The One That Got Away ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2016
  • Opdateret: 14 apr. 2017
  • Status: Igang
Hver sommer lejer de to bedste venner, Jasmine og Justin, et sommerhus på Hawaii sammen med fem af deres tætteste venner. Sommeren 2014 ændrede alt mellem de to, og nu et år efter er ingenting, som det plejer at være mellem dem.

(Justin er kendt)

201Likes
551Kommentarer
196328Visninger
AA

15. 13

 

13

Jasmines synsvinkel

Nutid

fredag d. 31. juli, 2015

"Du har ringet til Stacey Collins Jeg har desværre ikke mulighed for at besvare dit opkald lige pt., men læg en besked hvis du finder det nødvendigt.. biip".

"Hej Stacey, det er Jasmine. Jeg har besluttet mig for at tage hjem fra Hawaii tidligere end planlagt og kan derfor starte på arbejdet igen allerede i morgen, hvis du har brug for mig. Det eneste, jeg mangler, er bare et fly hurtigst muligt, så jeg kan komme væk herfra. Tror du, du kan hjælpe mig med det? Kontakt mig gerne hurtigst muligt. Hej".

I et svagt suk fjerner jeg telefonen fra mit øre og trykker på den røde knap. Jeg lægger telefonen ved siden af mig på sengen og rejser mig efterfølgende fra sengekanten. Efter en nat uden noget som helst søvn og med en masse spekulationer, har jeg besluttet mig for at tage hjem efter kun fire dage. Den her ferie har været et helvede for mig ind til videre, og hvis det her kun er begyndelsen, tror jeg ikke, jeg kan holde til det. Det er allerede begyndt at påvirket min psyke utrolig meget.

Jeg går ud af værelset og ned i køkkenet til de andre, da klokken er ti, og det betyder, vi skal spise morgenmad. Alle sidder der udentagen Justin, men det gør mig ikke noget, han ikke er der. For min skyld må han gerne forblive helt væk fra mig den sidste dag, jeg er her.

Alle stirrer på mig idet, jeg sætter mig ned på min stol, men jeg lader mig ikke påvirke af det. De kan glo så meget de vil, selvom jeg ikke forstår, hvorfor jeg er så interessant.

"Du ser smadret ud, Jas", vælger Josh at kommentere og får efterfølgende et svagt puf fra Rita, som en reminder på, at det ikke er pænt at sige. Igen er jeg dog ligeglad. Jeg ved, jeg ligner lort, for jeg har haft øjnene åbne i mere end 24 timer. Hvis han havde sagt jeg så godt ud, ville jeg derimod være blevet overrasket.

"Jeg har heller ikke sovet hele natten", svarer jeg stille og kigger ned på min tallerken.

"Hvorfor ikke?", spørger Rita om med en bekymret stemme.

Jeg trækker på mine skuldre. "Det ved jeg ikke", lyver jeg, for jeg ved godt hvorfor. Det er, fordi jeg har tænkt på den samtale, jeg havde med Ryan og Sebastian om Justin i går. Det er, fordi jeg har pisse dårlig samvittighed over de ting, jeg sagde til Justin inde på hans værelse efterfølgende, selvom størstedelen af dem var sandhed. Det er, fordi jeg har så ondt af mig selv og ikke kan holde ud at være i min egen krop længere, fordi der kun er fyldt med deprimerende tanker og følelser. Det er, fordi det er et helvede for mig at være i det her hus.

Den eneste grund til, jeg ikke fortæller de andre det, er, at de ikke skal indblandes mere i det. Jeg har heller ikke tænkt mig at fortælle dem ansigt til ansigt, at jeg tager hjem idag, for jeg kan ikke overskue at finde på en forklaring til dem, når de spørger om grunden.

"Men du tager vel med os andre i byen i aften alligevel, ikke?". Ryans spørgsmål får mig til at se hen på ham. Jeg ryster på hovedet, og han giver mig en trist mine tilbage. "Come on, Jas. Please".

Jeg sukker. "Måske". Endnu en løgn kommer ud af min mund, men det er kun for at få stoppet samtalen.

Faktisk er jeg lettet over at høre, at de andre tager i byen senere, for så kan jeg måske snige mig ud af huset, uden nogen stopper mig.

Jeg hører pludselig stolen ved siden af mig blive trukket ud og jeg ved godt, hvem der gør det. Det er også derfor, jeg bevidst undgår at vende blikket mod lyden. Min plan er at undgå Justin så meget som muligt i dag, for jeg synes, der har været nok drama mellem os.

"Gider du række mig brødkniven, Seb". Justins stemme giver mig kuldegysning, fordi den lyder så nedtrykt. Måske skyldes det, at han lige er stået op, men inderst inde ved jeg godt, at det ikke er grunden. Jeg kender ham trods alt rimelig godt stadigvæk, så jeg kan høre, at han er i et trist humør.

Og selvom jeg for alt i verden bør være ligeglad, så er jeg det ikke. Jeg hader stadig, når han er ked af det, og det gør ondt på mig. Og frygten for at det er på grund af det, jeg sagde i går, gør det endnu værre. Men på den anden side hvorfor skulle det være det? Han hader mig, så hvorfor skulle noget jeg har sagt, kunne gøre ham ked af det? Når det gælder mig, er han iskold. Så det er sikker noget med Selena, for det plejede det altid at være førhen. Godt nok ved jeg ikke, hvordan deres forhold er lige nu, men jeg ved, at hun mere end nogen anden kan få gang i hans følelser når som helst. Sådan har det været siden de fandt sammen første gang.

"Skal du ikke spise noget, Jas?", lyder det fra Rita, som dermed afbryder mine tanker.

"Jeg er ikke sulten", mumler jeg.

"Er du ved at blive syg?".

"Måske". Hvis jeg fortsætter med at tilbringe flere dage i det her hus, bliver jeg det i hvert fald mentalt. Jeg ved godt, det nok ikke er det, hun mener, men man må vel fortolke ordene, som man vil.

Resten af tiden ved morgenbordet, sidder alle de andre og snakker undtagen mig, og overraskende nok også Justin. Han har ikke sagt et eneste ord, siden han bad om brødkniven, og det ligner ham slet ikke. Det bekræfter mig bare i, at noget går ham på. Og det gør lidt ondt, at jeg ikke bare kan vende mit ansigt mod ham og spørge ham, hvad det er. Men jeg har ikke lyst til at miste min værdighed og måske blive trådt endnu mere på af ham, for selvfølgelig vil han ikke fortælle mig det. Desuden fortjener han ikke min bekymring eller medlidenhed, selvom jeg ikke kan stoppe det.

-

Omkring klokken 13 tikker der en besked fra Stacey ind på min telefon.

Jeg har arrangeret et privatfly til dig, som er klar til at hente dig kl. 02.45 i nat. Godt at høre du kommer tilbage, jeg har meget brug for dig. Hav en god flyvetur, og så ses vi på kontoret i morgen kl. 14.00. - Stacey

Det kommer ikke som en overraskelse for mig, at hun allerede har kunne planlægge en flyrejse til mig. Hun har altid styr på sådan nogle ting, hvilket også er grunden til, jeg overhovedet spurgte hende i første omgang. Derudover ved jeg, at hun gerne vil have mig hurtigt hjem, så jeg kan starte på arbejde så hurtigt som muligt.

"Jas!". Jeg bliver overrasket, da Sebastian råbende træder ind af døren til mit værelse. Han sætter sig hen på min seng, jeg selv ligger på. "Hvorfor er du heroppe, når der er flere graders varme udenfor?".

"Jeg tror, jeg er ved at blive syg", lyver jeg og med det samme modtager jeg et mistroisk blik fra ham.

"Drop den undskyldning der. Jeg ved, der skete noget slemt mellem dig og Justin i går, efter du gik fra terrassen", erkendte han og mit hjerte begynder med det samme at banke stærkere. Mon Justin har fortalt ham de ting, jeg skreg af ham i går?

Jeg synker en lille klump i min hals. "Hvordan ved du det?".

"Det kan jeg sgu da regne ud. I sad begge to som sten til morgenmaden, og I har begge været på jeres værelser lige siden".

Jeg vil lyve, hvis jeg siger, jeg ikke er overrasket over Sebastians ord. Måske har mine ord alligevel gjort indtryk på Justin? Jeg har bare svært ved at tro på, at det er derfor han er i dårligt humør. Så for ikke at skuffe mig selv, lader jeg mig selv forblive i troen om, at det har noget med Selena eller en anden at gøre.

"Prøv at hør. Nu går jeg ned og snakker med Justin, og så kommer I begge og joiner os andre ved poolen, okay?".

Jeg svarer ikke, men Sebastian må have taget min stilhed som et ja, for han sender mig et tilfreds smil, da han går ud af min dør. Men han kan godt glemme det. Jeg bliver herinde, indtil jeg tager hjem i nat. Der er heldigvis kun få timer til.

For at være sikker på ikke at blive forstyrret mere, rejser jeg mig fra sengen og går hen og låser min dør. Jeg vil bare gerne være alene det sidste stykke tid, jeg er her.

Derefter går jeg hen til mit skab, tager begge mine tasker ud og begynder så at pakke alle mine ting. Jeg kan lige så godt gøre det nu, i stedet for i aften hvor jeg sikkert har endnu mindre energi.

Da jeg efter et langt stykke tid endelig har pakket alt både fra skabet og fra badeværelset, lægger jeg mig hen i sengen igen. For en stund prøver jeg på at falde i søvn, fordi jeg ved, jeg er i underskud af det. Men ligemeget hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke. Hver gang jeg lukker øjnene, dukker Justin op enten på den ene eller den anden måde i mine tanker.

Til sidst ender jeg med at græde mig selv halvt ihjel. Jeg hader at græde og have det sådan her, men jeg kan ikke stoppe det. Så stor er smerten.

~

Flere timer senere hører jeg en banken på min dør. "Vi tager afsted nu, skat. Jeg håber, du får det bedre snart", siger Rita roligt og med en kærlig stemme, der gør at en dårlig samvittighed bygger sig op i min krop. Når hun kommer hjem, er jeg her ikke mere, og det ved hun ikke engang. En del af mig har lyst til st springe op og flå døren åben, så jeg kan falde sammen i hendes arme og fortælle hende alt.

Men hvad nytter det? Ingenting. Så jeg bliver liggende.

Da der har været helt stille i huset i noget tid, vælger jeg at se på uret på min mobil. Den er lidt i tolv, så der er omkring halvanden time til, jeg skal ringe efter en taxa, der kan køre mig i lufthavnen.

Jeg beslutter mig for at gå ned med min bagage og tilbringe det sidste stykke tid i stuen. Jeg har jo ikke rigtigt været andre steder end på mit værelse siden lidt over ti i morges.

Mine tasker placerer jeg ved siden af sofaen, jeg sætter mig på efterfølgende. Jeg overvejer at tænde tv'et for at få tiden til at gå, men jeg er sikker på, jeg ikke kan koncentrere mig om, hvad der foregår på skærmen. Det er det, jeg virkelig glæder mig til, når jeg kommer hjem; at komme tilbage til den normale hverdag og ikke koncentrere mig et sekund mere om Justin. Og jeg håber vitterligt ikke, det kommer til at tage lang tid, for jeg kan ikke holde det ud.

Hvor længe jeg sidder og stirre på det slukkede tv foran mig, kan jeg ikke sætte tid på. Men lyden fra hoveddøren, der går op, får mig til at vende blikket mod indgangen til stuen. Jeg kan ikke se noget overhovedet, men jeg kan høre en kvindelatter, jeg aldrig har hørt før. Derfor kan jeg hurtigt regne ud, at det enten er Ryan eller Justin, der har taget en pige med hjem.

Jeg kigger på min mobil og ser, at klokken kun er lidt over et, hvilket betyder at vedkommende ikke har været særlig længe i byen. Og hvis jeg skal prøve at gætte mig frem til, hvem det er, er det selvfølgelig Justin. Men det finder jeg heldigvis ikke ud af, for de vælger ikke at tage vejen igennem stuen. Måske betyder det, at det er Ryan? Han har jo værelse ovenpå.

Sukkende læner jeg mig helt tilbage i sofaen og glæder mig en smule over, at der kun er tyve minutter til, jeg skal ringe efter taxaen. Jeg har endda allerede gjort nummeret klar, så jeg bare skal trykke på det grønne rør på min telefon, når tiden er til det.

Efter nogle få minutter hører jeg fodtrin komme tættere på stuen og bliver i et øjeblik en smule panisk for at personen skal se mine pakkede kufferter. Men hurtigt bliver jeg ligeglad. Det er jo ligemeget. Det ændrer ikke noget, for jeg tager afsted lige meget hvad, og desuden finder de alle sammen ud af det på et tidspunkt.

Et sug går igennem min mave, da jeg ser Justin træde ind i stuen. Jeg tror ikke, han ser mig, men der er også helt mørkt herinde. Han går målrettet hen mod skabet med spiritus og tager en flaske ud derfra. Og først på vejen tilbage går et sæt igennem hans krop, da han ser mig. Jeg bør kigge væk fra ham for ikke at skabe et akavet øjeblik mellem os, men jeg gør det ikke. For det er ligegyldigt. Om en halv time sidder jeg i en taxa på vej væk fra ham.

Han kigger koldt væk fra mig, imens han fortsætter med at gå, men stopper op, da hans blik lander på mine tasker. Selvom det er mørkt, kan han åbenbart se dem, og at læse på hans blik ser han helt forvirret ud.

"Hvad laver du?", undrer han sig.

Nu ser han på mig. Nysgerrigt og uforstående. Men jeg svarer ikke. Jeg har ikke lyst til at snakke med ham. Han skal bare gå og lade mig komme videre med mit liv uden ham i mit hoved. Han skal forsvinde fuldstændig.

"Jas".

Mit hjerte smelter men knækker samtidig over at høre ham kalde mig mit kælenavn. Det har han ikke gjort i et år. Og den måde hans stemme lyder helt fortabt og skrøbelig på sårer mig og forvirrer mig.

"Hvorfor har du pakket dine ting?", spørger han videre om.

Hvorfor er han pludselig interesseret i, hvad jeg foretager mig? Hvorfor taler han til mig? Hvorfor går han ikke?

"Jeg rejser hjem til L.A", kommer det monotont fra mig, og det får hans øjne til at blive større i et par sekunder. Og lige som jeg tror, han har en bemærkning til det, går han ud af stuen med flasken i sin hånd. Det rør ham ikke, at han har knækket mig så meget, at jeg vil væk herfra. Det har sikkert været hans mål fra starten, så han er garanteret lykkelig nu. Sådan føles det.

En ufrivillig tåre løber ned af min kind, og jeg fjerner den hurtigt med et fingerstrejf. Jeg bukker mig ned til min ene taske og åbner for en af sidelommerne, og tager mine høretelefoner op derfra. Hvis Justin og hende pigen, han har taget med hjem, kommer til at lave det, jeg tror de kommer til, har jeg ikke lyst til at høre på det. Stuen er nemlig ikke særlig langt væk fra Justins værelse.

Jeg propper høretelefonerne i mobilen og sætter en tilfældig sang på fra min playliste på, som jeg lytter til med lukkede øjne. Dog når jeg ikke at høre særlig meget af sangen, da høretelefonerne bliver hevet ud af mine øre, og jeg ser, Justin sidder på sofaen ved siden af mig.

"Hvorfor tager du hjem?".

Jeg ser koldt på ham med et skarpt blik og prøver at læse ham. Er han seriøs? Mener han det spørgsmål? Hvad foregår der i hans hoved? Hvorfor er han her? Hvad er formålet.

"Kan du ikke bare være ligeglad? Det er du jo så god til", svarer jeg provokerende tilbage og kigger væk fra ham. Jeg forstår på ingen måde, hvorfor han snakker til mig og stillet det spørgsmål. Det bør være tydeligt for ham, det er hans skyld. "Gå ind til hende pigen og lad mig være".

"Jeg har smidt hende ud", siger han og glor stift på min sideprofil, hvilket ikke rør mig overhovedet. Alt er ligegyldig. Jeg er ude om lidt, så han kan gøre og sige, hvad han vil til mig.

Der er stille i omkring et minut, hvor han stirrer på mig, og jeg stirrer ud i luften.

"Jeg har snakket med Seb, og han fortalte, at I to snakkede om en pige jeg var sammen med sid.."

"Det er ligemeget, Justin", afbryder jeg ham med, for jeg har ikke brug for at høre hans forklaring. Tingene er som de er og de ændrer sig ikke.

Han sukker stille. "Pigen er altså ikke dig. Det vil jeg bare gerne have, du skal vide", fortsætter han lavt, og selvom jeg bør være ligeglad, letter det mit hjerte en smule. Også selvom det ikke ændrer noget overhovedet. "Og det du sagde til mig inde på værelset, det..".

"Justin, please stop. Glem de ting jeg sagde, der er ligegyldigt. Det hele er så ligegyldigt".

"Nej! Du havde ret i alt. Jeg er.."

"Kan du ikke helt seriøst bare holde mund!", råber jeg og vender ansigtet mod ham. Min stemme dæmper sig og lyder mere svag, da jeg fortsætter: "Jeg er træt af det her. Det er for sent at sige nu. Jeg er så vanvittigt ligeglad. Jeg har brugt alt for mange år på at gå rundt og være forelsket i dig, og jeg gider det ikke mere. Jeg vil være fri fra dig, og jeg vil ikke høre på dig mere, Justin. Det er alt alt alt for sent at bortforklare de ting, du har gjort mod mig. Du har knust mig for sidste gang, okay?".

Tårer løber langsomt ned af begge mine kinder, for jeg ved ikke, om jeg mener det, jeg siger til ham. Jeg ved, at det er sådan, jeg bør have det, så derfor er det det, jeg vælger at sige. For jeg har fået nok, og jeg vil ikke mere.

Han ser på mig med et rimelig nedtrykt ansigtsudtryk og nikker en enkelt gang. "Okay". Han bider sig trist i underlæben.

Jeg kigger væk igen og lader tårerne få frit løb. Der bliver stille endnu en gang i et godt stykke tid.

"Hvornår skal du afsted?".

"Om lidt".

"Må jeg køre dig i lufthavnen?".

"Nej", var mit hurtige svar. Jeg kan ikke se, hvorfor det er en god idé. Hvorfor vil han overhovedet det?

Han rejser sig fra sofaen og tager fat i begge mine tasker, som han begynder at bære ud af stuen. Jeg sukker, men siger intet til ham. Jeg orker det ikke. I steder rejser jeg mig selv og følger efter ham helt ud til hans bil. Hvis han vil køre mig, sker der jo intet ved det. Jeg gider ikke starte en sidste diskussion med ham.

Han lægger taskerne i bagagerummet, og jeg sætter mig ind på bagsædet, for jeg vil ikke sidde ved siden af ham.

Justin sætter sig ind på førersædet og spænder sig fast. Han tænder bilen og begynder at køre stille afsted, imens jeg kigger ud af vinduet ved min side. Det er på ingen måde sådan her, jeg havde regnet med min ferie skulle ende. Men det er bedst for mig, at det slutter nu.

Som tiden går mærker jeg at mine øjenlåg lukker sig stille i.

"Jas..", lyder det stille fra forsædet, og jeg har stadig svært ved at forholde mig til, at han kalder mig det igen. "Er det på grund af mig, du tager hjem?".

Det lyder som om, han et bange for at høre svaret, men samtidig ved, hvad det er.

Der går nogle sekunder, før jeg svarer.

"Ja".

Der bliver stille og ikke særlig lang tid efter, overtager den længe ventede søvn mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...