" øderlægget min selvkontrol, og jeg begynder endnu en gang at græde. Jeg svarer ham ikke men går i stedet tættere på ham og lægger mine arme stramt om hans hals. Han er også mere en hurtigt til at lægge sine arme om min talje. Så stramt, at jeg kan mærke begge vores hjerteslag hamre mod hinanden. Så stramt, at jeg får en følelse af, at vi begge ikke har lyst til at give slip nogensinde igen. Jeg har manglet det her hver sag i over et år.

Vi står sådan i lang tid, og vi er begge fuldstændig grædefærdige. Hvorfor skal det være sådan her? Hvordan har vi kunne misforstå hinanden så voldsomt, at det er kommet hertil?

"Jeg har ikke lyst til at lade dig gå", hvisker han med en hjerteskærende stemme og snøfter. Jeg strammer grebet endnu mere om ham i håb om at komme endnu tættere på ham. Også selvom jeg ved, det er umuligt. "Jeg er så ked af det her".

"Det er jeg også", gengælder jeg.

Vi trækker os begge tilbage og kigger hver især ind i hinandens ulykkelige øjne. Han er hurtigt til at placere sine hænder på hver af mine kinder, og jeg lægger mine hænder mod hans hofter. Han fører sin pande sammen med min uden at stoppe øjenkontakten.

"Det har.. aldrig gjort så ondt.. før", stammer han og har tydeligvis svært ved at trække vejret normalt. Mit greb om hans hofter strammer sig, og jeg lukker knust mine øjne i, for jeg forstår ham. Jeg har den samme følelse i kroppen. "Jeg.. vil gøre alt.. alt for at skrue tiden tilbage".

Hans tommelfingre begynder roligt at tørre mine kinder rene, og det bliver for meget for mig at håndtere.

"Jeg bliver nødt til at gå nu, Justin", siger jeg lavt og åbner mine øjne. Jeg kan ikke holde det her ude mere. Smerten er alt for voldsom.

Såret nikker han og trækker sin pande væk fra min. Han bukker sig ned til mit ansigt og placere tungt sine læber på mine, hvilket nok er noget af det sidste, jeg har regnet med skulle ske nu. Men det sker, og det føles lige så perfekt som for et år siden. Det føles rigtigt som altid. Problemet er bare, at alt har ændret sig, og han er ikke den samme som den gang.

Jeg skubber mig selv væk fra ham og kigger såret på ham. "Du gør det ikke lettere for mig ved at gøre det der", siger jeg med opspilede øjne i chok og tårerne vælter samtidig ned af kinderne på mig.

Han træder et skridt frem og prøver at få fat i mine kinder igen, men jeg undviger ham. Forstår han ikke, hvad jeg siger? Hvorfor gør han det her?

"Jas-"

"Lad vær!", småråber jeg i min gråd og bakker baglæns. "Du gør det hele værre".

Han ser undskyldende på mig, men jeg godtager det ikke. Det er så forkert gjort af ham, og det ved han godt selv.

Jeg vender mig om og går med hastige skridt hen mod døren.

"Bliv", hører jeg ham sige, men jeg kan ikke tro, det jeg hører. Han kan ikke være seriøs omkring det her. Han kan ikke bede mig om at blive. Hvad sker der oven i hans hoved? Det er for sent, det har jeg forklaret ham. "Please, Jas. Jeg har brug..".

Jeg når ikke at høre ham fuldføre sin sætning, før jeg er ude af døren og smækker den i efter mig. Selvfølgelig kan jeg regne ud, hvad han vil sige, og jeg har ikke lyst til at høre på det. Han kan ikke tillade sig at gøre det her mod mig.

Jeg skynder mig ud af sommerhuset og ser, at Ryan står ved bilen og venter. Han ser bekymret på mig, men jeg siger intet. Jeg kaster ham bare nøglerne, hvorefter han går om på den anden side, og jeg sætter mig ind i bilen. Så snart jeg er inde, græder jeg endnu voldsommere end før. Jeg tror aldrig, jeg har grædt så meget i mit liv, som jeg gør nu. Det er helt ustyrligt.

"Har du lyst til at snakke om, hvad der lige er sket?", spørger Ryan om, idet han har sat sig ind og lukker bildøren. Jeg ryster på hovedet.

"Bare kør".

Og det gør han så uden at stille flere spørgsmål. Jeg skal bare væk nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...