The One That Got Away ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2016
  • Opdateret: 14 nov. 2016
  • Status: Igang
Hver sommer lejer de to bedste venner, Jasmine og Justin, et sommerhus på Hawaii sammen med fem af deres tætteste venner. Sommeren 2014 ændrede alt mellem de to, og nu et år efter er ingenting, som det plejer at være mellem dem. (Justin er kendt)

173Likes
421Kommentarer
85067Visninger
AA

12. 10

 

10

• Jasmines synsvinkel

Nutid

torsdag d. 30. juli, 2015

Du er forelsket i mig!

Hans bebrejdende ord vil ikke stoppe med at gentage sig i mine tanker. Det er det eneste, jeg kan tænke på lige nu, og det får vandet til at dukke frem i mine øjne. Hvis det virkelig er grunden til, han har behandlet mig så dårligt, som han har gjort de sidste dage, så kan jeg uden at lyve kalde ham for den største idiot, jeg kender. Det er jo ikke ligefrem, fordi jeg selv har valgt at forelske mig i ham. Og hvor ved han det overhovedet fra? Da han sagde ordene, lød det nemlig ikke som om, han var i tvivl omkring det. Det var en direkte konstatering.

Jeg ser ham gå hen til bagagerummet, hvor han lægger varerne ind. Selv har jeg slet ikke bevæget mig bare den mindste centimeter ud af flækken, siden ordene forlod hans mund. Jeg tror, jeg er i chok, for jeg har ingen idé om, hvad jeg skal gøre af mig selv. Alt i min krop føles som om at være på pause. Mine øjne er fyldt med vand, og jeg er ikke helt sikker på, om det er fordi, jeg slet ikke har blinket de sidste par minutter, eller om det er, fordi han har såret mig endnu en gang. Det er måske nok mest det sidste.

"Har du tænkt dig at stå og glo der resten dagen, eller kan vi komme videre!?".

Tonen i Justins stemme er lige så skarp som før, og det får min choktilstand til at blive ophørt. Jeg blinker og mærker en nivende fornemmelse mod mit hjerte. Noget vådt løber ned af min kind og det gør, at jeg giver slip på posen i min favn og tager begge mine hænder op til mine lidt våde kinder. Nogle af varerne ryger ud af posen men det påvirker mig ikke, i stedet vender jeg mig om og begynder at gå.

"Og kunne du lade være med at opføre dig så skide barnligt?!", hører jeg, han råber efter mig. Og havde det ikke været for tårerne, der render ned af mine kinder lige nu, så var jeg vendt om igen og havde gået hen og givet ham den største lussing, jeg nogensinde ville komme til at give et andet menneske. For det er fandme ikke mig, der er den barnlige af os to.

Men jeg vil ikke have, han ser, at jeg græder på grund af ham. Det kan være, han bare vil få et kick ud af det og nyde det. Det virker i hvert fald som om, han elsker at se mig være ked af det.

Jeg går hen ad vejkanten og beslutter mig for selv at finde hjem herfra. Det er heller ikke så svært, men det kommer nok til at tage et godt stykke tid. Men hellere det end at sidde i en bil med Justin. Mit hjerte, min krop og mit hoved har fået nok af ham. Jeg kan slet ikke holde hans eksistens ud lige nu, så han skal holde sig langt væk fra mig. Det bliver nok heller ikke et særlig stort problem, for han har været verdensmester til at ignorere mig.

Den sorte bil, som Justin og Hugo kører i, drøner direkte forbi mig efter nogle få minutter. Og da bilen er helt ude af syne tillader jeg mig selv at stoppe op i vejkanten og bryde sammen. Mine ben knækker under mig, så jeg rammer asfalten og skraber mit ene knæ, men jeg er ligeglad med det. Den svage smerte er intet i forhold til den, jeg har inden i.

Det der før var et par enkelte tårer, bliver næsten til et helt vandfald. Jeg tager mig ikke af de mennesker, der stirrer på mig, når de kører forbi mig. De er ligegyldige for mig. Jeg kan ikke holde min gråd inde ligemeget, hvor meget jeg prøve at kontrollere det. Jeg har fået nok. Og hvis jeg havde mulighed for det, var jeg taget direkte til lufthavnen og fløjet direkte hjem til L.A. igen. Jeg har slet ikke lyst til at være i sommerhuset resten af sommeren. Det har allerede været den værste sommer nogensinde.

~

Da jeg træder ind i sommerhuset, er det blevet en del mørkere udenfor. Jeg har med vilje gået i et langsomt tempo herhjem for at trække tiden ud.

Inde fra køkkenet af kan jeg høre snakken og grin, så jeg er slet ikke i tvivl om, at de andre sidder og spiser aftensmad. Jeg har slet ikke nogen appetit lige nu, så jeg vælger at lade være med at gå ud til dem. Det sidste jeg har lyst til, er desuden også at glo på Justins provokerende, iskolde ansigt.

Så i stedet går jeg ind i stuen og sætter mig på sofaen. Jeg smækker fødderne op på sofabordet og sidder i et stykke tid og stirre tomt ud i luften. De andre lyder til at have det enormt sjovt ude i køkkenet, for de griner af noget hvert tiende sekund. Og ironisk nok er det Justins grin, jeg tydeligst kan høre. Det irriterer mig.

Jeg lukker mine øjne og sætter mine håndflader op mod mine øre, for at se om det kan dæmpe det. Men det lykkes ikke specielt godt. Hans grin trænger stadig klart og tydeligt igennem, så jeg opgiver hurtigt og fjerner hænderne og åbner sukkende øjnene.

Jeg prøver virkelig at hade ham. Jeg har prøvet at overbevise mig selv om dét hele vejen hjem. Men det er som om, jeg ikke kan hade ham. For jeg hader ham ikke, selvom jeg har alt mulig god grund til det. Mine følelser for ham er der stadigvæk, og det gør forfærdelig ondt på mig at indrømme over for mig selv.

Trangen til en drink dukker pludselig op i min krop ud af det blå. Det er faktisk, det eneste jeg har lyst til, og jeg ved, at vi har noget alkohol stående ovre i skabet, der står ovre i hjørnet ved siden af fjernsynet. Jeg beslutter mig for at rejse mig op og gå ud i køkkenet for at hente et glas.

Og jeg skal da lige love for at der bliver mussestille, da jeg træder ind. Alles blikke er på mig, som om jeg har gjort noget galt, men jeg ignorerer det bare og går direkte hen til skabet med glas. Jeg åbner det og tager ét ud for derefter at bevæge mig på vej ud af køkkenet igen. Der er ufattelig ubehageligt at være herinde på grund af alle de øjne, der er på mig. Mon Justin har sagt et eller andet om mig til dem?

"Der er også mad til dig, Jas", lyder det med en venlig og stille stemme fra Rita.

"Jeg er ikke sulten", svarer jeg hurtigt og går helt ud af køkkenet uden at kigge på nogen af dem.

Jeg går direkte hen til skabet med alkohol og tager den første flaske, jeg ser, ud derfra. Derefter går jeg ud på terrassen og sætter mig på en af havestolene. Jeg hælder noget af indholdet fra flasken op i mit glas, hvorefter jeg tager en stor slurk af den. Det går hurtigt op for mig, at det er vodka, jeg drikker, og det er ikke ligefrem en god smag. Alligevel tager jeg endnu en stor tår af den og læner mig tilbage i stolen.

Sådan sidder jeg i et godt stykke tid, så jeg til sidst godt kan fornemme, jeg er blevet påvirket af sprutten. Men det er jo det, der er meningen med det, så jeg klager ikke over det.

"Wauw". Justins irriterende lave stemme går igennem min øregang, og det får mig til at kigge hen mod havedøren, hvor jeg ser, han står og ryster på hovedet.

Hvis han har tænkt sig at kommentere på det, jeg laver, eller hvis har bare siger et enkelt ord til mig, er jeg ikke sikker på, jeg kan holde mine frustrationer inde.

Jeg kigger hurtigt væk igen og vender det hvide ud af øjnene over, at han overhovedet er her. Kan han ikke bare skride væk fra mig og passe sig selv, som han har været så god til siden i mandags. Jeg tager endnu en tår af vodkaen og prøver at virke så upåvirket af hans tilstedeværelse, som jeg kan være.

"Kan det blive mere sørgerligt?", mumler han lavt men mere end højt nok til, at jeg ved, at det er meningen, jeg skal høre det. Irritationen vokser i min krop og som forudset, kan jeg ikke holde mig tilbage mere. Hvorfor kan han seriøst ikke bare lade mig være? Hvorfor skal han snakke til mig nu og gøre mig endnu mere provokeret?

"Hvad fanden er dit problem, Justin!?". Jeg rejser mig vredt op fra stolen og kigger skarpt hen på ham, der allerede ser køligt på mig. Men hans blik går mig ikke på. Jeg skal ud med mine frustrationer. "Hvad får du helt seriøst ud af at opføre dig, som en kæmpe nar over for mig, hva!? Gør det noget godt for dig? Gør det dig glad at se mig være knækket? Gør det dig glad at se mig være forelsket i dig, fordi du ved, du ikke har det på samme måde eller hvad? Fryder du dig over det? Er det derfor, du hader mig af den grund, hva!? For jeg forstår det simpelthen ikke! Jeg forstår dig ikke!".

Hans kæbe spænder sig under min råben, og jeg ved, det skyldes hans egen vrede og frustration. Han er sur, over de spørgsmål jeg stiller ham, men jeg kan ikke være mere ligeglad. Jeg fortjener fandme at få nogle svar fra ham og så er jeg ligeglad med, om jeg gør ham sur.

"Du er god til at spille komplet dum. Det må jeg give dig, Jasmine!", vrisser han, og jeg kan se, han kæmper for ikke at råbe ordene til mig. Han prøver at virke cool og ligeglad med situationen, men det er han ikke. Hans øjne prøver også hele tiden at undgå mine, selvom om det er svært for ham ikke at skabe øjenkontakt.

Hans svar får blot forvirringen til at blive større inden i mig, for hvorfor spiller jeg dum?. "Hvad mener du?", spørger jeg undrende om og slår uvidende samt irriteret ud med armene.

"Du ved udmærket godt, hvad jeg mener. Seb har fortalt om ham fyren, du så sidste sommer, og som du nu ligepludselig er forelsket i, men ikke har kontakt med. Tror du ikke godt, jeg kan regne ud, at det er mig!?". Hans stemme er ikke længere som før. Han råber nu, og jeg er slet ikke et sekund i tvivl om, at han er vred. Men jeg forstår stadig ikke hvorfor.

"Jo?". Hvorfor det åndssvage, forvirret svar kommer ud af min mund, kan jeg ikke svare på. Jeg når måske bare ikke helt at tænke mig om, før det er ude?

Og hans svar giver bare stadig ikke rigtig nogen mening for mig. Er han sur over, jeg har fortalt det til Sebastian? For det er jo ikke, fordi jeg har nævnt Justins navn eller beskrevet noget om os i detaljer. Jeg har kun hurtigt i fuldskab for nogle uger siden nævnt over for ham, at jeg er lidt vild med én, jeg ikke har kontakt til mere. Og Sebastian ved jo ligesom ikke, at Justin og jeg ikke har haft kontakt i næsten et år, så jeg kan ikke se, hvorfor Justin skulle være sur over det.

Jeg skal lige til at stille et uddybende spørgsmål til ham, men han afbryder mig og fortsætter. "Jeg synes bare, det er pisse komisk, at du pludselig er forelsket i mig, når nu du brugte sidste sommer på at fucke min hjerne og følelser fuldstændig op med vilje!".

Hans vrissende ord gør mig helt paf. Den beskyldning han kommer med, er der langt fra nogen form for sandhed i. Hvor har han overhovedet det fra? Det giver slet ikke nogen form form mening.

"Hvad er det, du snakker om?", udbryder jeg i forvirring, og jeg bemærker, at mit hjerte banker meget stærkere, end det plejer.

"Lad vær med at spille dum!", beordrer han råbende, men jeg forstår vitterligt ikke, hvad han mener. Jeg spiller slet ikke dum, jeg er fuldstændig blank.

"Justin, jeg-"

"Luk!", vrisser han bestemt og afbryder mig. "Jeg vil ikke høre dine latterlige undskyldninger! Det kommer ikke til at ændre på noget alligevel!".

"Jamen, jeg v-"

"Hold nu kæft, Jasmine! Kan du ikke bare forstå, jeg ikke gider høre på dig!?". Han går et skridt bag ud og ser på mig med et skræmmende blik, der både virker surt men også en smule såret. Men jeg ved ikke, hvad jeg har gjort for at såre ham?

Han tager en dyb indånding, som han efterfølgende puster ud igen.

"Vores venskab er ødelagt, og jeg vil ikke have noget som helst med dig at gøre. Du eksisterer ikke i mit liv længere, og det kommer du heller ikke til igen!", siger han iskoldt, så jeg kan mærke ordene fryse mit hjerte til is på en smertefuld måde. Der samler sig en klump i min hals, der vokser sig større og større, som sekunderne går. "Og hvad angår resten af den her ferie.. så eksisterer du heller for mig her. Du skal ikke snakke til mig, for ligemeget hvad kommer jeg ikke til at svare dig, forstår du det? Du kan betragte dig selv som død for mig!".

Ord kan ikke beskrive, hvor ondt det gør på mig at høre ham sige de ord direkte til mig. Specielt de sidste ord knækker mig. Jeg føler, at alt inde i mig går i stykker og sprænger i luften. Tårerne er forlængst begyndt at forlade mine øjne, og jeg kan ikke gøre noget ved det. Det er første gang, jeg viser ham, hvad han gør ved mig, når han sårer mig. Men han ser ikke ud til at blive påvirket af det.

Han sender mig et sidste vredt blik, hvorefter han skal til at gå. Men jeg når at gribe fat om hans ene håndled med begge mine hænder, så han helt af sig selv stopper. Han kigger ikke på mig, men i stedet ud til den ene side.

"Justin, jeg ved virkelig ikke, hvad du snakker om", skynder jeg mig hurtigt at sige for at at være sikker på, at jeg får lov til at sige min sætning færdig denne gang. Det ser dog ikke ud til, han rigtig hører efter, hvad jeg siger, for han reagerer ikke. Han virker stadig ligeglad. "Hører du, hvad jeg siger, jeg ved ikke-".

Endnu en gang afbryder ham mig, men denne gang er det ikke verbalt. Det er derimod hans anden hånd, der hårdt skubber mine hænder væk fra hans håndled. Min hals begynder at trække sig sammen, og jeg får det så mærkelig i kroppen. Som om jeg langsomt bliver kvalt men stadig er fuldstændig ved bevidsthed.

Han vender sit ansigt mod mig, så hans iskolde blik møder mit. "Og at du bliver ved med at benægte det, gør mit had til dig endnu større!", er hans følelseskolde og hårde svar, der brutalt slår mit hjerte i tusind stykker. Han går derefter ind i sommerhuset, og jeg prøver ikke at stoppe ham denne gang.

Mit hjerte er knust. Og værst af alt; jeg har virkelig mistet ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...