The One That Got Away ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2016
  • Opdateret: 14 nov. 2016
  • Status: Igang
Hver sommer lejer de to bedste venner, Jasmine og Justin, et sommerhus på Hawaii sammen med fem af deres tætteste venner. Sommeren 2014 ændrede alt mellem de to, og nu et år efter er ingenting, som det plejer at være mellem dem. (Justin er kendt)

174Likes
423Kommentarer
88106Visninger
AA

14. 12

 

12

• Jasmines synsvinkel

Nutid

torsdag d. 30, juli, 2015

Justin har trådt på mig, knust mig og han vil ikke en gang høre på, hvad jeg har at sige. Jeg aner jo stadig ikke, hvorfor han er så vred på mig. Han ser mig åbenbart bare som en eller anden, der har prøvet at "fucke hans hjerne op", som han sagde. Men jeg kan ikke se, hvordan jeg har gjort det.

Efter han gik, satte jeg mig hen på havestolen igen, og her sidder jeg stadig en time efter. Vodkaen er blevet mindre fuld, og jeg er blevet meget mere. Tårerne er heldigvis stoppet med at løbe ned af mine kinder, for jeg har med hård kamp overbevist mig selv om, at han ikke fortjener mine tårer. Og i takt med at alkoholen har overtaget min krop, er jeg blevet enig med mig selv om, at han stadig er en kæmpe når. For hvad bilder han sig egentlig ind at sige sådan nogle ting til mig, som han sagde før han gik?

"Nå, sidder du her?".

Jeg bliver en smule forskrækket, da jeg hører Sebastians stemme ude på terrassen. Han sætter sig på stolen over for mig og giver mig et smil, jeg ikke gengælder. Og da han opdager det, forsvinder hans væk med det samme.

"Har du grædt?", spørger han uroligt om, imens han tager en cigaret fra sin pakke. Jeg ryger ikke selv normalt, men i de her sekunder har jeg en stor lyst til en smøg.

"Giver du én?".

"Selvfølgelig". Han kaster pakken hen til mig, så den lander lige ved siden af mit glas med væsken, der har gjort mig mere end beruset. Lighteren rækker han mig, efter han selv har tændt sin smøg. "Er der sket noget med dig og Justin?".

Jeg får tændt min smøg og inhaleret et ordentlig hvæs, inden jeg svarer ham. "Han er den største idiot!", siger jeg og tager mig til hovedet med min frie hånd. Jeg kan mærke, at tårerne rigtigt gerne vil frem igen, men jeg nægter at lade det ske.

"Hvad så?", spørger han mig om og kigger lyttende på ham. God, hvor er jeg glad for, at jeg har ham i sådan nogle situationer. Han er langt fra den bedste ven, som Justin var for et år siden, men hans venskab er stadig fantastisk. Og hvis der er noget, som Sebastian er god til, er det at lytte og rent faktisk interessere sig for, hvordan jeg har det.

"Kan du huske ham fyren, jeg fortalte dig om for et par uger siden? Ham jeg var vild med, som jeg havde lidt kørende med sidste sommer?".

Han nikker hurtigt til mit spørgsmål og suger røgen ind i hans mund.

"Den fyr var Justin", afslutter jeg og føler, at min krop bliver en del lettere. Det er første gang, jeg har fortalt om Justin til nogen og det føles utrolig rart at få det sagt højt.

Sebastian spiler straks sine øjne op og ligner én, der lige har set et spøgelse. Hele hans krop fryser sig fast i den position, den er i og han ser ikke ud til at forstå, det jeg lige har sagt. Men det ved jeg selvfølgelig godt, at han gør. Han skal bare lige synke den, da det nok er et rimelig stort chok for ham.

"Du?.. Justin?.. Hvad?". Han ryster forvirret og hurtigt på hovedet, hvorefter han rynker sine bryn sammen. Og så begynder han at grine på en mærkelig og ret akavet måde. Det er ikke et ægte grin, men mere et grin der indikerer, at han ikke ved, hvordan han skal reagere på det. "Har.. altså så I har været sammen?".

Jeg tager en stor tår af den stærke væske og nikker. "Yup!".

"Wtf.. også her i sommerhuset eller hvad?".

"Yes", siger jeg og drikker derefter igen.

"Wow. Nu giver det hele meget bedre mening", mumler han, imens han ser ned i bordet, og jeg er ikke sikker på, om det er rettet til mig eller kun til ham selv. Men jeg hører det, og det sætter forvirringen i gang inden i mig.

"Hvad mener du?". Jeg kigger undrende på ham og tager endnu et hvæs. Hans blik finder mit og bliver rimelig seriøst, som om han ikke har lyst til at fortælle mig, det han har i tankerne.

"Ikke noget", siger han ligegyldigt og prøver at smile ægte til mig, hvilket ikke lykkes. Og det får mig til at tro, at Justin har sagt et eller andet, jeg ikke vil blive glad for at høre. Hvorfor skulle Sebastian ellers pludselig være så hemmelighedsfuld?

"Seb", udbryder jeg alvorligt og kigger stift ind i hans mørkeblå øjne. "Jeg er seriøs. Fortæl mig det!", beordrer jeg og mærker at min hjerterytme stiger på grund af en smule nervøsitet.

Han opgiver i et suk og klør sig utilpas i håret. "Det bare.. Justin har tidligere snakket om en pige, han var sammen med sidste sommer", er hans usikre svar og efterfølgende bliver han helt tavs, som om det er det eneste, han har at sige. Men det kan det umuligt være. Justin har fortalt ham mere, som Sebastian åbenbart ikke vil fortælle mig, det kan jeg fornemme. Men hvor slemt kan det være? Det kan i hvert fald ikke være slemmere end det, Justin sagde til mig for en times tid siden.

"Og?".

"Og ikke mere". Han lyder langt fra troværdig. Og han kan lige så godt opgive at spille dum, for jeg lader ham ikke slippe væk, før han har fortalt mig det.

"Sig det!".

Han kigger til siden, og jeg læser på hans ansigtsudtryk, han ikke har lyst til at gøre, som jeg beder ham om. Men jeg kender ham og ved, at han er ved at overgive sig. "Han sagde nogle ting om hende her pigen, han havde set, som ikke var specielt søde".

Han kigger på mig igen. Der begynder at danne sig en smerte i min mave, der ikke føles behagelig på nogen måde. Men hans ord kommer selvfølgelig ikke som en stor overraskelse.

"Hvad har han sagt?", spørger jeg stille om og synker en klump i min hals.

"Hvis det er dig han har snakket om, har jeg ikke lyst til at fortælle dig det". Han ser trist på mig, og jeg kan se på ham, at grunden til han ikke vil sige det, er for at skåne mig for at blive ked af det. Et par sekunder efter lægger hen den ene hånd fladt mod sin pande. "Fuck han er en idiot, man!", udbryder han lavt og lyder så skuffet samt en smule vred. Det virker til, at det først går op for ham nu, at det er mig, Justin har sagt grimme ting om. Og hvis det kan få sådan en reaktion ud af Sebastian, må det vitterligt være slemt. De to er ligesom rimelig gode venner.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Naturligvis har jeg lyst til at vide, hvad der er blevet sagt om mig, men jeg har samtidig ikke lyst til at tvinge det ud af Sebastian, når han virker så oprørt over det.

Ryan kommer pludselig ud på terrassen og sætter sig hen på stolen ved siden af mig. Han kigger først på Sebastian, så på mig og til sidst på flasken foran mig. "Holder i fest uden mig? Eller hvad sker der?".

Sebastian griner og forsøger at virke oven på igen efter vores samtale. Men jeg ser tydeligt, at han stadig grubler over det. "Ikke rigtigt. Vi sidder bare og snakker", svarer han roligt Ryan i sit grin.

"Hvad snakker i om?". Ryan tager cigaretpakken, der ligger foran mig, og får en smøg op af den. Imens han tænder smøgen, får jeg en idé, jeg ikke ved om kan lade sig gøre. Måske kan jeg få Ryan til at fortælle mig, hvad Justin har sagt om hende pigen aka mig, uden han selv er klar over det. Hvis han altså har hørt noget om hende.

"En pige Justin var sammen med sidste sommer". Jeg bemærker med det samme et par opspilede øjne fra Sebastian, men jeg ignorerer det og fortsætter med at se på Ryan. Han begynder at grine på en lidt hånlig måde, og det gør mig sindssygt utilpas.

"Hende der var besat af ham?", griner han, og jeg får den mærkeligste følelse i kroppen over det. Besat? Det kan ikke være om mig det der. Eller kan det? Jeg kigger hen på Sebastian, der har hænderne foran sit ansigt, og jeg kan regne ud, at det er hende, Justin har snakket om til ham. Men hvornår har jeg nogensinde været besat af ham? Aldrig. Og det har jeg heller ikke udtrykt på nogen måde, at jeg skulle være.

"Besat?", stiller jeg helt lamslået som et spørgsmål og møder Ryans blik igen. Han nikker og griner stadig.

"Hun var næsten psykotisk. Det er sgu sygt, de ting han har fortalt om hende".

Af en eller anden grund får ordet psykotisk mig til at fare op fra stolen, og jeg får begge fyres fulde opmærksomhed. Ryan er stoppet med at grine glor på mig, som om jeg er en vandskabning. Men det er jeg ikke. Jeg er bare pisse hamrende vred. Ikke såret mere men vred. Har Justin seriøst beskrevet mig som en eller anden vanvittig person, der har været besat af ham? Det er så meget mere, end jeg kan tolerere. Der jo direkte at lyve omkring mig. Godt nok har de andre ikke vidst, det var mig han snakkede om, men alligevel. Det gør Sebastian jo nu, så hvad tænker han måske ikke om mig?

Jeg ved ikke om det bare er alkoholen, der styrer min hjerne, men lige nu vil jeg skide på, at han ikke gider at snakke med mig. Han har bare at lytte til mig, når jeg finder ham, for jeg har fået nok. Og den her gang mener jeg det.

Uden at sige noget til de andre går jeg ind i sommerhuset med hastige skridt.

Psykotisk

Besat

Ordene kører på skift rundt i mit hoved.

Jeg støder næsten ind i Melanie, da jeg træder ind i stuen, of det får hende til at grine forskrækket. Men det gør jeg ikke. I stedet kigger jeg mig omkring i stuen efter Justin, men jeg ser ham ikke.

"Hvor er Justin?", spørger jeg hårdt om og kigger på hende.

Hun ser lidt bekymret på mig. "Inde på sit værelse tror jeg".

Jeg siger ikke mere, før jeg stormer ud af stuen og går direkte hen i den anden ende af huset, hvor værelset ligger. Uden at banke på braser jeg bare ind, og møder en halvt afklædt Justin, der står ved sit tøjskab. Han registrer mig, lige da jeg træder ind, men fortsætter ellers med det, han havde gang i før.

"Er jeg besat af dig?!", råber jeg højt, idet jeg går ind på værelset, og efterfølgende smækker jeg døren i bag mig. Han ænser mig ikke et eneste blik og svarer heller ikke på mit spørgsmål. "Er vi virkelig nået til det punkt, hvor du skal sprede løgne om mig for, at du kan få det bedre med dig selv!?", fortsætter jeg derfor, men heller ikke der kommer der en reaktion fra ham.

Han tager en t-shirt ud af skabet og folder den ud, imens han provokerende nok begynder at nynne en sang. Hold nu op, hvor han irriterer mig. Man tror næsten, det er med vilje for at pisse mig endnu mere af. Og det virker.

Frustreret går jeg hen til ham og river t-shirten ud af hans hånd og smider den vredt på gulvet. Det er for meget det her, og det er jeg sikker på, han selv godt ved. Men han synes åbenbart bare det er sjovt, for et irriterende flabet smil dukker sekundet efter frem på hans læber.

"Helt seriøst, hvor gammel er du lige!?", vrisser jeg og hentyder til hans barnlige opførsel. Hvorfor kan han ikke bare være mand nok til at tage den her samtale med mig i stedet for det der. Det er alt alt alt for langt ude. "Du har altid været så pisse umoden og barnlig! Bliv dog for helvede voksen og løs dine problemer på en ordentlig måde i stedet for at opføre dig som et pattebarn".

Hans øjne glor stadig på skabet men hans smil forsvinder heldigvis væk fra hans læber. Endelig lytter han en lille smule efter, hvad jeg siger.

"Og det skulle komme fra dig". Hans spydige stemme lyder følelseskold, og det rammer mit hjerte hårdt. Han ved altid, hvad og hvordan han skal sige tingene for at det gør ondt på mig. Men jeg nægter at lade dem såre mig, for jeg er træt af det. Jeg vil ikke græde mere, jeg vil have afsluttet det her en gang for alle. Og den her gang er det mig, der får det sidste ord.

"Jeg fortjener ikke det her, Justin". Jeg skubber hårdt til hans nøgne skulder, så hans overkrop har fronten mod mig. Hans ansigt forbliver dog samme sted som før, fordi han absolut skal fortsætte med at være en umoden. "Jeg har altid været der for dig! Lyttet til dig, dit brok og alle dine problemer, når ingen andre ville! Været hos dig igennem alt, selvom alle advarede mig mod dig og fortalte mig, hvor egoistisk du var, og hvordan du ville trække mig med ned i dit sorte hul. Men jeg har altid set det gode i dig, Justin, selv når ingen andre så det. Selv da du ignorerede mig, behandlede mig som lort og var pisse ligeglad med mig. Og selv da du begyndte at hade mig!".

Det lykkes mig ikke at holde tårerne inde. Allerede to sekunder inde i min tale knækkede jeg. Og nu render tårerne ustyrligt ned.

"Men det har ændret sig her til aften. Så hvis du så absolut vil lade som om, jeg ikke eksisterer mere, så er det fint med mig! Du er præcis, som andre siger du er! Du er er forfærdeligt menneske, og jeg ser ikke længere noget godt i dig", siger jeg skarpt og bemærker min gråd bliver voldsommere. Det gør ondt at sige til ham, og jeg ved ikke en gang, om det er sandheden. Ordene vælter bare ud af mig, og i øjeblikket virker det, som det rigtige at sige. Justin ser stadig ikke på mig, men jeg kan se, han har bøjet sin nakke, så han kigger ned i gulvet. Af den grund kan jeg ikke læse hans ansigt. "Men det er ikke kun mig, der har mistet dig. I dag har du også mistet mig".

Førhen var det hans største mareridt at få at vide. At jeg ikke længere vil være ved hans side. At han har mistet mig.

Jeg snøfter og bider mig selv i underlæben. I få sekunder venter jeg på en reaktion fra ham, men der kommer ingen. Det rammer mig hårdt. Og det er det, der får mig til at forlade værelset helt ulykkelig og grædefærdig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...